Hvad med børnene?

Noget af det der optager vores tanker, og fylder i vores samtaler, er selvfølgelig hvordan det vil påvirke børnene at skulle bo så småt.

Hvad med legeaftaler?
Konflikter og skænderier? Følelsen af at have sit eget private rum?

Det er svært at forudsige nøjagtigt hvordan det kommer til at blive, men vi må jo under alle omstændigheder regne med at der kommer udfordringer. Og selvom vi må tackle dem efterhånden som de opstår, er der alligevel noget tryghed i at prøve at forudsige nogle af dem, og tage højde for hvordan vi bedst indretter os, så vi får mest muligt rum for at trække os lidt fra hinanden og få følelsen af at der er plads til os alle sammen.
Jeg sidder med computeren hver aften og søger på tiny houses, og ser eksempler på hvordan familier har indrettet sig på samme plads som vi (tror vi) får til rådighed.
Jeg har afmærket 17m2 på stuegulvet med malertape for at prøve at få en fornemmelse af anneksets størrelse, og vi prøver at regne ud hvilke (hvis overhovedet nogen) af vores nuværende møbler der kan komme med.
( Indtil videre er jeg landet på 2 bitte små borde og vores lamper! )

Lige nu er planen at Silas skal sove i annekset, der får han sit eget rum. Han skal godt nok dele det med min arbejdsplads, men det synes han vist bare er hyggeligt.

Jonatan skal sove med os voksne i beboelsesvognen, og her vil vi forsøge at lave et lille rum i rummet, som kun er hans. Stort kan det jo ikke blive, da hele vores bolig inden længe skal presses sammen på den plads der svarer til et gennemsnitsligt dansk børneværelse. (Ah okay – but you get the point). Jeg er i gang med at skitsere forskellige løsninger til hvordan hans seng kan blive afskærmet af skillevæg og skydedør, så han får en lille hule, der kun er hans egen. Jeg tror det er rigtig vigtigt at vi prioriterer netop det. Også fordi vores følsomme 8-årige havde ret svært ved at se det gode i projekt-downsizing da vi først introducerede det.

Jonatan har det rigtig svært med forandringer. Derfor syntes han også hele flytte-idéen var tåbelig, til at starte med.  Jonatan er ikke vild med at give slip på noget som helst nogensinde. Han præsterer endda at fiske ting op af skraldespanden som jeg har smidt ud, om det så er hullede sokker. Han samler på alt muligt. Mest noget som vi andre synes er affald. Tandpasta-låg f.eks. Og han vil blive nødt til at give slip på noget, når vi flytter, det er svært at være samler og skattejager på så lidt plads. Samtidig skal han jo også have lov til at være sig, og beholde det der betyder noget for ham.  Derfor tænker jeg rigtig meget i opbevaring når jeg skitserer Jonatans lille rum.

At forholde sig til længslen efter at kunne betale sin studiegæld af på den halve tid, og en længere rejse engang om nogle år, er ikke rigtigt relevant for ham. Og det behøver det heller ikke at være.
Jonatan var bekymret for hvad andre folk vil tænke, især hans kammerater. “Jeg vil ikke bo i en skør hippie-familie” sagde han (mens hans svingede med sit lange hår). Han vil bare være som folk er flest. På overfladen i hvert fald.
Interessant nok er det med hvad andre mennesker vil tænke også en af mine helt store bekymringer.
Som voksen kan jeg dog skubbe bekymringen til side som irrelevant, fordi jeg med min fornuft ved, at andres syn på mig ikke skal styre mit liv. Men vi er sociale væsener, og jeg forstår virkelig godt hvis det er svært, at overtale sig selv til at være ligeglad med vennernes syn på én, når man er 8 år gammel.

Alligevel har Jonatan virkelig overrasket os. Hans generelle modstand mod at flytte har nemlig, i løbet af en måneds tid, ændret sig til, at han virkelig glæder sig!

Han skiftede skole for nogle uger siden, fra folkeskole til friskole.
Han havde været ked af at komme i skole længe, men ikke været klar til at skifte.
Pludseligt, nærmest fra den ene dag til den anden, bedyrede han at nu var det tid.
Vi besøgte den nye skole, han erklærede at her skulle han starte, og allerede fra første dag var det som om, at han aldrig havde gået andre steder.
Så for børn, som for alle andre mennesker, handler det jo også om rette tid og sted for livets forandringer. Jonatan mærker ikke et indre behov for en flytning.
Det er de voksnes behov der styrer og sætter forandringen i gang.
Der er dog heldigvis et par vigtige ting der har fået ham til at se positivt på den kommende flytning, og som gør, at han nu ser frem til den. Det første er, at vi bliver naboer til hans elskede mormor. Mormor har altid været en kæmpe del af vores sønners liv, nærmest en 3 forælder. Det bliver et hit at bo lige ved siden af hende. Og hendes store søde kat. Når vi snakker om det ser vi smil der kruser i Jonatans mundvige.
Det andet er at Jonatan, familiens dyreelsker nr. 1, glæder sig til at have høns i haven. Så det hønsehus, det skal bare op at stå til sommer! Og sidst men ikke mindst, så aner vi en spirende begejstring for forandringen i sig selv. Spændingen ved at skulle noget nyt. Selv det at skulle rydde op, og skille sig af med ting han ikke længere bruger, er han blevet en ørn til. Det er forunderligt og hjertevarmende at se den forandring hos ham, og det lader til, at han også selv er ganske tilfreds med den.

Vores 2 barn, Silas, er jo faktisk ikke længere et barn, men en lang teenager på 16 år.
Silas er min søn fra mit første ægteskab, men han er også Bjørns barn, fordi de har kendt hinanden siden Silas var 6 år. (Det skal lige nævnes, at Silas har en god far, en sød bonusmor og to små brødre, som bor tæt på os, og som han bor hos ca. 1/3 del af tiden. Nu hvor han er så stor styrer han det ret meget selv).

Silas er af en helt anden støbning end sin lillebror. Han elsker forandring, han er klar på flytte-eventyret, han elsker det crazy og eksperimenterende (læs: næsten umulige) aspekt i projektet, og er fuldstændig ligeglad med hvad andre mennesker måtte mene om det.
Han er kreativ og bygge-glad. Vil vildt gerne hjælpe med de praktiske opgaver. Desuden elsker han indretning, så muligheden for et nyt bygge- og indretningsprojekt er lige ham. Han synes det er top hyggeligt at vi skal bo på mormors grund, og hans togtur til HF bliver 5 minutter kortere. What’s not to like?

Det er bare meget nemmere at kunne forholde sig til et projekt som dette, når man er 16. Det er også nemmere at kunne forholde sig til de langsigtede fordele og belønninger der venter. Det kan være for abstrakt for en på 8 år.

Silas og jeg knyttede virkelig bånd omkring dette projekt, til at starte med. Vi havde lange snakke om værdier og prioriteringer. Materialisme, forbrug, minimalisme og downsizing. Om miljø og nærhed og drømme og ønsker. Det var ikke bare mig der holdt lange foredrag om alt det jeg synes er rigtigt at mene. (Det lover jeg!) Det var virkelig udvekslinger, hvor Silas også udfoldede sig om sine tanker og det der betyder noget for ham.  Det er så fedt at have  mennesker i sit liv, som man kan udveklse den slags idéer med, og hvor de selvsamme idéer vækker genklang. Og det er en gave at se sit barn blive stor og vokse og folde sig ud til et menneske der både kan inspirere og støtte og udfordre sine omgivelser.

Inden det hele bliver for rosenrødt vil jeg skynde mig at tilføje at tingene har ændret sig lidt, nu hvor det ikke bare handler om at snakke og drømme, men hvor vi rent faktisk er i gang. Vi har ophedede diskussioner. Og Silas, som til at starte med var vildt positiv, er begyndt at være ret træt af, når vi melder ud, at visse ting ændrer sig undervej i processen. Måske lidt atypisk omhandler vores konflikter mest indretningen af hans kommende bolig. For vi er lige stædige, og har lige mange meninger om tingene. Han brokker sig over, hvis han ikke bliver involveret nok i alle beslutninger, og det er en balanceakt at få begge børn til at føle at de har lige stor indflydelse og betydning for projektet.
Silas har bestemt sig for hvordan hans kvadratmeter skal indrettes, og bruger gerne de mest effektive kneb når det gælder om at få sin vilje.
Han kan jo altid køre lidt på alle de ofre han må bringe når vi flytter, og slynge om sig med sætninger som “jeg synes altså du er meget dominerende mor, det er jo også vigtigt at jeg kommer til at føle mig hjemme.” Det skal nok blive sjovt det næste halve år.

.

Du kan følge os på facebook , Instagram og bloglovin

 

 

7 Comments

  1. Pingback: Hvor mange kvadratmeter, siger du..? – Ind i Verden

  2. Pingback: 3 generationer bag samme hæk – Ind i Verden

  3. Anne Lind februar 23, 2018 at 9:59 am

    Hold kæft det er spændende ( og dejlig) læsning det der

    Reply
    1. Siff Jensen februar 23, 2018 at 10:14 am

      Åhr, tusind tak Anne! De børn, de børn.. de allervigtigste. Og derfor er det også med lidt tilbageholdt åndedræt at vi trækker dem ind i det her nye liv. Men indtil videre går det jo ret godt. Og Silas går rundt hver dag for tiden, og siger “det blir så godt det her. Det kan jeg bare mærke” <3

      Reply
  4. Vimal Sofie februar 23, 2018 at 1:57 pm

    Ingen… 1000 tak for at måtte læse med… det er simpelthen SÅ spændende og keg sluger hvert et blogindlæg på kort tid og ser aldrig frem til et nyt. Du (det er I begge) dygtige skribenter og det skrevne ord er meget livagtig, endnu en grund til at følge med I Jeres meget spændende projekt

    Reply
    1. Vimal Sofie februar 23, 2018 at 1:58 pm

      Ser altid skulle der s.følig stå

      Reply
    2. Siff Jensen februar 23, 2018 at 9:30 pm

      Kære Vimal.
      Mange tak for dine rosende ord. Vi elsker begge at skrive, og er hver især meget grebet af det vi har kastet os ud i. Det er dejligt hvis det kan mærkes, og jeg håber at det vi skriver kan blive ved at fænge. Tusind tak fordi du læser med og giver dig tid til at kommentere her på bloggen. Kh. Siff <3

      Reply

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *