Fra materialist til minimalist

Nu kunne man hurtigt få den tanke at det er Siff´s projekt at vi skal downsize og bo småt, men det er langt fra virkeligheden.

Siff er rigtig god til at skrive og spytter hurtigt lange velskrevne tekster ud, hvor jeg skal bruge længere tid til at gå og brygge på hvad jeg egentlig har på hjerte. Godt nok har vi forskellige bevægrunde for at kaste os ud i det her projekt, men som jeg ser det, kommer motivationen for os begge af samme grundlæggende tanker.

Vi har i de sidste 6-7 år talt meget om at bo på mange forskellige måder. Vi har talt om hvad der er essensen i livet og hvad man i virkeligheden har brug for i livet. Jeg husker mange ferier hvor jeg har tænkt over hvad man egentlig har brug for, mere end den rygsæk man har med sig. Alle disse tanker og snakke, har ført til erkendelsen af, at det grundlæggende er frihed vi begge længes efter. Hvad frihed er for den enkelte, kan være meget forskelligt, men for både Siff og jeg handler det ultimativt om at rejse, at være fri til at rejse. I vores mange samtaler, er der sideløbende med denne længsel efter frihed opstået andre tanker og ideer til hvordan man kan blive fri. 

For os er det nu endt ud i, at vi vil gøre op med at skulle forbruge og eje en masse ting, for heri finder jeg også en frihed. Jeg har været hele ræset igennem tidligere i mit liv: hus, bil, designermøbler og et tårnhøjt forbrug, som jeg i virkeligheden knoklede for enten ikke at miste igen eller for at forøge. Jeg skulle skaffe mere, større og bedre. For mig blev det et selvskabt fængsel, hvor jeg ikke kunne være fri, ikke kunne leve uden ting. Siden hen er der løbet meget vand under broen, og nu er jeg uddannet pædagog med der til hørende forholdsvis lav indkomst og en lidt for stor studiegæld. Tankerne og samtalerne har over de sidste par år udviklet sig ud fra dette “nye fængsel”; hvordan kommer vi ud af vores gæld og opnår den frihed vi ønsker, og hvordan sikrer vi os at størstedelen af vores indkomst ikke bliver spildt på noget vi ikke har brug for?

Disse ord skrives på en dag hvor vi har taget de første alvorlige skridt hen imod større frihed. Vi har ryddet op, ryddet ud, planlagt og talt sammen. (Bl.a. er 6 plastiksække med tøj endt i genbrugs-containeren).

Det har virkelig sat gang i tankerne og en trang til at bidrage til bloggen. Det er nu planlagt at vi skriver til vores udlejer for at sige op i dag, samtidig er der blevet dannet et bedre overblik over mange af vores ting og hvad vi skal gøre med dem. Det er utroligt hvad der bliver stuvet sammen i kasser gennem årene, hvad man tænker at man har brug for at gemme. Mange af tingene er gemt fordi man tænker at det nok lige er noget man kommer til at kunne bruge engang, eller af ren nostalgi over hvad tingene minder én om.

Min erfaring indtil nu er, at det føles godt at give slip i alle tingene. Det er mærkeligt nok, for sådan en gammel materialist som mig, ret nemt at give slip, men sværest er det at give slip på de ting der har været dyre…

Min største og mest grundlæggende frygt lige nu er, at vi ikke når at komme af med alle tingene og står på flyttedagen med så meget, at der ikke er plads til det. Vi har ingen muligheder for at få opbevaret noget, hvis der ikke skulle være plads, så de næste 3 mdr. må vise om det kan lade sig gøre at gå fra 85 m2 (+ garage, værksted og skur) til kun en beboelsesvogn (samt 17m2 anneks)…

Du kan følge os på facebook , Instagram og bloglovin

 

3 Comments

  1. Anita Christensen februar 21, 2018 at 7:07 pm

    Det er altså meget sejt det i gør nu, og jeg er sikker på det vil blive lidt af en rejse for jer, som munder ud ikke at ville tilbage til det gamle igen.
    Vi gjorde noget ala det i gør for halvandet år siden og har kun ønske om at gøre det hele endnu mere simpelt.
    Rigtig go vind med det…. Super fedt i gør det !
    Iøvrigt, har i set en dokumentar på netflix om det at downsize ? Kan bare ikke huske hvad den hedder, men check den under dok. Amrk. Mener jeg.

    Reply
    1. Siff Jensen februar 21, 2018 at 9:07 pm

      Hej Anita.
      Vi har også allerede på fornemmelsen, at vi ikke vender tilbage til livet som det er nu,
      og er meget glade for den her proces vi har kastet os ud i. Spændte på hvor det fører os hen.
      Og det er dejligt når du, og andre der har prøvet noget lignende, vil dele erfaringer med os.
      Vi tror endnu ikke vi har hørt nogen sige, at de fortrød at de havde gjort deres liv enklere.
      Tværtimod. Så det er dejligt bekræftende 🙂 Hvordan kunne I godt tænke jer at gøre jeres liv endnu simplere?

      Ja, vi så den dokumentar du nævner, på Netflix for noget tid siden, det må være den der ganske enkelt hedder “Minimalisme”?
      Rigtig fin og inspirerende film, som vi faktisk havde tænkt at anbefale her på bloggen, så tak fordi du mindede os om det.
      Og tak fordi du læser med, og giver dig tid til at kommentere her 🙂
      Kh. Siff og Bjørn <3

      Reply
  2. Pingback: At træde i karakter – Ind i Verden

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *