Parløb

Jeg vil gerne have min mand med på mine drømme men vi er så forskellige. Hvad gjorde du for at få din mand med på dine idéer?”

Da jeg fik spørgsmålet første gang, og jeg har efterhånden fået det et par gange, gjorde det mig utilpas. Var det virkelig sådan? Var det mig der fik idéerne om tiny living, minimalisme og nøjsomhed? Fik jeg langsomt overtalt og manipuleret Bjørn med over på min side, så vi kan leve et liv der giver mening for mig? Og er det i virkeligheden på bekostning af ham?

Lad mig være ærlig: Ja, det var mig der var mest tiltrukket af de minimalistiske tanker. Ja, det var mig der gennem årene præsenterede Bjørn for dem. Vi snakkede om hvorfor det gav mening for mig at bo småt og enkelt. Vi snakkede også om hvorfor det ikke gav mening for ham. Jeg husker specielt en særlig lang snak vi havde da vi boede i Svendborg. Vi var alene i køkkenet, jeg husker ikke hvor børnene var, men de var ikke hjemme. Vi sad på køkkengulvet, havde begge en kaffekop i hånden, der kørte noget klassisk musik i baggrunden. (Klassisk musik har Bjørn bragt ind i vores liv). Jonatan var et par år gammel på det her tidspunkt, Silas 10, og vi boede i en villalejlighed på 125m2. Her var vi glade for at bo, men huslejen var dyr, og jeg hadede tanken om at betale over 7000 kr om måneden af vores indkomst (dengang 2 x SU plus noget vikararbejde) ind på nogle andre menneskers bankkonto hver måned. Bare for at bo. At købe hus var ikke en mulighed. Men hvad så?

Jeg foreslog et kolonihavehus, eventuelt suppleret med en lille bitte lejlighed til brug i vintermånederne. Bjørn kunne ikke forestille sig noget han havde mindre lyst til. Et af hans argumenter var, at ingen af os er særlig handy, hvilket ville være ret upraktisk med kolonihave og kolonihavehus. Og det havde han jo ret i. Derudover gik vores drømme bare i hver sin retning. Bjørn havde fantasier om et dejligt byhus med gårdhave i centrum af Svendborg, gerne i det område hvor han er vokset op. Jeg kunne godt drømme med ham, og se at vi kunne have det godt sådan et sted. Men mine tanker var begyndt at kredse om et liv hvor kunsten skulle fylde mere, og jeg anede allerede på det tidspunkt, at jeg nok ikke ville slæbe en stor løn hjem lige med det første hvis jeg “sprang ud” som kunstner. Jeg kunne heller ikke rigtigt forlige mig med tanken om høje månedlige udgifter til husleje uanset hvad. Jeg mærkede trangen efter en anden slags frihed: den frihed man opnår ved at behøve mindre.

Jeg husker at vi snakkede længe, og jeg husker at vi blev mere og mere uenige. Jeg husker at det ramte os hårdt at vores drømme gik i så forskellig retning. Jeg husker at vi var bekymrede for hvor mange grundlæggende værdier vi overhovedet delte.

Ikke fordi vi ikke havde talt værdier før, selvfølgelig havde vi det. Vores grundlæggende menneskesyn harmonerede fint og vores familieværdier havde vi tilfælles. Men når det kom til materialitet og til at bo, var vi meget forskellige. Vi spurgte os selv og hinanden om det skulle skille os ad? Det skulle det ikke.

Et par år efter flyttede vi til noget mindre og billigere, men dog stadig et helt almindeligt hus. En slags kompromis, med det resultat at ingen af os nogensinde blev rigtig glade for at bo der.

Der er gået 7 år siden den snak på køkkengulvet. Og når jeg tænker tilbage er jeg både skræmt og fascineret. Fascineret af hvor meget vi har ændret vores tilværelse. Man kan altså godt! Skræmt over hvor meget vores liv nu ligner den drøm jeg mærkede dengang, og hvor langt fra Bjørns gamle drøm vi er.

Fordi vores liv udformede sig sådan at vi ikke kunne vælge på alle hylder (helbredsmæssige udfordringer bliver hurtigt til økonomiske udfordringer) har vi måtte prioritere skarpt. Det gør at man bliver tvunget til at forholde sig til sine værdier hele tiden, og det gør nok også, at de ret nemt kan vise sig at være anderledes end man gik og troede. Jeg har ikke haft en skummel plan om at jeg ville manipulere Bjørn over “på min side”, at jeg ville ændre ham, så vi kunne leve et liv jeg synes var det rigtige. Det meste af mit voksenliv har jeg ikke vidst hvad jeg ville. Jeg har været ret forvirret og rodløs på nogle punkter, og jeg husker køkkengulv-snakken som første gang det stod helt klart for mig, at jeg for alvor drømte om et enklere liv. Indtil da troede jeg, at jeg drømte om det modsatte.

Hvis ikke vi var blevet nødt til at vælge og forholde os til vores måde at leve på, var vi nok bare flydt med strømmen. Men det fungerede ikke bare at flyde med. Vi var pressede og det gjorde os ikke glade. Det kunne Bjørn mærke i lige så høj grad som jeg, og hen ad vejen blev han tiltrukket af idéen med en minimalistisk livsstil for at kunne kickstarte rejsen hen mod større økonomisk og arbejdsmæssig frihed for os begge. Han begyndte at blive draget af tankerne om en enklere livsstil, ikke fordi han var stresset, men han var nok på nippet. Jeg tror det gjorde den afgørende forskel da vi begyndte at se film om folk der levede anderledes og var glade. Da det gik op for Bjørn at det ikke bare var mig der havde skøre idéer, men at vi faktisk er mange verden over der deler dem, og at det kan lade sig gøre. Der findes et utal af inspirerende tiny-living videoer på youtube.

I sidste instans kunne han, har han fortalt, mærke et behov for at gøre op med sit gamle jeg: et jeg der i høj grad havde købt sig til identitet. Er livet ikke ofte sådan, at man skal presses af omstændigheder for at gøre op med gamle mønstre?

Havde Bjørn tænkt disse tanker og taget disse valg hvis ikke han levede sammen med mig? Umiddelbart tror jeg det ikke. Vores parforhold består af summen af os begge, og den sum er større, end summen af os hver især lagt sammen. Forstået på den måde, at i samlivet, i samspillet, i det man gør ved hinanden og ved sig selv i den andens nærvær, opstår der noget tredje, noget som ikke ville være opstået uden partneren. Det er det smukke ved parforholdet, det er det fascinerende, det er kernen. Når alle de små dagligdags gnidninger og uoverenstemmelser skrælles væk, er det hvad der gerne skulle stå tilbage.

Vores vej sammen blev anderledes end nogen af os havde forudset da vi blev kærester for 11 år siden. Vores liv er meget præget af mit arbejde, som du kan læse om i indlægget fra i går. Det er præget af mine begrænsninger og kreative drømme. Men det er det kun fordi, at disse ting også vækker genklang i Bjørn. Bjørn er begyndt at kunne se sig selv i en livsstil der er meget anderledes end den han voksede op med og den han levede som yngre. Måske var det ikke sådan engang. Men sådan er det nu. Vi er ikke ens, men vi deler nok værdier til at kunne følges ad. Hvis ikke det forholdt sig sådan, så var vi gået hver sin vej.

På den anden side præger Bjørn også mig. Det er måske ikke så tydeligt udadtil, men han er med til at forme mig som menneske. Han er min bedste ven og nærmeste sparringspartner. Jeg vender alle beslutninger med ham, og beslutter sjældent noget privat eller arbejdsmæssigt uden at han er inde over. Ikke fordi jeg ikke kan træffe beslutninger selv. Men fordi vores relation er sådan: vi er et team.

Og jeg tror at det må være svaret på det spørgsmål jeg indledte med. Jeg går ikke ind for at man skal hive, skubbe og manipulere sin partner til at leve et liv der kun giver mening for den ene. Uanset hvor rigtigt og godt og nødvendigt man selv synes det er. Man må snakke sammen. Man må være ærlig. Man må være helt vildt nysgerrig på sine egne og den andens grunde til at drømme om og ville bestemte ting. Man må prøve (og det er det sværeste) ikke at se ned på det der er anderledes i den anden. Ofte tror jeg at man vil opdage, igennem disse snakke, at man er sammen af en grund. Måske vil man blive klarere på de fælles mål, den fælles vej. Hvis ikke man kan mærke den fælles klangbund, den fælles villen, så tror jeg det bliver rigtig svært at bevæge sig afsted sammen. Jeg tror på fælles grundværdier, og jeg tror at man skal dele dem for at kunne trives grundlæggende i sit parforhold.

Man skal arbejde for det. Det er en kliché, men det er sandt. Selvfølgelig skal man det. Man skal gide at tage et utal af køkkengulv-snakke. Igen og igen. Man skal ville. Men man skal også være klar til at give sig selv og den anden fri, hvis man på ingen måde kan finde fælles værdimæssigt fodslag. Ikke?

Hvis du er nysgerrig på at læse Bjørns perspektiv har han skrevet lidt om det her.

Du kan følge os på  facebook , Instagram eller bloglovin

 

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *