Beslutning

I den verden vi lever i, den vestlige, er det en historie at vælge fra. Det er noget særligt.

Det står i modsætning til den generelle bevægelse som er at ønske sig mere, vælge til, ekspandere.

Det kommer nok lidt bag på os hvor meget vi stadig skiller os ud fra mængden, blot ved at vælge at bo og eje mindre. Nogle valg er nemme og ligetil, en befrielse faktisk. Andre er sværere og mere komplekse. Og så er der valg som vi ikke havde forestillet os at vi skulle tage. Efterhånden som vores blog får flere læsere får vi flere henvendelser fra folk, som gerne vil høre mere om vores måde at leve på. Det er vi vildt glade for og vi fortæller gerne. Det er jo meningen med det hele: at fortælle, dele, inspirere – til at vælge bevidst og måske endda vælge fra. Til et mere bæredygtigt liv med mindre.

Vi får også henvendelser fra potentielle sponsorer, for det er åbenbart sådan blogverdenen virker, og måden man rent faktisk kan tjene penge ved at blogge. Sådan som vi forstår det, så er det noget med at vi reklamerer for nogle produkter på vores blog, og hvis produkterne sælger via vores link på bloggen, så får vi en lille bid af kagen.

Der er også andre forespørgsler, altid venlige, om forskellige former for samarbejde i reklameøjemed.

For os er det en ny verden der åbner sig, og vi ville lyve hvis vi sagde at vi ikke har været fristede. Vi har endda på et tidspunkt selv henvendt os til en bæredygtig og økologisk producent af maling, og var ved at få en aftale i stand med dem, inden vi selv trak i land i sidste øjeblik.

For er det det vi skal? Selvfølgelig skal vi have brød på bordet, og mange bække små og alt det der.

Men nu har vi altså truffet en endelig beslutning om, at vores blog skal være reklamefri. Det giver simpelthen ikke mening at fortælle om hvordan vi er blevet gladere fordi vi bor på færre kvadratmeter, lever med færre ting, skiller os af med ting, genbruger ting, køber færre ting, for i samme åndedrag at forsøge at sælge dig alle mulige produkter – uanset deres gode kvalitet.

Når vi bliver begejstrede for noget, hvad enten det er en bog, en film, en podcast eller et hvilket som helst andet produkt, så vil vi gerne fortælle om det. Vi vil gerne dele vores begejstring ærligt og uden omsvøb, og uden at du – vores læser – skal spekulere på om der er en bagtanke, om vi tjener penge hvis du køber produktet.

Vigtigst af alt er vi af den overbevisning, at vi alle har meget at vinde hvis vi slipper troen på at ting kan gøre os lykkelige. Det er et af vores kernebudskaber, og det vil vi gerne efterleve.

Jo, nogle ting kan højne vores livskvalitet, og det skal vi nyde og være taknemmelige for. Nogle ting giver os glæde og værdi i hverdagen. Men mere er ikke nødvendigvis bedre. Og mon ikke du nok skal finde frem til det du mangler, uden at vi reklamerer for det? Hvis ikke – så mangler du det nok i virkeligheden slet ikke 😉

Du kan følge os på  facebook , Instagram eller bloglovin

 

8 Comments

  1. Mette august 24, 2018 at 7:15 am

    Hej Siff.
    Det synes jeg er en meget fin beslutning og det glæder mig meget, da jeg har giver mit selv købestop i første omgang tænkte jeg august ud. Nu ved jeg at jeg tager september (og meget sandsynligt også oktober) med. Det er godt at jeg ikke bliver fristet, når jeg med så stor glæde følger din inspirerende blog.
    Nu har du jo haft en sommer med rigtig meget ro på bloggen, men jeg kunne rigtig godt tænke mig hvis du vil skrive lidt om hvordan drengene trives i deres nye omgivelser – jeg ved det har været en af jeres bekymringer. og så vil jeg til slut blot sige hvor hyggeligt det lader til i har fået det i jeres tiny House ✌️ Kærligst Mette

    Reply
    1. Siff Jensen august 29, 2018 at 10:55 am

      Kære Mette.
      Hvor dejligt at det i hvert fald ikke bliver vores blog der frister dig ud af købestoppet, forhåbentligt tværtimod.
      Ja der har været rimeligt meget ro på bloggen, men der er flere indlæg i støbeskeen. Jeg har stillet drengene nogle spørgsmål om hvordan de synes det har været at flytte herud og hvordan de synes det er nu. Det bliver meget snart til et nyt indlæg på bloggen, som jeg glæder mig til at dele 😀
      Og ja, vi har fået det rigtig hyggeligt, selvom vi langt fra er helt på plads. Det kommer til at tage tid. Men her er rart og godt at være, trods alle de ufærdige projekter der kalder på os 😉
      Fortsat god vind med købestoppet.
      Kærlig Hilsen
      Siff

      Reply
  2. Dorthe august 24, 2018 at 9:16 am

    Kære begge to
    Tillykke med endnu et bevidst valg… dem er der mange af. Heldigvis, det betyder at vi bliver udfordret på vores værdier og holdninger, og det er da ikke så tosset endda.
    Jeg er selv blogger og har besluttet at mine opskrifter og smukke billeder ikke skal forstyrres af reklamebannere for fx neglesvamp…
    Indimellem laver jeg alligevel en omtale af ting jeg er begejstret for, og som jeg selv bruger i min hverdag, og jeg linker også gerne, men mit indslag er aldrig finansieret, det er bare god karma … rig bliver jeg aldrig … men pyt, jeg mangler ikke noget.
    Måske ændrer jeg på det en dag, men lige nu er det der jeg er.
    Kæmpe stort thumbs up til jeres minimeringsprogjekt, som jeg følger med stor hjertevarme og begejstring.
    kh
    Dorthe

    Reply
    1. Siff Jensen august 29, 2018 at 11:07 am

      Kære Dorthe.

      Tusind tak fordi du følger med her på bloggen.
      Lige præcis det med bevidste valg er et kernepunkt for os. Man kan vælge alt muligt, så længe det er velovervejet og ikke bevidstløst “fordi sådan gør man bare.” Det snakker vi meget om.
      Jeg tænker også som du – at man jo er fri til at dele sin begejstring for alle mulige ting, og at den begejstring bliver mere inspirerende og ægte, hvis ens læsere ved, at man ikke tjener en øre på at linke .
      Hvis/når vi på et tidspunkt gerne vil gøre formidlingen til en indtjeningskilde, (fordi vi synes det giver mening at arbejde med noget som man tror på af hele sit hjerte – i dette tilfælde at dele ud af vores historie og vores budskaber), så bliver det på en direkte facon. F.eks. noget med at man kan støtte os via Patreon hvis man har lyst og råd. Eller man kan lade være – og stadig være lige så velkommen til at læse med. Og så er vi ved at tage tilløb til at holde vores første foredrag.
      Hvad hedder din blog? Den vil jeg da gerne lige kigge forbi 🙂

      Kærlig hilsen
      Siff

      Reply
  3. Jul august 29, 2018 at 4:55 am

    Tillykke med jeres valg, hvor er vi læsere heldige! Jeg forstår godt, at det kan være svært at modstå, for penge skal vi jo desværre alle bruge. Jeg er sikker på, at jeres beslutning er den rigtige. Jeg læser selv ikke kommercielle blogs, for jeg må indrømme, de virker jo. Og læser man meget af den slags, kan man nemt komme til at tro, at man rent faktisk har brug for de ting og sager. Alt det skrammel! Jeg har pakket 50 kasser med ting som vi ikke bruger, og som vi nu skal finde ud af, hvad vi skal gøre af. Det er en stor øjenåbner at samle tingene og gennemgå ALT hvad vi ejer og derefter finde ud af, at vi måske bruger 20 procent af det, vi har. Og vi har aldrig været sådan nogle, der køber mange ting. Og alligevel hober det sig op. Jeg er i er dilemma, som jeg vil høre, om I har tænkt over; vi forsøger os med købestop, men et sted vi har svært ved at undvære er byggemarkedet. Vi bor på landet på en gård, og der er altid et eller andet, vi mangler, når vi går og repererer på gården. Jeg ville gerne, at vi kun køber genbrug, men maling, skruer osv osv er svært at få på anden måde, synes jeg. Mange kram fra en læser.

    Reply
    1. Siff Jensen august 29, 2018 at 12:55 pm

      Kære du.

      Tak fordi du læser med og giver dig tid til at skrive her.
      Ja, lige præcis: reklamer virker. Derfor skal vi ikke have dem på bloggen, hvilket vi bliver mere og mere sikre på efterhånden som vi får jeres feedback 🙂
      Hvor er det vildt – 50 kasser! Det lyder som den proces vi var igennem inden vi flyttede. Det var også en stor øjenåbner for os at erkende HVOR lidt af alt det vi omgav os med, som vi reelt brugte. Grotesk egentlig. Vi solgte en del, men langt det meste gav vi væk. Ellers kunne jeg ikke lave andet end at oprette salgsannoncer, og det er tiden for dyrebar til. Det kunne være svært at give for mange tusind kroner tøj, legetøj, DVD’er eller bøger væk, for det er jo ting der er købt for hårdt tjente penge. Men vi lærte, at det kun er svært i øjeblikket. Man glemmer hurtigt hvad man engang havde, og vi savner stort set intet af det. Befrielsen ved ikke længere at skulle hoarde ting der ikke er i brug, og tanken om at det måske glæder i et andet hjem, er det hele værd.
      Angående dit dilemma.
      Vi har aldrig selv praktiseret købestop i den forstand, ligesom vi heller ikke læner os op ad en bestemt måde at ryde op på, eller en bestemt måde at betragte minimalisme på. Vi lader os inspirere og tilpasser alle de inspirerende tanker og ideer til vores eget liv. Byggemarkeder er nok også de butikker vi besøger mest, udover daglivare-butikker. Vi tager glad og gerne i mod en bøtte maling her, en rest træ dér, og låner taknemmeligt værktøj. Men står vi og skal bruge en bestemt slags skruer, så køber vi dem, så vi kan komme videre med vores to små huse. Så købestop har vi ikke, men vi praktiserer bevidst forbrug. Spørger os selv: kan vi låne os frem, arve eller købe brugt? Er den bestemte ting nødvendig for at den her opgave kan blive løst?
      Min mening er, at de regler eller dogmer vi lever efter skal give mening. Og det gør de færreste regler altid. Derfor kan de i virkeligheden slet ikke bruges som regler, men som rettesnore.
      Så istedet for at gå og ærge sig over at bryde et købestop, ligesom når man er på kur og ærger sig over at have spist en enkelt kage, (istedet for at glæde sig over alle de grøntsager man har indtaget), så foretrækker jeg at glæde mig over at vi nu får løst en bestemt opgave. At glæde mig over, hvor heldige vi er når vi kan købe det vi rent faktisk mangler. Vi lever efter at vores indkøb skal give mening. Gør de det, så har vi det fint med dem.
      Håber du kan bruge disse overvejelser til noget.

      Kærlig hilsen
      Siff

      Reply
  4. Line september 1, 2018 at 4:55 am

    Hvor er det befriende at læse(som det meste her på bloggen er). Jeg bliver simpelthen så frustreret over bloggere som med en tunge prædiker minimalisme og med en anden gerne vil hjælpe mig med at købe dimsen, som gør minimalisme muligt… så selvmodsigende!
    Glæder mig til at følge jer i jeres vej ind det lille hus.

    Reply
    1. Siff Jensen september 11, 2018 at 7:58 am

      Hej Line.
      Tusind tak fordi du læser med og for dit besyv.
      Vi har det på nøjagtigt samme måde, det giver bare ikke mening med reklamer på en blog som vores.
      Dejligt at høre at vi ikke er de eneste der er glade for beslutningen.
      Kærlig hilsen
      Siff

      Reply

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *