Forandring

Jeg modtager med jævne mellemrum beskeder fra mennesker der længes. Længes efter et andet slags liv, måske et helt andet sted, men tøver med at sætte forandringen i gang.

Den hyppigste årsag til at tøve er børnene. Har de den rigtige alder til at kunne kapere en livsændring? Vil de trives i det nye? Kan man overhovedet tillade sig at rykke børns liv op med rode for at realisere de voksnes drøm?

For et år siden var vi netop rykket ind i det lille anneks, hvor jeg i dette øjeblik sidder og skriver. For et år siden så annekset anderledes ud; mere ufærdigt, mindre hjemligt. Der var én stikkontakt der hang og dinglede ud af væggen, døren var stadig den gamle stalddør. For et år siden var drengenes skurvogn netop landet i haven. En stor klods, der trængte gevaldigt til en kærlig hånd. For et år siden stod vi midt i projekt “bo småt”, uden at ane om vi havde gjort det rigtige, uden at ane hvordan det ville blive. Forud for selve flytningen gik en masse opgaver der skulle løses og en masse tvivl på, om det var ok for vores børn, dét vi kastede os ud i. Det har jeg bl.a. skrevet om i indlægget “Forandring og familieliv.” 

Uvisheden er et vilkår. Man kan længes og drømme og snakke og mærke efter. Men man kan aldrig nogensinde vide om man har gjort det rigtige før man har sat forandringen i gang og rent faktisk lever det nye.

Når det er slået fast, så tror jeg alligevel på at man skal gøre sit forandrings-forarbejde. Gør man dét, vil man være meget mere klar over hvorfor man ønsker forandring og hvordan forandringen konkret skal se ud. På den måde baner man vejen for en livsændring der har meget større chancer for at blive god for alle involverede.

Et eksempel kunne være en familie på 4, hvor forældrene drømmer om at flytte fra en større by til en lille ø for at leve et mere roligt liv. Det lyder dejligt, og det bliver det sikkert også. Om nogen er jeg fortaler for værdistyret forandring. Men inden huset sættes til salg, er der gode spørgsmål de voksne kan stille sig selv og hinanden.

Hvordan vil vi leve anderledes det nye sted? Vi kan så hurtigt blive forført af vores egne drømme. Hvis vi drømmer om mere ro, mindre travlhed og mere tid sammen, er det vigtigt at huske, at roen og tiden ikke indfinder sig automatisk, fordi vi flytter længere ud på landet. Hvis vi tager dagligdagen og vanerne med, og fortsætter med at gøre det samme som vi gør nu, i vores nye hjem, eksempelvis arbejde lige så mange timer væk fra hjemmet, så tvivler jeg på at man vil opleve den store forandring. Forandringen kan indfinde sig, hvis dét at flytte på landet kan give så lav en husleje, at man f.eks. vil kunne opnå større frihed og fleksibilitet i sit arbejdsliv. Selvfølgelig er landlige omgivelser anderledes end dem i byen. Her er mindre larm og mere grønt, og det er skønt i sig selv. Men er det en anderledes hverdag man ønsker, skal man være enormt ærlig over for sig selv. En anderledes hverdag kræver bevidste valg og fravalg. Ønsker man at være mere sammen med dem der betyder mest for én? Så må noget andet nødvendigvis vælges fra. (Derudover vil jeg minde om, at offentlig transport ofte er elendig her i vandkantsdanmark, hvilket gør det sandsynligt at man skal have bil og bruge en del tid på at køre, både sig selv og sine børn).

Hvad med børnene? Børn kan godt klare at flytte. Som udgangspunkt tror jeg at mindre børn hurtigere omstiller sig end de større. For førskole-børn er forældrene de vigtigste mennesker i verden, hvor det for de lidt større, og ikke mindst teenagere, fylder meget at skulle forlade gode venner. (Jeg siger ikke at forældrene er mindre vigtige for de store, men der er blot kommet en ekstra dimension til i form af venskaber). Det betyder ikke, at en flytning er uden smerte for et mindre barn, eller at et børnehavebarn ikke kan have betydningsfulde venskaber. Det må man ikke underkende. Men er man som forælder overbevist om, at forandringen vil betyde noget godt for familien som helhed og støtter man barnet i dets eventuelle sorg over at skulle sige farvel til det velkendte (det kan jo også være en lettelse, hvis barnet ikke trives), så kan man komme hel og glad ud på den anden side. Man kan opleve at sammenholdet i familien styrkes, fordi man drager på eventyr sammen. Og flytter man fordi man vil have mere tid sammen som familie, vil børnene jo i sidste ende nyde godt af forandringen. Det store overblik over hvad forandringen vil bringe, har man kun som voksen, og her må man acceptere at børnene reagerer på det som er i nuet. Derudover kan man hjælpe barnet med at holde kontakt til de venskaber der var, så det ikke behøver at sige farvel til alting.

Hvad flytter vi fra – og hvad får vi i stedet? For mine børn betød projekt bo-småt ikke skoleskift. (Jonatan havde umiddelbart forinden skiftet skole med stor succes). Men vi flyttede 9 km væk fra den by de var glade for at bo i, og det var ikke ubetinget jubel. Vi voksne gav dem plads til at udtrykke deres negative følelser, og deres frygt. Vi underkendte ikke, at visse ting ville blive mere besværlige, f,eks. daglige togture i skole og på fritids-job. Men vi lagde stor vægt på hvordan eventuelle problemer kunne løses, og så satte vi ord på det gode. Drengene synes det var super dejligt at skulle have mormor som nabo. Og så synes de det var fedt at få deres egen skurvogn. Vi var ærlige omkring de ting der gjorde, at vi voksne havde lyst til at bo på denne måde, bl.a. de økonomiske fordele, der gør, at jeg kan vedblive at arbejde hjemmefra. At jeg arbejder på denne måde betyder, at der altid er en tilgængelig voksen i deres liv. Vi snakkede meget om værdier, om det vi synes betyder meget og det vi ikke synes betyder så meget. Vi talte om flytningen (og det at skille os af med så mange ting) som et slags eksperiment, der skulle gøre os klogere. Og så inddrog vi dem i processen med at sortere deres egne ting, og på den måde blive klar til forandringen. Hvis man står overfor en stor forandring, er det vigtigt at gøre sig klart hvad man giver afkald på og hvad man får i stedet. Det vil gøre snakkene med børnene (og den øvrige – måske undrende – omgangskreds) lettere.

Andre spørgsmål man kan stille sig selv, er spørgsmålet om netværk. Kender man nogen i det nye? Hvor langt bliver der til bedsteforældrene? Flytter man for at blive del af et særligt interesse-fællesskab (f.eks et bofællesskab eller en bæredygtig landsby), eller har man kendskab til ligesindede i det nye område?

Efter vi var landet i det nye, efter vi havde fået lavet drengenes værelser i stand i skurvognen og efter det hele var begyndt at lande i en ny slags hverdag, lavede jeg et blogindlæg, hvor mine sønner fik lov at fortælle hvad de synes om at bo på den her måde. Du kan læse det lige HER.

Nu, et år efter, kan det synes underligt at vi synes forandringen var så vild. Nu lever vi her jo bare, og dette liv er blevet det nye normal.

Vi har lært en masse det sidste år. Vi har også lært vores begrænsninger at kende. Vi troede at vi ville bygge køkken i annekset, så troede vi at vi ville fikse skurvognens køkken op. Men vi har indset, at vi ikke har evner til at give os i kast med projekterne, og at vi ikke har viljen til at give det den tid og de penge det ville koste. Vi kunne nok lære os selv at blive bedre håndværkere end vi er, men vi vil hellere bruge tiden (og pengene) på alt muligt andet. På at have god tid til bare at være sammen og på at nå i mål med vores projekt gæld-fri.

Vi har ikke fortrudt et sekund at vi flyttede, og vi har ikke savnet alle de ting vi gav slip på. Vi ved nu, at vi ikke behøver ret mange kvadratmeter for at trives. Vi har samtidigt fundet ud af, at vi ikke skal bo sådan her for evigt. Vi savner at have lidt mere plads til gæster, også om vinteren, og vi savner at have køkken og bad under samme tag som opholdsrummet. Næste skridt? Det må tiden vise. Èn ting er sikkert – vi byder forandringen velkommen når tid er.

Du kan følge Ind i verden på facebook , Instagram og bloglovin

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *