Sommergæst 8 : Tiefental

Sommeren igennem kan du møde en række inspirerende gæstebloggere på Ind i Verden. Èn af dem er Stine Dybendal, som er kvinden bag bloggen “Tiefental”. Da jeg faldt over hendes skriverier faldt jeg bagover. Ikke bare skriver Stine godt, hun skriver om at turde vælge, også når det er sværest, og om tage livet i hånden og løbe sin vej med det. Hvad kan være vigtigere?

VALGET ER ET PRIVILEGIE af Stine Dybendal

Klokken er lige slået 20. I vores seng i den anden ende af det alt for store hus, ligger to små kroppe filtret ind i drømme. Udenfor mit vindue skifter juli-himlen med blæsten, mens jeg stirrer på de spæde knopper i æbletræet. Inden de har vokset sig til store saftige æbler, er vi væk. Good riddance, når jeg lige at tænke. Der er sgu altid så mange orm i de æbler.

Jeg har aldrig kunnet lide at præsentere mig selv. Det gør mig selvbevidst og ulideligt sårbar. At skulle prøve at præsentere de sidste års rejse er endnu mere uoverstigeligt. For hvor starter man? Og hvordan fortæller man en historie, man endnu er midt i at udleve? Når jeg ser tilbage, har jeg altid været på vej hertil. Og alligevel var jeg nok havnet et helt andet sted, hvis de sidste fire år ikke forløb som de gjorde.

“And there is the account of the hanging of three men, and a scuba diver, and a suicide. There are stories of coincidence and chance, of intersections and strange things told, and which is which and who only knows?” som han siger i mine ungdomsårs yndlings film.

Og det er vel også ligemeget. I sidste ende har min historie landet mig her. På en sofa i et alt for stort hus, med et æbletræ, på en kæmpe grund, som vi alt sammen forlader om en måned. Alene dét at skulle tænke tilbage giver mig kuldegysninger. Minder om mørke vinteraftener vælter frem og jeg synes næsten jeg kan mærke den metalliske smag i munden igen. Når jeg vågnede klokken 3 om natten med galoperende hjerte og ikke kunne sove, mens tanker om død og ødelæggelse rullede gennem mit sind, som et godstog ude af kontrol. Når jeg stod med min Kleo på armen og bønfaldt Henrik om at blive hjemme, fordi dagen alene med mine tanker i det store hus, fik benene til at forsvinde under mig.

De store følelser har altid ulmet i mig. Sårbarheden. Som lille skreg jeg uden ende, når de tog over. Jeg råbte og slog og kastede med alt, der var i nærheden. De var så kæmpestore og helt umulige, følelserne. Og jeg var lille og afmægtig og alene. Hidsig, blev jeg kaldt. Og det var jeg. Udenpå. Indeni var jeg bange.

Jeg følte mig ved siden af. Ikke som de andre og aldrig som et helt rigtigt menneske. Jeg brugte timer i min fantasi og timer på at aflæse mine legekammerater, for at forsøge at være som dem, de rigtige menneskebørn. Men jeg følte mig altid forkert. Som otte-årig opfandt jeg en ‘bedste veninde’, for det fandt jeg ud af, at man skulle have. Når børnene fra de store huse spurgte om mit tøj var arvet, løj jeg og sagde at min mor havde købt det i en butik i Århus. Min familie boede sammen, men hver for sig og det var ikke kun det faktum, at vi ikke havde to biler eller tog på skiferie, der gjorde os anderledes. Min far var en revolutionær idealist og min mor en ængstelig tryghedsnarkoman, begge med et temperament der kunne slå gnister. Vores hjem var et cirkus, til tider. Kaotisk, forvirrende og farverigt. Alt i én og på samme tid. Og midt i det hele kæmpede jeg for at finde min plads. For at gøre mig bemærket. Det gjorde jeg i skolen. Med flotte karakterer, roser og klap på håret. Her kunne jeg noget. Så her var jeg nogen, konkluderede jeg fejlagtigt. Hvad man ikke gør for at være et rigtigt menneskebarn.

Allerede fra begyndelsen af mit liv var døden altid nærværende. Inden jeg fyldte 18, havde jeg deltaget i seks begravelser. Tre af dem bedsteforældre, der døde efter et langt liv. Resten var min fars søskende, der én efter én mødte en tragisk ende. “Hvem er nu død?” spurgte mine forældre en lang årrække halvt spøgende, når nogen ringede fra dén side af familien. Jeg synes ikke, det var sjovt.

Min egen far døde, da jeg var 22. De dæmoner, der havde jagtet ham siden hans fødsel, indhentede ham og han døde alene, i en taglejlighed i en landsby i Vestjylland. Jeg brugte tiden efter hans død på at overbevise mig selv om, at jeg ikke havde ret til at være ked af det. Ikke sådan rigtigt. Som far havde han alligevel været en svær størrelse at leve med, så hvordan kunne jeg have ret til at sørge? Jeg masede og klemte på de kæmpestore følelser. Jeg pakkede dem væk og af vejen og så væk fra spejlet.

Sådan gik mine tyvere. Med kontrol og prestige-jagt og “jeg skal fandeme vise jer, at jeg kan”, mens følelserne jagtede mig. Frygten, melankolien, tristheden, vreden.

Det er blot én historie. En anden starter, da jeg blev mor. Som 28-årig til Kleo.

At blive mor var på én gang en ubeskrivelig lykke og en inderligt angst. Jeg var vant til en verden af facit med to streger. Hvor man kunne læse nok og så klare det godt. Det var dét jeg kunne. Det var jo dén jeg var. Så jeg læste og læste. Og ledte og ledte. Efter de rigtige svar. Efter facit til at lykkes med det her lille menneske i mine hænder. Og bekymringen tog overhånd og fødselsdepressionen spirede.

Og midt i alt dét, rykkede vores verden. Vi fandt drømmehuset på bakken, ved de høje graner. Vi flyttede en dag i oktober og spøgelserne flyttede med. Bekymringen tog til og blev langsomt til angst og depressionen lagde sig som en tung, stille dyne over den efterårsgrå himmel. Et alt for stort hus i en by uden venner. Et lillebitte liv, som kun jeg kunne passe på. Og den store, tomme intethed der skyllede ind hver morgen klokken 4.

Og så. Mere meningsløshed. En decemberdag, to måneder efter vi flyttede, blev min søsters mand indlagt på sygehuset. Lægerne troede det var influenza. Det viste sig at være langt, langt værre og i slutningen af januar var han væk. Tilbage stod min søster og to små børn. Og i verden manglede der en far. Og jeg stod med lille Kleo på armen, midt i mørket og følte jorden forsvinde.

Jeg kan ikke lide at se billeder fra den tid. Jeg vil helst ikke mindes. “Nyd det nu! Nyd det nu!” kørte mantraet som i tomgang. Men omkring mig forsvandt alt og verden havde ingen farve.

Da det blev tid at komme tilbage på arbejde igen, flygtede jeg alt hvad remmer og tøj kunne holde. Jeg var in no state til at arbejde, men at blive derhjemme i angsten og mørket var ganske simpelt ikke en mulighed. Så jeg kæmpede og kæmpede. Mit tøj blev løsere og jeg løb stærkere og stærkere. Væk fra angsten, mørket, intetheden. Og Kleo græd i vuggestuen og vores dage fra hinanden var endeløse. Men jeg kunne ikke andet.

Der er så mange forgreninger og stier. Så mange snore, man kan trække i, i sådan et liv. Så mange grunde jeg kan pege på, når jeg spørger mig selv, hvordan jeg endte her. Meget er tilfældigt, men noget ved jeg. Noget ved jeg helt sikkert. Havde jeg ikke mødt Line, havde jeg nok fortsat som altid.

Line var min veninde siden studiet. Hun var stor som livet selv og det reneste og ærligste jeg har kendt. Når hun grinede, spirede alt omkring hende og hun satte verden i brand. For mig var hun mere end en veninde. Hun var det vindue, jeg havde manglet. Vinduet ind til mig. Line havde røntgen-syn og omkring hende forsvandt alt bullshit. Vi var venner fra første stund. Vi grinede, så det gjorde ondt i lemmerne og snakkede, så det rykkede i verden.

Line blev syg, før Kleo kom til. Brystkræft. Hun kom i behandling, blev erklæret rask og gift med sin kærlighed Martin. En eftermiddag i vores anden december i det store hus, ringede hun til mig. Kræften var tilbage og den havde spredt sig. Hun ville ikke overleve det. Jeg var på vej hjem fra arbejde og holdt ind til siden, mens jeg kiggede ud over markerne. Nede i vuggestuen hentede jeg Kleo, mens jeg så ned i gulvet. Lidt over et år senere døde Line.

Jeg kan fortælle tusind og atter tusind historier. Men den vigtigste jeg har at fortælle, handler om Line. Hun havde 31 år på jorden. Men hun greb mere af livet, end de fleste, der fylder 90. Hun var stærk og lysende klar. Og hun døde, før jeg overhovedet forstod, at det er spild af liv at være noget som helst andet.

Hendes død gjorde mig angst. I dag forstår jeg, at det var fordi jeg mistede mit vindue. Vinduet ind til mig. Line så mig præcis som jeg ville ønske, verden så mig. Nu var hun væk og her sad jeg tilbage. Alene. Uværdig. Usynlig.

Nogle måneder efter Lines død, vendte jeg tilbage på arbejde efter min barsel med Freddie. Tre måneder senere blev jeg sygemeldt. Stress og Angst. Verdens tyngdesløshed. Men dén kunne man ikke krydse af i erklæringen til jobcentret. Med ét stod verden stille og jeg lagde alt fra mig. Hele mit 32-årige liv havde jeg gjort. Præsteret. Opnået. Set efter andre og dømt mig selv derefter. Tikket alle boksene og gjort alle noget så stolte. Alt imens jeg var forsvundet. Dømt uværdig og pakket væk.

Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg vidste bare, at det var det vigtigste i verden at finde mig igen. At mine børn skulle vide hvem deres mor var. At jeg ikke ved slutningen af mit liv ville gøre status over halvhjertede forsøg og et indre liv, der aldrig blev levet ud. Så jeg trykkede reset. Satte alt på pause og startede fra scratch. Jeg gik ture i skoven og skrev. For det var det eneste, jeg havde lyst til. På min hjembys lokale café, en gammel pladeforretning jeg plejede at besøge med min far; dén hvor han købte Rolling Stones triple cd’en, som jeg hørte igen og igen og igen; dér sad jeg nu og skrev. Til Line, med Line, for at finde mig. Jeg startede med min nekrolog. Sådan som jeg ønskede den en dag vil se ud:

Stine gik med hjertet først, delte ud af livet til dem hun mødte og gjorde en forskel, hvor end hun var. Hun var  hurtig til at grine, havde en fantastisk humor og ledte efter magien i alt. Hun elskede eventyr, både de store og de små, og havde det allerbedst omgivet af træer, med fødderne i græsset, øjnene mod horisonten og sine kære i hånden. Herfra udforskede hun verden, fandt nye veje og tog på eventyr hver gang chancen bød sig.

Needless to say, den var ikke i nærheden af at beskrive mit liv som det så ud, den oktober-dag i 2018. Så jeg tog en dyb indånding. Tog Line i den ene hånd og min far i den anden. Og så lavede jeg det om.

Det er fire år siden jeg blev mor for første gang. Tre et halvt år siden vi flyttede. Tre et halvt år siden jeg sad på gulvet i køkkenet og ikke anede hvordan jeg skulle komme tilbage til verden. Tre et halvt siden vi mistede min svoger. To et halvt år siden Henrik blev sygemeldt med stress, første gang. Knap to år siden Freddie kom til verden. Halvandet år siden Line døde. Næsten et år siden jeg blev sygemeldt med stress. Og et halvt år siden Henrik blev sygemeldt for anden gang.

Fire år. Fire år med den største lykke og det dybeste mørke. Fire år, hvor verden skiftede farve, for aldrig at blive den samme igen. Fire år, der satte sig som tredive.

Der er så mange stier og grene og snore. The account of the hanging of three men and a scuba diver and a suicide. Og folk spørger nogle gange hvorfor vi vælger som vi vælger og jeg ved ikke hvilken snor, jeg skal trække i. For alt er vævet sammen og den ene sti viser os den næste.

Og lige nu er vi her. Jeg afleverer ikke længere mine børn og jeg har opsagt mit job. Når jeg har tiden, skriver jeg. For det er dét, der altid har gjort mig glad. Henrik bliver selvstændig i det nye år og det store hus med æbletræet er solgt. Det samme er mange af vores ting. Vi har vekslet det hele for tid, med hinanden. For det er vores højeste prioritet nu. Tid. Sammen. Vi har ingen planer. Jo, én. Vi skal have en campingvogn. Til eventyr.

Den anden dag skrev en bekendt “Held og lykke med det. Tiny Houses er det nye sort.”

Og jeg forstår godt hvis folk ser det hele som en fiks ide. Den seneste bølge og noget med minimalisme. Hashtag omsorgsrevolution og Husk at elske. Jeg kan huske mig selv grine fjoget, når min far reciterede Kierkegaard. Livet må forstås baglæns, men må leves forlæns. Jaja, bevares.

Tusind og atter tusind historier, som kan fortælles på titusind måder. Og alligevel kan det siges så simpelt. Jeg kendte en mand engang. En revolutionær, en ren sjæl, en idealist og min far. Han døde inden han fyldte 60. Jeg kendte endnu en mand. Godheden selv, sine venners ven og far i to små verdener. Han nåede ikke at blive 40. Og så kendte jeg en pige. Hun såede blomster overalt hvor hun gik. Hun blev kun 31.

Valget er et privilegie, der er forbeholdt de levende. En dag skal jeg væk og kan ikke længere vælge. Derfor vælger jeg det liv jeg vil, i dag.

Du kan læse Stines eminente og tankevækkende skriverier på hendes BLOG og følge hende på INSTAGRAM

Du kan følge Ind i verden på facebook , Instagram og bloglovin

2 Comments

  1. Sata august 12, 2019 at 7:14 pm

    Wauw Stine, bare wauw Vi vil også have en campingvogn

    Reply
  2. Annika august 13, 2019 at 10:58 am

    Tusind tak for et levende og tankevækkende skriv. Din historie er for mig et godt eksempel på, hvad det vil sige at mærke efter sine behov. Tak

    Reply

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *