Ro

Efterårsferien har indfundet sig for Jonatan, Silas og mig. Bjørn må vente lidt endnu, indtil vi om en uge smutter er tur til Paris, bare ham og mig.

Efteråret har vist sig fra sin strålende side som du ved. Sol, klar blå himmel, vidunderlige temperaturer og smukke farver. Vi nyder det langsomt, og det går ret godt med det. Langsomheden.

Vi har nu fået lavet alle elinstallationer i vores lille baghus færdige og den sidste vinduesinddækning og det sidste fugearbejde er ved at være ved vejs ende. Snart er fortsatsruderne sat på, og så er den lille hytte vinterklar.

Hvis vores økonomi var til det havde vi denne sommer installeret solcelleanlæg, men det er den ikke, og vi må klare os igennem denne vinter med petroleums-ovn og olieradiatorer. Vi har – som jeg skrev her – besluttet at vi til foråret vil flytte skurvognen tættere på huset og istandsætte køkkenet dér, og så vil Bjørn og jeg rykke ind i vognen og Silas skal bo i baghuset. Drengene er med på beslutningen, heldigvis.

Indtil denne store omrokering vil vi holde vinter-pause og nyde at vi er kommet sådan nogenlunde på plads i vores nye liv. Vinter-pause betyder ingen større projekter, udover måske lige opførelsen af et større og bedre hønsehus. Sådan ét står ret højt på listen over ønsker. Vi vil gerne vil have flere høns og Jonatan sukker dagligt efter små bløde kyllinger.

Efterårsferien har betydet at jeg har holdt pause fra at tegne og pause fra at skrive. Hvor meget jeg end elsker begge dele er det strengt nødvendigt at jeg slipper det helt i ny og næ, for at min krop og mit sind kan samle kræfter og idéer på ny. Pauserne er angstprovokerende, for jeg ser kreative og produktive kollegaer spy billeder og tekster ud i ét væk, og jeg føler mig hurtigt bag af dansen. Hvad har jeg at sige? Hvad har jeg at give?

Mens jeg klipper hæk og laver gryderet og træder på gule visne blade gennem skoven tænker jeg, at jeg intet har at give. Jeg aer mine sønners rygge, igen og igen og tænker, at de er hvad jeg har givet. Jeg er stolt af mine børn, det er en luksus jeg tillader mig. Jeg tænker, at jeg vil lade andre om at skrive de vigtige ord og lave de flotte billeder. Jeg vil give slip og forsvinde ind i mit lille stille liv på landet. Måske er mit vigtigste bidrag at vise at man godt kan leve stille og sandt. At man ikke behøver at gøre så meget væsen af sig. At man ikke behøver ydre succes og anerkendelse og forbrug for at være lykkelig. At man sagtens kan være lykkelig uden at være specielt lykkelig. Bare ved at tage livet på sig, slippe det uvæsentlige, stræbe efter det ægte, ikke det store. At lykken findes her, i fællesskabet og ensomheden og nærheden og tiden og roen. Jeg tænker, at hvis flere levede mere og købte mindre, så ville verden være bedre. Jeg tænker, at hvis vi dyrkede roen, så ville vores børn have det bedre. Og vi ville.

Men det bliver jeg jo nødt til at skrive om, så. Og tegne. Jeg må skrive roen og tegne den, for hvordan skal jeg ellers fortælle hvad den har at give?

Således fortsætter jeg nok hvor jeg slap inden ferien. Uden alt for store armbevægelser og kun fordi jeg, når alt kommer til alt, ikke kan lade være. Historien findes jo også her. I det små.

Du kan følge os på  facebook , Instagram eller bloglovin

2 Comments

  1. Liv november 13, 2018 at 7:52 am

    Hej Siff – jeg nyder meget din blog, og ville ønske at du skrev oftere, men derved modsiger jeg jo netop det jeg elsker ved bloggen; ro, at du kun skriver når du vil og ikke er slave af det der onlinehalløj osv. Hvis du har lyst til en dag at skrive et indlæg om dine/ jeres overvejelser inden beslutningen om at du ikke skal have et lønarbejde, så er jeg meget interesseret i at høre dem 🙂

    Reply
    1. Siff Jensen november 18, 2018 at 8:37 pm

      Kære Liv.
      Mange tak for din kommentar. Jeg ville faktisk gerne skrive oftere, men du har ret – det er vigtigt at bloggen bevarer sin utvungethed, sin ro – det er jo ligesom hele essensen. Lige nu er der en udstilling der venter, og billederne kræver min opmærksomhed. Hver ting til sin tid, siger jeg til mig selv, og prøver at tøjle min utålmodighed. Lige nu går det ok 😉 Jeg håber dog på at jeg netop ved at være mindre online måske får mere tid til at skrive. For jeg holder virkelig meget af at dele tankerne om et godt liv med færre ting. Og jeg vil meget gerne skrive om overvejelserne vi havde inden beslutningen om at jeg ikke skulle have lønarbejde 🙂
      Kh. Siff

      Reply

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *