Fællesskab

Vi lever 3 generationer klods op og ned ad hinanden. Det har vi gjort et halvt år nu, og det giver et helt andet slags liv end end vi er vant til.

Jeg har tænkt meget over hvorfor det fungerer og hvad der er positivt. Det kan egentlig skrives ganske kort, og er ikke så komplekst. Selvfølgelig er der nogle fordele, for vi er 3 voksne til at hjælpe hinanden med alt muligt, og hvilken børnefamilie har ikke i perioder ønsket sig det?

Det er også svært, mest fordi vi alle bor så småt, også min mor. Nogen gange træder vi praktisk taget hinanden over tæerne. F.eks. når vi alle 5 har ærinder i det 8 kvadratmeter lille køkken på samme tid og hund og kat slutter sig til festen også, bare for at være hvor det sker.

Sådanne tidspunkter kan være sindssygt stressende, især inden kl. 8.00 om morgenen. Men de kan også være hyggelige aftenstunder, hvor dem der ikke var så heldige at få én af de to stole i køkkenet slår sig ned på køkkenbord eller gulv, der er varm te på kanden, og verdenssituationen bliver vendt. Erfaringer deles og historier bliver fortalt. Historier om dengang mormor var barn, det er de historier drengene elsker mest. Historier om alle de dumme ting Bjørn og jeg (også) gjorde da vi var unge. Politik. Skole. Drømme. Drengene lufter deres tanker om livet. Der bliver grinet og fjollet, og af og til bliver der også grinet af hvor håbløst småt vi bor og hvor langt ude et projekt vi egentlig har gang i. Midt i dét, midt i latteren over hvor crazy og småt og besværligt det hele er, findes kernen. Lige dér i det gamle køkken, hvor ung og gammel mødes over te, giver fællesskabet mening. Så kan skuden sejle videre.

Fællesskabet giver også mening i tusind andre situationer. Alle de situationer hvor viden gives videre på tværs af generationer. Alle de gange hvor familieregnskabet går op hvor det ikke plejede at gå op. Når der spørges til råds. Når døre repareres af den ene, som så til gengæld ikke skal tænke på aftensmad fordi det laves af den anden, som får hjælp i køkkenet af den 3, mens den 4 og 5 går med hunden.

Det kan være krævende at være del af et fællesskab på dén her måde. Min mors liv er vendt op og ned efter vi flyttede ind og vores ligeså. Hvor var det anderledes at være far, mor og børn i parcelhuset, end det er at være en del af denne tiny-living-3-generationers-flok. På godt og ondt. På ondt og godt.

Men gør det noget at det er krævende? Er krævende dårligt? Familieliv er krævende. Det er krævende at være en del af et parforhold. Det er krævende at have børn. Alt hvad der giver mening og gør livet rigere er krævende.

Tiden kalder på nemt. Den kalder så højt og kraftigt på nemt, at alt hvad der giver den mindste modstand skal elimineres. Vi gider ikke støvsuge eller slå græs selv, for vi har travlt med at halse afsted og tjene penge til en masse tekniske hjælpemidler der kan gøre alting nemt. Så vi kan købe nem mad som maskiner har dyrket og høstet og forarbejdet til ukendelighed og som andre har  lavet. Nemt kan være godt. Jeg er personligt glad for at jeg kan fylde mit tøj i en vaskemaskine og ikke skal stå ved kogekarret og skrubbe mine fingre røde og hudløse. Jeg kan sidde i varmen og tegne, også om aftenen, fordi en del af de traditionelle husmoder-opgaver er blevet overtaget af maskiner og fordi der findes elektrisk lys. Men når nemheds-dyrkelsen tager overhånd mister vi noget. Hvad sker der når vores jagt på det nemme fører til, at det vi fylder i vores kroppe skal være nemt og hurigt frem for godt? Hvad sker der med os når vi ikke gider nære relationer medmindre de er forholdsvis nemme og ukomplicerede og opfylder vores egne behov? I yderste potens fører jagten på nemhed til at besværlige relationer skal minimeres eller fjernes; Vi afleverer vores børn til andre voksne så vi kan løbe stærkt i fred og vi gider ikke vores gamle. Men hvad løber vi efter? Den nemme time i sofaen når alt det besværlige er overstået? Ferien? Den næste – lidt mindre besværlige – kæreste?

Fællesskab er ikke i så høj kurs i en verden hvor individualisme lever på piedestalen. Vi kan godt være sammen, men under pæne og kontrollerede (og iscenesatte?) forhold, og vi må for guds skyld ikke være noget der minder om afhængige af hinanden. Vi lærer vores børn at give slip på deres forældre fra de er under et år gamle, og derefter fortsætter dyrkelsen af adskillelse og selvstændighed. Tiden skriger på uafhængighed. Du skal ikke tro jeg har brug for dig. Eller for nogen. Overhovedet.

Så barselslivet bliver en marathon i ensomhed, alderdommen ligeså. Familielivet bliver en underlig kunstig størrelse, som kun kan se ud på én måde for at være rigtig. Far, mor og børn ved siden af hinanden, ofte med hver sin skærm. Alt andet er for besværligt. For krævende. Og helt ærligt umoderne.

Eller hvad?

Du kan følge os på  facebook , Instagram eller bloglovin

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *