Efterår

Aftenerne bliver mørkere og temperaturen falder.

Vi tænder lys og tænder op.

Vi fylder fryseren med frugt, plukket og kogt.

Uldtrøjer og sutsko er fundet frem.

Når det regner er de tre meter til toilettet, hen over våde brosten, pludseligt lange. Især om natten.

Hunden synes større nu, med fugtig og mudret gåturs-pels.

Verden bliver mindre når mørket kommer. Vi bruger ikke gården så meget. Slæber mere skidt ind.

Vi bruger stadig meget tid på at lede efter ting. Det burde vi vel ikke, eftersom vi har så få af dem nu. Men problemet er at der er tre huse de kan gemme sig i. Eller to huse og en skurvogn. Og ingen kan nogensinde huske hvor noget blev set sidst.

Heldigvis er der nu trukket el til skurvognen, så der er lys over den ende af projektet.

Ikke helt så godt står det til i vores lille baghus. Vi har været ramt af sygdom og travlhed og hverdag, og projekterne går langsommere nu, hvor sommerens uendelighed pludselig ramte endeligheden. Døgnet har færre timer, og bare fordi vi bor småt, skal vi jo stadig arbejde og handle ind og lave mad og alt det andet som en almindelig hverdag består af. Hvornår er det lige vi skal have hængt de lamper op? Nåh ja, når vi har fået lavet det sidste el. Det kræver lige noget mere gravearbejde. Og pludselig har den ene dag spist den anden, uden at vi nåede at grave så meget som et spadestik.

Efterår.

Vi holder vejret og venter. Hvordan bliver det nu? Hvad med vinteren?

Og så på den anden side. For der er altid en anden side.

Efterår.

Endelig. Heden har sluppet sit tag. Duftene er vendt tilbage til verden.

Jeg kan trække vejret igen.

For mig er dette den bedste årstid. Og selvfølgelig skulle jeg have efterårsbørn; et i september og et i oktober. Det kunne ikke være anderledes. Et brombærbarn der bliver 17 år i dag og et løvfaldsbarn der fylder 9 om en måned.

Vi har været sådan lidt rundt omkring på det sidste. I søndags var vi i avisen hvor vi fortalte om den her måde at bo på. Den lille måde. I går ringede de fra radio 24syv og ville tale med os. Jonatan sad ved siden af da de ringede, og tilbød sine talegaver til radioen. Det kunne de ikke stå for, så Jonatan og Anders Lund Madsen havde en god 10-minutters snak om minimalisme i børnehøjde. (Du kan høre indslaget her).

Det gode ved at udtale sig her og der er, at man bliver skarpere på hvad man selv synes, tænker og mener, når man skal formulere det for andre. Man bliver testet, på en måde. I avisen skrev de, at vi har fundet friheden. Først tænkte jeg, at det måske var så meget sagt. Men faktisk så synes jeg ikke det er meget sagt. Det er helt rigtigt. For det har vi.

Det betyder jo ikke at livet holder op med at være livet, eller at man aldrig skal vaske tøj eller have influenza længere. Men dybere inde, der hvor sjælen bor, begynder der at være plads.

Vi er meget diplomatiske når vi bliver interviewet, og det synes jeg egentlig også vi er når vi skriver her på bloggen. Vi gør meget ud af at fortælle, at vi ikke fordømmer andre måder at leve på, at vi ikke tror vi er hverken mere eller mindre værd bare fordi vi nu bor som vi gør; i denne form for selvvalgt nøjsomhed.

Men grunden til at vi taler og skriver og deler er, at vi tror at NOGET er bedre.

Noget er bedre end hovedløst forbrug. Noget er mere sandt, noget er mere rigtigt. Og vi leder efter det. Vi søger og prøver og vi begynder at synes, at vi finder noget af det. En stump her, en bid der. For det betyder noget hvad vi gør. Du og jeg. Hvad vi vælger. Eller vælger fra.

I forbindelse med klimamarch her og der, er det jo oplagt at tale klima. Det kan synes så nådesløst at lade det være op til den enkelte at ændre noget som helst. Det burde det ikke udelukkende være. Men med de magthavere vi har i verden i dag, så ER meget op til den enkelte. Og vi må ikke lade stå til.

Det kan være svært at tænke på alt det man burde gøre, hvis man i forvejen føler sig presset i en travl hverdag. Sådan havde jeg det. Jeg ville så gerne gøre bare en lille forskel, men havde sjældent overskud til at gøre alvor af det. Så var det vi fandt ud af, at man faktisk kan gøre en forskel ved at gøre mindre.

Hvis man f.eks. nøjes med at købe noget hveranden gang man får lyst, istedet for hver gang. Især tekstilproduktion er en kæmpe synder i miljømæssigt øjemed. Forleden blev jeg spurgt om jeg ikke bliver fristet når jeg går ned ad gågaden og ser en flot kjole. JO! det gør jeg bestemt. Tricket er at lade være at bruge sin tid på at kigge på butikker. Hvis det ikke kan undgås at jeg skal forbi de gode tøjbutikker, så ved jeg nu, at selvom jeg bliver fristet, så glemmer jeg hurtigt. Så snart jeg er hjemme igen forsvinder købetrangen, og der går ikke ret lang tid før jeg har glemt, hvad der lige før virkede så tillokkende.

Når jeg bliver mere end almindeligt fristet, så kigger jeg mig selv dybt i øjnene, og derinde ser jeg usikkerhed. Jeg ser en kvinde der stadig tror at hun bliver mere værd i andres øjne hvis hun har noget bestemt tøj på. Når først jeg kommer i kontakt med den kvinde, kan jeg tage en snak med hende om hendes usikkerhed – og lade købetrang være købetrang. Det sjove er at jo mere usikkerheden bliver konfronteret, jo mindre magt får den.

Jeg har også opdaget noget andet; forbrug er en vane. Og vaner kan man vænne sig af med. Man kan ændre dem og få nye. Jo mindre jeg fokuserer på at købe, jo mindre kommer det til at fylde i bevidstheden. Og jo mere bliver der plads til alt det andet.

Livet. Det føles mere intenst nu. Mere tæt. Tætpakket. Støjende. Stille. Flydende. Farverigt og mættet.

Men også mere luftigt. Som efterårsvinden.

Vi er stadig glade for vores valg. Det er svært at forestille sig at det kunne være anderledes. Svært at forestille sig, at vi ikke skulle prøve det her.

Vi støvsuger mere nu, men det går hurtigere.

Og vi savner ingen verdens ting.

Du kan følge os på  facebook , Instagram eller bloglovin

1 Comment

  1. Anne september 11, 2018 at 11:13 am

    <3

    Reply

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *