Postyr

Torsdag aften spiste vi ude. Vores børn ønsker sig gerne oplevelser i gave, og som oftest noget med mad. Silas, som lige er blevet 17, ønskede sig en tur på restaurant med hele familien, og det fik han, blandt andet.

Da vi landede hjemme torsdag aften, meget mætte og lidt for sent i forhold til Jonatans sengetid, blev en afslappet stemning afløst af en anelse kaos.

Silas havde været hos sin far i 5 dage. I løbet af de 5 dage var Jonatan og Bjørn begyndt at sove på Jonatans værelse i skurvognen. Jonatan har rykket meget rundt, sådan ret frit, efter hvor han gerne ville sove, men Bjørn og jeg havde talt om at det måske var meget godt at lave lidt stabilitet i sove-rutinerne. Da Jonatan ikke har så meget lyst til at sove i skurvognen når Silas ikke er hjemme, her efter det er blevet mørkere og koldere, sov Bjørn der ved siden af ham. Det tænkte Bjørn og jeg at han kunne gøre så længe det skulle være, indtil Jonatan ikke havde behov for det mere. Vi forlanger ikke af ham at han skal kunne selv, men lader det være op til ham at finde ud hvor længe han har behov for en voksen ved sin side.

Teenageren vendte hjem og syntes mildt sagt ikke at papfar behøvede at sove i skurvognen. Som i behøvede virkelig ikke. Den papirstynde væg mellem drengenes rum i vognen efterlader ikke meget privatliv, og efter Silas har nydt godt af at have vognen stort set for sig selv siden juni, var det en invasion af privatlivets fred. Mindst.

Så kunne man jo mene, at Bjørn bare kan flytte frem og tilbage mellem baghus og skurvogn, alt efter om Silas er hjemme eller ej. Men det er lidt mere omstændeligt end som så. For det første er det svært for Silas og de venner han ofte har på besøg, at være stille nok til at Jonatan kan sove. For det andet skal madrasser og dyner slæbes frem og tilbage mellem baghus og skurvogn. Tøj og skoletasker og bøger til godnatlæsning ligeså. Tøj, fordi vi har flyttet Jonatans tøj over i kommoden i baghuset mens han har sovet her hos os, sådan at vi om morgenen inden skole ikke har skulle gå over i skurvognen og hente rent tøj til ham.

Når Bjørn har slæbt sin madras over på Jonatans værelse, er der i realiteten kun én soveplads på hemsen. Skal Bjørn så sove i baghuset bliver det på sofaen. Her sover man ikke særlig godt.

Sikke et sove-postyr vi har.

Én ting er alle de praktiske problemer og mulige løsninger. En anden ting er trangen til faste rytmer. Behovet for samvær og nærhed kolliderer med behovet for eget privat space, her midt i tiny-living land.

Vi har alle trangen til at have vores egen plads, at ens ting har deres plads. At alt ikke er flytbart og dynamisk og en lille smule ustruktureret. Fordi man bruger usandsynligt meget energi på ustruktureret. Det har sin charme når man lige er flyttet ind. Men det har også sin fordel at struktur begynder at kræve sin plads i familien.

Vi har opdaget hvor svært det er at skabe nye rytmer i et liv der er så markant anderledes. Det er dejligt fordi alle vaner bliver taget op; hvorfor gør vi som vi gør, vil vi blive ved med det, hvorfor, hvorfor ikke?

Det er også svært, netop fordi det er energikrævende.

Vi er begyndt at overveje at bytte rundt på boligerne; flytte skurvognen til en anden plads i haven, installere Silas i baghuset, og rykke mig og Bjørn ind i skurvognen, hvor vi så kan istandsætte det køkken der allerede findes der, istedet for at bygge et nyt  køkken i baghuset.

Løsningen med skurvognen vil gøre at Silas får privatliv, helt og aldeles, og det vil gøre at Jonatan ikke behøver at sove alene i skurvognen overhovedet. Det vil dog også gøre at Bjørn og jeg får lidt langt til toilettet, men den slags vænner man sig til, har jeg fundet ud af. Vi bruger mindre tid på mange ting, og mere tid på nogle andre ting. Altså, vi sparer tid på en del af det der stjal tiden i vores gamle liv, men vi har samtidig fået andre vilkår der gør mange ting mere tidskrævende og besværlige.

I går aftes havde vi 4 gæster til spisning. Vi hejste stigen op under loftet hvor den kan hvile på spærene. Vi vendte vores spisebord og trak pladerne ud, og så var der lige akkurat og med lidt god vilje plads til 8 mennesker. At slæbe glas, tallerkener og fade med mad fra køkkenet, over gården og ind i vores lille hjem tager tid. Der skal åbne og lukkes døre, og hvis det regner er det virkelig træls. Vi har lige nu kun én lampe i baghuset, resten af belysningen klares med stearinlys og olielampe. Man kanter sig rundt og kanter sig ind og ud. Men vi hygger os ikke mindre af den grund. Jeg forestiller mig at det er lidt ligesom at være på camping, bare hver dag. Lidt bøvlet. Men det har sin charme.

Som du kan læse roder vi stadig rundt. Ydermere er jeg begyndt at opdage, at det der med at downsize, det er en evig ting. Der sniger sig ting ind i vores liv i en rolig men jævn strøm. Meget færre ting end før, fordi vi er blevet vildt opmærksomme på vores købemønstre, men ting kommer ind i vores liv. Der er også ting vi ikke skilte os af med inden vi flyttede, men som vi burde slippe, fordi de ikke er strengt nødvendige. Vi skal heldigvis ikke igennem en kraftanstrengelse som “den store downsizing” var, men kan tage det i små bidder. Men vi skal stadig tage stilling, sortere, give slip. Det stopper aldrig helt.

Jeg er stadig træt, og det er Bjørn også. Det har krævet flere kræfter end vi lige troede, at rykke vores liv op på den måde som vi har gjort. Derfor prøver vi at acceptere at vi virkelig kun får gjort ganske lidt. Weekenderne flyver, og det praktiske arbejde er jo altid ekstra.

Så vi prøver at forstå charmen ved det ufærdige. Vi prøver at indånde det omstændelige, det uperfekte og det besværlige. Vi har byttet det tilgængelige væk med noget enklere. Ikke nemmere, faktisk lige modsat, men simplere, alligevel. Vi har fået så meget frihed foræret sammen med postyret.

Lige nu er Jonatan hos en ven, Silas har besøg og er trukket over i skurvognen og Bjørn er til årsmøde i det parti han netop har meldt sig ind i. Her er meget meget stille. Det lægger op til tegne-tid, så jeg vil lave skitser over hvordan køkkenet i skurvognen kunne se ud, og hvordan vi vil kunne indrette os derovre, for jeg har på fornemmelsen at det godt kunne blive en løsning for os. Der er også lige en køkkenhave der skal planlægges. Vi skulle jo nødig komme til at kede os herude på landet..

Du kan følge os på  facebook , Instagram eller bloglovin

7 Comments

  1. Trine Isholm oktober 1, 2018 at 6:15 am

    Og jeres gæster hyggede sig helt vildt. Til jer der ikke har været i det lille, men MEGET hyggelige hønsehus… Man føler sig hjemme fra første sekund, både pga af de søde værter men stemningen omkring bordet med levende lys, hvid dug, lækker tapas med meget lækre oliven (intern joke) skriger ikke på en kæmpe stue og et stort samtale køkken for at skabe rammen om en hyggelig aften gode venners selskab, det var jo lige dér omkring bordet alt foregik Tak for en dejlig aften, og jeg er sikker på at stemningen vil flytte med over i vognen også… Og hey, det gør ikke noget at ting er i udvikling, bare I gør det for jer selv og ikke andre ❤️

    Reply
    1. Siff Jensen oktober 3, 2018 at 5:50 am

      Kære Trine.

      Tak for de søde ord – og for en rigtig dejlig aften i hønsehuset <3 Det var simpelthen hyggeligt og du har ret, det var jo lige der omkring bordet alt foregik, mens børnene gik til og fra. Dejligt for os at finde ud af, at vi faktisk også har plads til gæster 😉
      Vi er blevet ret overbeviste om at vi bytter rundt, sådan at vi rykker over i vognen til Jonatan. Så nu trækker vi vejret dybt, få smækket nogle fortsatsruder op rundt omkring, klarer vinteren, og SÅ går vi i sving igen til foråret 🙂

      Stort knus
      fra os begge <3

      Reply
      1. Trine oktober 3, 2018 at 7:47 pm

        I ringer bare… Vi skal nok komme og hjælpe med at bytte rundt ❤️

        Reply
        1. Siff Jensen oktober 4, 2018 at 2:06 pm

          Søde Trine, pas på hvad du siger 😉 <3

          Reply
  2. Dorthe oktober 2, 2018 at 7:49 pm

    Og så er det vigtigt og huske at I jo altid kan rykke rundt igen når omstændighederne ændrer sig. Intet er statisk

    Reply
    1. Siff Jensen oktober 3, 2018 at 5:52 am

      Kære Dorthe.

      Det er netop også min tanke, for jeg er blevet ualmindeligt glad for “hønsehuset”. Men for nogle år vil det bare passe bedre at vi bytter rundt, og så kan tingene jo ændre sig igen 🙂

      Kærlig hilsen
      Siff

      Reply
  3. Pingback: Ro – Ind i Verden

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *