Skov

For tiden lytter jeg til “Walden ” af Henry David Thoreau. Jeg lytter imens jeg tegner.

Jeg lytter til manden der i midten af 1800-tallet skrev om “simple living” på en måde så hans ord kunne være skrevet i dag. Eller tæt på i hvert fald. For der var engang hvor der kun fandtes verden og sprog. Engang før de sociale medier og film og fart. Engang, før sproget blev fladt. Walden er skrevet dengang og ordene har farver og kraft og duft og ikke mindst følelse.

Thoreau byggede en hytte ved Walden Pond, en primitiv træhytte, hvor han boede i et par år. Walden handler om de år, og de indsigter han gjorde sig der. Han skriver bidende og skarpt om overfladiskhed og det moderne menneskes tåbelige måder at prioritere liv og tid på. Han skriver om griskhed og social ulighed og langer ud efter industrialiseringen og kapitalismen. Han maler billeder med ord af de fængsler vi mennesker laver for os selv af alle de ting vi skraber sammen. Af alle de ting vi tror vi må eje. Han skriver om at fravælge at læse avis, for når man har læst én enkelt af disse, så kender man til tragediens væsen og behøver ikke at læse flere.

Og så skriver han om naturen. Om det vi har mistet og det vi må genfinde. Han skriver om at fravælge alt andet end det absolut nødvendige for at finde ind til livets essens:

“Jeg flyttede ud i skovene fordi jeg gerne ville leve bevidst, befatte mig udelukkende med livets grundlæggende kendsgerninger og se om jeg ikke kunne lære hvad det havde at lære mig, så jeg ikke når min død nærmede sig skulle opdage at jeg ikke havde levet.”

Bogen er sjov, på dén måde at Thoreau ikke giver sig ud for at være af særlig god eller moralsk beskaffenhed, selvom han dog ikke lægger skjul på sine bestræbelser efter at leve et rent og sandt liv. Han hudfletter sig selv mens han i samme åndedrag skælder sine landsmænd og naboer, ja hele verden, ubønhørligt ud. Ingen går ram forbi.

Man må, eller det gør jeg i det mindste selv, bære over med hans betragtninger om kyskhed og afholdenhed fra al slags “urenhed”. Disse er syltet ind i hans tids imperialistiske afart af kristendom. Ser man bort fra dem og et par enkelte andre vildspor, er der så meget fint i “Walden”.

Mens jeg lytter til Thoreaus ord føler jeg mig mere forbundet med en 200 år gammel mand end med de fleste andre mennesker jeg kender, og jeg forstår hvorfor jeg må tegne naturen. Jeg forstår hvorfor jeg må meditere over blomster og blade og måden lyset fanger en stilk.

Jeg forstår, hvorfor det eneste der kan få mig på fode i den tungsindighed der har indfundet sig i mig på det seneste, er en tur i skoven. Halvanden time i regn og blæst og skutten sig. Og så, på vejen tilbage ad den samme skovsti – skyer der pludselig deler sig og blotter blå himmel. Solen der spiller ned mellem træerne og rammer mit ansigt. Skuldre der smider en smule af spændingen af sig.

 

Skoven er fuld af ar. De fælder og saver og planter juletræer og graver grusgrav. Men den lever stadig. Ikke vild og fuld af sin gamle kraft, måske. Men den ånder, en smule stakåndet, blidt.

Jeg rækker ud og rører ét af de fældede træer, det kalder på mig, jeg mærker at det stadig er varmt. Jeg sender min kærlighed ud i det, ud til alle de træer der er savet over og ligger stablet og alle de træer der stadig står.

Jeg samler et agern op, putter det i min frakkes grå uld. Det skal også tegnes.

Jeg skammer mig ikke over det, over at tegne natur. For hvad er vi andet?

Du kan følge os på  facebook , Instagram eller bloglovin

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *