Før

Jeg skriver om det enkle liv og poster billeder af blomster på Instagram. Længslen er udefinerbar tænker jeg fortvivlet, og aner ikke hvad jeg skal sige nej til, for at finde det jeg søger.

Da jeg var 16 sad jeg i en gammel bil og hørte Simon and Garfunkel på kassettebånd, mens jeg så ørkenen folde sig ud foran mig. Orange formationer jeg ikke anede fandtes. Månelandskab på jorden. Når vi kørte gennem ørkenen om natten var der mørkere end sort. Stjernerne var ikke blot et støvet ovenlys, her omfavnede de os, så tæt på, så mange. Et magisk lysende tæppe, man skulle bare række ud. 

Jeg havde brede grønne fløjlsbukser på og langærmet bedstefartrøje i bomuld. Der var køreture i høje bløde bjerge der bølgede af efterårsløv. Der var snoede veje til den næste større by. En by så stor at de havde et indkøbscenter og muligheden for at købe en kjole til homecoming-festen. Den mest deprimerende fest jeg kan mindes. 

Netop fyldt 16 steg jeg ombord på et fly med forventningen om at lande i Colorado og gennemleve mine helt egne afsnit af Beverly Hills 90210. Cortez var alt andet end Beverly Hills. En lille flække i et gammelt Navajo Indianerreservat, med en død hovedgade, et livligt football miljø og en masse pickup trucks og cowboyhatte. I historietimerne sad en stor indianerdreng i hjørnet med lukkede øjne og mediterede. Jeg havde mit eget locker på gangen, åh hvilken fryd, og jeg fik langsomt venner. Jeg var ensom og midtpunkt. Jeg var udenfor mens jeg langsomt blev en del af noget. Noget som var eksotisk og fremmedartet, uforståeligt og helt perfekt. 

En tid i et liv. Måneder som ikke findes på Instagram. Køreture hvor jeg kiggede og tænkte og talte og sansede, uden at blive distraheret af tankerne om hvilken udsigt der skulle dokumenteres på Facebook. Eventyr der smagte af klar luft og Coolaid. Peanutbuttercups og kejtede kys foran biografen. Der findes ingen billeder af den rejse andre steder end i et lille fotoalbum og i mit indre. Der findes breve jeg fik og den dagbog som mit unge jeg skrev i hver eneste dag. 

Og sådan var det.

Jeg ved godt at ikke alt var bedre før. Men eventyr føles anderledes når man ikke konstant bliver distraheret af mobilen i hånden og notifikationer der skal bekræfte, at man rent faktisk findes i verden. Jeg savner dengang man kunne forsvinde og ikke dukke op i nogens feed. Man var bare væk når man var væk, og tilstede når man var tilstede. Jeg tænker på alle de rejser der fandtes før de sociale medier. Jeg tænker på livet før mobilen. Jeg tænker på at vente ved telefonen, og gå til fest i spændt forventning om hvem man mon ville møde. Der var mange flere ubekendte, mange flere skygger at gemme sig i, langt mere land at afdække. Nu er verden så lille. Der flimrer konstant billeder af sandstrande fra den anden side af kloden forbi mit blik. Afstande bliver kortere og mit åndedrag bliver hurtigere.

Og mens alting går hurtigere og hurtigere, lever jeg mindre. Jeg læser færre bøger. Jeg udretter mindre, fordi halvdelen af min tid går med at tage billeder af det jeg gør mens jeg gør det. Det enkle liv, sukker jeg, og længes tilbage. De minder der er ætset dybest i min sjæl, er minderne før facebook.

Jeg er fanget, for jeg vil jo gerne være med. Jeg kan li at jeg kan vise min kunst med et klik og sende ord ud i verden på et øjeblik. Ord der ikke længere støver til i en dagbog.

Så hvad nu?

Hvordan træder jeg ind i langsomheden igen?

Hvordan leder jeg det mystiske tilbage til et liv, der konstant er badet i blåt lys?

Du kan følge Ind i verden på facebook , Instagram og bloglovin

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *