Lykke

Denne morgen sov jeg længe.

Bjørn havde ladet mig ligge uforstyrret under dynen, så da jeg vågnede af mig selv kl. 9 var alle taget afsted.

Hønsene var ikke tilfredse den langsomme morgen, der var utålmodig klukken ved hønsehuset da de blev lukket ud.

Nu sidder jeg her, med en travl weekend foran mig, og en to-do liste på 28 uoverskuelige punkter.

Sådan kan det også være.

Men der er intet andet sted i verden jeg hellere vil sidde med en uoverskuelig to-do liste end her. Her, mens solen skinner ind af vinduet i det lille baghus. Lyser det hele op og rammer mine fingre mens de danser hen over tasterne.

Her roder, og jeg skal gøre nogle plakater og postkort klar til en butik, og så skal jeg male døren i ungernes skurvogn. Men først under jeg mig selv lidt tid ved tastaturet.

Jeg mærker den velkendte stress snige sig ind i min krop, en følelse der kommer og går, men som aldrig er langt væk. Mens jeg mærker brystet snøre sig sammen og vejrtrækningen stagnere i brystet, tænker jeg: Hvorfor forsvinder den ikke? Burde jeg ikke være lykkelig nu?

Jeg tænker videre, over lykke, mening og formål, bliver lige så rundtosset som altid. Beslutter mig for, at den evige jagt på lykke skal stoppe. Hvis jeg bliver ved at tro at lykke er meningen med det hele, hvis jeg bliver ved at tro at den findes om hjørnet, vil jeg for evigt jagte noget som ikke findes. Jeg vil for evigt være utilfreds, føle mig forkert, føle at livet ikke er som det burde være.

Vi ser, hører og læser uafbrudt om folk der har fundet lykken: i dén og den livsstil. Ved at rejse jorden rundt. Ved at bo minimalistisk. Ved at være rige og berømte og køre i dyre biler. Og selvom vi kan sige “penge gør mig ikke lykkelig, det gør min familie” så prioriterer de fleste materialitet langt langt højere end menneskene i deres liv.

Jeg er selv fanget ind. Tænkte, at hvis bare jeg fik simplificeret mit liv nok, så blev der mere plads til lykken. Og jeg siger dig, der findes mange smukke billeder af Tiny Houses og minimalistiske hjem, og jeg har ofte tænkt at det liv, det ville gøre mig lykkelig.

Men lykken, den er en flygtig størrelse. Og jeg er begyndt at tro, at lykken slet ikke er meningen med det hele. Jeg er begyndt at tro, at det er ved at slippe ideen om hvor lykkelige vi bør være konstant og hele tiden, at lykken kan vise sig i uforudsete glimt. Jeg er begyndt at tro, at det er dybden og fylden, der er meningen. At tage hele livet ind. At acceptere nuancerne, tvivlen, mørket. Mest af alt; at acceptere den nådesløse usikkerhed som vi alle lever med. I virkeligheden ved vi intet, andet end om dette nu. Ingenting overhovedet.

Grunden til at jeg tænker disse tanker, skal findes i det faktum at vi næste uge åbner vores hjem for journalister fra to forskellige medier. Jeg har mærket at jeg er spændt ud imellem at ville dele ud af den lune behagelige drøm om det gode enkle liv, og mellem at ville servere et dybere, mere nuanceret billede af vores tanker om livet og vores valg.

Jeg vil gerne have at her ser pænt ud, og så kan jeg servere hjemmebagt surdejsbrød og fortælle om hvordan vi har fundet lykken ved at simplificere. For det er jo sandt: for os findes der god mening i dette liv.

Men jeg vil ikke være med til at pushe lykke-drømmen. For det er ikke lykke-jagten der er meningen med det hele. I lykke jagten kan vi ikke undgå at fare vild. I lykke-jagten kan vi ikke undgå at komme til at føle os forkerte, føle os utilstrækkelige, føle at det aldrig er nok, at VI aldrig er nok. I lykke-jagten gør vi uundgåeligt skade på dem omkring os, på os selv og på den jord vi lever på. Lykke-jagten skubber os fremad i en evig jagt på mere, på evig ekspansion. Om det så er flere dyre biler eller flere timers yoga, så findes lykken altid derhenne og aldrig nu.

Jeg begynder at forstå, så småt, at lykken ikke er meningen.

Jeg begynder at ane, at dybde og fylde er noget andet end lykke. Dybde.

Og hvor begynder man så? Har jeg slet ingen svar at dele ud af, nu hvor jeg er en af dem der rent faktisk er startet på en frisk, har lagt livet om og er sprunget ud på det dybe, tænker du måske?

Jeg ved det ikke, ikke med sikkerhed, men jeg kan fortælle hvor jeg er startet.

To ting er centrale her: Accept og jord.

Hvad, accept og jord? Jep.

Først: friheden findes i accepten af det hele. Hele lortet, om du vil. Af livet i al dens dystre og mørke og uforudsigelige usikkerhed, som er et vilkår for os alle. Af stressen og følelsen af utilstrækkelighed. Og i accepten af alle de gaver livet også skænker. Lyset, børnene, berøringerne.

Accepten af det hele. Af det held vi fik tildelt og de svigt vi pådrog andre og dem vi blev udsat for. Modet til at gå ind i det. Ikke flygte fra det i fornægtelse, forbrug, alkohol, boligblade eller andre overspingshandlinger. Modet til at være i det hele, på én gang. Rumme kompleksiteten. Lykken findes ikke i den sofa som jeg ønsker mig. (Selvfølgelig ønsker jeg mig en ny sofa, hvem gør ikke det? Jeg kan bare godt sige til mig selv at jeg ikke behøver den for at være god nok). Lykken findes i at ligge ved siden af mit barn og mærke ham falde i søvn, mens jeg fyldes af ubeskrivelig kærlighed og ubeskrivelig sorg over at  vide, at også dette får en ende. Lykke? Ja. Ikke som “lykke” men som fylde. Som et “ja”.

Og så jord. Den her har jeg ikke helt selv regnet ud. Men jeg aner noget vigtigt her.

Vi må starte med jorden. At udbytte den som vi mennesker har gjort så længe, kører ikke rigtigt. Desuden er vi stressede, og det gælder også minimalisterne. Så.

Jord. Jeg vil gerne passe bedre på den, så jeg prøver at forbruge mindre, bedre.

Men jeg kan også mærke at jorden har gaver at give, udover den ømme ryg jeg altid får efter mange timer i haven. Duften og følelsen af fingrene i jord giver ro. Det skærper fornemmelsen af det vi er en del af. Det store hele. Og jeg tror vi moderne mennesker har brug for at tage den forbindelse på os igen. Jeg mærker det når jeg fodrer høns, jeg mærker det når jeg plukker tomater, finder brombær, koger æblegrød og borer greben ned i jorden, vender den, fisker regnorm op til hønerne, smider ukrudt i spanden. Og forfra igen. Derfor skal vi have en køkkenhave. Ikke for at finde lykken, men fordi det giver mening.

Jeg kunne godt bruge flere kræfter på at indrette hytten, og det kommer vi også til. Der er lang vej endnu. Hvilket jeg også måtte skrive til den ene journalist, da hun skrev og spurgte om vi var “på plads”? Jeg smilede ved mig selv, og tænkte, at på plads kommer vi aldrig. Jeg overvejede om jeg skulle bede hende komme tilbage om et år, så vi bedre vil kunne fremvise en magasin-værdig bolig. Men så tænkte jeg ved mig selv, at det jo ikke er pointen med at sige ja til interviews. At sælge den søde drøm. Vi vil gerne inspirere, men på en anden måde. Så jeg skrev, at hun var velkommen, og at hun ville møde delvis idyl, delvis proces. Og sådan, akkurat sådan, vil det nok blive ved med at være, for sådan er livet jo. Ikke?

Du kan følge os på  facebook , Instagram eller bloglovin

 

4 Comments

  1. Kathrine august 17, 2018 at 1:18 pm

    At kunne være nærverede i nuet, det er for mig det tætteste på lykke vi kan komme. Sindet/tankerne skaber en drømme verden hvor ingenting er godt nok. Tankernes verden vil altid vende tilbage til fortiden og bekymre sig om fremtiden.
    Lykken kommer når vi bliver i stand til at opleve nuet for det, det er. Uden tankernes indblanding.
    Prøv at bemærke dine tanker i løbet af en dag og bemærk hvor mange gange du uden du har villet det tænker på fremtiden, enten i dagdrømmeri eller bekymringer. Det samme med fortiden, og læg mærke til hvor mange gamle følelser der forstyre sig nærvær i øjeblikket.

    Vi skal lære selv af vælge hvornår tankerne skal fylde i nuet, det første skridt er at lægge mærke til dem og lade dem være uden at bekæmpe dem eller blive engageret i dem.
    Når tankerne slipper sit tag i os, begynder vi at kunne se lykken overalt. ( specielt i den virkelig ikke menneske skabte verden)

    Kathrine

    Reply
    1. Siff Jensen august 17, 2018 at 3:18 pm

      Hej Kathrine.
      Tak for at du læser med og deler dine refleksioner med os.
      Jeg kommer til at tænke på Eckhart Tolle når jeg læser din kommentar, og jeg synes der er visdom i betragtningerne om nuet.
      For mig findes der en stor frihed i at give slip på lykke-jagten, og forsøge at gå ind i livet på livets præmisser. Jeg bliver f.eks. altid en lille bitte smule bedre til at være i nuet, når jeg accepterer hvor top-elendig jeg er til det 😉
      Kh. Siff

      Reply
  2. Line august 27, 2018 at 6:48 pm

    Lykken er for mig et biprodukt af de valg jeg træffer i livet. Øjeblikke, store som små. Lykken er flygtig og kommer og går. Den kan gemme sig i en samtale, at se mine børn lege med bedstefar eller mærke solen titte frem efter en tid med skygge. Altid på kortvarigt visit.

    Reply
    1. Siff Jensen august 29, 2018 at 1:01 pm

      Kære Line.
      Det er en meget fin beskrivelse af lykkefølelse. Og sandt at lykken kan være som “et biprodukt af de valg jeg træffer i livet.”
      Det lyder genkendeligt, som en følelse af at alt for en stund er fuldstændigt som det skal være, fordi man ikke bare lod stå til, men valgte intentionelt.
      For mig giver det bestemt mening at være opmærksom på lykken, nyde den i fulde drag når den opstår, som én af de mange smukke og værdifulde følelser der giver livet fylde <3
      Kærlig hilsen
      Siff

      Reply

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *