Sommergæst 4: Ann Mølgaard

Sommeren igennem kan du møde en række inspirerende gæstebloggere på Ind i Verden. Jeg har givet ordet frit for at få forskellige vinkler på det gode, meningsfulde liv. Det er der kommet en række spændende og meget forskellige indlæg ud af, som jeg håber både vil underholde og vække til eftertanke. 

LUFT af Ann Mølgaard

I starten af juni sidste år opdagede jeg ved en tilfældighed Ind i verden. Projektet og specielt Siffs fine, velformulerede tanker, gik virkelig klart ind hos mig. Jeg kunne mærke mig selv i dem, og jeg kan huske, at det føltes som en kæmpe lettelse, for så jeg var jeg på én eller anden måde mindre alene.
Dengang skrev jeg en besked til hende, hvor jeg fortalte, at jeg i 2017 havde skrevet et digt, som hendes blogindlæg havde fået mig til at huske: Jeg ville gerne bo mere enkelt, men jeg er bange for, at jeg kommer til at føle mig ensom. 

På mange måder tror jeg, at ensomhed er et menneskeligt vilkår. Men den form for ensomhed, som jeg prøvede at indfange i digtet, var koblet til en frygt for at give slip og mærke indad. Frygten for hvad der ville være tilbage, hvis jeg fik luget ud i al larmen i mit liv, så jeg faktisk kunne høre mig selv tænke.
Hvad hvis jeg fjernet alt det, der trak mig væk fra mig selv? Hvad ville jeg så være efterladt med? Ville der ikke bare være frygteligt tomt? Det har taget sin tid at se den frygt i øjnene.

I dag har jeg fjernet rigtig meget af larmen, og det hænger i stor grad sammen med, at jeg har taget minimalismen til mig og er begyndt at leve bevidst. Men når jeg tænker efter, så har det med minimalismen været i mig længe. 

Det startede med, at jeg flyttede væk. 

Da jeg blev færdig med min uddannelse havde jeg boet i og omkring Aarhus hele mit liv. Jeg var flyttet hjemmefra med møbler fra mit værelse, og på den obligatoriske flytte-hjemmefra-tur i IKEA købte jeg resten af det, et hjem ”bør” bestå af. Det var den bekvemme, hurtige tur, hvor det hele blev indkøbt på én gang. Jeg kan huske, at jeg glædede mig til den tur. Det var et overgangsritual at købe, hvad mit hjem skulle bestå af. 
Da jeg flyttede tættere på mit studie et par år senere, fik jeg mere plads, og helt naturligt kom der flere møbler og ting ind i mit hjem. Jeg higede efter at få mit hjem på plads. Jeg har altid virkelig godt kunne lide tanken om at blive færdig med noget, for jeg havde en idé om, at alt nok skulle nok blive godt på den anden side. Fremad, fremad! Det bliver godt lige om lidt! Den måde at tænke på, gik sjovt nok ikke i længden.

Søde og velmenende mennesker donerede deres gamle møbler og ting til mig ud fra tanken, at det kunne jeg nok godt bruge, og jeg havde jo pladsen. Resten købte jeg selv, og jeg fik sjældent rigtigt overvejet nogle af købene.
Sådan fortsatte det. Jeg mødtes med veninder inde i byen for at gå i butikker, fordi det var jo det, vi gjorde, og det var hyggeligt. Jeg købte bøger, jeg tænkte, jeg burde læse, fordi har man en bogreol med bøger, er man jo rig i livet, og så har man altid selskab. Jeg købte ting i genbrugsbutikker, fordi jeg følte et stort ansvar for, at de ikke blev efterladt, at de blev elsket af nogen. Ting var selskab.
Indholdet af mit skab væltede ned over mig, når jeg åbnede ind til det, og jeg kunne aldrig finde det, jeg ledte efter. Jeg havde en kaffemaskine, som jeg aldrig brugte, og fyldte mine vægge med GO-cards, gamle koncertbilletter og udklip. Jeg havde bøger, møbler, skuffer proppet med ting, tæpper, puder, nips, gaver, køkkenredskaber som ikke blev brugt, tre forskellige blendere, notesbøger, post-its, hobbyting, tuscher, krukker, musik og film som jeg ikke kunne finde ud af at bruge og holde af, og som jeg heller ikke kunne finde ud af at skille mig af med.
Det hele gav mig virkelig dårlig samvittighed.
Jeg købte og samlede og kom længere og længere væk fra mig selv. Stille og roligt blev hvem jeg var, lig med hvad jeg ejede. Jeg havde opstillet min identitet ud fra, hvad jeg troede var andres forventninger til, hvem jeg burde være. Jeg var blevet væk i larmen. 

Da jeg blev færdig med min uddannelse i 2013 havde jeg fornemmelsen af, at jeg sad fast i tykt mudder. Der var flyttet en larmende, ubærlig og klaustrofobisk følelse ind i mit liv og mit hjem, som jeg simpelthen ikke kunne ignorere længere. Jeg kunne overhovedet ikke rumme mit liv. Det var som om, jeg havde et andet tempo end resten af den verden, der var min hverdag. Jeg følte, at jeg levede mit liv for andre og for mine ting. Jeg havde det ikke godt.
Jeg skrev digte om bedre at kunne ånde og få luft. Om lys. Om rummelighed. Om drømme om det solide, det tunge og det rolige. Men jeg skrev også digte om at være klemt inde i hjørner, om svigt og om tab.
Jeg var nået til et punkt, hvor jeg var nødt til at gøre noget.

Seks måneder efter jeg afsluttede min universitetsuddannelse, havde jeg sagt min faste lejlighed i Aarhus op, og så flyttede jeg til København. Jeg solgte ud, smed ud, og gav væk i et manisk tempo. Til sidst kunne jeg have alle mine ejendele i en lille varevogn og en virkelig stor kuffert, og så kørte mine forældre mig til København og den lejlighed, jeg havde fremlejet i to måneder. Kufferten kom med op i den møblerede lejlighed, resten kom til opbevaring, og så forsøgte jeg at trække vejret. 

København var vidunderlig; en kæmpestor knitrende, sitrende energikugle af indtryk, lyde, farver, stemninger og mennesker. Det var overvældende og det overdøvede alt det, der havde føltes kvælende i Aarhus. Jeg sagde ja til højre og venstre og hele tiden, og endte i et virvar af oplevelser og aftaler uden at mærke efter. Jeg sugede sultent til mig, og fik så fint og umærkeligt fyldt det tomrum op til randen, som jeg havde skabt, da jeg havde ryddet ud i mine ting. Det var som om, jeg havde trykket på en reset knap, for så at gøre akkurat det samme igen.

Jeg flyttede fire gange på fire år, og boede på værelser rundt omkring i byen. Hver gang jeg flyttede, skilte jeg mig af med noget, men jeg var stadigvæk underligt hektisk og rastløs og væk fra mig selv.
Jeg købte så tit genbrugstøj, at de kendte mig i de lokale genbrugsbutikker, og jeg endte med at have en garderobe, der nærmest kun bestod af tøj, jeg ikke følte mig rigtig i. Jeg ledte vel efter mig selv.
Det kan godt være, jeg havde minimeret mine ejendele, men det begyndte stille og roligt at gå op for mig, at jeg stadigvæk omgav mig med ting, der fastholdt mig i en eller anden opstillet rolle, som jeg ikke kunne genkende mig selv i. 

Sidste år skete der et skift. Jeg blev færdig med pædagogikum og lige pludselig skulle jeg ikke nå noget på samme måde som før. Jeg var færdig med uni, og der var ikke mere, jeg skulle læse op, og der var ikke flere efteruddannelser, jeg skulle tage. Jeg havde landet den faste stilling som jeg havde drømt om. Jeg havde lært København at kende, og jeg havde fundet mig en god base med gode venskaber. Jeg havde klaret min to-do liste, og var løbet tør for planer. Nu blev jeg tvunget ned i gear, og hvad i alverden gør man dog med sig selv, når man stopper op?
Jeg endte med at tage på ferie alene på Ærø. Jeg har altid tænkt, at der er noget beroligende over at være på en ø, omgivet af vand, så jeg bestilte togbilletter og bookede hotel. Til omverdenen meldte jeg ud, at jeg ikke ville tage telefonen, hvis nogen ringede, og jeg ville ikke besvare beskeder. Jeg slettede Facebook appen og alle spil fra telefonen. Jeg trak simpelthen stikket i en uge.
Det var en langsom, rensende ferie med lange gåture, stilhed og ro. Med podcasts og lydbøger og med solnedgange og pænt vand og restaurantbesøg hvor jeg kun havde selskab af en bog. I stedet for at lede efter mig selv i ting og ”hvad alle de andre gør”, mærkede jeg efter, og så indad.
Jeg fandt pladsen til at tænke og de tanker, jeg havde prøvet at dæmpe med larm fra ting og mennesker og indtryk, begynde at folde sig ud. Jeg hilste på mig selv igen, og ja, der var da noget, der skulle filtres ud, men det var okay. Jeg fik ankeret placeret, hvor det hører hjemme, og jeg lavede en aftale med mig selv om, at jeg nok skulle lytte efter i fremtiden, også selvom det var svære sandheder, der måtte komme frem. Det var ikke et quick-fix, men det var en begyndelse.
Jeg kom hjem til København med et andet udgangspunkt. Der var kommet hul igennem, og jeg var klar til at tage fat det rigtige sted. Jeg begyndte at kunne identificere det i mit liv, der gav mig dårlig samvittighed, og det var dér jeg startede. Så begyndte jeg rigtigt at rydde ud i mit liv.

Det lyder så forløsende, når jeg ser det på skrift, og det var det vel også. Jeg begyndte at kunne trække vejret rigtigt, følte jeg, og sådan har jeg det stadig. Men minimalisme er en proces, og jeg har lært, at jeg ikke bare kan skille mig af med ting og forvente, at mit sind følger med. Og det virker ikke, hvis ikke mit sind også er med. Færdig arbejde.
Det har taget adskillige ture til genbrugsbutikkerne med fyldte indkøbsnet (jeg forundres stadig over, hvor meget man kan skille sig af med, før man kan se, at der er blevet ryddet ud!), og jeg har givet virkelig mange ting væk, som jeg først havde besluttet mig for at beholde, for så at blive klogere.
De gamle mønstre med at gøre og købe fordi jeg ”bør” er der jo stadig, men nu ser jeg dem, og de får ikke lov til at tage styringen. Jeg har fundet ud af, at det handler om at have tro på, at man har – og er – nok. Det er dér mit anker skal være. 

I mit liv hænger minimalismen uadskilleligt sammen med slow living og bæredygtighed. Jeg gør mit bedste for at holde larm ude af mit liv, sænke tempoet hvor jeg kan, og træffe bevidste valg, der passer til mine principper – og dette gælder i alle aspekter af mit liv, ikke kun i mine ejendele.
Det er i processen med at rydde ud jeg finder ud af, hvad der er vigtigt. Hvad bruger jeg reelt? Kan jeg undvære det? Får jeg nogen som helst værdi ud af det? Jeg er færdig med den evige, dårlige samvittighed. Jeg ved godt, at den aldrig forsvinder helt, men jeg finder mig ikke længere i den.
Jeg har slettet min konto på Facebook, for jeg oplevede en evig følelse af ikke at være god nok til livet og gå glip af ting jeg ”burde” gøre, og folk jeg ”burde” holde kontakt med. Jeg har endeligt forstået, at man godt må give slip – også på gamle bekendtskaber, som man ikke længere har en meningsfuld kontakt med, og det giver god mening, at tjekke efter fra tid til anden. Jeg rydder stadigvæk ud, også i mit digitale liv, og det vil jeg fortsætte med, for minimalisme er ikke et projekt, jeg bliver færdig med. Det er en livsstil, hvor jeg giver plads til det, der er godt i mit liv. Tomrummet giver luft til det gode, den giver ikke ensomhed, som jeg troede engang. Larmen var en falsk støtte.

Jeg nyder, at jeg nu er der, hvor jeg har nogenlunde overskud til at træffe gode valg, overveje og tage det langsomt og bevidst – også selvom mit job ved gud kan udfordre det.
Jeg nyder, at jeg er begyndt at kunne læse igen. Jeg har endelig genfundet noget af roen, så jeg kan sidde med en bog og fordybe mig. Det tager tid at genlære. Men jeg har ikke længere bøger til at stå på min bogreol, som jeg ikke kommer til at læse, så jeg har meget nemmere ved at komme i gang.
Min økonomi har fået det meget bedre. Jeg ikke køber nyt, hvis ikke jeg reelt mangler det, og har overvejet det grundigt. Jeg impulskøber simpelthen ikke længere. Det er vildt, som jeg i mange år har købt og købt og omgivet mig med ting i et forsøg på at få det bedre med mig selv. Der vil jeg ikke hen igen.

Her til sommer flytter jeg i min egen lejlighed. Jeg har ikke længere behov for at fylde pladsen ud og få hjemmet på plads med det samme. Det må tage den tid, det tager – også selvom jeg bliver utålmodig og rastløs fra tid til anden.
Denne gang kommer der ikke ting ind i mit hjem, som jeg ikke har brug for, vil værdsætte i mange år, og som ikke er velovervejede køb. Og langt det meste vil jeg finde brugt. Jeg vil vente på, at jeg finder det rigtige.
Jeg får for første gang en stue, der ikke også skal være mit soveværelse, så der kommer helt naturligt mere plads omkring mine møbler, og den skal ikke fyldes ud. Den skal reserveres til at kunne trække vejret i og at skabe et godt rum, som jeg kan invitere gode mennesker ind i.
Det bliver et langsomt hjem, hvor der er luft og plads og ro. 

Frygten for den ensomhed der kunne dukke op, hvis jeg boede mere enkelt? Den er der stadig, men jeg kender den nu, og den får ikke lov til at fylde særligt meget. Den må dog godt komme med mig, for den holder mig bevidst om det, der er godt i mit liv. Jeg har fundet ud af, at ensomheden i virkeligheden er alt det, jeg ikke gav mig selv lov til at føle og tænke, da jeg omgav mig med larm.

Nu er der luft. 

Du kan følge Ann Mølgaard på Instagram lige HER, hvor hun på fineste vis inspirerer til et mere minimalistisk og bæredygtigt liv.

Du kan følge Ind i verden på facebook , Instagram og bloglovin

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *