Perfektionisme

Perfektionismen har altid været min sabotør og den største årsag til skam og modløshed. I det forløbne halvandet år, fra vi besluttede at afvikle og flytte og slå rødder på en ny måde, har jeg måtte se den i øjnene og konfrontere den, sådan for alvor, og på daglig basis.

For jeg kunne godt mærke, at jeg ikke ville blive gladere, og at vi ikke ville blive gladere som familie, hvis vi ikke flyttede af de rigtige grunde. Og dernæst, hvis ikke vi var totalt, hudløst ærlige omkring disse grunde og om alt det, der skete i os undervejs. Det har været en kæmpe befrielse at tage beslutningen om ærlighed. Men det har også været skræmmende. Udmattende. Fordi: hvad sker der hvis jeg ikke længere passer ind i “det man gør – og grunde til at man gør det?” Hvad sker der hvis de sidste facader falder? Hvad sker der hvis jeg ikke længere kan eller vil købe mig til det rigtige liv? Hvad sker der hvis jeg ikke rigtigt ved hvad der sker, men bare lader mig falde?

Der sker et hav af gode ting. Der sker glæde og kraft. Men inden da, og hele tiden ind i mellem, sker der frygt og krise. Det gør der fordi perfektionismen er et skjold. Det er enormt skræmmende at sænke sit skjold.

Perfektionismen er et forsøg på at beskytte sig selv mod den smerte der opstår i kølvandet på andres negative dom, på bebrejdelser og på skam. Fornuften ved godt det ikke virker at forsøge at leve perfekt, se perfekt ud eller opføre sig perfekt. Men følelserne, de lumske sataner, tager over hvis de får lov, og leder til den sædvanlige udmattende stræben efter “bedre”.

“Ikke god nok, ikke godt nok, aldrig, aldrig nok” hvisker perfektionismen i mit øre, og så tænker jeg straks på hvad jeg kan gøre for at få stemmen til at forstumme. Det perfekte ser sikkert ikke ens ud for dig og for mig. Men de fleste af os har områder hvor vi er særligt sårbare og ekstra bange for at fejle eller ikke leve op til omgivelsernes forventninger. For nogen af os fylder det for meget.

Selvom de fleste af os er særligt tiltrukket af autentiske mennesker, mennesker der er nede på jorden og hviler i sig selv, og selvom vi alle ved, at livet er rodet og uperfekt, så kan det være svært at stoppe med at stræbe efter perfektion når det kommer til os selv.

Problemet er, at perfektionismens belønning er kortsigtet, i form af anerkendelse og ros nu og her. På lang sigt er den vejen væk fra et autentisk liv i balance. For det perfekte findes ikke. I værste fald ender vi med at prøve at være alt for alle andre, og ingenting for os selv. I værste fald fratager vi os selv muligheden for at blive set som dem vi er. I værste fald saboterer vi os selv, fordi energien lægges i det ydre, i “hvad vil andre tænke”, istedet for dér hvor vi virkeligt har noget at tilbyde os selv og omverdenen. (Og i værste fald går perfektionismen også ud over vores nærmeste. Eller, det gør den med sikkerhed).

Tag nu f.eks. det at skrive om sit eget liv. For en uge siden lå jeg i agterkahytten på en båd i Frankrig og var søvnløs. Jeg tænkte: mit liv har været noget rod. Jeg har truffet så mange ufornuftige valg. Jeg har fejlet så mange gange. Kan det virkelig passe at jeg alligevel er lykkelig? Hvordan kan jeg overhovedet tro, at jeg har noget at tilbyde andre? Hvordan kan jeg egentlig tillade mig at skrive om det gode liv? Det meningsfulde liv? Med den slingrekurs jeg har præsteret, og med alle de uløste opgaver jeg har foran mig? Jeg tænkte, at det kunne jeg heller ikke. Jeg tænkte, at jeg hellere måtte overlade skriveriet til de rigtige, de dygtige, de gode. Jeg tænkte at jeg havde skrevet mit sidste ord, og godt for det.

Dét er perfektionisme.

Det er den slags tanker der kan få mig til at løbe hurtigere og knokle hårdere, selvom min krop siger fra, fordi jeg bør kunne det de andre kan. Det er den slags tanker der får mig til at støvsuge hver gang der kommer gæster, ikke for min egen skyld, men fordi jeg er bange for hvad de vil tænke, hvis jeg ikke gør. Det er den slags tanker der får mig til at gennemskrive alting 100 gange, og alligevel udgive det med ondt i maven, fordi en negativ dom vil betyde enden på alt. Det er den slags tanker, der i sidste ende helt kan få mig til at opgive at gøre noget jeg elsker og som giver mening for mig, fordi “ikke god nok.”

Min kamp mod perfektionismen startede for mange år siden. Men den tog virkelig fart da vi postede de første indlæg på bloggen, da vi sagde vores bolig op, da vi begyndte at skille os af med ejendele, uden helt at vide hvad der ventede. Da fik kampen næring. Og jeg fik kigget på perfektionismen, det blev jeg nødt til, for den stod midt i rummet dag ud og dag ind og råbte “hvad har du gang i???”

Jeg så at jeg havde forvekslet perfektionismen med lyst til personlig og kunstnerisk udvikling og en sund stræben efter at blive den bedste version af mig selv. Jeg troede at den var disse ting. Men jeg opdagede at der var forskel. For i den sunde stræben er der plads til at lære igennem forsøg og fejl. I den sunde stræben er målet ikke fikseret, men flydende og værdibestemt. I den sunde stræben er der plads.

I perfektionismen er der ikke plads til så meget som et forkert komma. Der er ikke noget der hedder “at prøve”. Det eneste der dur er “at kunne.”

For halvandet år siden, da alt indeni mig var temmeligt mørkt, begyndte jeg at høre en stemme der overdøvede perfektionismens. Den sagde: “Hvad er farligst – at give slip i hvad andre tænker? Eller blive ved med at ignorere hvad jeg føler, hvad jeg tror og hvem jeg er?”

Det seneste halvandet år, mens vi har givet slip på kopper og bluser og stole, har jeg set hvor udmattet jeg i virkeligheden var, før. Og jeg har langsomt forsøgt at bekæmpe perfektionismen ved at turde leve et liv der ikke rigtigt passer ind i nogen kasser. Ved at fortælle så åbent og ærligt om det, som jeg overhovedet kan. Og ved at sige det samme til mig selv som jeg hver dag siger til mine børn: Du er nok.

Her er nogle andre ting jeg gør, og som jeg synes virker:

Sammenligning: Ét af perfektionismens ynglingsvåben er sammenligning. Når jeg opdager, at jeg begynder at sammenligne mig overdrevent meget med andre, prøver jeg at stoppe op og blive opmærksom på hvad der foregår inden i mig. Jeg prøver at stoppe sammenligningsvanviddet ved at tage mig af det, der virkeligt er på spil.

Vedholdenhed: Når jeg har fundet ud af hvad der er vigtigt og meningsfuldt for mig, f.eks. at skrive, så bliver jeg ved med at gøre det, også selvom jeg af og til (læs: konstant) bliver udfordret af perfektionisme og selvkritik. Vedholdenhed kan også være en insisteren på at alt må tages op til overvejelse. Det er okay at give slip og lave om. Jeg vil ikke holde fast i hverken ting eller situationer, bare for at opretholde et pænt billede udadtil. Nogen gange kan det være rigtigt at give op. Vedholdenhed og en accept af det foranderlige, er derfor begge vigtige brikker i min kamp mod perfektionismen.

Prioritering. Jeg prioriterer skarpt hvor jeg vil lægge mine kræfter. Jeg vil for eksempel gerne udvikle mig som mor, som partner, i det hele taget som menneske i relation til andre og til mig selv, livet igennem. Jeg vil gerne udvikle mine tegnekundskaber og øve mig i at skrive. Jeg vil også gerne passe på min krop og spise sundt. Ikke fanatisk, bare fornuftigt. Ved at være bevidst om mine prioriteringer kan jeg bedre give slip i, at jeg ikke bor i et boligblad, at jeg er bange for at køre på motorvej og at jeg ikke er den der bager kager til alle forældremøderne. For ingen kan alt, og jeg har truffet mine valg. Bliver jeg så aldrig flov eller føler mig utilstrækkelig, når jeg kan se hvordan visse andre tilsyneladende slår til på en uendelig række områder? Jo. Men jeg ved, at myten om det ufejlbarlige og perfekte menneske er netop dét – en myte. Virkeligheden er, at vi alle er forskellige. Jeg kender mine styrker og mine begrænsninger. Jeg gør det så godt jeg kan. Og jeg har truffet mine valg derefter. Det fine er, at når jeg bevidst vælger hvad jeg vil prioritere, så bliver der mere rum indeni mig til at acceptere, at jeg ikke kan eller bør være god til alt det andet.

Og så? Frihed.

Du kan følge Ind i Verden på  facebook , Instagram og bloglovin

6 Comments

  1. Anne juni 10, 2019 at 7:26 am

    Vidunderlig læsning….bare vidunderligt Siff

    Reply
  2. Lisbet juni 15, 2019 at 2:03 pm

    Virkelig dejlig læsning. Tak 🙂

    Reply
    1. Siff Jensen juni 16, 2019 at 10:30 am

      Tusind tak, Lisbet. Dejligt at du kunne bruge ordene. Kh. Siff <3

      Reply
  3. Martin I juni 21, 2019 at 7:57 am

    Virkelig flot skrevet Siff. Så dejligt at læse.

    Reply
    1. Siff Jensen juni 21, 2019 at 8:37 am

      Tusind tak Martin. Det er jeg glad for at du synes 🙂 Kh. Siff

      Reply

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *