Bevidst

Jeg sidder ved siden af Bjørn på den ene side af bordet. På den anden side sidder min storebror og hans kone. Vi – Bjørn, Jonatan og jeg – er på besøg for at fejre deres lille datters to års fødselsdag. Nu er det aften og begge børn er lagt i seng. Så Selvfølgelig snakker vi om dem, børnene, sådan som forældre gør.

“Inden jeg fik børn havde jeg meget mere faste meninger om hvordan børn skulle opdrages og hvordan jeg ville være som mor” siger min svigerinde. Vi andre nikker. Det er en klassiker. Og så kommer barnet. Det kommer med hele sit unikke væsen, medbringende en ubetinget kærlighed der fra den ene dag til den anden gennemstrømmer ens liv. En kraftig understrøm af følelser der ikke var der før. Man er aldrig rigtig forberedt.

Og ikke blot det. Sammen med barnet kommer en forbindelse til et andet væsen som ikke kan sammenlignes med noget andet. En unik forælder forbundet med et unikt barn.

Vi står der som forældre og skal derefter tilpasse os selv, vores barn, og vores måde at være sammen på, til et samfund og en kultur som mange af os tager for givet, men som ikke er det. De kulturelle mønstre vi kommer af, som vi er med til at vedligeholde eller bryde, de mønstre som hele vores væren er vævet ind i, er menneskeskabte. Jo, selvfølgelig spiller natur og biologi en rolle. Men vi mennesker har efterhånden så lidt fornemmelse for vores egen natur, at den nærmest er sat ud af spillet. Når “menneskets natur” bringes på banen, er det som argumenter der er så syltet ind i kultur, at de bliver undertrykkende, og blot endnu en brik i det kulturelle og samfundsskabe fængsel mange af os oplever at være fanget af. Opfattelsen af “Kønnenes natur” er for eksempel blevet verdens største undertrykkelses-hammer. For findes den overhovedet, en feminin eller maskulin “natur”? Måske. Men ikke på den måde som vi hidtil har fået fortalt.

Sådan er det også med børn. Med forældreskabet. Det er ikke en naturlov at børn på 1 år selv skal kunne tage tøj af og på. Eller at 3-årige skal kunne iklæde sig en flyverdragt. Det er evner som det lille barn skal tilegne sig fordi det går i institution, og fordi samfundet udelukkende med økonomi for øje (og fuldstændigt uden hensyn til børnenes behov) har fastlagt hvor mange voksne der skal ansættes til at tage sig af et bestemt antal børn i institutionen.

Vi snakker videre mens vi sidder der ved bordet, og forårssolen forlængst er gået ned i Nærum. Vi snakker om det svære forældreskab, der hvor man hele tiden sammenligner sig med de andre forældre og de med én. Børnene vurderes, måles og vejes. “Hvorfor kan dit barn tælle til 10 når mit ikke kan? Gør jeg noget forkert?” Vi snakker om hvordan vi som forældre prøver at være rummelige overfor os selv og hinanden, men sammenligningerne, konkurrencen, siver ind i vores måde at være sammen på. Ikke fordi vi er skabt til at konkurrere. Fordi vi lærer det.

Hurtigere, kom nu. Kravl, gå, tal. Du skal kunne klare dig i det samfund som vi nu engang er en del af. Hurtigere.

Hvor længe vi ammer, hvornår vi afleverer vores barn til fremmede, alle vores forventninger til dem og til os selv, er kultur. Skal de sove alene eller i mors og fars seng? Også her har vores valg intet med natur at gøre, men med kultur. Da jeg først indså dette som mor, sådan virkelig indså det, blev det nemmere. Det blev nemmere at lukke ørerne når nogen mente at jeg curlede, fordi jeg hjalp mine sønner for meget i tøjet. Det blev nemmere at lukke ørerne når nogen syntes at jeg afleverede for sent, hentede for tidligt, og gav for mange fridage. Jeg lukkede ørerne da en sygeplejerske mente at jeg skulle blive på sygehuset og lære at amme mit første barn. Jeg havde tiltro til, at det kunne jeg nok bedst selv finde ud af. Derhjemme. Hun blev vred. Jeg fandt selv ud af det. Sådan er der så meget. Vi har brug for hinanden, for erfaringer, viden, indlevelse og omsorg. Men vi har ikke brug for at få at vide, at der kun er én måde at gøre tingene på.

Vi fire voksne rundt om dette bord, denne aften, kan hurtigt blive enige om, at man skal gøre det der passer til ens egen familie, ens barn, én selv. Både min bror og jeg er sådan nogle mennesker, der ikke sover særlig godt med et barn i sengen. (Hvis jeg skal være helt ærlig sover jeg bedst uden nogen i sengen, overhovedet). Begge vores ægtefæller er typerne, der sagtens kan sove med en lille fod i ansigtet. Er nogen af os forkerte forældre? Forkerte mennesker? Næh, bare forskellige.

Når man begynder at åbne sine øjne for hvordan den måde vi ser og vurderer os selv er samfundsbetinget, bliver det lettere at slå sig i tøjret. Det er ikke let at vriste sig fri. Det tror jeg slet ikke man kan, ikke helt. Vi er her, sammen, og således også en del af en kultur. Men fordi kultur er menneskeskabt er den flydende og bevægelig, og derfor kan vi alle være med til at bevæge den.

Mine mindreværdskomplekser og mit selvhad? Min største stolthed? Alt sammen findes fordi jeg er hvor jeg er, i denne tid, på dette sted. Det gør min livsstil og mit forbrug også. Eller det gjorde det. Indtil jeg begyndte at spørge mig selv, hvorfor jeg havde de ønsker, drømme og længsler jeg havde. Var de mine? Eller var de nogen jeg havde lært? At øge sin bevidsthed omkring sine egne tankemønstre, er første skridt til at tage magten over sit liv tilbage. Uanset om det handler om forældreskab, arbejde, boform eller forbrug.

Jeg spørger mig selv hvor mine følelser, tanker og vurderinger kommer fra. Hvorfor opstår de? Gavner de mig og andre? Det er en smal vej at begive sig ud på. Snoet, tilvokset og uigennemskuelig. Visse dage stormfuld og kaotisk. Men der er lysninger. Der er bakketoppe. Ikke et endemål. Men stjerneklare nætter. Dage med skyfri blå himmel og syngende klar luft, som jeg ikke vil være foruden. Og som jeg ikke ville opleve, hvis jeg ikke havde begivet mig ud på denne vej.

Jeg slår mig i tøjret, krænger det af mig og begiver mig afsted. Små skridt. På ny. Hver dag.

Du kan følge Ind i verden på  facebook, Instagram eller bloglovin

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *