“Kære blog.

Undskyld at jeg har ladet dig samle støv. Jeg beklager at du har måtte stå i hjørnet, lidt forsømt. Jeg håber ikke du har kedet dig, men at du har brugt tiden på at samle kræfter og komme til dig selv efter et hektisk efterår. Det har jeg. Og nu er jeg tilbage”.

Sådan fik jeg lyst til at skrive da jeg startede dette indlæg, for hvor er det længe siden jeg har skrevet på bloggen. Det har rumsteret og det har givet mig dårlig samvittighed, for jeg havde forsvoret at jeg skulle lade der gå så længe. Men jeg har haft fokus på at lave nye tegninger, på at udstille og på familie. Og så har jeg taget en beslutning om at bloggen ikke skal være en sur pligt, aldrig. Den skal være et kreativt frirum hvor jeg kan fortælle når jeg synes at det giver mening at gøre det, og hvor Bjørn kan gøre det samme når han en sjælden gang imellem føler, at han har tiden til at skrue et blogindlæg sammen. Men derfor er det alligevel underligt at have skrevet kontinuerligt i så mange måneder og så holde pause i to. Jeg skal lige varme op, kan jeg mærke.

Familien har fået ekstra meget tid de seneste måneder, blandt andet fordi børnene begge har været hjemme meget af tiden. Der har været lidt sygdom som har krævet hjemmedage. Og så var der jo lige miseren med fnat.

Silas går på HF i Odense og hele skolen har været ramt af en fnat-epidemi i efteråret. Desværre også Silas. Efter lang og forgæves kamp for at komme det til livs trak vi stikket i starten af december. Jonatan fik fri fra skole i 2 uger, Silas fik læseferie, og så lejede vi et sommerhus på Langeland så Bjørn stadig kunne komme på job, mens jeg hjemmeskolede Jonatan og Silas læste til eksamen. Eksilen virkede og vi håber at vi er det kvit for altid.

Da vi vendte hjem fra sommerhus var der ikke længe til 2 ugers juleferie. Det har medført at jeg mest har været mor de seneste måneder. Når der har været tid har jeg sultent kastet mig over farveblyanterne. Men det er ikke bare fordi tiden har været fuld af familieliv, praktiske projekter og kunst at jeg ikke har skrevet. Jeg har ikke vidst hvad jeg skulle skrive. Historien er fortalt, tænkte jeg. Nu bor vi her, og hvad så?

Vintermørket satte ind, dagene blev kortere og kortere og mit humør dalede og dalede. Der har været dage hvor mit humør har nået så mørke dybder at jeg har været sikker på at jeg var deprimeret. Det steg altid igen, nok til at jeg alligevel ikke helt selv troede på det med depressionen. Men det har været temmelig tungt.

Og jeg har været flov. Og jeg har følt mig som en fiasko. Og jeg har tænkt “alt hvad jeg har at sige er blevet sagt af nogle andre. Alt hvad jeg har at tegne er blevet tegnet”. Og jeg har kæmpet for ikke at synke helt ned i den selvcentrerede selvmedlidende opgivenhed, (her er børn jo guld værd – de rusker én tilbage til nuet igen og igen). Ja, sådan har det været. Når man skammer sig over hvem man er. Når man ikke synes man har noget at byde på. Så farer man ikke til tasterne og udbreder sig om hvor fantastisk og godt og livsforbedrende det er at leve småt og minimalistisk og hvordan det bare er en kæmpe bonus at bo 3 generationer sammen. For her kommer en anden tilståelse; det er ikke kun godt, det er også svært. Det er svært at være 40 år og ikke helt føle at man har sit eget hjem, sit eget rum. At man ikke har haft success nok i livet til at kunne skabe det for sig selv og sin familie, (måske fordi man i virkeligheden ikke har vidst hvad man ville og derfor er gået i den forkerte retning alt for længe). At vi har måtte starte forfra midt i livet. Vi har valgt at “forfra” skulle se sådan her ud for os. Ingen har tvunget os, det er jeg klar over. Vi har valgt og været kreative og nydt processen og eventyret ved at definere os selv på ny. Men hvor mange valg havde vi reelt set, hvis vi virkeligt ville noget andet med vores liv?

Uanset hvor taknemmelig jeg er over at min mor har åbnet sin dør for os, så er det en speciel ting at bo så tæt. Jeg har været i identitetskrise. For hvordan undgår jeg at blive min mors barn igen når vi går op og ned ad hinanden? Hvordan holder jeg fast i mit voksne selv? Kan jeg tage mig selv alvorligt længere? Kan andre?

Jeg havde fundet hjem, skrev jeg i sensommeren. Og jeg følte det sådan, især fordi, tror jeg, at imens vi slap vores ting fik jeg gjort op med en masse gammelt. Vi gav slip. Vi besluttede os for at viske tavlen ren og lade noget fordærvet bag os. Noget der ikke var “OS” længere. Og det var godt og rigtigt. Men det var jo bare en begyndelse.

I løbet af de sidste måneder har jeg tvivlet på om jeg kunne holde til det. Til det hele. Korte dage, kulde, mørke tanker.

“Kan jeg bo sådan her?” har jeg spurgt mig selv. Hver gang tvivlen var ved at få mig ned med nakken, hver gang jeg var ved at sprænges af klaustrofobi, hver gang jeg gik i seng og tænkte “hvordan kommer jeg igennem i morgen?” så er jeg vågnet og har været en smule gladere. Så har glæden eller taknemmeligheden ramt mig, ikke som et lyn, men som en lille gnist, der trods alt har været kraftig nok til ikke at få mig til at give op. Vi har sat en kurs og vi vidste godt at der ville komme udfordringer. Men tanken om udfordringer har altid fået mig til at fnyse “HA” det klarer jeg sagtens. Når de så rent faktisk kom og viste sig at være, ja, udfordrende, så er det alligevel kommet bag på mig. Ikke at jeg ikke er stædig og vedholdende, for det er jeg. Men jeg er også følsom, og nøj hvor har jeg følt. Jeg har følt og følt til jeg var ved at drukne, uden at kunne forstå. “Hvis det er rigtigt det vi har gjort, hvorfor er det så gråt og tungt inden i mig?” tænkte jeg. Gråt og tungt. Sådan har det været dette efterår. Sådan har det været før. Og netop dét ledte mig på sporet: “Før”.

Jeg har ikke været nedtrykt fordi vi nu bor som vi gør. Jeg har været nedtrykt, fordi det er hvad jeg bliver. Om vinteren. Når jeg møder udfordringer. (Og for en hyper sensitiv sjæl kan selv en tur i Netto være en udfordring). Men det er igennem den nedtrykthed at jeg rykker mig og noget nyt vokser frem. Det er min cyklus. Sådan har det altid været, og da jeg indså dette, sådan for alvor, fik jeg den fornødne klarhed der skulle til, for bare at være i dette nye liv, sammen med min nedtrykthed.

Da jeg indså dette gav jeg sorgen mere plads. Sorgen over at livet ikke blev som jeg troede. Og da sorgen fik plads blev den ikke så forkert og ikke så farlig og ikke så skamfuld. Jeg må godt synes at det vi har kastet os ud i er svært. Jeg må godt synes at det er træls at løbe fra anneks til hus til skurvogn 28 gange om dagen for at finde en bestemt hue, et bestemt par sko, en oplader eller en godnatlæsningsbog. Jeg må godt være ked af at det er bøvlet at have gæster. Jeg må godt synes at det er svært at bo sammen med min mor. Det betyder ikke, at jeg ikke også synes det er fedt eller at jeg ikke holder af hende. Jeg må godt savne byen, selvom jeg hellere vil bo på landet. Jeg må godt finde absolut glæde i at bo i et sommerhus på 125m2 og ønske at det var mit, samtidig med at jeg stadig er glad for vores beslutning fordi den giver mening for os. Jeg må godt savne tid alene med min kunst og være træt af at være sammen med mine børn, samtidig med at det er samværet med dem der giver allermest mening og samtidig med at jeg fandt så stor mening og tilfredsstillelse i at hjemmeskole Jonatan, at jeg faktisk begyndte at drømme en lille smule om, at hver dag kunne være sådan. Jeg må godt.

Jeg må også godt synes at det er svært at prøve at leve af min kunst og have nedtur over alle bakkerne der skal forceres, samtidig med at jeg har kæmpe optur over hvor privilegeret jeg er at få lov at leve dette frie kreative liv, endda med al den opbakning hjemmefra som noget menneske kunne drømme om. Hvor smukt er det ikke? At jeg har en mand og en familie der tror på mig, endda når jeg ikke selv gør. Hvilket, fornemmer du nok, er en ret stor del af tiden.

Her sidder jeg, i mit 17 kvadratmeter stor rum, og skriver. Jeg hoster, for jeg har ikke været rigtig rask siden sidst i december, men heller ikke for alvor syg. Jeg mærker taknemmeligheden sive op igennem mine fodsåler og brede sig til resten af kroppen. Solen falder ind gennem mine vinduer og oplyser de hvide vægge. Den skinner fra en klar og blå januar-himmel. Her er stille, kun lidt fugle høres udenfor. Det her er mit liv nu. Jeg tror først lige at jeg er ved at forstå det. At det ikke bare er noget jeg læser om på en blog. At det ikke bare er en af de historier jeg elsker, historier om hvordan nogen havde det svært, så gjorde de noget drastisk og vupti – så fandt de lykken. Sådan en historie er mit liv ikke. Det er ægte og det er foranderligt og det er op og ned og vigtigst af alt: Det er.

Godt nytår 🙂

 

Du kan følge os på  facebook , Instagram eller bloglovin

8 Comments

  1. Maria // FamilieFinanser januar 14, 2019 at 3:19 pm

    Hej Siff. Tak for endnu et ærligt og dybfølt indlæg. Jeg vil huske mig selv på alt det du skriver om “Jeg må godt..”
    Kh Maria // FamilieFinanser

    Reply
    1. Siff Jensen januar 26, 2019 at 9:27 pm

      Kære Maria.
      Tusind tak for dine ord. Det vil gøre mig rigtig glad hvis du tager netop dét med dig, for JA – DU MÅ GODT <3

      Reply
  2. Sibilla Molinari januar 15, 2019 at 9:56 am

    Simpelthen bare så smukt skrevet, og relaterbart. Jeg har selv for nyligt skrevet et indlæg om en selvbebrejdelse, der har boet i mig i en lille periode, så jeg kunne mærke mig selv rigtig meget i dit indlæg her. Jeg synes du er for sej, og jeg tager dine ord med mig.

    Kram, Sibilla // Nøjsom Med Mening

    Reply
    1. Siff Jensen januar 26, 2019 at 9:25 pm

      Kære Sibilla.
      Mange tak for din kommentar. Det er altid spændende for mig at få at vide hvordan mine tekster der rammer andre. Det gør mig klogere. Jeg vidste for eksempel ikke at jeg havde skrevet om selvbebrejdelse, men da jeg læste din kommentar kunne jeg da sagtens se, at det havde jeg selvfølgelig. I virkeligheden er det nok et tema der går igen i mange af mine tekster, så tak for at du hjalp mig med at kaste lys på det <3

      Reply
  3. Heidi Marie Hansen januar 15, 2019 at 11:28 am

    Åh, elsker ærligheden, og savner jer og kortere afstand ❤️

    Reply
    1. Siff Jensen januar 26, 2019 at 9:20 pm

      Kære Heidi, vi savner også jer og kortere afstand! Håber I har det rigtig godt og er ved at finde jer tilrette. En masse kærlige tanker din vej <3

      Reply
  4. Mette januar 15, 2019 at 7:06 pm

    Kære Siff.

    Som altid, bare et dejligt, dybt og ærligt indlæg fra dig. En historie fra den virkelige verden, hvor lives leves og mærkes. Livet er aldrig lineært – og vi bliver aldrig perfekte – livet bliver aldrig perfekt. Men herfra hvor jeg står og med de briller jeg læser og ser dit liv på, synes jeg du har meget at være glad og lykkelig for. I glimt naturligvis. skal jeg relatere bare lidt til mit eget liv, tog jeg nogle beslutninger sidste år, og valgte en vej, som det nu er helt svært at se tilbage på fordi jeg igen har taget et sving/eller rettere en tur i rundkørsel. Jeg ved igen ikke om jeg har valgt den rette vej, det ved jeg næsten aldrig og det piner mig, men jeg tænker også at jeg er klogere idag end igår, så måske jeg vælger at dreje fra før det ender galt Jeg elsker dine indlæg by the way ❤️ /M

    Reply
    1. Siff Jensen januar 26, 2019 at 9:19 pm

      Kære Mette.
      Livet er aldrig lineært, men jo, jeg har enormt meget at være glad og lykkelig for. Og det er jeg heldigvis. Lige for tiden fylder det gode helt afgjort mest. Jeg synes det nye år har en anden og lettere energi, og jeg flyder med og nyder det. Jeg bliver godt nok nysgerrig når du skriver at du har svært ved at se tilbage på sidste års valg, og at du nu igen tager nye valg. Det lyder spændende, dynamisk, levende. Jeg håber du finder vej og bliver glad for hvad der end sker. Jeg har altid stor respekt for mennesker der tør flytte sig, udfaldet er ikke altid det vigtigste. Det vigtige er at man mærker efter og rykker på sig – at man lever <3

      Reply

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *