Kom ind

“Jeg har det som om en tornado har suget mig ind og hvirvlet mig rundt i flere måneder” siger jeg til Bjørn, henover køkkenbordet. “Skriv om det” siger Bjørn.

“Nå, ja” siger jeg.

Der er sket så meget. Og så alligevel – det er svært at begribe, at så meget er sket, som på samme tid er så småt og usynligt.

Vi er jo bare flyttet.

Indeni mig er noget også flyttet, omrokeret, mistet og fundet. Jeg tror ikke at det nogensinde bliver det samme igen. At jeg gør.

Sidst jeg skrev var skurvognen lige landet i haven. Det er 3 uger siden nu. Dagen efter at den stod her, solidt plantet i græsset, under æble- og birketræ, gik Silas og jeg i gang med den indvendige istandsættelse. Vi skrubbede og skurede og hev emhætte og køkkenskab ud af vognen på den ene væg. Køkkenet på endevæggen lod vi være, så Silas kan bruge det til opbevaring.

Silas havde læseferie, og jeg har prioriteret arbejde ned og flytning op de sidste mange uger, så vi har været primus-motorer i skurvogns-teamet. Han manglede kun en enkelt eksamen da vi gik i gang, og det var engelsk. Fordi han er vokset op med en far der har talt amerikansk til ham siden han var helt lille, og brugt en del tid sammen med sin farfars australske side af familien, både her og i Australien, taler han godt engelsk. Han forberedte sig intenst til både dansk og matematik, og endte derfor med at blive lidt skuffet over sine (ellers fine) karakterer. Jeg foreslog at han prøvede den modsatte taktik til engelsk-eksamen: med så lidt forberedelse som muligt, kan man kun blive positivt overrasket over resultatet. (Ja, sådan en mor er jeg. Og jeg fik jo ret 😉 )

Vi købte utallige bøtter med maling, farverne nøje udvalgt af Jonatan og Silas. Jonatan drømte om et “indisk inspireret værelse” og dyb blå er åbenbart Indiens farve hvis man spørger Jonatan. Blå vægge og blå gardiner krydret med spraglede puder, blev løsningen. Silas gik efter en blanding af sort og hvidt med en snert af retro. Jeg gav drengene lov til at træffe beslutningen om maling selv, mens jeg pakkede alle mine indretnings-drømme væk, sammen med den lille bitte lyserøde drøm bagerst i mit sind, som handlede om at indrette deres skurvogn som en romantisk patina-ramt skærgårds-drøm. Jeg vidste ikke engang at jeg havde den drøm, før jeg måtte slippe den igen. Men håbet levede åbenbart dybt i mig, indtil den sorte og koboltblå maling var købt.

Nuvel. Jonatan havde ondt i maven dagen efter malingen var indkøbt, og på den bekostning fik han fri fra skole. Han fik det på mystisk vis bedre op ad dagen, og endte med at sætte de første blå penselstrøg på sit eget værelse. Derefter arbejdede han koncentreret med malerrullen. Han var mere udholdende end jeg længe har set, når det kommer til praktiske opgaver. Ejerskab over opgaven, over vognen, gav kræfter. Det er ikke bare mors og fars projekt det her.

Det tog halvanden uge at få skurvognen rengjort og malet indeni, samt at få repareret et par døre, så de både kan åbne og lukke.

Den halvanden uge var istandsættelse, men den var også landing. Børnene så deres lille “hus” tage form. De var med, så meget som skole og alder nu ellers tillod.  Silas og jeg brugte hele dage på at male, høre musik og snakke. Vi hørte mest hans musik, og hvert nummer blev ledsaget af en fortælling om hvorfor netop dét talte til ham. Vi talte om livet og døden og kærligheden. Meningen med det hele. Film vi gerne vil se og ting vi drømmer om. Alt sammen afbrudt af jævnlige grineflip over alle de underlige ting der kommer ud af især Silas´mund – men også helt ufrivilligt ud af min. Jeg synes vi havde en god forbindelse før, og altid har haft det, men jeg føler at jeg kender ham endnu bedre nu. Jeg ved godt at Silas er min søn, og at jeg derfor er uforbeholdent og fuldstændigt subjektiv hvad angår det han siger, gør og er. Men jeg måtte flere gange knibe mig selv i armen over de kloge betragtninger der kom ud af hans mund, mellem fjolleri, musik og maleri. “Sagde han virkelig det?” tænkte jeg, mere end én gang. Og jeg fik endnu engang slået fast, at når man er forælder går lærdommen begge veje. Vi er vores børns læremestre – og de er vores.

Der lugtede stadig (lidt for meget) af maling, da drengene insisterede på at få lov at overnatte derovre for første gang. Faktisk endte det med, at Jonatan tog den første nat i vognen alene, for Silas lavede planer ude af huset. Vi var lidt nervøse for om Jonatan ville blive bange i løbet af natten, vognen ligger jo trods alt ca. 15 meter fra huset, og endnu længere væk fra baghuset. Vi installerede ham med en lommelygte ved siden af hovedpuden og jeg blev hos ham til han var faldet i søvn, indtil jeg med en smule bankende hjerte listede ud af vognen og lukkede døren bag mig. Sikke lille han stadig er, når han ligger dér, helt alene i den anden ene af haven.

Men Jonatan er ikke nervøst eller bange anlagt (jeg takker tit guderne for at han ikke har arvet min frygtsomhed!). Alt forløb i bedste ro og orden, og vi vækkede ham af en dyb søvn næste morgen. Vi har lavet en aftale om, at han helt selv må bestemme om han vil sove i baghuset hos os, hos mormor eller i vognen. Så han skifter lidt – primært mellem vogn og mormor – i tryg vished om at han både er fri og ønsket.

Han har haft en del kammerater sovende allerede, og det går så fint at have soveaftaler i skurvognen. Det føles som om vi har vildt meget plads, fordi drengene har deres egne rum nede for enden af haven. Selvfølgelig spiller det også ind, at vejret denne sommer er fantastisk, og at vi derfor er ude så meget af tiden. Vi føler os ikke klemt inde på 17+25m2. Vi må se hvad vinteren har i vente. Men indtil nu fungerer det forbløffende godt.

Næste projekt bliver at få bygget en skillevæg mere i skurvognen, så Silas værelse bliver adskilt fra gangen. Vi skal have lavet el, samt løst problemet med en varmekilde i både skurvogn og baghus, så vores små hjem bliver efterårs-klar. Og så planlægger vi en omgang ekstra isolering i bunden af vognen. Vi har heldigvis stadig et par varme måneder at løbe på.

Knap havde børnene indtaget vognen, før vi kastede os over den noget forsømte have. (Forsømt, fordi også min mor har været travl med at hjælpe os med at komme på plads). Bjørn og jeg var “kommet til” at invitere til 2×40 års fødselsdag og housewarming lørdag d. 7 juli. Mindst 40 gæster ville indfinde sig i haven denne dag, og vi tænkte at som et minimum skulle man kunne se græsplænen – og helst også kunne sidde på den.

Jeg mærkede den velkendte stress begynde at snige sig ind på mig, fint flankeret af perfektionismen. Men noget ER anderledes: stressen fik aldrig rigtig fat. Den stress, som er min faste følgesvend på godt og ondt, holdt sig på et niveau, som var uhørt lavt, i forhold til mængden af opgaver og aktivitet. Flere hold gode venner troppede op og hjalp med haven, og Bjørns bror satte den nye dør i baghuset. Mormor gav en kæmpe hånd med at få lavet mad til alle gæsterne og min fætter og hans kæreste shoppede drikkevarer for os i Tyskland. Så på forunderlig vis stod vi klar med nyslået græs og tag-selv-mad på bordet d. 7 juli kl. 13. Solen skinnede og det var nøjagtigt som vi havde ønsket os – måske mest fordi vores ønsker har ændret sig. Vi er næsten lige rykket ind her på matriklen, og jeg arbejdede hårdt for at slippe tanken om at kunne fremvise noget som helst færdigt. Det er som det er. Ungerne sover stadig på madrasser på gulvet, for vi har ikke fundet de senge de skal have endnu. Der er stadig huller i væggene der hvor der engang skal være stikkontakter, vi er stadig i allerhøjeste grad i proces. Men vi åbnede dørene alligevel, for alle dem vi kender og holder af. Inviterede dem ind i vores bofællesskab, og fik indviet vores nye liv på fineste manér. For det var det, som festen skulle handle om. Ikke at vise frem, men at fejre.

Vi havde endda 8 overnattende gæster, så nu ved vi, at det kan også lade sig gøre. (Om sommeren, i hvert fald 😉 )

Lige nu, i skrivende stund, er Silas taget hjem til sin far, Bjørn er taget på job, Jonatan og mormor er taget til Sverige for at vandre et par dage (inden mormor vandrer alene mod syd den næste måned). Her er stille for første gang længe, og min trætte krop er en glad krop. Tænk – nu er vi her. Det har taget lidt tid for især Bjørn og jeg, at føle at vi virkelig bor her. At vi ikke bare er på besøg. Vi har været en smule urolige for, om følelsen af at være gæster i eget hus ville forsvinde. Men efter festen i lørdags er det som om, at vi er kommet helt og aldeles hjem.

I går aftes, henover føromtalte køkkenbord, sagde Bjørn til mig: “Jeg er overrasket over hvor let det har været, trods alt. At omstille mig til, at det her er vores hjem nu. Jeg troede faktisk at det ville være sværere, at det ville tage meget længere tid.”

Drengene trives. Al vores tidligere bekymring om hvordan de ville have det med det hele, er forsvundet. Når jeg spørger siger Jonatan at han har det “rigtig godt” og han virker bestemt sådan. Han opfører sig som om han altid har boet her, og er i sit es når han slæber rundt på den store sorte hankat, som har besluttet, at Jonatan er den eneste der må netop dét.

Silas siger “det er som om vi er trådt i karakter, alle sammen. Jeg har f.eks. aldrig vidst at jeg gad alle de her ting. At jeg havde det i mig. At jeg gad male vægge eller klippe hæk. Det er som om vi er blevet dem, vi altid har været”. (Hvor får han det fra? Seriøst?)

Nu hvor vi har haft familie og venner på besøg, skal du selvfølgelig også have muligheden – så velkommen indenfor:

 

Denne vej… (Silas lavede skiltet til sin mor i 40-års gave <3 )
Gårdhaven, hvor der er sol det meste af dagen og en kop kaffe smager fortrinligt.
Baghuset som det ser ud med den nye dør. Nu mangler vinduerne bare en gang hvid maling. (Og ja, et hvert hjem må ha´en havenisse. Hvis du spørger vores familie).
Man kan godt få plads til stue på 17 m2…

 

… og spiseplads, arbejdsplads og garderobe. Det er her der også skal gøres plads til et lille køkken.
..og bogreol. Vi elsker bøger, og kun en brøkdel af dem vi havde flyttede med. Nu har vi fået en Kindle hver i 40-års gave, det er minimalisme-guf for bogelskere.
Der er også plads til kunst i et mini-hus. Den skal bare ikke være så stor. De to små billeder øverst til venstre er lavet af min dygtige kusine.
Hjemmelavede knager af et gammelt juletræ.
Katten Phineas – eller bare Fini. Han må ikke ligge på vores hems, men det er han da ligeglad med.
Nu har vi kun de nøgler vi rent faktisk bruger.
Drengenes gule vogn.
Den ene side er allerede sort. Nu skal resten males samme farve, og den meget røde dør skal også være sort.
Her bor Silas.
Silas har lavet mini-have i sin køkkenvask – den skal jo ikke bruges som vask alligevel, så hvorfor ikke?
Jonatans værelse begynder at tage form…
..og vi prøver at finde noget indien til ham.
Når Jonatan går ud af sit værelse går han ind i Silas’. Derfor skal vi have bygget endnu en skillevæg så de får en gang imellem deres værelser.
Endnu en fordel ved at bo tre generationer samme sted: mormor sørger for et drivhus der bugner af tomater.

 

Du kan følge os på  facebook , Instagram eller bloglovin

 

 

 

6 Comments

  1. Trine Isholm juli 10, 2018 at 9:36 pm

    Fantastisk Det er den vildeste oase I er ved at skabe.. Hvor må det være en helt igennem skøn følelse af “Vi gjorde det sgu”

    Reply
    1. Siff Jensen juli 11, 2018 at 5:25 pm

      Åh ja, det er ret skønt at vi begynder at være “landet”. I kan godt glæde jer til det bliver jer 😉 Forresten, uden jer ville den omtalte stress nok ikke være blevet på et tåleligt niveau, det var fantastisk at I kom og var have-engle <3

      Reply
  2. Mette juli 11, 2018 at 7:42 pm

    Hej Siff.
    Hvor er det dog skønt at se alle de dejlige billeder. Hvor har i fået jer et lækkert hjem. Godt gået. Og ja, en virkelig god ide med juletræs knaget, smart og vældig innovativt tænkt.
    Et spørgsmål presser sig på, hvad gør i med køkken?

    Jeg håber i får en fantastisk sommer og at de varme temperaturer giver jer de ekstra dage/uger/måneder der skal til for at blive helt vinter klar. Glæder mig til at høre om jeres jul, når vi kommer til dem tid☀️☀️☀️

    De bedste hilsner
    Mette

    Reply
    1. Siff juli 18, 2018 at 10:39 am

      Hej Mette 🙂

      Tak for søde ord, vi er også blevet så glade for vores nye hjem. Angående køkken, så deler vi jo med min mor lige nu, og vi har udskudt eget køkken-projekt til foråret. Det har vi fordi vi lige nu skal have lavet el til både skurvogn og baghus, og det er et stort projekt med en masse grave-arbejde. Så skal vi have varme og ekstra isolering helt klar til efteråret, samt gøre klar til både høns og den køkkenhave vi gerne vil have op at køre i 2019. Så hvis vi også skal nå at holde fri i og nyde sommeren, så må projekt køkken (inklusiv udgravning til kloak) udskydes. Men det er vi ok med, for så har vi god tid til at finde den helt rigtige løsning 🙂

      Kærlig hilsen
      Siff

      Reply
  3. Tine B. juli 14, 2018 at 5:11 pm

    Ej Wauw! Det er slet ikke til at se I lever på så få m2, der er jo alt hvad hjertet kan begære 😀
    Spændende til vinter ja, men jeg synes nu nogen gange vinteren kan suge livet ud af én uanset hvor meget plads man bor på… Og måske bliver nærheden kuren mod netop det?
    Jeg vil sige, sådan helt objektivt fra en udeforstående, at han lyder ret vidunderlig ham Silas 😉 Tillykke med alt det I har nået!

    Reply
    1. Siff juli 18, 2018 at 10:53 am

      Kære Tine.

      Tusind tak – Jeg kan afsløre, at der er blevet ryddet op inden billederne blev taget 😉 Der kan hurtigt blive rodet når man bor på så få kvadratmeter, og alt må have faste pladser. Men egentlig er det fuldstændig det samme når man bor på mere plads tænker jeg; der bliver bare hurtigt rodet når man bor 4 personer sammen, men nu hvor vi har færre ting går det meget hurtigere at rydde op og gøre rent. Jeg tænker hver eneste dag, at vi virkelig har alt hvad hjertet kan begære (undtagen eget køkken) og at vi faktisk godt kunne klare os med meget færre ting – vi har f.eks. stadig mere tøj end vi behøver. Tiden må vise om nærheden bliver kur mod vinterdepression, eller årsag til den, men lige nu er vi i hvert fald virkelig tilfredse med vores valg 😀
      Tak for søde ord om Silas – han ER vidunderlig, vi har faktisk nogle ret seje unger, hvis vi selv skal sige det, som bare har taget denne nye livsændring til sig <3

      Kærlig hilsen
      Siff

      Reply

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *