De seneste måneder har jeg levet uden smartphone, og det lyder måske ikke af noget særligt, men det føles som noget særligt når man ikke har én.

Jeg har levet uden Mobilepay, mobilbank, GPS og hurtig adgang til Facebook, Instagram og Messenger. Jeg har levet uden at kunne høre lydbog på mine daglige gåture og uden hurtigt at kunne google et eller andet når jeg var ude i verden.

Slutningen af 2018 bød også på indførelsen af nogle ret strikse skærmregler her hos os. Ingen skærm i hverdagen, udover den fælles fredagsfilm. Fast og begrænset skærm- og spilletid i weekenden.

Begrænsningerne har ikke blot været på den elektroniske front. Vores materielle forbrug har vi gradvist formindsket, og jeg var kommet til et punkt hvor jeg ikke længere kunne huske hvornår jeg sidst havde købt et stykke tøj til mig selv. (Var det sommeren 2017?) Min makeuppung indeholdt ikke engang en mascara, og der var ingen balsam at finde på badeværelseshylden.

Hele familien har nydt virkelig godt af skærm-begrænsningerne. Vi har haft mere og bedre tid sammen og alle korte lunter er blevet lidt længere. Vi har genfundet en ro og bedre måder at være sammen på. Men Jonatan begyndte at føle sig udenfor når legekammerater foretrak at lege andre steder fordi de vidste, at her hos os var der ingen playstation i hverdagen. Jonatan har aldrig selv fravalgt en legeaftale til fordel for spil, men det var slemt for ham at stå på den anden side og opleve en god vens tøven.

Som forældre kan man enten vælge at stå fast på sine værdier, (hvilket vi gjorde i en periode), eller man kan tilpasse værdierne til den virkelighed som man er en del af. Jeg har været i tvivl. For hvordan skal man påvirke virkeligheden i en given retning, hvis man hele tiden giver efter og tilpasser sig? Verden ændrer sig jo kun ved at nogen står fast og vil noget andet end det eksisterende.

Men.

Så er der en 9 årig dreng med triste øjne. Der er en 9 årig dreng med triste øjne der har en kammerat siddende bag sig i sofaen, en kammerat der bliver ved og ved at plage om spilletid.

Tankerne om kompromiser og middelveje begyndte at dukke op. Desuden, når vi så på Jonatan, hans måde at omgås andre, hans måde at være i verden, så var vi ikke bekymrede. Og alle de ting som vi så tidligere, og som vi tolkede som en form for afhængighed af spil, de ting var begyndt at opløse sig. Der var ingen alarmklokker der ringede længere. Så vi har nu blødt reglerne op, men med 2-3 spille-fri dage om ugen, og langt flere pauser på de dage hvor der må spilles. Vi insisterer på at alle skærme slukkes fra aftensmad til sengetid. Telefoner skal ikke bruges til at udfylde ethvert tomrum på togture, restaurantbesøg og hvad der ellers opstår af tidslommer i løbet af en dag. Det kan holde hårdt. Det kan gå godt. Det er op og ned. Men én ting er sikkert, vi lader ikke bare stå til.

Vi ville ønske at playstation fyldte mindre i børnelivet end realiteten er. Men det handler om at finde en balance.

Ikke kort efter at vi havde indført de nye skærm-regler tog jeg til Aalborg for at udstille mine billeder. Jeg overnattede i byen og befandt mig pludselig i en gågade, stående uden for en butik med smukke kjoler. Foråret byder på en ret stor grad af socialt liv for mit vedkommende (det kommer næste indlæg til at handle om ;-)) og jeg kunne mærke trangen til at købe en ny kjole, en kjole der passer til den jeg er lige nu. Den hang på en bøjle bagerst i butikken, nedsat med 70%. Enhver shopper ville sige at det var et klart tegn og selv antimaterialisten i mig blev lidt blød i knæene. Jeg prøvede ikke kjolen på. Jeg vidste at den ville passe mig, og det gjorde den.

Hvis jeg nøjes med at købe et stykke tøj hvert eller hvert andet år, så bidrager jeg ikke i særlig stor grad til efterspørgslen på de miljøbelastende tekstiler og min pengepung mister ikke respekten for mig. Når man køber noget så sjældent slipper man for dårlig samvittighed over alt det der i forvejen hænger i skabet og glæden ved købet bliver så meget desto større.

Det handler om balance.

Nu har du nok regnet ud at jeg også vil skrive noget om mascara. Og du har ret. For en uge siden vågnede jeg op og inden jeg var kommet i tøjet, inden jeg overhovedet havde sagt godmorgen til min familie, begyndte jeg at google makeuptutorials. Det har jeg ALDRIG gjort før. Jeg så godt nok kun halvandet minut inden jeg kedede mig mere end nogensinde, men pointen er, at damen i mig var vågnet til dåd. Jeg har det bedst i naturen, i striktrøje og gummistøvler. Med bare tæer på græsset i min have. Uden makeup og med bløde bukser. Det har jeg altid haft og det vil jeg altid have.

Men.

I ny og næ. Da holder jeg af at tage en pæn kjole på. Pudre næsen, føntørre håret og smække noget mørkt på øjenlågene. Jeg holder af at ære den side af mig selv. Ikke hver dag. Aldrig for at gå i Netto. Men selvom jeg er til yoga og gåture i skoven, så er jeg også til blues og whisky. Jeg er også til rock og en smøg eller 3. Jeg er endda engang imellem til en ornlig syg omgang pop og pigede drinks. Ikke tit. Stiletterne bliver aldrig længe på, hvis jeg overhovedet gider tage dem på til at starte med. Men jeg har den side boende i mig, også. Så derfor købte jeg mig forleden en mascara, en ny blush (den gamle holdt i næsten 8 år!) og for første gang i mit liv en øjenvippebukker. Ha. Lad der være fest.

Kvinden derinde er klart mest til helse, men hun kan godt li en burger, og det mere end én gang om året. Mit ægte jeg er til urtete OG fyldte chokolader, til healing OG hård rock.

Jeg vender aldrig tilbage til bevidstløst forbrug, det kan hverken min krop, min sjæl eller min økonomi holde til. Mit liv er bedre på den nøjsomme måde. Jeg ved godt det kan virke lidt helligt når man sådan begynder at udbrede sig om friheden ved lavere forbrug, mindre skærm, mere nærvær og al den åh så vigtige (men også lidt anstrengende) bevidsthed. Mit ærinde har aldrig været at prædike noget. Jeg vil bare gerne fortælle, at livet bliver bedre, dybere, smukkere og mere ægte, hvis man VÆLGER istedet for at drive med.

Nogengange kan man også vælge IKKE at vælge, og bare lade sig drive med. For det handler om balance.

PS. Jonatan har fået en brugt, men rigtig fin, Iphone af sin onkel. I går skiftede jeg mit SIM-kort fra min old-school Nokia 3310 til hans Lenovo, (som i virkeligheden er min gamle), og således kan Silas nu ringe i tide og utide for at bede mig om at overføre en 20’er til frokost, for jeg har fået Mobilepay igen. Juhu! Og ved du hvad? Vi ses på Instagram 😉

Du kan følge os på  facebook , Instagram eller bloglovin

2 Comments

  1. Ann februar 15, 2019 at 8:26 am

    Det er sjovt, for det er ikke første gang, du skriver et indlæg, som ræsonnerer med lige præcis de tanker, jeg selv går med. Tak fordi, du rammer noget så fint, og får mit til at tænke lidt mere.
    Det med balance – åh, hvor jeg tænker over det for tiden. Både i forhold til arbejde, men også i forhold til at sige fra, vægte mig selv, udfordre hvor det giver mening. Tanken om at ramme den gode balance, velvidende at den aldrig er en konstant, fylder meget i mig for tiden, på en virkelig god måde.
    Selv makeup har jeg næsten skåret helt fra. Kun læbestift i ny og næ, for jeg elsker farverne og hvordan de får mig til at føle. Men til jul fik jeg en rouge fra det danske firma Miild, og nu er jeg begyndt at bruge den til hverdag. Stille og roligt. Og jeg gør det for mig, ikke for de forventninger, jeg har følt, der er fra andre. Og jeg gør det uden at tabe mig selv i det.
    Jeg tror, vi har brug for at skære fra, for at finde ud af, hvor vi reelt gerne vil vælge til – hvor vi har vores principper og os selv med i bevidste valg. Balance 🙂

    Reply
    1. Siff Jensen marts 12, 2019 at 11:54 am

      Kære Ann.

      Jeg kunne ikke være mere enig i det du skriver. Balance er ikke en tilstand vi kan opnå én gang for alle, men en bevægelse vi gør.
      Og en bevægelse vi undlader at gøre. På skift, for at kunne være til uden at forsvinde, enten i overaktivitet eller stilstand.
      Det er svært.
      Balance er netop også “læbestift men ikke øjenskygge”. Det er de små ting og de store valg.
      For mig, som for dig, er bevægelsen med at skære fra for at kunne vælge mere bevidst til, helt bestemt afgørende for min følelse af balance. Og også dét er en evig og bevægelig proces. Et ja og et nej, som begge må være tilstede.
      Det helt essentielle er bevidstheden om for hvem vi handler – er det for os selv eller andre? Det ene er ikke nødvendigvis finere end det andet, men bevidstheden om det er vigtig, for at vi kan sige ja og nej på de steder, der er sande for os hver især.

      Kærlig hilsen
      Siff <3

      Reply

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *