Vi skal flytte

Den er god nok. Vores Tiny Living eventyr slutter inden længe. Og så alligevel ikke helt.

De af jer der følger mig på Instagram ved måske, at jeg tidligere har skrevet om ventende forandringer. Det har jeg fordi de har været undervejs i lang tid, men jeg har ikke kunne skrive konkret om dem, fordi intet rigtigt var på plads. Det er det (næsten) nu, så nu skal I høre:

Min mor rejser ud i verden for at arbejde for Læger Uden Grænser. Det er en gammel drøm som hun har pakket væk i mange år, fordi forældreskab, familie, job, hus og senere bedsteforældreskab, blandt meget andet, trak i hende her. Men nu er det tid, og hun har efter lang tids venten fået svar på, at hun skal afsted. Hun ved endnu ikke hvor eller hvornår, flere brikker skal falde på plads i de næste måneder, men verden og det humanitære arbejde venter forude.

Mens hun rejser lejer vi hele hendes hus, alle 68 kvadratmeter. Sikke en plads vi får at boltre os på! Og sikke en luksus med køkken og bad under samme tag som resten af hjemmet! Vi er spændte og glade på min mors vegne, (og ja, en lille smule urolige, andet ville være mærkeligt). Vi er også glade for at skulle bo i huset i en periode. Katten følger med i huslejen og så må vi finde os i at være dem der skal skovle mus og fugle op fra køkkengulvet om morgenen. Men det tager vi med, selvfølgelig, og vi skal nok huske at ae ham, katten altså, trods de mange lig.

Min mor har planlagt at flytte sine ting ud i skurvognen mens hun er væk, så den bliver udelukkende brugt til opbevaring. Vi andre flytter vores ikke så forfærdeligt mange ting ind i hovedhuset, og drengene kan få baghuset for dem selv. En anden nærtstående forandring er, at Silas så småt planlægger at flytte hjemmefra. Egentlig fik han tilbudt en fin lejlighed i Odense som han sagde ja til. Men efter lidt betænkningstid kunne han alligevel mærke at han hellere vil blive i Svendborg, tæt på familie, venner og job. Så nu er han stille og roligt på udkig efter sit eget første hjem. Han har ikke travlt, han flytter først når det helt rigtige sted dukker op, men vi går og forbereder os på det – og hjælper ham med at samle lidt gryder og pander og møbler sammen så han er klar når dagen indfinder sig.

Lige nu handler det om at vi skal have nogle gode stunder sammen her i bofællesskabet inden min mor rejser og Silas flytter, og så handler det om at få planlagt den forestående omrokering. Ingen af os har forfærdeligt mange ting, som følge af de seneste års minimalisme-projekt, så vi satser på en rimelig overskuelig “flytning” her på matriklen. Det er lidt mærkeligt at skulle rykke ud af baghuset. Vi har virkeligt taget det til os som vores lille hjem, og vi elsker at være her. Men vi ville lyve hvis vi sagde, at vi ikke glæder os til lidt mere plads, til bedre at kunne have gæster, til brændeovn og egne kopper i køkkenskabene. Og så glæder vi os til at have et soveværelse. I vores forrige bolig, et lille lejet parcelhus, havde Bjørn og jeg heller ikke et soveværelse, men en hems vi havde bygget i stuen. Også nu sover vi på hems, så det bliver meget luksuriøst at få et rigtigt værelse kun til at sove i.

Når min mor, efter et stykke tid, kommer tilbage til Danmark for at bo, så må vi se hvad vi vil hver især. Den tid, den plan. Men af og til falder talen da på hvad der skal ske bagefter. Jeg tror, uden at vide det med sikkerhed, at vi er færdige med bofællesskab i netop denne her form, og vi snakker om forskellige mulige fremtidsscenarier, men vi kender også os selv godt nok til at vide, at vi ikke skal lægge alt for mange planer alt for lang tid frem i tiden – livet går som regel aldrig helt som man tror alligevel. Vi har gjort os den erfaring at vi ikke behøver vanvittigt mange kvadratmeter, en masse ting eller et højt forbrug for at trives, tværtimod faktisk. Vi ved at vi har det godt med have og ro og lys og luft omkring os. Vi ved at tid er vores vigtigste ressource og samværet den største skat. De erfaringer, hvor klichéfyldte de end kan lyde, er ægte og helt uvurderlige når vi skal finde vej i fremtiden.

MEN! Nu skal det slet ikke handle om hvad der skal ske i en fjern(ere) fremtid, men om hvad der venter lige om hjørnet. Selvom vi får lidt mere plads i den næste tid, så vil jeg selvfølgeligt stadig skrive her på bloggen om alt det jeg hele tiden har skrevet om: minimalisme, essentialisme, at skære fra og give slip for at kunne finde vej og finde hjem. At leve et liv der giver mest muligt mening, at turde gå sine egne veje og prioritere tid, langsomhed og nærvær højere end materiel overflod. At turde give slip på perfektionismen for at give plads til det ægte, levede liv.

At bo meget småt og slippe de fleste af vores ting, var vores vej væk fra et galt spor, det var vores måde at starte forfra, få økonomien på fode og finde tilbage til os selv. Men det var også bare første skridt. Der venter meget uopdaget land forude, dér, inde i verden.

Du kan følge Ind i verden på facebook , Instagram og bloglovin

5 Comments

  1. Anne september 6, 2019 at 7:18 am

    Har lige opdaget din blog. Den blev anbefalet i en facebook gruppe omkring downsizing. Spændende læsning.
    Vil følge med fast <3

    Bedste hilsner
    Anne

    Reply
    1. Siff Jensen september 10, 2019 at 7:16 am

      Kære Anne.
      Hvor dejligt du fandt frem til min blog og at du har lyst til at følge med! <3
      Kærlig hilsen
      Siff

      Reply
  2. Mette september 6, 2019 at 1:30 pm

    Hej Siff.

    Hvor spændende. For søren, der kan virkelig ske mange ting lige pludseligt. Det bliver nu stadig spændende at følge jer, selv på lidt mere plads

    Mvh Mette

    Reply
    1. Siff Jensen september 10, 2019 at 7:12 am

      Ja, der blæser forandringsvinde her hos os 😉 Dejligt du stadig har lyst til at følge med <3
      Kh. Siff

      Reply
  3. Lene oktober 27, 2019 at 9:34 pm

    Kære Siff.
    Melder mig også på banen over nytilkomne. Fandt dig pludselig via Sustain Daily. Dig og jer. Tusind tak for at dele så inspirerende ud af den verden, der er jeres helle. Give os udefra indblik i indeni. Tankevækkende og – ja utrolig inspirerende. Tror rigtig mange af os er i proces. Reviderer værdier og levemåder. Det skal vi, som verden ser ud. Fedt at se det eksekveret så handlekraftigt og nært. Din kunst. Mødet med den. Er ren poesi. Glæder mig til af følge jer. Min mand og jeg mødtes faktisk via Læger uden Grænser, tilbage i 1999. Søren, min mand har været udsendt med LUG i Angola, og jeg var med som frivillig helt fra starten, i Danmark, da der blev åbnet kontor i Hellerup. Det er år siden, men organisationen er stadig lige beundringsværdig. Kæmpe held og lykke til din mor…på rejsen.
    Bedste hilsner Lene, (insta: SustainablePeople.dk)

    Reply

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *