Vilkår

I lørdags var Bjørn og jeg i Odense hvor vi holdt vores første foredrag om den her måde at leve på.

Vores måde.

Da vi skulle forberede foredraget var vi jævnt fortvivlede, for vi syntes vores historie begyndte at blive flad. Det var jo bare vores liv, vores hverdag, vi skulle fortælle om, og hvor spændende er det? Vi har fortalt og skrevet i ét væk, og vi syntes at fortællingen begyndte at mangle saft og kraft. Det var skræmmende.

Pludseligt stod vi der, lørdag kl. 17, foran en flok ukendte men venlige ansigter.

Og så skete der noget. Da ordene kom ud af os og ud i rummet fik vores fortælling liv og farve igen.

Vi talte om at sidde fast, vælge og vælge fra. At give slip på ting, identitet og gamle mønstre. Om tid og mening.

Det gik op for os undervejs, og i høj grad til sidst, da vi brugte en time på at svare på spørgsmål, at vores liv og vores hverdag ikke mangler saft og kraft. Den vækker nysgerrighed og interesse fordi den er anderledes. Den er et alternativ til det almindelige. Ikke for os, nej, for os er den bare hverdag, og på 5 måneder har vi fundet os så godt til rette i den her måde at leve på, at vi kan have svært ved at se det særlige i den. Men når spørgsmålene vælter ind over os sådan en lørdag aften, så får vores valg relevans igen. Det var en gave til os, fordi vi fik lov at se vores fortælling i et nyt lys. Forhåbentlig fik vi rusket lidt i tilhørerne. De ruskede i høj grad os; vakte nye spørgsmål og nye svar til live.

Én af de kommentarer vi fik, kom fra en ung korthåret kvinde bagerst i rummet, og lød nogenlunde sådan her: “Ikke alle har mulighed for at træffe de valg I har gjort.”

Og det kunne vi kun give hende ret i. Ligesom vi ikke har mulighed for at træffe de samme valg som dig. Eller som vores nabo.

Vi har alle sammen helt unikke forudsætninger, muligheder og begrænsninger. Ikke to liv er ens. Vores fortælling er ikke, og bliver aldrig, en fortælling om hvordan alle har mulighed for det gode liv hvis bare de træffer de rigtige valg. Vi ved for meget, Bjørn og jeg, til at bilde os selv ind, at verden hænger sådan sammen.

Verden er uretfærdig. Mennesket skaber ulighed hvor den ikke behøver at være, for ikke at tale om naturens luner og sygdom, medfødte forskelle og opvækstvilkår, handicap og talenter, strøet ud med løs hånd af guder, skæbnen eller tilfældigheder, alt efter hvad man bekender sig til.

Så nej, selvfølgelig kan alle ikke gøre det samme som os, og så er alt godt. Men det er heller ikke vores budskab. Vi har skrevet om det før lige HER, men inspireret af i lørdags har jeg mere på hjerte om den sag.

Når vi stiller os op og fortæller, når vi skriver og deler, så er det for at sige: hey, der er mange måder at leve på. Der er ikke kun den du får præsenteret i forskelliege medier, der er ikke kun den som en lille flok mennesker tjener fedt på at sælge dig. Der er ikke kun den som stresser dig, ødelægger naturen, æder din sjæl. Der findes andre veje. Måske kunne du aldrig drømme om at skille dig af med så meget som en sok, måske ville du dø og visne på så få kvadratmeter som vi lever på, måske vil du hellere begraves levende end at leve 3 generationer side om side. Måske er du godt tilfreds.

Men hvis du nu ikke er.

Så vil vi gerne dele tanker og idéer, som du frit kan plukke ud og bruge i din egen tilværelse, der hvor det giver mening for dig.

Hvad så hvis du lever et liv som er så begrænset, f.eks. grundet sygdom, at dine mulige valg handler om hvorvidt du har kræfter til at gå i bad en pågældende dag eller skal prioritere at støvsuge istedet? Hvad så hvis din økonomi er så begrænset, at hver dag er den blotte overlevelse for dig?

Det er vilkår. Vilkår som jeg ville ønske for dig at du ikke var underlagt, men ikke desto mindre er det virkeligheden lige nu og her. Vilkår kan ikke altid løses. Nogen af dem er bare….vilkår. Jeg drømmer af og til om, at kunne gøre mig fri af de begrænsninger det giver at leve med kroniske smerter. Men de er mit vilkår.

Når vi fortæller, så er det ikke ud fra en antagelse om, at vi alle har samme vilkår. Vi fortæller en historie om hvordan Bjørn og jeg tog vores helt personlige og unikke vilkår på os, og besluttede at leve det bedst mulige liv med de vilkår der nu engang var vores. Vi tog vores begrænsninger og historie og sorger og smerte på os. Finanskrise og gæld og fysiske og psykiske begrænsninger. Hele lortet. Og vi tog vores drømme og længsler og styrke og vilje og muligheder på os, istedet for at tro at livet kun kunne se ud på én måde. Vi greb chancen, greb ideen istedet for bare at drømme. Vi tog imod hjælp. Og så tog vi opgaven på os, tog konsekvensen. Livet som det var så ikke ud som vi ønskede. En frisk start ville kræve opbydelsen af alle kræfter og en masse fravalg. Men vi var sikre på, at noget bedre ventede. Det viste sig at være det værd. Det viste sig at mindre er mere end nok. Det viste sig at vores begrænsninger rummede muligheder. Det viste sig, at der var en kæmpe frihed i at give slip istedet for at holde fast. Men der var ingen garantier. Vi løb en risiko.

Det kunne være gået helt modsat. Vi kunne have hadet det, være blevet uvenner, skilt. For et vilkår vi alle deler er uvisheden.

Måske er dine vilkår så langt fra vores at du slet ikke kan se en mening i at spejle dig i vores fortælling, og det er jo helt i orden. Min mening er dog, at hvis vi går og venter på at møde nogle mennesker der er akkurat som os selv, før vi føler at vi kan bruge deres historie til noget i vores egne liv, så leder vi forgæves.

Angående uvishedens vilkår. På den helt personlige og jordnære måde. Da vi sagde vores hus op i februar anede vi ingenting. Vi anede ikke hvordan vi skulle få skilt os af med alle de ting vi ikke skulle have med, vi anede ikke om vi kunne. Vi anede ikke om beslutningen var genial eller vanvittig. Vi havde 17m2 overfyldt anneks med en utæt stalddør og hullede vinduer. Vi havde ingen penge og ingen anelse om hvordan vi skulle få realiseret en skurvogn hvis vi skulle være så heldige at finde én. Silas var vred fordi han frygtede at vi skulle bo alle fire på 17m2 indtil vi fik købt en skurvogn engang langt ude i fremtiden. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så frygtede jeg samme scenarie. Men Bjørn og jeg vidste dybt inde at vi havde fat i noget med det her projekt. At der var noget godt og sandt i det. At vi blev nødt til at prøve det af. Så vi sprang, uden at ane noget som helst om hvordan vi ville lande.

Pludselig lykkedes det os at finde en skurvogn, til den halve pris af hvad vi havde regnet med. Indskuddet vi fik tilbage fra vores lejebolig dækkede en del af købet, og banken hjalp os med at få de sidste ender til at mødes.

Vi fandt ud af hvordan man gav slip på ting. Vi fik langsomt lavet det gamle hønsehus om til et hjem, med uvurderlig hjælp fra familie og venner.

Ting skete fordi vi gjorde noget, også uden at kende slutresultatet.

Det var skræmmende.

Og virkelig smukt. For når ingen af os kender i morgen, så kan alt jo ske.

Du kan følge os på  facebook , Instagram eller bloglovin

 

 

1 Comment

  1. Pingback: Spring – Ind i Verden

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *