Høns

Nu er det tid for det første blogindlæg efter en dejlig ferie. Det handler om noget så jordnært som høns. I går kom der nemlig liv i hønsehuset.

Jonatan, Bjørn, Silas og jeg kørte til en nærliggende gård, og hentede 3 fine høner. En stor og mægtig gul Orpington, en lille, køn og hvid La Bresse, og en blå Olivenlægger, som slet ikke er blå, men grå, ligner noget der kunne være med i en film om fabeldyr, og som skulle lægge de fineste lysegrønne æg. Når hun begynder at lægge æg vel at mærke, og det kan tage sin tid har vi hørt. Høns bliver ret stressede af at flytte, og så holder de igen med æggene.

Den hvide har dog haft ét på vej inden flytningen, for vi har allerede fundet det første lille æg.

Vores interimistiske hønsegård ligger midt i haven. Hønsehuset er aftaget brugt, og rundt om huset har vi efter bedste evne placeret hegn på det kuperede stykke jord som er hønsenes. Vores evner er ikke udsøgte, men det står – om ikke lige – så i det mindste fast. Nogle plader står lænet op ad den ene side af huset for at give skygge til den lille indhegning derunder. De første par dage skal de nemlig holdes her, så de kan blive trygge ved deres hus, inden de bliver sluppet ud i den større indhegning.

I morges var det Jonatans første skoledag i 3 klasse. Han sprang vågen og frisk ud af sengen kl. 7. Ikke på grund af skolestart vel at mærke, men fordi han skulle fodre høns for første gang. En opgave han har påtaget sig med stor iver.

Med morgenhår og bare tæer fik han kantet mad og frisk vand ind i det lille indelukke under hønsehuset, og så blev lugen ind til hønsehuset åbnet for første gang. Der gik ikke længe før et nysgerrigt hvidt hoved med lyserødt næb og rød kam tittede ud. Kluk – gurgl lød det. Kurre, kluk. Men ud skulle ingen høne.

En times tid efter at resten af familien var draget afsted, vovede den hvide sig ud af lemmen, ud på trappen, og ned i gården, draget af det friske grønt og den friske luft. Og draget af nysgerrighed. Hedwig, som den hvide hedder (Jep, Jonatan er Harry Potter fan, hvem er ikke det?), er den yngste høne, og åbenbart den mest eventyrlystne.

Ikke længe gik der, før også Bella, den grå olivenlægger, måtte vove fjerene og kante sig ned ad den stige, som Silas møjsommeligt har bygget. Kluuuuk! Og så var hun i gang med at bade hele sit lange grå korpus i den dejlige sandede jord.

Timerne gik, og både jeg og min mor holdt mange pauser i løbet af dagen, og sivede ud af hver vores lille bolig for at mødes ved hønsehuset. Nye dyr drager, og vi skulle lige se om ikke også Henry Lee – den store gule – vågede sig ud af det efterhånden noget varme hønsehus. Silas har navngivet Henry Lee, og synes ikke der er noget i vejen for at kalde en dame for Henry. Om det er Nick Cave sangen der har inspireret ham ved jeg ikke, men Henry Lee hedder hun altså.

Da vi hentede hønerne i går, udtrykte jeg min bekymring til flinke gårdejer Lone. “Jeg er lidt bange for om vi kan finde ud af at holde liv i dem” pippede jeg. Godt nok har vi læst om hønens pasning og pleje, men det er noget andet når man pludselig står med en papkasse fuld af levende høne.

“I kan ikke slå dem ihjel” sagde hun. Og det tænkte jeg var meget gode odds for deres overlevelse. “På nær med varme. I skal passe på at de ikke får det for varmt i den her hede.”

Det gav jo meget god mening.

Derfor var vi ikke helt trygge ved situationen da Henry kl. 14 stadig lå og gispede i hønsehuset, mens Bella og Hedwig holdt fest i det fri. Da hun begyndte at sige nogle underlige lyde – som lød anderledes end de andre høns livlige klukken – tog vi en rask beslutning. Jeg greb fat i Henry og gelejdede hende med fast hånd ud af den lille dør i hønsehuset, og selvom hun strittede imod og pustede sig op, var hun ude i et snuptag.

Henry – den selvbestaltede burhøne – gik snart og hyggede sig med de andre, og holdt heldigvis hurtigt op med at gispe. Det skulle det vise sig, at hun er fan af havens brombær, som jeg fodrede hende med ind gennem hegnet. Hun slugte hvert brombær grådigt i én mundfuld. Nu har vi indtil videre holdt liv i de tre damer i 24 timer, og det er da også noget.

Inklusiv høns er vi nu lige så mange dyr som mennesker på matriklen. Jeg har holdt alle mine kaffepauser på bænken overfor hønsehuset i dag. Med et krus i hånden, hunden (nysgerrig, opmærksom, tungen lidt for langt ud af halsen?) ved min side, og fødderne plantet i det tørre bløde græs, har jeg mærket en ro sænke sig over mig, mærket mit hjerte slå langsommere, bare ved at iagttage hønsenes langsomme færden, pirken og klukken. Det er sjovt at man allerede nu, efter ikke engang et døgn, kan se tydelig forskel på deres personlighed og adfærd. Måske behøver jeg slet ikke at lære at meditere, måske skal jeg bare sidde der, sammen med dyrene, når stressen sniger sig ind på mig? Jeg har i hvert fald på fornemmelsen, at jeg kommer til at bruge mange timer på den bænk.

Bjørn har erklæret, at godt nok vil han gerne hjælpe med hønsehus og den slags, men hønsene – de er ikke hans projekt, dem må vi andre more os med. Alligevel mødtes vi på “hønsebænken” efter aftensmaden. Alligevel sad han længe og kiggede på dyrene sammen med mig, grinede ad deres skøre bevægelser og måtte erkende, at det virkelig ER meditativt. Alligevel var det ham der lukkede dem blidt og venligt ind i huset igen her til aften.

Bella gik selv ind i huset og op på sin sovepind. Klog høne. Hedwig og Henry var blevet så begejstrede for udelivet, at de absolut ikke ville ind, men da først Bjørn viste dem vej, gik det ret nemt. De er ikke særlig sky, og vi er sikre på at bevæbnet med brombær og andre godter skal vi nok blive rigtig gode venner med de damer.

Hedwig
Henry Lee
Bella

Du kan følge os på  facebook , Instagram eller bloglovin

 

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *