Mærkedyr

Det er fredag aften og Jonatan sidder og tegner på mit telefoncover med poscatusser. “Jeg har fundet de fedeste Versace sko på tilbud på nettet” siger han. “Og jeg har jo de der fødselsdagspenge…” Hans ord skubbes ud hurtigt efter hinanden, stemmen er høj. Han er begyndt på overtalelsen inden han overhovedet har hørt vores respons. “Jeg vil gerne starte en skosamling” siger han.

Jeg mærker en tung fornemmelse i maven. “Betyder det noget for dig at det er et bestemt mærke?” spørger jeg. Jonatan lader sig ikke narre af mit forsøg på et neutralt spørgsmål. Han mærker fordømmelsen sive ud mellem mine læber, han kan godt se hvordan jeg rykker anspændt rundt på stolen. Alt i mig har lyst til at råbe “Fandme nej!”

Han bliver vred. “Ja” svarer han. “Jeg kan godt lide mærketøj, for sådan er jeg bare. Det kan godt være I andre synes det er latterligt. De driller mig også lidt med det i skolen. Men jeg er ligeglad. Det er sådan jeg er!”

Snakken breder sig ud omkring spisebordet. Bjørn lukker op for en snak om de signaler man sender med sin påklædning. Han fortæller om sin egen ungdom med spidse Versace sko på fødderne. Om længslen efter at slå genvej til anerkendelse gennem sin påklædning. Om usikkerhed.

Mormor, der sidder og strikker karrygult overfor Jonatan, siger, at hun godt forstår hvordan han har det. Hun har bare aldrig selv haft det sådan. “Jeg vil gerne klæde mig, så ingen lægger mærke til min påklædning,” siger hun. “Jeg vil hellere lægges mærke til for det jeg gør, end hvordan jeg ser ud.”

Jonatan, som godt kan mærke modvinden, bliver skinger. Hans krop bliver hård. Jeg får ondt af ham. Selvom vi synes at vi er rummelige og prøver at indlede en blød snak om værdier, så er han under hårdt pres. Tre voksne mod et barn.

“Det er lidt sjovt” siger jeg, “at jeg lige har skrevet den her lille e-bog om at man ikke skal gå så meget op i det ydre. I ting.” “Så er det da godt at det er noget du har skrevet, og ikke mig” siger Jonatan skarpt. “For jeg går op i min påklædning. Jeg synes det er sjovt. Det interesserer mig. Jeg er nok også blevet inspireret af Silas.”

Og det er han. Silas har fra han var på Jonatans alder, været meget bestemt omkring sin påklædning. Han gik ikke så meget op i mærker, andet end når det kom til skateudstyret. Men vi skulle ikke blande os når han gik i skole med røde jeans, størmønstrede skjorter og farvestrålende bandanaer eller pandebånd om håret. Kasket den ene dag og smykker den næste. Nu arbejder han i vintageshop og han elsker tøj. Skørt tøj, sjovt tøj, farvestrålende tøj. Outfits der fortæller noget om hvem han er. En blanding af dyre sneakers og billige genbrugssweatre. 

Og nu Jonatan. Måske, tænker jeg, er det her en del af hans selvstændighed. Måske, fordi han går på en friskole hvor det er mere almindeligt ikke at gå op i mærketøj end det modsatte, så vælger han det modsatte. Hvis han gik på en skole hvor kulturen var en anden, hvor alle gik bananas over dyre mærker og materialitet, ville han måske også gå modsat dér? Hvem ved. Måske elsker han ganske enkelt bare sko.

Og så tænker jeg på, at jonatan jo ikke kun er den 10-årige der vil gå i dyre sko. Han er også ham der går i skole med sin tipoldemors blomsterring, fordi han kan li den. Han er drengen der går i skole med neglelak og hjemmestrikket rastahue, fordi han synes det er fedt. “Jeg har jo også langt hår, mor, selvom alle tror jeg er en pige. Og selvom nærmest alle har en mening om mit hår.” Og det har han jo ret i. Han lader sine gode pige-venner flette sit lange hår og male hjerter på sin kind, selvom han skal med bussen hjem. Ville han turde lege med sit udseende på den måde, hvis han var virkelig bange for at blive bedømt og falde udenfor?

Det er ikke kun omkring sit udseende at Jonatan har sin egen mening. For 3 uger siden besluttede han igen, at han vil være vegetar.  Det blev erklæret en eftermiddag, ud af det blå. “Det er udelukkende for klimaet, og fordi jeg elsker dyr” siger Jonatan når man spørger. For han elsker faktisk at spise kød. Denne gang har han holdt fast. Han har eklæret at han nok vil have en månedlig kød-dag og at juleaften ikke gælder. Jeg synes at han er så sej at tage den slags beslutninger på egen hånd. Jeg mener, han er kun lige fyldt 10 år.

Derfor tror jeg ikke det er usikkerhed der driver Jonatan. Jeg tror at han har brug for på skift at passe ind og at skille sig ud og gå mod strømmen, for at mærke hvem han er. Han har brug for at dele interessen for tøj med sin storebor. Og han har, måske mest af alt, brug for ikke at være mig og Bjørn.

Jeg kigger på ham og ser hans stædighed, hans styrke. Og så ser jeg ham.

“Jonatan” siger jeg, “det fine er jo, at du ikke behøver at være en kopi af mig eller far. Du må være din helt egen, og du skal selv finde ud af hvem det er. Hvis det er et menneske med en stor skosamling, så er det helt i orden. ”Hans krop slapper lidt af og vi går alle 3 ud på badeværelset for at børste tænder.

“Det eneste der er vigtigt for mig, Jones, er at du lige tænker lidt over hvorfor du ønsker dig noget bestemt. Om det er for at andre skal synes du er sej eller fordi du selv synes tingene er fede. Og så gør det jo ikke noget at vi sammen lige kigger på prisen og kvaliteten og hvad for en fabrik de er lavet på.”

“Jeg ønsker mig da ting for at jeg kan vise dem frem” siger Jonatan. “Det vil da være sjovt at flashe et par Versace sko.”

Kan man andet end at elske ham for hans ærlighed?

“Men kun hvis jeg selv synes de er mega fede” fortsætter han. “Det er vigtigere. Og hvis andre ikke kan lide dem, men jeg godt kan, så er jeg ligeglad med de andres mening.”

Det tror jeg gerne.

Jeg foreslår at vi laver en aftale. Den lyder på at Jonatan må købe hvad han vil for sine egne penge, men at han skal vente 2 uger fra han har fundet det han vil købe og indtil han køber det, hvis det er en dyr ting. Han har stort set kun penge to gange om året, nemlig efter jul og fødselsdag. Han brænder dem ofte lige så hurtigt af som han har fået dem. Med de 2 ugers betænkningstid kan han mærke om ønsket er lige så hedt efter ventetiden som før. Vi kan kigge på hvordan varen er lavet. Og så, hvis den givne ting stadig er nr. 1 på ønskesedlen, vil hans far og jeg ikke stå i vejen.

Det er ikke let for et dominerende menneske som mig, at give slip i mine børns valg. Men det er vigtigt at jeg øver mig i det. Pres avler modpres, og det gælder også i børneopdragelse. Jeg skylder mine børn at lære dem at reflektere, jeg skylder dem også at træffe beslutninger på deres vegne når det er vigtigt at jeg gør det. Men mine værdier? Dem skal jeg ikke presse ned over hovedet på drengene. Jeg vil gerne være tydelig omkring dem, så de ved hvor de har mig. Jeg elsker når de spørger mig til råds. Men jeg må også give plads til at de kan eksperimentere sig frem til hvem de er, hver især. Akkurat som jeg gjorde og som Bjørn har gjort. Uden eksperimenter, forsøg og vildveje finder vi ikke vej. Nogle menneskers vej er mere jævn og lige end andres. Hverken Bjørn eller mig kan anklages for at have gået særlig meget lige ud.

Mine tanker svæver tilbage til min egen barn- og ungdom. Til hvordan jeg aldrig har mødt fordømmelse omkring mine tøjvalg fra min mor, hverken når tøjet var fra genbrugsen eller når der absolut skulle stå Dr.Martens på det lille mærke bag på støvlen. Jeg har altid valgt mine egne vægfarver og flyttet om på mit værelse hver 14 dag, uden indblanding. Jeg har heller aldrig mødt forventninger til uddannelsesvalg eller karriere. Ikke at min mor var ligeglad. Hun lod mig bare vokse op med frihed til selv at finde ud af hvem jeg er.

Da vi står på hver vores side af Jonatan og putter dynen om ham den aften, kysser jeg hans bløde kind og hvisker “jeg elsker dig Jones. Med eller uden Versace sko.”

Og det gør jeg.

(NB. Indlægget er læst op for, og godkendt af, Jonatan).

Du kan følge Ind i verden på facebook , Instagram og bloglovin

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *