Stille

Bjørn og jeg tog til Paris d. 26 oktober og jeg lod min telefon blive hjemme. Med mig havde jeg min Kindle og min notesbog. Jeg skrev ikke ét ord i den bog. Jeg lavede ikke én skitse. Jeg var bare, sugede byen til mig. Tilbage på hotellet læste jeg. Læste og læste.

Jeg oplevede friheden ved ikke at kunne gå på de sociale medier, ved ikke engang at kunne modtage en sms. Jeg oplevede stilheden, dér midt i en brusende storby. Endelig indfandt den sig, den stilhed som har kaldt og kaldt. Den stilhed som jeg har længtes efter så længe jeg kan huske, men som har været fraværende så længe, at jeg havde glemt hvordan stilhed egentlig føles.

Nu er den her. Jeg skriver forsigtigt i dag, så jeg ikke skræmmer den væk.

Ud af stilheden vokser en anden form for væren. Ud af stilheden vokser skabelsen. Kreativiteten. Jeg skal have en udstilling færdig om 3 uger og jeg har vældig travlt med at skabe billeder. Stilheden gør det muligt at arbejde godt og fokuseret. Lyden af blyant over papir, hændernes arbejde. Én ting ad gangen og den vigtigste først.

Udenfor har november indfundet sig, og mens min familie sukker og stønner efter lys og sol, så bliver jeg sært lykkelig ved synet af de gule blade. Jeg kan sagtens bære at himlen er grå og findes der egentlig noget smukkere end en jord dækket af bløde orange og røde cirkler? For ikke at tale om duften. Duften af efterår er uden lige.

Haven smider mere og mere af sommertøjet. Hønsene søger ly for regn og blæst under hønsehuset.

Jeg ser ikke længere Netflix om aftenen. Jeg går i seng samtidig med Jonatan og læser til jeg falder i søvn. Hvis jeg ser en film er det sammen med de andre. Vores ændrede skærmmønstre er begyndt at blive det nye normal.

Jeg kunne mærke at mit stressniveau dalede markant i Paris fordi jeg ikke havde min telefon med. Så undervejs på turen spekulerede jeg på hvordan jeg kunne bevare stilheden indeni. En uge efter hjemkomst kom jeg til at vaske min Iphone i vaskemaskinen, og på dén måde har problemer det med at løse sig selv.

Nu har jeg brugt 100 kr på en Nokia 3310, og med den bliver jeg ikke hele tiden kaldt til facebook, Instagram eller messenger.  Jeg kan låne Bjørns Iphone og poste lidt i ny og næ. PC’en kan bruges til det vigtige. Jeg kan skrive her, dele mine tegninger på facebook og hjemmeside og kigge forbi de inspirerende mennesker jeg følger på Instagram. Så jeg er på ingen måde afskåret. Men det betyder altså noget ikke at have en smartphone. Tiden online begrænser sig helt af sig selv. Stilheden bliver ikke flænset uafbrudt.

Jeg fik telefonen i lørdags og her til morgen ville jeg gå på facebook for at skrive, at man nu kan ringe til mig igen. Så gik det op for mig, at jeg havde glemt telefonen i bilen, bilen som Bjørn er kørt på arbejde i.

Her er stadig stille.

 

(PS. Hvis du undrer dig over hvordan Bjørn og jeg kunne tage til Paris uden vores børn og uden telefon, så vil jeg berolige dig med at Bjørn havde sin med. Og at vi selvfølgelig ringede og sagde godnat hver aften  😉 )

Du kan følge os på  facebook , Instagram eller bloglovin

2 Comments

  1. Mette november 13, 2018 at 7:01 am

    Kære Siff.
    Du er dog det mest inspirerende menneske – du tager nogle af de helt store problematikker og vilkår i det moderne liv (smartphones, store huse, dyre design looks) og gør op med dem, tilpasser dem til dig og ikke omvendt. Jeg er bare fan Jeg er naturligvis ked af at det får den konsekvens at vi ikke længere hører så meget fra dig her på bloggen, men igen… der skal jo også være noget at sige, og forfatteren skal være med i det.. det er jo helt afgørende. Du er sej, i er seje kh M

    Reply
    1. Siff Jensen november 18, 2018 at 7:58 pm

      Kære Mette.
      Åhr altså, hvor er du sød. Tak <3
      Det er ikke specielt nemt at prøve at tilpasse de givne vilkår til sig selv og sin familie, istedet for bare at tilpasse sig. Men min erfaring er at det betaler sig. Jeg kan allerede mærke at jeg er meget mindre "på" efter jeg ikke længere har smartphone, men jeg kan også mærke at jeg savner at skrive på bloggen. Så jeg håber at den tid jeg sparer på at være mindre på de sociale medier med tiden kan komme bloggen til gode 🙂
      Men du har ret - det er vigtigere at skrive når man har noget på hjerte, end bare at skrive for at skrive.
      Kh. Siff

      Reply

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *