Spor

Engang for ikke så mange dage siden var jeg besat af at sætte spor.

Jeg ville efterlade mig ord og billeder og bedrifter, så jeg ikke ville blive glemt. Jeg ville betyde noget, for alt i verden skulle mit liv betyde noget, have betydet noget, for nogen.

Nu er der kommet en sprække i min iver efter at sætte spor. Mange sprækker faktisk, iveren smuldrer. Jeg ser på den verden vi lever i, denne tidsalder som allerede har sat uudslettelige spor på kloden, spor som efterlader frygt i vores børn og store opgaver for de kommende generationer at løfte. Dybe uforgængelige spor, ikke i form af store tanker eller revolutionerende opfindelser, men i form af ting. Plastik og batterier. Træer der mangler hvor der skulle have været træer, dyrearter der ikke længere er.

Huse fyldt med ting, vand fyldt med olie og luft fyldt med sod.

Spor.

Og så tænker jeg, at besættelsen af at sætte spor, er et vildspor. Et vildspor som vi ikke desto mindre har rigtig svært ved at finde tilbage fra. For hvor starter man hvis man ikke hverken kan eller vil gå tilbage i tiden? Hvordan finder vi en måde at tilfredsstille vores iver efter at vores liv skal give mening, uden at fare vild i overbevisningen om at vi skal sætte fysiske spor?

Vores egostyrede sind er besat af at samle sammen og sætte flag og bygge op og råbe: se mig! Jeg er her! Jeg var her! Glem mig ikke… Er det ikke netop længslen efter at sætte spor, angsten for at forsvinde sporløst, der får os til at klynge os til livet og verden ved at samle præstationer og ting i store bunker og stable dem op på bestemte måder, iklæde os bestemte stykker tøj og lettet sukke: det her er mig! Det her er hvem jeg er. Se mig. Mig.

Måske er det også angsten for at vores forældre og bedsteforældre og deres forældre før dem, forsvinder helt, hvis vi giver slip på alle de ting de samlede sammen. Og sådan akkumuleres bunkerne, men gør det minderne stærkere?

Jeg tror på at der findes noget godt i vores længsel efter mening, noget der fletter det menneskelige liv harmonisk sammen med alt andet liv, som forbinder os med væren og driver os fremad, frem mod vores eget endeligt og det evige, på samme tid. Det tror jeg.

For mit eget vedkommende mærker jeg angsten for at dø og forsvinde og have været fuldstændigt ligegyldig, men så tænker jeg at det måske i virkeligheden er det fineste vi kan stræbe efter? At vi betyder meget mere, at vores liv er fint og ægte og betydningsfuldt, hvis vi efterlader flere kærlighedsspor og nærværsspor og ikke så forfærdeligt mange bunker. At vores største opgave er at efterlade så få spor som muligt, så vi på den måde kan efterlade det aller vigtigste til dem der kommer efter, nemlig en klode man rent faktisk kan bo på. Se dét er da et spor der vil noget.

De seneste uger har jeg mærket sprækken i længslen efter at sætte spor vokse sig større. Mere og mere lys er trængt ind i det lille mørke rum, hvor frygten og egoismen og angsten bor. Først kneb jeg øjnene sammen og var lidt nervøs ved sprækkerne, for opløses jeg og bliver til ingenting hvis jeg giver slip på det egodrevne mål om at sætte spor som kan ses og huskes? Men så mærkede jeg, at sprækkerne forplantede sig til min krop, til musklerne som slappede mere af og at jeg kunne trække vejret dybere i de øjeblikke hvor jeg tænkte: de vigtigste spor er usynlige.

Så har jeg tænkt at det måske er ligegyldigt med al den kunst, alle de ord og alle de billeder. Hvis mine bestræbelser alligevel ikke munder ud i et VÆRK, hvis det ikke har BETYDNING, så kan jeg jo lige så godt helt lade være. Og hvis det vigtigste er IKKE at efterlade spor, er min sande opgave så at stoppe med at producere noget som helst? Skal jeg forsvinde helt, slette alle konti på sociale medier, holde op med at skrive nu?

Men nej. Sådan er det ikke. Det er mere sådan her:

Imens jeg er her. Imens jeg øver mig i at elske dybere for hver dag og ikke råbe så højt ad mine børn. Imens jeg øver mig og dummer mig og kommer til at købe plastikkrus til festen og ærger mig og tænker “aldrig mere.” Imens jeg mister. Imens jeg lærer af mine fejl og giver slip på idéen om at jeg er mindre værd fordi jeg ikke har så meget gulvplads. Imens jeg øver mig på alle disse ting som er livet må jeg gerne lege med farver og former og krop og ord. Som netop dét – en leg. En dans. En kærlighedserklæring til livet og mig selv og til dem der vil være med, ikke som en besættelse af min egen betydning og længsel efter storhed.

Fordi mit ego stadig har brug for at have en betydning, at sætte spor og løse en opgave, fordi jeg stadig har brug for mening for at komme ud af sengen om morgenen, har jeg formuleret mit formål sådan her:

Jeg tror at jeg betyder mest ved at tilstræbe ubetydelighed. Jeg tror min vigtigste opgave er at forstå og acceptere, at jeg er en lille bitte brik i et stort kredsløb, og at indordne mig dette kredsløb med respekt og ydmyghed. Jeg tror jeg sætter de vigtigste spor ved at bestræbe mig på, at sætte så få som muligt. Eller sagt på en anden måde: de vigtigste spor er de indre spor, vi sætter hos hinanden.

Du kan følge Ind i verden på facebook , Instagram og bloglovin

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *