Tid

Jeg vågnede ved følelsen af varme pust i mit ansigt og åbnede øjnene lige ind i Sagas. Dernæst kom Jonatan trissende og krøb under dynen i min fodende. Han klagede over hovedpine og da han havde en smule feber fik han lov at få fri. Selvom jeg ikke var meget for det, allerede anden dag i det nye skoleår.

Nu har han spist hakkebøf og spidskål til morgenmad, og sidder i sofaen med lydbog og puzzlespil, mens jeg prøver at skrive lidt.

Sådan er det at arbejde hjemme. Det er luksuriøst, fleksibelt – og nogengange lidt af et puzzlespil. Et spil med mange flere brikker end det Jonatan sidder og samler nu.

Min ferie har på én måde været lige så lang som drengenes, altså 6 uger, på den anden side, så flyder fridage og hverdage mere eller mindre ud i et for mig. Jeg har hængt to udstillinger op, og hentet én hjem. Jeg har planlagt resten af arbejdsåret, fået aftaler i stand og lavet lidt regnskab. I mit indre kører tanker, idéer og planer – altid.

Samtidig har jeg sovet længe, badet og badet og badet sammen med mine børn, hørt livemusik og hygget sammen med familie og venner. Jeg har drukket hvidvin på terrassen, og lavet snobrød til frokost sammen med drengene. Jeg har prøvet at nå nogle af alle de praktiske ting vi skal have bund i inden vinter, og jeg har skændtes med mine unger om hvornår de skulle slukke for playstation. Sammen har vi danset regndans, plukket bær og bagt kager. Altså: ferie.

På den ene side holder jeg aldrig helt fri. På den anden side er fri noget jeg er.

Frihed for mig er at eje min egen tid.

Ikke fordi jeg stræber efter et liv på ryggen i sofaen med Netflix kørende nonstop.

Ikke fordi jeg sover længe i hverdagen eller kun behøver lave noget jeg synes er “sjovt” eller arbejde når jeg har “lyst”.

Jeg elsker at lave billeder, og jeg tjener penge på at sælge de billeder jeg laver; det er jeg dybt taknemmelig for. Men det betyder jo også, at jeg alene er ansvarlig for at løse alle de forskellige opgaver der hører med, og for at der kommer penge i kassen; på lige vilkår med alle andre selvstændige.

Prisen for friheden er usikkerhed. Sådan er det bare.

Men der findes ingen anden vej for mig. Jeg bliver stresset på “arbejdsmarkedet”, og det er et faktum jeg ikke behøver at teste flere gange end jeg allerede har gjort. Men her kommer det mirakuløse: Uden det faktum ville jeg måske ikke have turdet at satse på dette kreative liv. Jeg ville have valgt en tryggere vej, hvis jeg havde kunnet. Jeg ville have lullet mig selv ind i overbevisningen om at male, det kan man alligevel ikke leve af. Jeg ville have lade mig bremse af angsten for ikke at kunne betale mine regninger og give mine børn tøj på kroppen. Jeg ville have ladet frygten styre. Jeg ville ikke have lyttet til min indre stemme, den der fortæller mig, at det jeg skal give til verden har noget med billeder og ord at gøre. Det ville have været for svært, hvis det trygge alternativ havde været en mulighed. Jeg ville have gemt maleriet og ordene væk, og jeg ville have købt nogle flere sko og nogle dyre tasker, for at dulme meningsløsheden og tomheden. Det er jeg næsten sikker på.

På den måde er forhindringerne af og til gaver. Ikke altid, men af og til. Af og til, tror jeg, findes det gode liv bagved alt det der ikke gik som man planlagde. Jeg lyttede, fandt vej, fik bygget et liv, tilkæmpet mig frihed. Jeg kunne ikke gøre det hvis ikke Bjørn var med på idéen. Jeg kunne ikke gøre det, hvis ikke vi var villige til at være meget bevidste om vores forbrug, skære ned, give slip. Jeg kunne ikke gøre det, hvis jeg ikke var ekstrem stædig og vedholdende. Jeg kunne ikke gøre det, hvis ikke jeg blev syg hver gang jeg prøvede at tvinge min indre stemme til tavshed.

Midt i øvelsen med at begrænse os selv for at opnå frihed, har vi fundet flere uventede gaver. Det føles godt at forbruge mindre. Det føles godt at give slip på trangen til at købe sig til lykke. For hver taske, hvert par sko ville have krævet at jeg brugte min tid på at tjene penge til dette forbrug. Erkendelsen af, at man for hvert køb bytter sin tid væk, har været øjenåbnende. Jeg vidste det jo godt. Men jeg VIDSTE det ikke. Ikke på samme måde som nu. 

Frihed er tid. Tid til at mine børn kan holde ferie i halvanden måned. Tid til at de dejligste stunder kan opstå; lysende og surrealistisk smukke. Intens nærhed.

Tid til at vi kan gå hinanden på nerverne – og komme ud på den anden side.

Tid til at lave en hønsegård, og bruge timevis sammen med Jonatan på at få hegnet til at sidde fast på hønsehuset mens Silas bygger den fineste hønsetrappe ud af træ. Tid til at holde pause på havebænken under sommerfuglebusken, mens Jonatan disker op med lakrids og sodavand og snakken går.

Tid til at sidde her, lige nu, og skrive.

Tid til at lave billeder og køre rundt i landet og hænge dem op.

Tid til at finde ud af, hvad der giver mening og hvad der ikke gør.

Det er en krævende gave at eje sin egen tid, men ikke desto mindre en gave, jeg aldrig har lyst til at give slip på igen.

 

Du kan følge os på  facebook , Instagram eller bloglovin

 

5 Comments

  1. Julie august 12, 2018 at 7:31 am

    Sikke en dejlig tekst!

    Reply
    1. Siff Jensen august 12, 2018 at 8:46 pm

      Kære Julie – sikke en dejlig kommentar! tak <3

      Reply
  2. Pingback: Spring – Ind i Verden

  3. Trine november 6, 2018 at 9:19 pm

    Har først lige “opsporet” din blog og er i gang med at læse mig igennem hvert et ord du har skrevet. Du skriver så inspirerende! Og rammer lige ind i alt det mine tanker kræser om for tiden. Tak! ❤️

    Reply
    1. Siff Jensen november 9, 2018 at 10:40 am

      Kære Trine.
      Hvor dejligt du fandt bloggen og har lyst til at læse med 🙂
      Og tak fordi du giver dig tid til at kommentere. Lige nu er der lidt stille på bloggen, fordi jeg har rigtig travlt med kunsten, men sådan en kommentar giver mig lyst til at få skrevet noget mere, rigtig snart 😉
      Kh. Siff

      Reply

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *