Tomhed

Om zen, minimalisme og tomheden som en gave.

Jeg sidder i sofaen i mit lille bitte hjem på 17 kvadratmeter. Jeg sidder i stilhed og skriver. Kun vinden, mit eget åndedrag og tastaturets klikken kan jeg høre. Silas stikker hovedet ind ad døren og vi aftaler at hente Jonatan fra skole sammen om en times tid. Han går igen, og jeg følger ham med øjnene mens han forsvinder over den lille brostensgård og rundt om huset. Han er i gang med at gøre rent i skurvognen som bærer præg af en weekend med teenagegæster.

Jeg vender tilbage til mit nu, til computeren, til mine tanker. Jeg har læst en del om zenbuddhisme på det sidste, uden at der har dannet sig et sammenhængende forståelse i mig. Derfor kan det blogindlæg om zen, og minimalismens udspring i zenbuddhismen, som jeg egentlig havde planlagt som maj måneds indlæg, ikke blive helt som jeg havde tænkt mig.

Sådan går det. Ting må tage den tid de tager. Måske forstår jeg snart. Måske kommer jeg aldrig til at forstå.

Istedet vil jeg kredse om et enkelt begreb, som jeg igen og igen vender tilbage til i tankerne.

Tomhed.

Tomhed er et essentielt begreb i flere zenbuddhistiske skoler. Tomhed som filosofisk begreb handler om ophævelsen af objekt og subjekt og om at alt er ét. Når alt er ét, er alt intet og intet er alt. Det gør ikke noget at jeg intellektuelt kæmper med at forstå ord og betydninger. Det forhindrer mig ikke i at reflektere over tomhed. Det forhindrer mig ikke i at være og i at iagtage.

Dét jeg forstår er, at vores begær efter mere er et fængsel. Dét jeg forstår er, at vi lever i en kommercialiseret verden hvor vi i vores higen efter nydelse og komfort søger at omgive os med så mange ting, så mange hjælpemidler, så mange genstande med tekniske funktioner, at vores liv bliver nemt og behageligt. Tilfredsstillelsen skal ske ved så lille en anstrengelse som muligt. Så meget som muligt så let som muligt. I vores evige jagt efter mere forventer vi glæde og tilfredshed, men mange oplever ofte det modsatte. Overvældelse, stress og rastløshed. Utilfredshed. Måske endda en form for kedsomhed. Løsningen? Stræben efter flere nyanskaffelser. Mere aktivitet. Lykken MÅ da være mere. Ikke?

Myten om mere er herskende på trods af det dystre faktum, at vi driver rovdrift på klodens begrænsede ressourcer. Specielt nu, hvor klodens befolkning er på vej mod 9 milliarder. Ikke desto mindre lever vi stadig med den opfattelse at verden kan blive rigere og overfloden kan stige mens vi trives og teknologien udvikler sig. I det mindste er det hvad økonomiske teorier fortæller os.

Selvom der ikke er nogen tvivl om, at det er klogt at begynde at bruge færre ressourcer, inden vi helt opbruger/udsletter dem, er det ekstremt svært at overbevise os selv om at det er vejen frem. Mindre lyder ikke så lovende eller indbydende, når vi automatisk sammenkæder det med mistet rigdom og mindre tilfredsstillelse. Vi har ikke lyst til at opgive overflod, og vi har selvfølgelig ikke lyst til at være mindre tilfredse.

Men lad os stille de fundamentale spørgsmål: er “mere” i virkeligheden det samme som overflod? Betyder “mere” til hver en tid øget tilfredstillelse?

Er det en mulighed at “mindre” kan bringe mere overflod og mere tilfredshed? Og i så fald, kan vi gøre vores samfund gladere med mindre? 

Uden at komme ind på årsagerne til menneskelig trivsel og mistrivsel i øvrigt, (det giver sig selv at ingen kan trives hvis de ikke har adgang til basale fornødenheder og/eller lever i utryghed, og jeg kunne aldrig drømme om at forherlige fattigdom), så vil jeg tillade mig at holde fokus på tomhedens gave ud fra et filosofisk perspektiv.

Da jeg var yngre frygtede jeg min egen indre tomhed. Den føltes som skærende, sitrende, angstfyldt rastløshed. Og jeg ville drukne den, dulme den. Det kunne ske med fest (og alkohol) eller andre menneskers opmærksomhed. Jeg forsøgte også at dulme tomhedsfølelsen med mine egne præstationer. Jeg troede at for hver høje karakter jeg fik i skolen, for hver kompliment jeg modtog fra en anden, eller hver diskussion jeg “vandt”, ville jeg komme et skridt nærmere indre fred. Det var selvfølgeligt det modsatte der skete.

Andre måder at udfylde en skræmmende tomhed på kan være ved konstant at omgive sig med billeder og lyde fra skærme. At skulle tale hele tiden, at være i konstant kontakt med andre mennesker, at lave lange to-do lister, at købe ting man egentlig ikke mangler, at spise for meget, drikke for meget, ryge eller tage stoffer, at være i konflikt med sine omgivelser, osv. osv. Men den evige flugt fra tomhed bringer os ikke frem. Tværtimod kan svaret være at turde gå ind i tomheden: at være med det der er. Eller ikke er. Uden at dulme.

Tomhed er at fjerne det overflødige.

At fjerne det overflødige (eller ikke anskaffe sig det i første omgang) handler ikke om, at man ikke værdsætter materialitet. Tværtimod handler det netop om at skærpe sin taknemmelighed for det man allerede omgiver sig med (og det man allerede er), istedet for at tro, at lykken venter i det næste køb, (eller den næste store præstation). Nu er det ikke sådan, at visse ting har en iboende ondskab, eller at det er mere sandt og godt at eje én potteplante i stedet for 20. Det handler som udgangspunkt ikke om hvad man køber, (eller gør), men hvorfor man gør det. Bringer tingen (eller handlingen) glæde? Løser den et problem? Eller dulmer den blot et indre ubehag eller mindreværd?

For hver genstand man fjerner fra sit liv vil der opstå et tomrum. Dette tomrum er en mulighed. En mulighed for at vi som mennesker kan udvikle vores potentiale. At vi kan opøve evner og træde i karakter. Tomheden er også en mulighed for ikke at gøre. Den levner plads til refleksion. Til, hvis vi ønsker det, at gøre noget andet end vi plejer. Tomhed er at give slip på det vi tror vi skal være og gøre og derfor sige ærligt ja. Eller nej.

Tomhed er stilhed. Er det ikke i stilheden vi lytter? Er det ikke i stilheden vi ser? Og er det ikke når vi lytter og ser at vi virkeligt kan forbinde os med hinanden? På den måde bliver fravær af gøren (tomhed) til fylde (forbundethed).

Hver gang vi fjerner begæret efter noget, opstår der noget i det tomrum hvor begæret før befandt sig. Der kan opstå Nærvær. Der kan opstå Samhørighed. Der kan opstå Ro, Kærlighed eller Kreativitet. 

Mon ikke dét er tomhedens gave?

Du kan følge mig på Instagram eller bloglovin

2 Comments

  1. Ann maj 8, 2019 at 5:23 am

    Lige da jeg startede med at følge dig og læse med, fik du mig til at tænke på en lille tekst, jeg skrev for et par år siden: “Jeg ville gerne have færre ting, men jeg er bange for at blive ensom.” Det var tænkt som et digt, men hvor var der dog sandhed i det. Det var lige dér, jeg begyndte at forstå, at jeg er minimalist, og dér jeg begyndte at leve reflekteret derefter.
    Nu – næsten et år senere beskriver du tomhed og minimalisme på en så smuk og reflekteret måde, og jeg kan ikke lade være med at tænke tilbage på dét øjeblik. Jeg kan virkelig se mine egne tanker i det, du skriver. Du har skrevet det ud, og brikkerne falder på plads. Tak for det.

    Reply
    1. Siff maj 8, 2019 at 9:03 am

      Kære Ann.
      Tusind tak for dine ord. Jeg kæmpede sådan med at skrive det her indlæg. Skrev det om og slettede og skrev til. Jeg var lige ved at give op, fordi der kan være så lang vej fra at fornemme noget, til rent faktisk at sætte ord på og formidle det. Men jeg holdt ved, fordi jeg kunne mærke at der var noget der SKULLE sættes ord på. Nu er jeg ekstra glad for at jeg skrev det færdigt. Så færdig som man nu engang kan blive, når man skriver om oplevelser og erkendelser der hele tiden forandrer sig 😉 Forresten, jeg kan godt huske den tekst du skrev om angsten for at blive ensom ved at give slip på ting. Den gjorde indtryk på mig.
      Kærlig hilsen Siff

      Reply

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *