Moderskab

Moderskabet rev hul på alle facader, alle skjold, alle forsvarsværker. Det hele blev revet ned, da en anden lille sjæl tog bolig i min krop og begyndte at vokse dér.

Min indre smerte voksede sammen med barnet og kærligheden til barnet. Frygten truede med at æde mig. Nu, 18 år senere, ved jeg ikke hvordan jeg holdt mig oprejst, for slet ikke at tale om nogenlunde samlet.

Det gjorde jeg sådan set heller ikke. 3 måneder henne i graviditeten blev jeg sygemeldt med depression, hvilket redede mig fra en negativ og konfliktfyldt arbejdsplads, men jeg gik ikke derfra uden at føle at det var mig der var en fiasko. Dagene gik med at ligge. Græde. Læse. Gå. Og på de gode dage; sænke mig ned i svømmehallens blå vand. Bedring. Så længe jeg ikke talte med min omgangskreds om hvad der skete, kunne jeg opretholde en form for balance. Men samtalerne med mine venner i den periode var som gift.

De var ligesom jeg i starten af 20’erne, og at forsøge at kommunikere om hvad jeg stod midt i, var som at bede dem om at forstå russisk. Man kan ikke forstå et sprog man ikke har lært. Det handler ikke om manglende vilje, det handler bare om at man ikke har lært det. Kernen i det hele var måske, at jeg heller ikke selv forstod det.

Desuden vidste jeg godt at jeg med min graviditet provokerede normerne omkring hvornår og hvordan man bør få børn. Faren og jeg var unge, vi havde styr på lige så lidt som alle andre på den alder. Forholdet til min far var i laser, jeg vidste ikke hvad jeg ville studere, og efter at have boet for mig selv i mange år og netop hjemvendt fra job i Norge, boede jeg hjemme hos min mor.

Forkerthedsfølelsen voksede, sammen med frygten. De skeptiske stemmer havde nok ret. Det var skørt det med det barn. Jeg skjulte min frygt og min sorg bag vrede, sådan som jeg altid har gjort, og blev mester i forklaringer, forsvarstaler og vrede beskyldninger. Hvordan skulle jeg ellers holde liv i min kerne? Svaret var naturligvis ikke vrede, men det vidste jeg ikke dengang. Den var det eneste jeg havde som modstykke til at forsvinde helt i sorg og selvmedlidenhed, og selvmedlidenhed er der ingen energi i. Jeg havde brug for kraft for at klare den opgave jeg stod overfor. Vreden blev mit brændstof. Jeg skulle nok vise hele verden at jeg kunne klare det her. Som om hele verden gav en skid.

Jeg fik det bedre efterhånden som Silas voksede i min mave, men jeg husker stadig tiden som i tåge. Alt var en lille smule uvirkeligt, måske fordi det var mere virkeligt end jeg egentlig kunne kapere.

Hvorfor blev jeg gravid, tænker du måske? Efter at have arbejdet med børn i Norge en hel vinter, vendte jeg hjem til Danmark med et stort ønske om selv at blive mor. Forholdet til min kæreste havde lidt under mit fravær, men vi klinkede skårene, og kærligheden fandtes. Trangen til at besegle kærlighed sådan som mennesker ønsker at besegle den, med et fælles barn, voksede sig stærkede. Og da et par måneder syntes som lang betænkningstid i en alder af 22, og da vi gerne ville være unge forældre ligesom vores egne havde været, tog vi beslutningen impulsivt og umiddelbart. Det var livsbekræftende, egentlig. Det her vil vi gerne, og det kan vi selvfølgelig godt klare, så det gør vi!

Jeg har ikke fortrudt. Aldrig. Men jeg har ofte ønsket at jeg vidste bedre dengang, vidste mere. At jeg havde kunne gå ind i det hele med større bevidsthed og mere ro. Men jeg var ikke 40. Jeg var 22.

Når man står med sin førstefødte i armene og mærker en kærlighed bruse igennem sig som er fuldstændig altomfattende og grænseløs, og når man mærker at man vil gå igennem ild og vand, ja selv igennem fødslens smerte, for det lille væsen, så sker der noget uigenkaldeligt med én. Når man ser ind i den nyfødtes øjne for første gang så bliver man aldrig den samme igen. Silas forvandlede mig.

Silas 1 dag gammel.

Så kom kolik, så kom infektioner og operationer. Udmattelsen var total og da Silas var 3 år flygtede vi ind i en skilsmisse, som egentlig skulle have været ly for stormen, og egentlig midlertidig, men som blev permanent.

Vi var så unge.

Når jeg tænker tilbage på den tid har det altid været med sorg og selvbebrejdelse. Det har altid været med en dyb længsel efter at kunne gøre det hele om. Giv mig de første 3, 4 nej 6 år af min søns liv tilbage, tak. Så vil jeg gøre alting anderledes, bedre! Jeg kan næsten ikke kigge på baby-billeder af ham uden at græde, fordi jeg ikke var til stede på den måde jeg gerne ville have været. Jeg var der. Men jeg var angst og deprimeret og i krise, og meget af tiden længtes jeg efter at han skulle blive rask, blive større, og efter søvn, altid søvn. Selvfølgelig var der lyse stunder. Der var nærvær og der var kærlighed og jeg VAR en god mor og hans far VAR en god far. Og vi var gode forældre sammen. Det er vi stadig. Men sorgen boede som en kerne i min krop, og tågen var der altid, og jeg har tænkt at den sorg og den tåge den stjal mig væk fra at opleve moderskabet helt.

Tiden læger ikke alle sår, men tiden gør at man kan betragte sine sår på en anden måde. Se på dem med ømhed og forståelse. Se på dem som tegn på styrke og levet liv. Jeg ser nu, at sorgen ikke stjal mig fra moderskabet. Moderskabet forløste sorgen, fordi den åbnede for den, fik den til at vælte mig, og fik mig til at gå ind i de processer der var nødvendige for at jeg kan leve det liv, og være det menneske, jeg er i dag. Den åbnede. Det gjorde ondt. Først tænkte jeg, at jeg ikke duede som mor, fordi det gjorde for ondt, det hele. Men nu forstår jeg at jeg skulle igennem det. At moderskabet skulle åbne de sluser. At jeg først blev klar til at gennemgå smerten fuldt og helt da jeg fik min søn, fordi han holdt mig fast i livet. Jeg havde intet andet valg end at holde fast. Jeg blev nødt til at blive, jeg havde jo ham jeg skulle være mor for.

Når jeg ser på de billeder nu, billederne fra de første år, ser jeg min søn som et lysende væsen der ikke veg fra min side.

Selv i den dybeste ensomhed er du aldrig alene.

I den inderste kerne af det dybeste mørke findes lyset og kærligheden.

Alt dette handler jo ikke bare om mig. Det handler om de første år i et lille menneskes liv. Enhver forælder ønsker det perfekte for deres barn. De ønsker at det må opleve dyb lykke og fravær af smerte. At se ærligt på at jeg har hevet Silas igennem savn og skilsmisse og underskud og vrede, det er det sværeste jeg nogensinde har gjort. Men tilbageblikket er anderledes nu, mere nuanceret. Tilbageblikket lader mig se min egen ukuelighed. Jeg ser at jeg tog opgaven på mig. Altid rejste mig igen. Altid prøvede at lære af mine fejl. Jeg ser hvordan kærligheden altid var der og blev udtrykt åbent, jeg ser hvordan jeg lærte at lytte til min indre stemme og stole på min egen fornemmelse for rigtigt og forkert. Jeg ser hvordan jeg i en ung alder gik i mod normer og forventninger til moderskabet og fandt min egen vej. Jeg ser hvordan jeg også var Silas´lysvæsen, hvordan jeg kæmpede hans sag i sundhedsvæsen og institutionsverden. Hvordan jeg altid lyttede til ham, og til mig selv, frem for alle mulige i verden udenfor. Og sådan voksede vi. Og sådan gik tiden.

Hvordan bliver man menneske? Det gør man ikke ved at være perfekt. Det gør man ved at leve og mærke og falde og rejse sig igen. Bevidstheden skærpes for hvert fald, hvis man lader den.

Selv i den dybeste ensomhed er du aldrig alene.

I den inderste kerne af det dybeste mørke findes lyset og kærligheden.

Silas 17 år.

Du kan følge os på  facebook , Instagram eller bloglovin

4 Comments

  1. Line marts 4, 2019 at 12:16 pm

    Jeg vil bare lige sige tak. Din fortælling rammer mig helt ind i hjertekulen og sætter ord på følelser, jeg ikke selv har kunnet formulere. Barskt og rørende på samme tid, men befriende ærligt. Så tak! – og ønsker om alt det bedste til dig 🙂

    Reply
    1. Siff Jensen marts 12, 2019 at 11:38 am

      Kære Line.

      At sende ord ud i verden, og derefter få en tilbagemelding om, at de er landet der hvor man egentlig gerne ville at de skulle lande, er meningen med det hele. Tænk at moderskabet, i al dets komplicerede råhed og skønhed, kan forbinde os med hinanden, på kryds og tværs.
      Tak fordi du læste med og gav dig tid til at kommentere her.

      Kærlig hilsen
      Siff

      Reply
  2. Lone august 31, 2019 at 5:33 am

    Kære Siff, jeg ved ikke om du ser denne forsinkede kommentar. Men tak for et utroligt smukt og barskt skriv, som vækker genklang i mig, der lige nu står midt i de der første 3-5-7 år. Med sygdom der begrænser mig, og får mig til at ønske børnene større, samtidig med at jeg græder over vigtige barneår der forsvinder i trætheden tåger og over ikke at kunne være den mor jeg gerne ville være i dag eller i alle årene. Jeg finder stor trøst og styrke i din tekst med bagklogskabens klare lys. Mine børn er mine lysvæsener, der ikke viger fra min side. Hvor er det smukt og sandt! Og jeg er deres og jeg ER en god mor, det ved jeg, trods begrænsninger. Det er nok lyset, der skinner klarere end mørket, og din tekst er som fra mig selv om 10 år, omsorgsfuld og beundrende.
    De bedste hilsner Lone

    Reply
    1. Siff Jensen august 31, 2019 at 6:51 am

      Kære Lone.
      Tusind tak for din kommentar, og jo, jeg ser skam alle kommentarer der kommer her på bloggen, da jeg får mail hver gang nogen skriver 🙂
      Det betyder meget for mig at høre at du kan spejle dig i det jeg skriver, og at det kan være til trøst og give styrke i en tid der kan opleves meget krævende og omvæltende. Jeg kan selv huske at jeg følte mig så forkert som mor, fordi jeg synes det var hårdt. Hvordan kunne man elske nogen som jeg elskede min lille søn og så samtidig være deprimeret? Senere har jeg lært at forældre til syge børn kan udvikle PTSD-symptomer, og det lyder ærlig talt meget genkendeligt. At være forældre er den vildeste udviklingsrejse, og det bedste vi kan gøre er at være til stede i alt det der sker så godt vi kan, og så vil vi pludseligt opleve at noget ændrer sig, at det barske der er, pludseligt er blevet en erfaring – noget der var, og noget vi kan bruge til at blive klogere på os selv og barnet og livet som helhed. Jeg håber at du også vil opleve, at sorgen over at moderskabet på nogle områder måske ikke blev som du havde regnet med, kan transformere sig med tiden, men giv den endelig plads. Den er reel, og den er noget mange oplever. Jeg sender dig de bedste og mest styrkende tanker, her i en tid hvor den lille dreng jeg skriver om, skal til at flytte hjemmefra! I en tid hvor jeg, hvis jeg skal være helt ærlig, føler at jeg høster det jeg tidligere har sået, fordi vi har så god og nær en relation. Forældreskabet består af mange faser, og midt i den både vidunderlige og krævende småbørnstid kan det være rart at vide, at der er uendeligt meget at glæde sig til. Kærlig hilsen Siff <3

      Reply

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *