Sommergæst 3 : Anne Lind

Sommeren igennem kan du møde en række inspirerende gæstebloggere på Ind i Verden. Jeg har givet ordet frit for at få forskellige vinkler på det gode, meningsfulde liv. Det er der kommet en række spændende og meget forskellige indlæg ud af, som jeg håber både vil underholde og vække til eftertanke. 

LIVET ER IKKE EN KONKURRENCE Af Anne Lind

Siff fra Ind i verden skrev om jeg ville gæste-skrive på bloggen om det at blive selvstændig. Dét vil jeg eddermame gerne tænkte jeg.

Jeg ville skrive om angsten for at andre griner ad én. For at pengene ikke slår til. Om at skulle vinke farvel til den dyre vin og ren økologi fordi pengene må gå til noget andet…. Men, men, men som altid overrasker jeg mig selv, og artiklen, den er blevet om noget helt andet.

Den er ekstremt ærlig, meget privat og med fare for at såre familiemedlemmer.  Men det er den sande fortælling og det er den som skal fortælles.

Da jeg var ung troede jeg, at når jeg blev blandt de tyndeste, smukkeste, klogeste og sjoveste,  ville jeg være omgivet af glamour, fest og evig lykke…..

Mit mål i livet var at blive en dybsindig, retfærdig, givende Barbie og jeg ville giftes med handlekraftige, maskuline og dygtige Ken. Vi skulle – politisk korrekte som vi var – bygge lerhytter i Afrika og – forfængelige og perfekte som vi var – på forsiden af Euroman. Jeg var et miskmask af solidariske værdier og et image skabt af markedsøkonomiske kræfter – og jeg ku satme ikke få ligningen til at gå op. Med en for lang distance fra den jeg var til den jeg gerne ville være, blev skam nøgleordet i mit ungdomsliv. Med skam hører angst og angsten tog over.

For mig var det som om verden var en stor konkurrence. En konkurrence om hele tiden at blive nummer ét, og dét på alle områder. Hvis andre var gode blev jeg ikke inspireret, men misundelig. Jeg hævdede mig selv foran andre og jeg piskede mig selv non-stop for at have den reneste lejlighed, lækreste tøj, smukkeste krop og jeg ku’ blive ved……

Dét at have et ideal om hvem jeg skulle være, men i virkeligheden være en anden, blev afsæt for mange års indre bebrejdelser og skæld ud. Mine tanker tumlede rundt og til sidst kom jeg på den idé, at når jeg blev tynd nok, så ville jeg opnå mine mål. SÅ ville jeg blive værd at elske, én man så op til, én der gjorde en forskel i det ene liv vi har. 

Så jeg begyndte at løbe inden jeg tog på arbejde, jeg trænede i fitnesscenter efter arbejde, og løb inden jeg gik i seng igen. Jeg levede af colalight og smøger (dengang måtte man ryge indenfor – ja faktisk overalt ). Og jeg udpinte mig selv til jeg blev bims. Min krop modsatte sig den hungersnød jeg havde udråbt ville gøre mig perfekt, og svarede igen med galoperende bulimi. Dagene gik med skyld og skam iklædt ukontrollerede ædeflip som skulle løbes væk så snart jeg så mit snit til det. Det var et lorteliv. Jeg skubbede alle omkring mig væk og ensomheden var enorm. Faktisk gik halvdelen af mine ungdomsdage i sengen, med dynen over hovedet og en overbevisning om, at livet det var for svært for mig.

Så skulle man tro, at det holdt op da jeg blev mere voksen? Det gjorde det ikke. Jeg gik til psykolog efter psykolog, psykiater, læge, healere, akupunktør, stenmesser, meditation og psykoterapeut. Jeg fik lidt nyt med hver gang, men jeg slap aldrig fra selvhadet. Selvhadet som blev fodret hver gang jeg ikke var den tyndeste, den med topkarakterer, flest penge og det nyeste tøj. Selvhadet voksede når jeg græd over, at min designergarderobe var ved at være fra forrige sæson, fordi jeg ville have det nye, men inderst inde godt vidste at det var overfladiske ligegyldige behov som styrede mig. Og hvad gjorde det så mig til? Jeg fralagde mig ansvar, fordi min verden blev mindre og mindre jo mere den kun centrerede sig om mig. Mig og hvad de andre tænkte om mig. Men jeg gjorde mig aldrig den ulejlighed at spørge dem – de andre – hvad de egentlig gik og tænkte. Jeg pålagde dem en mening om mig. Og jeg var – set i bakspejlet – nok ret fordomsfuld. 

Til sidst blev jeg medicineret, kom i intensiv terapi (4 timer om ugen i 2,5 år) og blev nogenlunde spisende og mindre trænende. Men aldrig rigtig glad. I hvert fald ikke uden alkohol eller andre stimulanser og når de forduftede var jeg ligesom tilbage på nul. Faktisk lidt i minus og kunne med min medicin og nye redskaber kravle mig op på nul igen.                                                           

Jeg bebrejdede mig selv, at jeg ikke var glad; nu var jeg jo rask og hvorfor pev jeg så? Igen blev jeg misundelig. Misundelig på dem, der havde let til latter, dem der så lyst på tilværelsen og tilsyneladende aldrig gik og grublede. På et af mine evindelige selvhjælpskurser opdagede jeg, at misundelse stammer fra et dybtfølt ønske man ikke selv udlever. Jeg opdagede, at jeg også ville være lys, let og glad.  Ja faktisk satte jeg baren så højt, at jeg besluttede mig for; at jeg ville være lykkelig.

Det tog eddermame mange beslutninger – blandt andet lod jeg mig skille fra min bedste ven og knuste mit barns verden. Det tog mig utallige bøger, utallige øvelser, nederlag, flere øvelser, flere bøger, kurser på kurser og en master i positiv psykologi. Det tog 6 år efter at jeg tog beslutningen. (Dvs. 21 år efter jeg startede i mit første terapiforløb) Men NU er jeg her.

Nu kan jeg stoppe de negative tanker, nu kan jeg vende perspektivet. Nu glædes jeg hver dag og går i seng taknemmelig uden to-do-listen eller ønsket om en mirakelkur. For første gang siden jeg var barn kan jeg være i nuet. Nu handler livet ikke længere om MIG, men hvad jeg kan gøre for andre og hvordan.

Og hvad så nu? 

Nu vil jeg lære unge mennesker om den vej jeg fandt til det gode liv. Nu vil jeg forklare at vi er blevet bildt ind, at vejen til succes går igennem at få de bedste karakterer, være den bedste datter, den dygtigste på holdet, den slankeste i gruppen eller den bedst klædte i det smukkeste hjem. Alt dette er en illusion. En illusion bygget på, at få os til at stræbe efter mere og mere, vildere og vildere, og det er faktisk bare én lang nedadgående spiral for selvværdet. Målene kan opnås, men lykken indfinder sig ikke, der opstår bare nye mål og ens liv udhules langsomt.

Jeg vil arbejde for, at de unge lærer om, hvordan man udløser positive emotioner, engagerer sig i små bitte gøremål, får dybe relationer og føler mening. Men mest af alt vil jeg guide dem til at lykkedes, lykkedes med lige netop at være den de er. Lære dem at holde op med sammenlignnititis. Der er én af os hver, og vi skal alle foldes ud. Ikke halse rundt for at lære at stave perfekt, få de slankeste ben eller en designerkjole. Måske skulle vi hellere skrive bogstaverne smukt, hoppe for sjov skyld eller designe egen kjole. Udrette noget meningsfuldt. Noget der er ens eget. 

Det er dét jeg vil med min virksomhed.

Anne Lind er Kognitiv Livsvejleder for unge i PRAXIS, Vestergade 2A i Svendborg. Du kan også følge Anne på INSTAGRAM

Du kan følge Ind i verden på facebook , Instagram og bloglovin

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *