Arbejde

“Vil du fortælle om tankerne der gik forud for at I besluttede, at du ikke skulle have lønarbejde ?” spurgte en læser i en kommentar her på bloggen. Det vil jeg gerne. Jeg har skrevet om det før, f.eks. her, hvor jeg forsøger at dele ud af min egen erfaring med at springe ud som kreativ selvstændig, men jeg uddyber gerne.

Tankerne var mange da beslutningen skulle tages, men da først beslutningen var taget, dengang for 3,5 år siden, var jeg ikke i tvivl, og det har jeg ikke for alvor været siden.

De tungeste vægte på vægtskålen var: drømme, familieliv, helbred, forbrug og økonomi.

Efter et par år som sygemeldt med piskesmæld måtte jeg i 2015 indse, at enten måtte jeg finde mig et deltidsjob eller gå igennem en lang proces for at blive tilkendt et fleksjob. Eller jeg måtte springe ud i det liv jeg altid havde drømt om, et liv hvor billedkunsten blev mit arbejde.

Bjørn og jeg deler den overbevisning, at hvis der er noget man brændende ønsker her i livet, så må man gribe chancen for at gøre det hvis den opstår. Bjørn var netop færdiguddannet som pædagog og havde fået fuldtidsansættelse. Hvis vi skulle, kunne vi akkurat overleve af hans løn alene. Vi vidste godt at det ville blive et økonomisk anderledes liv end vi havde forestillet os, dengang vi troede, at vi begge skulle arbejde fuld tid i helt almindelige jobs. Det ville blive hårdt og der ville være mange materielle fravalg.

Men vi ville få noget andet.

Det JEG kunne få var et liv, hvor jeg kunne få lov at prøve kræfter med kunsten for alvor. Det VI kunne få var et liv hvor vi fortsæt kunne sætte familielivet i højsædet selvom Bjørn arbejdede uden for hjemmet 37 timer. Den fleksibilitet vi havde havde haft i vores liv som studerende kunne vi holde fast i.

Da jeg blev selvstændig var Jonatan 5 år og Silas 13, og selvom de er større nu, så synes vi stadig at det er vigtigt at jeg: kan hente tidligt/ er hjemme når de kommer hjem, at SFO kan fravælges, at jeg kan holde ferie når de har ferie, at jeg kan tage sygedage og lægebesøg og omsorgsdage når behovet er der, uden at drengene skal føle sig til besvær i deres forældres liv. Det valg har ført til at vi har et nært forhold til vores børn, som begge to trives. Ikke mindst når man har en teenager på 17 år værdsætter man, at man prioriterede tiden med ham igennem hele hans liv. Vi har et tæt og godt forhold, hvor han bruger os som sparringspartnere og fortrolige, og vi værdsætter det højt (og holder vejret og håber det varer ved 😉 )

Noget andet jeg kunne få, men som har betydning for hele familiens trivsel, var et bedre helbred. Ved at arbejde hjemmefra langt de fleste dage har jeg mulighed for at passe på min krop og feks. lave en halv times yoga eller gå en tur midt på dagen, når smerterne bliver for stærke. Jeg har mulighed for at holde halve eller hele fridage på de rigtigt dårlige dage, og så til gengæld arbejde fra morgen til aften på de gode. Jeg skal bare overholde de aftaler og deadlines jeg har med kunder, de ved jo ikke om en udstilling er produceret i de sene aftentimer eller fra 8-16. Jeg ved at det er én af de faktorer der gør, at Bjørn stadigvæk synes, at det er en rigtig god idé at vi har indrettet os på denne måde, selv med den stramme økonomi der følger med. Han har levet med mig når jeg har det værst, og har set med egne øjne hvor stor en forskel det gør at jeg har arbejdsmæssig fleksibilitet.

De økonomiske overvejelser giver lidt sig selv. Budget skal lægges, og der skal ses ærligt på om det er muligt at leve af de penge der kommer ind hver måned. På en måde er det enkelt, men det er alligevel her vi er blevet overraskede. Vi troede vi levede nøjsomt. Vi troede ikke vi havde et højt forbrug, da slet ikke et overforbrug. Men det havde vi. Da vi først blev bevidste om alle de måder vi bare fulgte med strømmen, alle de måder vi brugte hovedløst fordi det var hvad “man” gjorde, det var hvad “man” skulle eje for at føle sig med i flokken og god nok, begyndte tankerne om et andet slags liv at tage fart.

På den måde fandt vi tiny-living, vi fik øje på baghuset, vi købte skurvognen og teltpælene blev slået ned her, i min mors have.

Det kan synes radikalt for to 40-årige med to børn, at gøre den slags. Men når man først åbner for tankerne og snakkene om hvad det gode liv egentlig er, hvad der egentlig tæller og hvad der ikke gør, så tager det ene hurtigt det andet. Man bliver mindre bange for at lide materielle afsavn og langt mere angst for at leve et liv som ikke giver mening på et dybere plan, bare for at kunne opretholde et blindt overforbrug. Når man som voksen ønsker at leve et meningsfuldt liv, når man ønsker at give sunde værdier videre til sine børn, så synes jeg også at man må være villig til at sætte sig selv på spil. Træde lidt uden for normerne hvis det er det der skal til. Af og til, når jeg kan se at mine børn eller Bjørn må undvære noget som de virkelig godt kunne tænke sig, så kan jeg godt tænke om det er forkælet at holde fast i ønsket om at leve på den her måde. Så hiver jeg fat i Bjørn og vi tager snakken. Hvad har vi? Hvad mangler vi? Jeg vil ikke bilde nogen ind at det er nemt at leve på så stramt et budget som vi gør. Men vi når altid frem til, at vi trods alt har vundet mere end vi har mistet ved at ændre måden vi lever på. Min lille virksomhed vokser langsomt men støt. Vores økonomi forbedres stille og roligt. Vi glæder os til den dag økonomien ikke længere er kilde til bekymring, men vi ved nu, at vi ikke vil tilbage til et liv med den slags forbrug som vi havde før. For det første kan jorden ikke holde til det. For det andet giver det ikke mening for os.

Du kan følge os på  facebook , Instagram eller bloglovin

5 Comments

  1. Gitte november 25, 2018 at 4:43 pm

    Tak for dit fine svar. Det er jo ret privat at skrive om sin økonomi, men du gør det så fint.
    Vi har også valgt og prioriteret anderledes end vi gjorde for år tilbage. Jeg har en meget lang stresssygemelding i bagagen og har endelig fået tilkendt fleksjob, men det har også taget 7,5 år at nå dertil. Jeg vil ikke ønske det forløb for nogen, men hold nu op hvor bliver man snart på sine ønsker som familie .
    Jeg ønsker dig/ jer alt det bedste❤️

    Reply
    1. Siff Jensen december 4, 2018 at 8:49 pm

      Hej Gitte.
      Tak for din kommentar. Ja, det er ret følsomt at skrive om sin økonomi, men da økonomien hænger så uløseligt sammen med stort set alle andre valg man træffer i livet, så synes jeg ikke rigtigt jeg kunne komme uden om, hvis jeg ville fortælle ærligt om mit arbejdsliv. Og det ville jeg gerne. Som jeg kan læse kender du også til når tingene ikke bare går glat og ligeud rent arbejdsmæssigt, og det ligger mig ret meget på sinde at være åben omkring at sådan var/er det også for mig, for det kan være rart at spejle sig i hinanden 🙂 Jeg giver dig også helt ret i, at arbejdsmæssige/økonomiske/helbredsmæssige udfordringer, uanset hvor stor en belastning de er, kan gøre én vældig klar og skarp på sine prioriteringer, og det er ikke så tosset trods alt <3
      Kærlig hilsen Siff

      Reply
  2. Charlotte november 26, 2018 at 7:25 am

    Det er så inspirerende, hvad I gør. Vi prioriterer også tiden her og arbejder begge som selvstændige. Der er altid overskud til at børnene har venner med hjem, der deltages i alle møder og arrangementer uden stress.
    Den 15. januar flytter vi til en ny, billigere lejlighed. Som også er væsentligt mindre, men det er okay. Min svigermor sagde engang: Bo småt, lev stort. Det er jeg enig i.

    Reply
    1. Siff Jensen december 4, 2018 at 8:42 pm

      Hej Charlotte. Det lyder som et dejligt liv, og ja, genkendelige værdier. Flere kvadratmeter gør jo ikke i sig selv lykkelig, slet ikke hvis man ikke har tid til at leve det liv man gerne vil, og være nærværende med dem man elsker 🙂
      Kærlig hilsen Siff

      Reply
  3. Pingback: Parløb – Ind i Verden

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *