Fremtid

“Hvad så nu?”

Jeg spørger Bjørn mens vi sidder i bilen en regnvåd søndag.

“Hvad vil vi egentlig?”

Jeg spørger Bjørn en aften inden vi går i seng, mens vi begge sidder trætte og skeløjede i sofaen.

“Hvad vil du gerne opnå i 2019?”

Spørger jeg Bjørn mens vi står bøjet over aftensmad ved det lidt for lave køkkenbord i min mors gamle køkken.

Jeg spørger og spørger, og får samme svar: at lige nu er vi her. Målet er at lære at leve småt, sådan rigtigt lære det. Målet er, at forbedre skurvogn og baghus langsomt og i eget tempo. Målet er at blive gældfri. Målet er at fokusere på alt andet end forbrug, og det er stadig noget vi skal øve os i. Målet er at leve og være og se hvad der kommer.

“Jeg tror det er meget godt, at vi ikke har en fast plan” siger Bjørn.

Jeg giver ham ret og er lettet over, at han kan holde mig fast på planen om ikke at have én, for jeg er så forfalden til at lave lister og sætte mig mål og være i fremtiden, altid ude i fremtiden.

“Vi kan bo sådan her nu, som et slags eksperiment, som en ny start, men vi kan jo ikke bo i en skurvogn i min mors have om 10 år. Altså… det kan vi jo ikke” siger jeg, men jeg skærer rodfrugter i tern, stadig ikke helt fri af trangen til planlægning. Jeg overvejer om vi kan lave en slags midlertidig plan, som vi ikke behøver at tage alt for alvorligt, men bare så vi har én, hvis nogen spørger… Og det går op for mig, at det med trangen til planer, til at lægge en kurs og have mål for fremtiden, det er lige så meget for andres skyld som for min egen. Man skal jo vide hvad man VIL.

“Vi ved jo godt hvad vi vil” siger han. Og ja, det ved vi godt. Vi vil have at livet skal ligge åbent igen, selvom vi er midt i det. At vi ikke straks skal lægge planer for hvordan vi kan bruge penge, investere, købe noget, binde os fast, nærmest inden vi overhovedet har taget hul på det modsatte. At finde ud af hvem vi er uden alt det.

“Men… vi kan jo, på et tidspunkt, bygge en førstesal på huset her, så vi har hver vores seperate lejlighed. Det vil være en god investering, og så vil vi stadig have mulighed for at rejse, og vi kan passe huset når min mor vil rejse, og..”

Jeg standser mig selv. Ja, måske skal vi bygge en førstesal engang. Måske skal vi ikke. Måske skal vi flytte, måske skal vi blive. Måske skal vi en dag købe den van og køre ud i verden, måske ikke.

Lige nu er vi her. Lige nu.

Du kan følge os på  facebook , Instagram eller bloglovin

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *