Om mig

Mit navn er Siff.
Sammen med min mand Bjørn og vores to drenge Silas og Jonatan, lever jeg et helt almindeligt liv i en mindre landsby på Sydfyn.
Selvom vi er helt almindelige, har vi alligevel kastet os ud i at bo på en lidt usædvanlig måde.
I januar 2018 besluttede vi at skille os af med hovedparten af vores ting, for at bosætte os i et baghus på 17m2 hos min mor. Inspireret af alverdens skønne Tiny Houses og deres beboere, ville vi prøve en mere minimalistisk boform. Udover de 17m2 baghus købte vi en skurvogn på 25m2 som vi stillede i min mors forhave. Her indrettede vi to værelser til drengene.
I løbet af maj 2018 flyttede vi ind i de to små huse.
Vi deler pt. stadig køkken og bad med min mor, som bor i hovedhuset, og som generøst har åbnet sine døre for os, så vi kan prøve denne alternative boform af. På den måde bor vi også i en slags 3-generationers bofællesskab.
Hvorfor vil vi bo sådan her?
Det er der mange forskellige grunde til. Her kommer nogle af de vigtigste:
Vi ønsker økonomisk frisættelse og gældfrihed. Et liv hvor man ikke er bundet af store månedlige udgifter, og derfor kan leve af én fuldtidsindtægt eller to deltids. Det gode liv for os er et liv, hvor vi i så stort omfang som muligt ejer vores egen tid. Det betyder mere tid til samvær og nærvær. Det betyder også arbejdsmæssig fleksibilitet, f.eks. at jeg kan arbejde hjemmefra som billedkunstner. Vi ønsker et liv tættere på naturen, hvor børnene kan være med til at passe hønsene og – måske – få noget til at gro i køkkenhaven. Vi ønsker et liv hvor vi skærer helt ind til benet omkring materialitet, og kun lever med det mest nødvendige. Både fordi det kan bane vejen for større økonomisk frihed, men også fordi det øger bevidstheden om hvad der egentligt er vigtigt for os og hvad der ikke er. På den måde kan vi vælge til og fra i fuld bevidsthed. At bo småt og sænke familiens forbrug af bl.a. tøj og ting, vil spare på jordens ressourcer. Vi vil gerne gøre hvad vi kan igennem vores måde at leve på, for at mindske vores negative aftryk på kloden.
Vi vil gerne udfordre de vestlige normer om forbrug som vejen til lykke, og udforske en anden vej.
Dette liv lever vi fordi det giver mening for os. Samtidig er det at skrive om det blevet et vigtigt projekt for mig. Det er det fordi jeg håber at kunne inspirere dig til at tage skridt imod det liv som føles rigtigt og ægte for lige netop dig, uden at skele så meget til ydre forventninger. Måske er det en mindre forbrugsorienteret tilværelse, måske er det nogle andre skridt du ønsker at tage. Jeg vil gerne indgyde mod og vise, at det kan lade sig gøre for helt almindelige mennesker at skære ned, ændre, bygge op. Jeg vil gerne gøre op med fordomme og overbevisninger om, at det eneste tegn på succes er at eje meget. Succes kan i høj grad være at udleve sine idealer og værdier.
Derfor har jeg valgt at fortælle om processen, lige fra idé til indflytningsdag, og livet derefter. Måske kan du gøre brug af vores erfaringer, enten som inspiration i det små, eller hvis du ønsker at kaste dig ud i et lignende projekt.
Tak fordi du læser med.
Kærlige hilsner Siff

Du kan følge vores liv på facebook , Instagram og bloglovin