Skærm

Mens jeg skriver overskriften ” skærm” slår det mig, at det efterhånden er blevet et skældsord. Det er i hvert fald et af mine hade-ord. Jeg har sagt det for meget, og hvor det engang var helt uskyldigt og bare betød dét det var, nemlig en skærm i en eller anden form, så betyder det nu afhængighedsskabende spil og det betyder sociale medier der suger os ind og spytter os ud flere timer senere. Æder os levende som en agressiv tidsmaskine.

Nuvel.

Vores familie var som rigtig mange, vil jeg tro. Vi lå lunt et sted i midten hvad angik, ja… skærm. Det bilder jeg mig i hvert fald ind.

Vi brugte den når vi arbejdede og også i fritiden. Teenageren havde altid sin telefon på sig, så han ikke var mere end et lille “pling” væk fra kammeraterne og Jonatan var fuldstændig grebet af Playstations Forunderlige univers.

Vi voksne var som voksne er tit; ofte lidt overvældede af hverdagens mange gøremål og ofte lidt småtrætte. Vi bildte os selv ind at vi slappede af ved lige at kigge lidt på facebook, Instagram eller se endnu en ligegyldig video på youtube.

Vi brugte skærmen til mange gode ting. Vi googlede og søgte viden. Vi skrev og delte og mailede vigtige mails, bevares. Vi så gode film i fællesskab. Men vi brugte også rigtig meget tid på skærmen som kunne være brugt bedre.

Vi var ikke forældre-typerne der havde mobilen liggende på bordet under aftensmaden. Vi lod ofte telefonen ringe hvis vi lavede noget med børnene. Vi var nærværende og talte sammen og læste højt og gik ture i skoven. Mine børn kunne godt sidde i et venteværelse eller på en restaurant uden at glo på en mobil. Alligevel tog det overhånd, det med skærmen. Det sneg sig ind på os, på trods af alle vores begrænsninger, regler og aftaler. På trods af alle vores forsøg på at være dem der styrede skærmen og ikke omvendt.

I indlægget om frihed  skrev jeg om mit forsøg på at begrænse min tid online. Min bevidsthed om det har været der længe, og jeg lavede jævnligt tiltag der skulle hjælpe mig med at være mindre på. Det føltes som en evig kamp.

Hvad værre var, Bjørn og jeg havde tabt kampen til Jonatans afhængighed af playstation. Jeg kan ikke lide at skrive det og jeg får vild trang til at pynte lidt på virkeligheden. Men det går bare ikke.

Jonatan fungerer godt socialt som man siger. Han har mange legeaftaler. Han går til klarinet, elsker at skate med sin storebror, gå i svømmehallen med sine forældre og bage kager med sin mormor, blandt meget andet. Men han elsker også at spille og det samme gør de fleste af hans kammerater.

I hverdagen blev det ofte til både to og tre timers spil, af og til 4, og i weekenden har han ofte brugt 4- 5 timer med en skærm, både alene og sammen med venner. Èn ting er hvad børnene spiller eller ser (ja, det har jeg en mening om, men det må blive et andet blogindlæg). En anden ting er alt det de ikke laver, mens de spiller eller ser. Alt det børneliv de går glip af, al den bevægelse, al det nærvær med sig selv og andre. Al den skaben og  byggen og legen og væren.

Jeg har i årevis haft det dårligt over at skærmen fyldte for meget i vores liv. Jeg har savnet nærvær med min mand og mine børn og jeg har savnet nærvær med mig selv, uden de sociale mediers afbrydelse af min væren. Men jeg har kæmpet en ulige kamp, for det er magtfulde sager vi snakker om. Det har været nemt at lade Jonatan spille når han kom hjem fra skole, for så kunne jeg lige gøre en arbejdsopgave færdig uden forstyrrelse. Det har været nemt at bortforklare min laden stå til med, at Bjørn ikke har været så skeptisk overfor spil som jeg.

Sådan var det, indtil for 2,5 uge siden. Opkaldet fra Jonatans klasselærer kom akkurat på samme tid som vi atter engang havde skærm-forbruget oppe at vende. Opkaldet med bekymringen for Jonatans koncentrationsniveau og bekymringen for han og kammeraternes altoverskyggende interesse for spil, der ikke levnede meget plads til engagement i andre ting.

Vi tog en beslutning lige dér. Vi besluttede at alle hverdage skulle være skærmfri for os alle sammen, fra Jonatan kommer hjem fra skole og indtil han går i seng. Det gælder AL skærm, på nær lydbog, som man gerne må lytte på sin telefon eller Ipad. Fredag aften ser vi en film i fællesskab, og lørdag og søndag har alle 3 timers skærm, hvilket er tid nok til at Jonatan stadig kan være en del af playstation-fællesskabet og nå at fordybe sig i et spil. Og nok tid til at Silas kan se alle de skatevideoer på youtube han gider. Samtidig levner det god tid til andre ting.

I hverdagen kan vi bruge skærmene til arbejde (og til at blogge), og for Silas´vedkommende i skolen. Fra alle kommer hjem og indtil 20.30-21.00 tiden når Jonatan går i seng, er der slukket for alt blåt lys.

Sådan har det været i 2 uger nu. Længe nok til at vi kan mærke forskellen på før og nu og til at jeg kan skrive om det.

De første dage var forfærdelige. Jonatan reagerede voldsomt på begrænsningen, primært fordi han blev virkelig bange for at ingen af hans venner ville med hjem til ham når man ikke må spille playstation her. Der var ikke tale om lidt surmulen i krogene, vi snakker ét hundrede procent krise. Vrede og grådkvalt tiggen. Insisterende forsøg på overtalelse til ændring af de nye regler og derefter mere gråd og vrede og kasten med ting. Silas synes i forvejen at hans liv er én lang række af restriktioner (på en dårlig dag) og var ret træt af endnu en indskrænkelse af friheden. Endnu en grund til at det bliver dejligt at flytte hjemmefra. Øv for de voksne.

Her stod Bjørn og jeg så, midt i orkanens øje. Mormor mærkede selvfølgelig også stormens susen og havde vildt ondt af især Jonatan, der desperat prøvede at lave alliancer med hende – “den eneste voksne der nogensinde lytter til ham”.

Det er svært at se sine børn blive så vrede og kede af det. Det er svært ikke at vakle når det gælder deres sociale liv. Frygten for at de rent faktisk ville komme udenfor et fællesskab, den fyldte meget de første dage. Men inde bag ved kunne vi mærke, at vi havde fat i noget rigtigt. Vi blev nødt til at styre os alle 4 igennem og ud på den anden side.

Jonatan tog med andre børn hjem fra skole hver dag den første uge, men aftenerne var som sagt urolige og meget svære. Uge to startede lidt mere roligt, med færre konflikter. Vi begyndte at kunne trække vejret igen. Og så mærkede vi det: forandringen. Tiden, der vendte tilbage.

Bjørn og jeg har mildt sagt ændret mange ting i vores liv på det seneste, men følelsen af altid at være travle og halse lidt bagefter, af aldrig at være helt udhvilede, af at mangle ro hver for sig og sammen, den har vi ikke kunne ryste af os. Men allerede på 2 uger kan vi mærke en ændring. Pludselig er tiden kommet tilbage. Aftenerne bliver ikke afbrudt af den ene og den andens skærmforbrug, tiden bliver ikke hakket i småstykker og smuldret væk af Facebook, Youtube og Instagram.

I stedet er der korttricks og kabaler. Vi spiller spil og snakker og hygger. Jonatan har lavet en hel tegning fra start til slut sammen med mig, noget han aldrig har gidet. Han har bedyret at han rigtig godt kan lide at være kreativ og glædede sig til at komme i skole i morges og have to timers billedkunst. Han havde også en kammerat på besøg i lørdags, og selvom vi meldte ud at der ikke ville være noget spil her hos os (de tre timer var brugt) valgte kammeraten at komme alligevel. Drengene hoppede på trampolin, bagte kager og spillede spil.

Jeg føler at jeg bedre kan være i kontakt med Bjørn, fordi vi ikke hele tiden søger afslapningen i vores telefoner. Hvad angår Silas har det været skønt at han har været med til at spille kort og snakke om aftenen, istedet for at fortrække til skurvognen. Silas selv har meddelt, at han godt kan se fidusen i det vi forsøger at gøre.

I går fyldte Jonatan 9 år. Han ønskede at have fri fra skole, og Bjørn holdt fri sammen med ham. Jeg skulle ud i en virksomhed og hænge en udstilling op, så far og søn havde en dejlig dag, hvor spillereglerne var ophævet og de sammen kunne bevæge sig ind i Playstations forunderlige univers. Senere tog de til Svendborg hvor de trissede rundt i gaderne og spiste is, og om aftenen havde vi gæster til dejlig mad og kage. Dagen var som Jonatan havde ønsket. Samtidig mærkede vi tydeligt hvad spil gør ved ham. Det er svært at forklare, men det er enormt tydeligt for os, især nu hvor vi har haft en tid med markant mindre skærmtid. Når han får lov at spille mange timer ændrer han adfærd. Han bliver lettere frustreret, mere træt, har svært ved at tage initiativ og humøret svinger voldsomt. Det er okay fordi det var én dags undtagelse, men den dag bekræftede os i at vi er på rette spor. Skærm skal være et værktøj og et krydderi på tilværelsen, men det skal aldrig mere have lov at styre os eller vores familie sådan som det har gjort.

Jonatan og far lander hos hinanden efter en lang dag, i stedet for at forsvinde bag skærme.

Du kan følge os på  facebook , Instagram eller bloglovin

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *