Sommergæst 12: Nadia Staldgaard

Sommeren igennem har du kunne møde en række inspirerende gæstebloggere på Ind i Verden, og nu er vi nået til den sidste i denne omgang, nemlig min gode ven og kunstnerkollega Nadia Staldgaard. Nadia spurgte om hun ikke skulle skrive noget om at være en notorisk samler, om skammen over at være et rodehoved, og om drømmen om at bo mere enkelt men samtidig være bange for at miste sig selv når man giver slip på sine ting. Det synes jeg var en rigtig god idé og derfor kan du læse hendes ærlige og rørende fortælling her:

BUNKER af Nadia Staldgaard

Jeg har sat mig ved tasterne flere gange. Og jeg har slettet igen og igen. Jeg havde ikke regnet med at det ville være så svært at skrive dette indlæg, men det er det. Jeg sidder midt i bunker.

Bunker af vigtige papirer. Bunker af vasketøj, der er lagt pænt sammen men ikke kommet på hylder. Bunker af tegninger. Billeder i stakke, blyanter i krukker og malerbøtter på række – og sådan kunne jeg blive ved. Jeg har virkelig meget af alt.

Jeg kan godt lide at mit hjem siger noget om mig. At der er ting der er mig, skæve og finurlige ting. Men lige nu får jeg en kvælende fornemmelse når jeg træder ind i det hus, som burde være det sted, hvor jeg kunne slappe mest af. Det sted, som skal giv mig ro. Det eneste jeg længe har følt er skam.

Skammen er kommet snigende. I en tid hvor et velordnet hjem signalerer overskud og tjek på tingene, og hvor jeg oplever at mange bor med få og nøje udvalgte ting og ganske få møbler, så bliver det ekstra tydeligt at jeg har meget. Jeg hører ofte sætninger som ” hold da op du har mange ting” eller ”uh, her kunne jeg godt tænke mig at sortere og smide ud”, og det giver en forkerthedsfølelse hos mig hver gang jeg hører dem.

Ingen af de mennesker der har kommenteret på min måde at bo på, har nogen sinde sagt det for at hævde sig eller være ubehøvlede. Men skammen kom alligevel snigende og voksede i mig. Jeg har taget mig selv i at undskylde at jeg ikke lige fik ryddet op, at der er kreativt rod, at min søn har leget. Jeg hører også ofte mig selv sige ting som ”ja vi har mange ting, men jeg er så småt i gang med at sortere.” Når mine gæster er færdige med at kommentere mængden af ting i mit hjem, er det mere reglen end undtagelsen, at det næste de siger er: “samler du på legetøj?”

I mange år gemte jeg det væk, så folk ikke opdagede det. Jeg var flov. En voksen kvinde, der samler på gammelt legetøj og Funko Pop-figurer… Hvad siger det om mig? Hvad betyder det, at jeg har alle disse ting man på ingen måde har brug for? At jeg har så mange ting, så meget rod (oftest det kreative) og en veludviklet samlermani? Velkommen i skammens hule!

Med et travlt liv og mange andre følelser i livet at forholde sig til, så bliver undvigelsesmanøvrer belastende i længden. Min krop gider det ikke, og lige nu er jeg i gang med at kigge på, hvad der egentlig foregår inden i mig. Hvorfor betyder det noget når andre kommenterer på min måde at bo på? Hvorfor føler jeg mig forkert og hvorfor bliver jeg så irriteret? Hvorvidt det er uhøfligt at kommentere på andres hjem er en anden snak, men hvorfor jeg har taget det ind, er for mig lidt spændende. Det har jeg faktisk snakket med Siff og andre veninder om. Jeg tror en del af grunden til at jeg har taget kommentarerne til mig er, at jeg faktisk ikke længere kan holde ud at bo i mit eget hjem. Jeg trænger til luft og lys og højere til loftet. Jeg har brug for at kunne komme ind ad døren og kaste mig over maleri, tegning eller grafik uden at vade i tøjbunker eller andet spændende fra gemmerne. Jeg har brug for at min dør kan være åben for spontane besøg uden jeg får mavepine. Og jeg har brug for at få bugt med den skam der følger med alle tingene og alt rodet – og ikke mindst få bugt med den dårlige samvittighed over for mit barn. Jeg har dårlig samvittighed på grund af rodet derhjemme, men også fordi hans kærlighed til ting vokser. Børn er jo i forvejen kæmpe fortalere for at samle alt muligt mystisk. Jeg behøver ikke fylde mere på.

Så smid dog ud og sælg! Bum, alt er løst og jeg kan trække vejret igen. Så simpelt er det. Eller, gid det var. Men næh nej. Mange af tingene har fået en værdi for mig. Nogle ting er ligefrem angstprovokerende at slippe. Alt fra tøj til en kommode jeg har været træt af i årevis. “Tænk, hvis jeg fortryder” tænker jeg ved mig selv. “Og de bukser havde jeg jo på den dag, hvor….” Og sådan bliver det ved. Et ambivalent kærlighedsforhold til ting, som i de fleste tilfælde kan erstattes. Hvorfor er det så svært? Bliver jeg et bedre menneske eller mere vellidt menneske af det rigtige tøjvalg eller den rigtige kommode? Hvad vil jeg signalere og vil jeg overhovedet signalere noget? Jeg tror jeg har givet mine ting en historie jeg ikke kan og vil give slip på. Ikke tør at give slip på. Jeg gav min veninde en bluse. Jeg brugte uger på at ærgre mig. Det er bare tøj.  Men for mig er det blevet mere end det, og det hele er svært at slippe.  Og muligvis, her i skrivende stund, tænker jeg at det netop er nøgleordene; ”svært at slippe.”

Jeg har svært ved at slippe mennesker, tanker og ting. Og det er det jeg gerne vil kigge på og prøve at forstå. For det handler jo ikke om at eje noget eller eje meget, men noget helt andet og en hel del dybere. Det er dér mit fokus skal ligge.

Det kræver mod at vise jer dette billede af mit hjem. Men nu gør jeg det.

Min stue

Måske er Siff med på en opfølgning af før og efter billeder i det nye år. Jeg kommer aldrig til at bo minimalistisk, sådan tænker jeg i hvert fald nu, men jeg vil heller ikke længere bo i bunker, hvor de ting der giver energi og inspiration forsvinder. Det der er vigtigt for mig i livet er min søn, min familie, mine venner, kunsten og alt det nærvær og gode oplevelser vi kan give hinanden. Jeg tror ikke at jeg husker min gule kjole, den jeg havde på da jeg var 6 måneder henne i min graviditet, den dag jeg ligger på mit dødsleje. Men mon ikke jeg husker sparkene i maven og drømmen om det lille liv i mig? Min fornuft ved det jo godt. Nu skal jeg bare have resten af mig til at følge efter.

Tegning af Nadia Staldgaard

Nadia Staldgaard er kunstner og illustrator og du kan følge hende på både INSTAGRAM og FACEBOOK

Du kan følge Ind i verden på facebook , Instagram og bloglovin

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *