Sommergæst 10: One Green Journal

Sommeren igennem kan du møde en række inspirerende gæstebloggere på Ind i Verden. Jeg mødte Journalist Ditte Hedegaard da hun for et års tid siden interviewede Bjørn og mig til magasinet Sustain Daily. Dengang talte vi om at bo småt. Siden har jeg fulgt hendes klimablog og da jeg i forsommeren læste hvordan hun gav os alle sammen tørt på for ikke at være villige til at gå på kompromis med vores luksusvaner for klimaets skyld, tænkte jeg “hun skal skrive på bloggen”. Det ville Ditte gerne og her kan du læse hendes bud på en holdbar balance mellem bæredygtighed og livskvalitet.

BÆREDYGTIG LIVSKVALITET af Ditte Hedegaard

”Bæredygtig livsstil går ikke ud på, at du skal give køb på din livskvalitet” var et udsagn, jeg bed mærke i hos de gode damer ovre på Sustain Daily for nogle uger siden, og selvom jeg har en efterhånden indgroet skepsis over for overdelte (og nogen gange lidt for åbenlyse) citater i Instagram-universet, synes jeg alligevel dette simple, men vigtige udsagn rammer plet. For det er jo dét bæredygtig livsstil handler om. Livskvalitet. At finde ind til kernen af, hvad der gør os glade. Og dyrke det.

Jeg tror ikke på, at der er ret mange mennesker, der finder det tilfredsstillende at aflevere deres barn i institution kl 6.30 for at hente det igen 9 timer senere, men at de gør det, fordi mange  desværre er tvunget til den livsstil, hvis næste termin skal betales.

Jeg tror heller ikke på, at det altid er de mange oversøiske udlandsrejser, der nødvendigvis gør os til lykkeligere mennesker. Men at det er tiden med familien, vennerne, oplevelserne og samværet med dem, du rejser med, som skaber rammerne for den gode rejse.

Den enkelte skal finde ud af, hvad bæredygtig livsstil betyder for ham/hende. Og er det 100 procent vegetarisk eller vegansk livsstil, ingen fly overhovedet og hjemmelavede skønhedsprodukter, er det så sejt. For mig er bæredygtig livsstil noget andet:

For mig er bæredygtig livsstil tid. Tid sammen med min familie. Det er god, hjemmelavet mad. Gerne vegetarisk i hverdagene og et stykke godt kød i weekenden (og frysepizzaer på travle dage, for dem er der også) Det er et enkelt glas vin onsdag aften efter børnene er puttet og sammen med gode venner i weekenden. Det er at bo tæt på havet og at kunne bade i det – lige når jeg har lyst. Det er at skrive og formidle om klima, bæredygtig livsstil og grøn omstilling, fordi jeg synes, det er så vigtigt. Det er litteratur, ord og papiraviser. Det er at rejse, få nye input og møde andre kulturer.

Selvom jeg kun er i midten af 30’erne, så synes jeg, at jeg er ved at komme ind til kernen af, hvad jeg gerne vil fylde mit liv med. Og heldigvis for mig mener jeg, at mine værdier sagtens kan kombineres med en bæredygtig livsstil.

Jeg tror nemlig ikke på, at man behøver at gå all-in, eller at det hele behøver at være sort hvidt. Jeg tror ikke på, at vi alle behøver at blive vegetarer, hvis vi gerne vil gøre en positiv forskel, ligesom jeg ikke mener, at man behøver at blive plaget af kæmpe skyldfølelse, hvis man en enkelt gang går i H&M og køber en ny trøje til 150 kroner eller vælger at købe en flybillet til USA med sin familie (Uanset hvor stor en kæphest jeg så måtte have overfor danskernes massive flyforbrug) For det er netop ikke bæredygtigt at skulle fravælge de ting, der gør os oprigtigt glade.

Måske er det bæredygtigt i helt konkret CO2-forbrugende forstand, men det er ikke mentalt bæredygtigt, hvis vi skal til at opgøre alt i CO2-kvoter, hvilket jeg ser en tendens til, og samtidig går rundt og føler manglende livsglæde og livskvalitet.

I vores familie har vi valgt ikke at flyve i år, fordi vi førhen har fløjet virkelig meget, og fordi vi følte, at vi her kunne gøre en stor (og let) forskel. Det betyder ikke, at vi aldrig nogensinde kommer til at flyve igen, for jeg har tænkt mig at skulle vise mine børn den store fantastiske verden, hvor tog ikke er en mulighed. MEN: Når vi så endelig gør, så er vi bevidste om vores valg.

Vi spiser også meget mindre kød, end vi plejede, og jeg selv er blevet så vild med det vegetariske køkken og alle de uopdagede smage, det har at byde på. MEN: Jeg spiser stadig et stykke godt kød i ny og næ – og jeg gør det med ekstra fornøjelse og uden skam, og modsat tidligere sætter jeg nu meget mere pris på det. Det er livskvalitet for mig.

Jeg udpensler ovenstående eksempler, fordi jeg gerne vil modbevise opfattelsen af, hvad den såkaldte ’korrekte bæredygtige livsstil’ er. At man ikke behøver at gå all in, (medmindre man selvfølgelig har lyst) men at vi sagtens kan leve et bæredygtigt liv med masser af livskvalitet.

På den måde tror jeg faktisk, vi kommer rigtig langt. Som hele, bevidste og livsglade mennesker.

Ditte Hedegaard er selvstændig journalist og grundlægger af Hedegaard Media, der har fokus på klima, bæredygtighed og grøn omstilling. Hun blogger på @onegreenjournal om at kombinere det gode liv med bæredygtige hverdagsvalg  

Hver torsdag udgiver hun Klimabarometeret, et nyhedsbrev, der opsamler ugens vigtigste, grønne nyheder.

Du kan følge Ind i verden på facebook , Instagram og bloglovin

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *