Vision

Forleden havde vi besøg af en journalist, som gerne ville snakke med os om vores måde at bo på. Han er enormt rar og en dygtig journalist, så da han spurgte om vi ville sætte ord på vores prioteringer og visioner, sagde vi ja.

Men så let skulle det ikke gå.

Snakken gik glat, kaffen gled ubesværet ned og ordene flød. Vi snakkede om Bjørns arbejde og min kunst og om steder vi havde fælles kendskab til. Vi snakkede om alt muligt andet end den måde vi bor på og hvorfor vi gør det. Hver gang vi skulle sætte ord på vores valg, blev det noget kludder. Jeg hakkede og gik i stå. Journalisten spurgte i øst og Bjørn svarede i vest.

Visioner? Dem kunne vi ikke lige komme i tanke om dén aften i baghuset.

Eller det kunne vi, vi kunne bare ikke formulere dem.

Et par dage efter smed jeg mig i sofaen hvor Bjørn lå på langs. Jeg havde lige været ude med hunden og jeg spurgte Bjørn: Hvad skete der lige den anden dag, under interviewet? Ved vi ikke længere hvorfor vi lever sådan her?

Men det ved vi godt. Vi blev bare udfordrede fordi journalisten ikke spurgte ind med de buzz-words der er så oppe i tiden. Han havde ikke noget forkendskab til Tiny Living bølgen eller til minimalisme- og simple living trenden. Ej heller var han med på den damebladsagtige bæredygtighedsbølge, som vi uproblematisk plejer at kunne snakke os lige ind i. Eller måske kendte han det godt og havde udemærket kendskab, men hans spørgsmål lod os ikke slippe så let. Vi kunne ikke bare lire noget om værdier af, og så var alt fint.

Tilbage til forleden eftermiddag, hvor Bjørn og jeg snakkede videre, mens jeg gled ned fra sofaen, ned på gulvet, og begyndte at strække min krop i de sædvanlige yogastillinger. Vi snakkede om at det egentlig er ret interessant, at journalister gider snakke med sådan nogen som os. Vi bor jo bare her, og passer os selv, og vores børn og vores arbejde. Alligevel har vi truffet nogle valg der gør, at vi skiller os ud. Det er ret bemærkelsesværdigt, jeg mener, bare det at vi bor på færre kvadratmeter end flertallet er en historie! Det siger lidt om hvor ensrettet vores samfund er. Det siger lidt om, hvor ens valg de fleste træffer. Gør det ikke?

Og dér er vores historie.

Vores fortælling er, at vi ikke vil lade os definere af hvad “man” gør. Vi vil ikke lade os styre af det, hverken når det kommer til bolig, arbejde , parforhold eller forældreskab. Vores prioriteringer skal i så høj grad som vi overhovedet kan realisere, være vores egne. Det er vores historie. Og det er vores oprør.

Vi kan ikke med ét hæve os over de økonomiske, kulturelle eller sociale strukturer der findes i samfundet. Ikke med ét. Men vi kan dælme stritte i mod. Vi kan insistere på at man kan leve og bo på mange forskellige måder. Vi kan vise, at materialismen og forbrugerismen ikke er de eneste måder. At livskvalitet er andet og mere end ting vi køber.

Og så kan det godt være at det lyder klichéfyldt, når vi igen og igen snakker om frihed. Om at det er vores mål at eje vores egen tid. (Vi er der ikke endnu, men måden vi bor og (ikke) forbruger på, bringer os nærmere og nærmere). Det kan godt være at det virker opstillet eller nuttet, når vi deler billeder af tærter og hønseæg og måden lyset falder på i skoven om foråret. Når vi siger at en skovtur eller en tur i sommerhus kan, MÅ, være lige så god som en tur til Thailand. Men vi mener det. Vi bliver nødt til at fortælle det, for det er sandt.

Man har ikke et mere kærligt parforhold eller mere lykkelige børn fordi man bor på 300 kvadratmeter. Vi siger ikke at det er forkert at bo sådan. På et tidspunkt skal vi nok også have flere kvadratmeter end vi har nu. Vi siger bare, at det ikke er dét der er kriteriet for lykke. Vejen til et menneskeligt bæredygtigt liv er mere kompleks. Vi vil gerne snakke om, at den måde flertallet har indrettet sig på, arbejder på, forbruger på, ikke er bæredygtig. For det er den jo ikke. Stress er en folkeplage, børnene er alt for meget i institution og vi er kommet så utroligt langt væk fra den natur der er vores livskilde, at vi ødelægger den. Men det behøver ikke være sådan. Der er valg. Vi behøver ikke ligge under for forbrugerismen og prestige-ræset. Har du overvejet om det du tror du absolut må eje og de materielle ting du bruger dit liv på at arbejde for, er din tid værd? Eller om du bliver løjet for? Vi må gerne sige nej. Vi må gerne skabe vores egne veje. Det er dét, vi gerne vil fortælle. Og vi vil gerne vise hvordan det kan se ud når man gør det.

Både Bjørn og jeg er klar over at alle ikke kan eller vil gøre det samme. Og det ville også være helt forfærdeligt kedeligt og helt bestemt uholdbart.

Men vi kan alle stille spørgsmål til den måde vi lever på. Vi kan spørge os selv, om det er den bedste måde for os selv, vores børn, vores klode. Det er ikke spørgsmål man stiller og besvarer én gang for alle. Det er en evig dialog som aldrig stopper, når først man har taget hul på den. Ikke alle har en masse valg og muligheder, men mange har. Jeg har besluttet mig for at være lidt mere modig når det kommer til at deltage i debatten om det gode liv. For vi har brug for at tage den. Og vores børn har brug for at vi gør det.

Du kan følge Ind i verden på  facebook, Instagram eller bloglovin

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *