Spring

“Hvordan turde I? Og hvornår vidste I, at nu skulle det være?”

Det spørgsmål får vi ofte, og det handler ikke, som man måske skulle tro, altid om at bo småt. Det handler lige så tit om at bygge en tilværelse op hvor hele vores økonomiske eksistensgrundlag afhænger af kun én indtægt, nemlig Bjørns. Men det kunne i princippet lige så godt handle om vores vilde downsizing, eller om alt muligt andet.

For dét som folk i virkeligheden spørger om er, hvornår man ved at det er tid til at springe.

Måske du ønsker at gå hjemme og passe børnene på fuld tid, eller måske springe ud som kreativ selvstændig, sådan som jeg gjorde. Vi ser det alle steder, hele tiden; mennesker der har drømme som de pænt pakker væk, mennesker der halser forpustede efter livet – ikke mindst familielivet.

Alle historier er forskellige og derfor vil svarene på ovenstående spørgsmål være mine personlige svar. Men måske kan du bruge dem til noget alligevel.

Jeg har fortalt om vejen til et liv som selvstændig her og der og også noget om at eje sin egen tid. Men fordi vi så ofte får spørgsmål som det jeg indledte med, spørgsmål om hvornår og hvordan, så vil jeg vove mig ud i at give gode råd. Det er jeg ellers ret forsigtig med, men hvis du går og tumler med tanker om din vej, og ønsker at tage et spring i en ny retning, er det måske meget rart med noget så håndgribeligt som gode råd.

Mod: Først og fremmest kræver det mod at kaste sig ud i et liv som er anderledes end de flestes. Mod til at kaste sig ud i det uvisse. Da jeg besluttede at blive selvstændig behøvede jeg ikke at foretage nogle investeringer for at starte mit lille “firma”, men jeg havde heller ingen opsparing. Kun gæld, hvis vi nu skal være helt ærlige. For os var det et spørgsmål om at prøve det af, have en plan B (alá “jeg kan vel altid tage et deltids-rengøringsjob hvis det går helt galt”), og så ellers bare springe. Handler det om at flytte til noget andet eller tage børnene ud af institution kan man ligeledes have en plan B: kan vi flytte igen hvis det ikke går? Kan vi melde børnene ind i institution igen hvis det ikke går som vi håber med hjemmepasningslivet? Som regel er svaret “ja”. At vide at de færreste beslutninger er fatale og at man kan lave noget om igen, gør at det er nemmere at være modig.

Angst: Kortlæg din angst. På den måde får den mindre magt over dig. Da vi skulle flytte i herud hvor vi bor nu, og skille os af med det meste af vores jordiske gods, var vi bange. Vi spurgte os selv og hinanden hvorfor. Så angsten i øjnene, indså at vi var bange for at blive set ned på. Valgt fra. Talt dårligt om. Vi var bange for ikke at passe ind i et fællesskab, som vi ikke helt kunne definere, og som nok er “det brede fællesskab”. Det som vi mennesker søger at tilpasse os, nemlig samfundet, de udstukne normer, det “man” gør. Da vi fandt ud af hvorfor vi var bange, og vi samtidig fandt ud af at vi ikke ville lade vores liv definere af nogle værdier som vi ikke kan tilslutte os, så var springet ikke helt så svært.

Tro: Det kræver tro. En mavefornemmelse der går dybere end” lyst”. Man skal tro, helt ind i sin kerne, på sig selv, sin idé og på, at det man ønsker er muligt.

Selvransagelse: Det kræver at man ser kritisk på sig selv, sine evner og begrænsninger. Hvad kan jeg? Hvor dygtig er jeg til det jeg laver – eller hvor dygtig kan jeg blive? Hvad har jeg at give? Hvordan? Og hvorfor vil jeg det her? Har jeg urealistiske forestillinger om hvor nemt og rart og skønt det bliver, eller er jeg villig til at tage omkostninger og hårdt arbejde på mig, for den tilfredsstillelse det giver på et dybere plan at udleve mine værdier? Det kan også være at du finder ud af, at drømmen du troede du havde, slet ikke er din drøm, men nogle andres. Det der er rigtigt for dem er det ikke nødvendigvis for dig. Det er lige så let at fortabe sig i romantiske forestillinger om “det simple liv”, “kunstnerlivet” eller livet som fuldtidsforælder, som det er at fortabe sig i millionærdrømme. Men intet liv er udelukkende rart og godt. Måske trives I allerede nu rigtig godt som familie, måske har du faktisk et liv der passer til dig og den du er. Måske vil omkostningerne ved at springe være for store. Vær ærlig.

Netværk: Det kræver opbakning. Mange er sikkert langt sejere end vi er, og nogen kan måske gå vejen helt mutters alene. Men opbakning fra familie eller andet netværk er uvurderlig. Det betyder ikke at ALLE skal bakke op. For det gør alle sikkert ikke. Nogen vil måske synes at du er tåbelig hvis du drømmer om et andet slags liv, et økonomisk usikkert liv, et materielt simplere liv, eller hvad du nu end drømmer om.  Lad dig ikke slå ud af det. Men sørg for at have nogen at sparre med, søge råd og opbakning hos, og måske enda græde ud hos hvis (når) der kommer bump på vejen. Netværk kan også være at finde på de sociale medier. De er yderst brugbare til at støve folk op med samme interesser og tanker om livet som du selv, hvis man da ellers kan lade være med at fortabe sig helt i dem. De sociale medier altså, ikke folkene.

Accept: Den her er måske sværest. Men min erfaring er, at ikke ret meget går som man regner med. Hvis man åbner sig for accepten af, at tingene sikkert ikke blev som man håbede, så får man også øje på det der gik bedre end man regnede med. Jeg har skrevet et helt indlæg om accept af vilkår, så her vil jeg blot nævne, at der ofte er muligheder gemt bag fejl og vildveje. Man kan bedre drage nytte af erfaringerne og beslutte hvad næste skridt skal være, hvis man ikke har modvilje mod at fejle. Jeg prøver at acceptere at jeg lærer hele tiden. Det resulterer i svinkeærinder, men det er ok. Det hjælper mig alt sammen til at blive skarpere på hvad jeg vil og ikke vil. Hvad jeg kan og ikke kan. (Og jo, jeg har lavet fejl som er svære at slippe, og perfektionisten kan holde mig  vågen om natten. Men det prøver jeg så også at acceptere…)

Accept kan også være at acceptere, at de livsændringer du ønsker måske ikke er mulige nu og her. Jeg skulle blive 36 før jeg fik mulighed for – og blev klar til – at arbejde med det jeg allerhelst vil. Jeg skulle blive 39 før jeg fandt ud af at tage de nødvendige afgørende skridt imod et materielt simplere liv, selvom et sådan liv havde kaldt på mig længe. Men selvom det måske ikke er muligt med den store livsændring kan der ofte tages små skridt i den rigtige retning alligevel. Sådanne små skridt har det med at bane vejen for mere af det samme. Og hvem ved så hvad det kan ende med?

Giv slip: Som du ved er jeg ikke så bange for begrænsninger. De kan faktisk være lige det du har brug for. At bo småt begrænsede min mulighed for at male, men så fandt jeg tegneriet igen, og det ville jeg ikke være foruden. At bo småt giver os nogle praktiske udfordringer, men også mere tid og en mere stabil økonomi, blandt meget andet. Så vær ikke bange for at vælge fra for at kunne vælge noget andet til. Er du villig til at droppe frisørbesøg og shoppeture for at kunne springe ud som kreativ selvstændig? Er du villig til at droppe en fast indtægt for at være mere sammen med dine børn? Når vi ønsker os ét, kræver det som oftest at vi giver afkald på noget andet. I virkeligheden er det vel dét hele den her blog handler om. Hvis vi går og venter på, at alt skal være muligt samtidig kan vi komme til at vente meget længe. Hvis vi er villige, derimod, til at slippe forbrugsmønstre, ting og steder, så kan der – måske – blive plads til noget bedre end det der var. Hvis vi er villige til at slippe gamle drømme, forestillinger om succes og godt brugt angst, så kan der på magisk vis blive plads til det nye.

Du kan følge os på  facebook , Instagram eller bloglovin

2 Comments

  1. Sara oktober 12, 2018 at 7:17 am

    Jeg skriver normalt ikke kommentarer på blogs men er mere en af “spøgelseslæserne”. Men jeg er nød til at sige at din blog er virkelig inspirerende! Fordi du netop graver lidt dybere ned i det, der er svært, så det hele ikke bliver glansbillede.

    Reply
    1. Siff oktober 17, 2018 at 9:10 am

      Kære Sara.
      Hvor er jeg glad for at du valgte at kommentere her. Når jeg engang imellem føler mig fristet til at lave udelukkende “pæne” blogindlæg, er det guld værd med læsere der husker mig på, at det ikke er det der er brug for.
      Glansbilleder har aldrig gavnet nogen. Desuden er de ikke ret spændende at skrive om 😉
      Tak fordi du læser med.
      Kærlig hilsen
      Siff

      Reply

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *