Skurvogn

“Er du sikker på I når tilbage inden vognmanden kommer?” Jeg kigger lidt uroligt på Bjørn, som er på vej ind til Svendborg for at hente Silas fra arbejde. “Ja, ja, helt sikker. De skal jo først læsse vognen, og så køre hele vejen fra Hundstrup, det når vi sagtens.”

“Godt”, siger jeg. “Skynd dig”.

Der går ca. 10 minutter, så hører jeg den dybe rumlen fra en lastbil der holder stille ude på vejen. Jeg løber ud af huset, over gården og ind i baghuset, hvor jeg kalder på Jonatan: “Skurvognen er her, skynd dig og kom!”

Jonatan stikker hurtigt i et par gummistøvler, og løber med mig rundt om huset og ud i forhaven. Her står vognmanden tavst og betragter sin hjælper, der spæner rundt oppe på taget af skurvognen og rykker rundt på nogle kabler.

“Hej” siger jeg. “Dav” siger han. “Nå…det var hurtigt I fik den læsset” siger jeg, og prøver at lyde lidt fynsk, for en sikkerheds skyld.

Jeg viser ham hvor vi har gjort klar til, at vognen skal stå. Hvilket selvfølgelig er meget indlysende, men jeg håber at det får mig til at virke, som om jeg har overblik og helt styr på situationen.

Vognmand og hjælper går rutineret til værks. Efter hvad der føles som et halvt minut, hænger skurvognen mange meter oppe i luften og svajer langsomt og tungt.

Jonatan og jeg står på en træ-palle lidt derfra med hver vores mobiltelefon og filmer sceancen, som to fjollede turister på tur. Men vi må fange det på mobilen, det her, det er et stort øjeblik. Vi griner lidt af, at hans værelse nu hænger og dingler i luften. “Det er ligesom i “UP” siger jeg, og Jonatan får et længselsfuldt blik i øjnene.

Langsomt får vognmand og hjælper hejst og vendt og sænket skurvognen. Det knager og knaser når undersiden af vognen rammer syrener og æblegrene. Jeg ser naboens hoved over hækken, han er gået ud på vejen for at se hvad i alverden der foregår. Endnu engang prøver jeg at være ligeglad med hvad andre tænker, men lige i dette øjeblik er det svært. Det ser ret vildt ud – det vi har gang i. Skurvognen hænger halvt inde i haven og halvt ude på den lille smalle vej. Lastbilen fylder det meste, og forbipasserende biler kan kun lige akkurat kante sig forbi. Naboens hoved forsvinder igen. Jeg forestiller mig hans bekymring hvad angår de skøre tilflyttere, og får ondt af ham et kort øjeblik.

Vognen sænkes, centimeter for centimeter. Den hviler af, på én blok og på én mere. Nu er den næsten på plads, og så slår det mig.

Den vender forkert! Hoveddøren vender ud mod haven, men meningen er, at hoveddøren skal vende mod vejen, og havedøren mod haven, selvfølgelig. Jeg står bare der, og kan ikke få mig selv til at sige noget.

Lige i det samme kommer Bjørn og Silas hjem. De løber begejstrede ind ad indkørslen, og jeg ser så stolt ud, at man skulle tro det var mig der stod og styrede kranen.

Bjørn farer rundt i haven med et bredt smil, snakker lidt med vognmanden, rykker lidt på en fundablok. Silas tager en masse billeder på mobilen. Så opdager Bjørn det også. At vognen vender forkert. Han er ikke lige så villig som jeg er, til at gå på kompromis med den slags detaljer. Vognmanden bliver sat ind i situationen. Jeg prøver at overtale Bjørn til, at det ikke betyder noget. Jonatan siger han er ligeglad. Men både Silas og Bjørn holder fast. Det her er vigtigt. Hjælperen, som igen er på taget af skurvognen, denne gang for at løsne alle kabler, får besked på at vente. Vognmanden meddeler fåmælt, at vi blir gladest for det i længden, hvis vognen vender som vi gerne vil ha det. Jeg ærger mig over, at jeg ikke fik sagt det noget før, inden den var helt på plads. Men det er åbenbart ingen sag at svinge træ-kassen op og rundt i luften igen. Forfra.

Jeg tager plads på en bænk sammen med drengene, mens vognen ryger til vejrs og ned igen.

Da den står som den skal må jeg indrømme, at det var godt den blev vendt.

Det hele er foregået på under en time, og jeg er lettet og forundret. Det samme er de andre. Da vognmand og hjælper er kørt igen, farer drengene rundt om vognen og ind og ud af den. Planer bliver lagt, aftaler bliver endeligt indgået. Hvam skal have hvilket værelse. Dén slags.

Stemningen er let og løssluppen, dét her er sådan en stor ting at have fået på plads. Det er lidt surrealistisk at vi nu står i den skurvogn, som for få måneder siden blot var en tanke.

Bjørn og jeg begynder at danne os et overblik over opgaverne der skal løses inden drengene kan flytte ind. Der skal skures og skrubbes, meget. Der skal males. To døre og to vinduer fungerer ikke optimalt, så de skal laves. Noget af køkkenet skal ud. Der skal tilsluttes noget el og internet og der skal bygges en skillevæg. Men det er til at overskue. Tilsyneladende.

Vi trækker os tilbage til køkkenet, hvor vi laver aftensmad og åbner en flaske champagne som Bjørn har haft på køl siden han fyldte 40 i maj. Jonatan får hyldeblomstsaft i glasset, og så skåles der. Silas synes champagne er noget surt stads, men nu fejrer vi, så ned glider det. Ah.

Mormor kommer hjem fra Yoga og finder os i spisestuen. Hun får et glas champagne med. Det er en slags festdag. Endnu en milepæl i dette skøre projekt.

Det slår mig, at jeg de sidste mange måneder har levet parallelt i to verdener. Dén verden, hvor vi talte om “vores projekt”, hvor vi handlede på det, skrev om det, satte i stand og flyttede. Og dén verden, hvor det føltes som om det hele bare var noget vi legede. Uvirkelighedsfølelsen vokser i mig mens jeg sidder der i stuen og snakken går. Lyde og stemmer kan ikke rigtigt trænge ind. Den vokser og vokser, følelsen, og så brister den, som en kæmpe sæbebobbel. Nu er der kun virkeligheden tilbage. Og den ser sådan her ud.

 

Skurvognen. Farveblyant på papir.

 

Du kan følge os på  facebook , Instagram eller bloglovin

4 Comments

  1. Charlotte juni 19, 2018 at 7:32 am

    Tillykke! Jeg glæder mig virkelig meget til at følge med i jeres projekt fremover – hvor er det befriende og inspirerende at læse jeres tanker om tiny living og hvad det betyder for nærheden i familie-livet 🙂

    Reply
    1. Siff Jensen juni 19, 2018 at 8:13 am

      Hej Charlotte.
      Mange tak 🙂 Vi er også spændte på hvad fremtiden har i vente, nu hvor vi skal bo meget mindre og leve et ret anderledes liv, sammenlignet med hvad vi er vant til som familie. Hvor er det dejligt at du vil følge med! 😀
      Kh. Siff

      Reply
  2. Malene juni 29, 2018 at 6:36 pm

    Hej Siff og Bjørn
    Tak for jeres blog. Det er meget spændende at følge jeres rejse ind i verden . Jeg slugte alle blogindlæg på een gang, så nu går jeg og spekulerer på hvordan det går med skurvognen?
    Kærlig hilsen Malene

    Reply
    1. Siff juli 4, 2018 at 8:42 pm

      Kære Malene.
      Hvor dejligt at du har lyst til at læse med, vi tager det som en stor kompliment at du slugte alle indlæg på én gang 🙂 Vi kan godt forstå du er nysgerrig på en opfølger hvad angår skurvognen, vi har haft alt for travlt til at skrive på bloggen siden vognen landede i haven. Det går sådan, at den nu er malet indvendigt, (det tog 1,5 uge!) og drengene har fået deres ting derud og både sover og hænger ud i den. De synes det er for fedt! Vi mangler stadig en del, bla. at få trukket el derud, og bygge en skillevæg, men det er vildt fedt at den står der og kan bruges. Det er så svært at måtte udskyde skriveriet hele tiden, fordi alt det praktiske sluger tiden, så det er skønt med læsere der stiller spørgsmål, og minder én om, at man altså lige må få puttet noget skrivetid ind i kalenderen 😉 Tak for det.
      Kærlig hilsen Siff

      Reply

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *