Mormor

Jeg har længe tænkt, at det kunne være spændende at få min mor til at skrive et indlæg her på bloggen. Hun lægger hus og have til vores nye liv, og derfor er det på grund af hende, at vi denne sommer har kunne springe ud i at leve livet på en helt anden måde. Vi ville nok have fundet en anden vej til at udleve vores downsizing-drømme, hvis ikke hun havde sagt ja til at vi måtte slå os ned herude hos hende. Men hun sagde heldigvis ja, og derfor er vores projekt jo ikke kun et downsizing- og minimalismeprojekt, men også et bofællesskabs-projekt på tværs af generationer. Vi har fået mange beskeder og kommentarer fra andre der drømmer om at bo flere generationer sammen i en eller anden konstellation, så derfor er her nu et indlæg fra min mor, min mands svigermor og drengenes mormor, som belyser tingene fra den ældste generations synsvinkel. Måske kan det opklare nogle spørgsmål eller give stof til eftertanke hos de af jer, der selv godt kunne tænke sig at bo flere generationer/familier sammen. Rigtig mange har også interesseret spurgt hvordan min mor har det med hele projektet, så hvad enten du drømmer om bofællesskab eller bare er nysgerrig, så læs med her:

 

Hvorfor sagde du ja, da din datter og svigersøn spurgte om de måtte bo i dit baghus?

Det er ikke én bestemt grund til at jeg sagde ja. Snarere en række samtaler med Siff og Bjørn gennem flere år om det at bo hver for sig og sammen. Ligeledes betyder vores fælles fortid også en del, da Siff, Silas og jeg har boet tæt på hinanden før. Da boede vi i et hus med to separate lejligheder, men havde fælles have, og oplevede fordele ved at bo tæt på hinanden, jeg på barn og barnebarn og Siff og Silas tæt på mor og mormor. Vi spiste sammen og tilbragte megen tid sammen. Det var ukompliceret og hyggeligt. Silas kunne jeg nemt passe, hvis Siff og Silas’ far skulle noget en aften. Vi havde glæde af fælles madlavning og de lånte ofte min bil i hverdagen, hvor jeg ikke brugte den så meget. Dette uformelle bofællesskab fik en ende, da huset blev solgt, men tanken om et fremtidigt bofællesskab blev boende i os, da der havde været så mange fordele og ikke rigtigt nogen ulemper. Siff blev skilt og fik efter nogle år en ny mand, og dermed blev bofællesskabstankerne lagt på hylden. Men stille og roligt groede de frem igen som Bjørn og jeg lærte hinanden bedre og bedre at kende, og vi begyndte igen at tale om at købe en fælles bolig. Det viste sig dog at det ville vi ikke få økonomi til inden for en overskuelig fremtid og planerne blev lagt på hylden igen. Men så begyndte tanken om at bygge mit hus ud og bygge til, da min grund er stor nok til det. Som de minimalistiske tanker slog sig ned i Siff og Bjørn, voksede tanken frem om at de kunne bo i baghuset og i en skurvogn.  Da jeg grundlæggende har stor fornøjelse og glæde af at være sammen med min datter, min svigersøn og mine børnebørn, så var det ikke svært at sige ja til deres minimalistiske projekt i min baghave. Slet ikke da jeg en dag tænkte ”det værste der kan ske, er at de må flytte i en lejlighed igen.”

Så hvorfor ikke sige ja? Og det gjorde jeg så.

Jeg sagde også ja, fordi jeg gerne ville understøtte deres ønske om at blive gældfri og min datter i at kunne være kunstner, og da jeg ikke har en formue som jeg kan dele ud af, så tænkte jeg at jeg kunne dele det jeg har med dem, så de kan få det liv de ønsker. Og det jeg har er et hus og baghus på en ret stor grund.

Hvad har du været bekymret for?

Jeg har været mest bekymret for om det ville vise sig, at alle vores forskelligheder og sære vaner ville være en evig irritationskilde for os alle sammen. Og om det ville betyde at vi ville ende med ikke at kunne tåle synet af hinanden. Om badeværelset ville være optaget hele tiden af skidende og badende teenagere, børn og voksne. Om vi kunne finde ud af at dele køkkenet og i starten have fælles mad. Om hvordan vi skulle omgås hinandens gæster. Skulle jeg bare hilse på? Skulle jeg sætte mig og tale med dem? Hvornår ville det være påtrængende og hvornår ville det være uhøfligt at jeg holdt mig for mig selv? Og hvad har jeg selv lyst til når det gælder Siff og Bjørns gæster?

Jeg har været bekymret for, hvordan vi tre voksne ville fungere omkring de to børn. Om jeg kunne være uenig i Siff og Bjørns opdragelse og samtidig udføre den – og hvor går grænsen for mig?  Hvornår er vi fem ligeværdige mennesker, der skal have en dagligdag til at køre, og hvornår er spørgsmålet et opdragelsesspørgsmål, som handler om værdier og hvilket menneske, man som forælder vil have ens barn skal være?

Jeg har været bekymret for om katten kunne acceptere hunden og om de kunne bo fredeligt sammen. Mest bekymret har jeg været for katten, da hunden både har været vant til kat og er en meget lydig happy-go-lucky-hund.   

Jeg har været lidt bekymret for hvordan vi skulle gøre Siffs og Bjørns del af forbruget op, så hverken de eller jeg følte os snydt.

Og så har jeg været bekymret for ikke at kunne være alene og for at blive afbrudt og forstyrret. At være alene er ret centralt for at jeg trives, og jeg lader bedst op, når jeg er alene i mit eget selskab. Nusse rundt, sidde på terrassen, tænde et bål og bare stirre på ilden mod alt det blå og grønne. Lave mad og høre musik. Tænke. Lytte til fuglene og den bagved liggende stilhed. Få stilheden ind i hovedet efter en dag som lærer hvor børns og kollegers stemmer og lyde fylder mig op med ord, så mine egne forsvinder, og der er brug for ordløshed for at finde dem frem igen.

Hvad har du glædet dig til?

Min datter er et betydningsfuldt menneske i mit liv. Hun har lært mig utroligt meget lige fra hun blev født, og hun har givet mig store glæder og kamp til stregen. Siden hun kunne tale som 1-årig har vi været i en konstant samtale om os selv, livet, hvad det vil sige at være menneske, døden, børn, at forholde sig til andre og alt muligt andet mellem himmel og jord – og også derudover. Det har lige fra starten været både udfordrende og spændende at samtale med hende, men aldrig kedeligt. Vi har taget vores kampe – eller måske snarere hun har taget sine kampe med mig, for jeg er lidt af en kujon, når det handler om konflikter. Gennem de kampe har vi lært at forstå, acceptere, anerkende hinandens verden, synspunkter, holdninger og følelser. Det har holdt hårdt nogle gange og bragt gråd og tænders gnidsel. Der har været smækkede og lukkede døre. Men efterhånden har det udviklet sig til at vi som to selvstændige og meget forskellige voksne kan berige hinandens liv. Så har hun bragt to vidunderlige børn ind i mit liv og en klog og sød mand, som jeg både respekterer og holder af.

Derfor har jeg ganske enkelt glædet mig mest til at min datter bor tæt på mig igen. Ligeledes hendes mand og børn – mine børnebørn.

Hvordan har dine omgivelser reageret på, at din familie er rykket ind på din matrikel?

Jeg har i det sidste halve år mødt to forskellige reaktioner på at jeg har sagt ja til at Siff, Bjørn og deres børn må bo på min grund. Den ene er fra mennesker som undrer sig over at jeg vil bo sammen med min datter, svigersøn og børnebørn. Det er ligesom underforstået at ens voksne børn helst skal have deres eget liv langt fra en, og de må i hvert fald ikke være afhængige af en, ligesom jeg som bedsteforælder ikke må ”leve mit liv gennem mine børnebørn.” Man skal leve et uafhængigt og frit liv, og børn og børnebørn skal komme på besøg og så gå hjem igen. Man er lidt mærkelig, hvis man ikke foretrækker lange rejser til udlandet eller at bo i udlandet i flere måneder om året, men hellere vil tage sine børnebørn med på ferier og have dem boende tæt på sig. 

Den anden reaktion er fra andre med voksne børn, som også gerne vil bo tæt på deres børn. Nogle som ønsker at deres børn ville være med i sådan et projekt -to generationer, andre som ikke har børnebørn endnu og som ville ønske de havde, og så dem der er misundelige over at jeg er så heldig at komme godt ud af det både med datter og svigersøn, for det er sandelig ikke en selvfølge.

Hvad er det sværeste nu, hvor de rent faktisk bor her?

Det hele tiden at skulle afkode og forholde sig til andre. Tænke på om jeg har forstået dem rigtigt. Om jeg blander mig for meget i de andres liv. Hvad vi er sammen om og hvad vi ikke er sammen om. Og så at der hele tiden er nogen og hele tiden lyde, snak, hundehår, opvask, døre der smækker.

Hvad tror du bliver den største udfordring på sigt?

Jeg oplever meget at udfordringerne er lige nu og her, og det tænker jeg de vil blive ved med at være, bare nogle andre. At der dukker uforudsete ting op som bliver svære, netop fordi vi ikke kan tage forbehold for dem.

Hvad er det bedste ved at bo flere generationer sammen? 

At hjælpes ad med alt muligt praktisk, hus og have. At være tæt på sine børnebørn og kende dem godt. Men også det at mine erfaringer får betydning – enten ved at blive totalt ignoreret og så kan jeg med slet skjult skadefryd sige: hvad sagde jeg? – eller ved at blive taget alvorligt og mine erfaringer rent faktisk kan bruges til noget. Det giver også en følelse af at være til i tiden. Der var engang da jeg var ung/barn og så nu hvor de er unge/børn og jeg er blevet ældre. Følelsen af at eksistere i et tidsspand er meget spændende og givende. Jeg lever ikke bare fra dag til dag i mit eget livs tid, men har nu også en otte årigs, en teenagers og to voksne i 40ernes liv i tiden at iagttage og være en del af. Det forlænger på en måde mit liv fordi jeg kan være i alle tider på en gang. Også at rejse med børnebørnene giver mig den glæde at der igen er noget der er nyt, frisk. At se verden gennem børns øjne giver mig en følelse af at tiden er lang og spændende, og fordi de lever i deres tid på en helt anden måde end mig, så får jeg faktisk altid dobbeltoplevelser ud af vores samvær og vores rejser.

Lene

 

Mormor og drengene på vej til London (maj 2018). De rejser sammen flere gange hvert år. Nogen gange til udlandet, andre gange turer de Danmark tyndt. Den kan stå på vild underholdning i Disneyland og stille stunder i naturen eller på museum. I dag har jeg vinket farvel til Jonatan og mormor på stationen, fordi de skulle vandre i Sverige de næste 4 dage. Drengene siger aldrig nej til at tage med på eventyr, for hver gang er en succes og hver gang er de vokset lidt når de vender hjem.

 

Du kan følge os på  facebook , Instagram eller bloglovin

1 Comment

  1. Pingback: Afhængig – Ind i Verden

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *