Om oprydning som følelsesmæssig rutchetur og om at give slip

“Jeg sidder og småhyler ned i en kubikmeter gamle breve”. Sådan skrev jeg til en gammel veninde i fredags, og sendte hende samtidig et foto af det sødeste håndlavede kort, som hun skrev til mig for 20 år siden.

De sidste tre dage har gulvet i stuen været fyldt af gamle breve, dagbøger og fotos. Og jeg mener Fyldt! Jeg har gemt stort set alt hvad der er skrevet til mig, og af mig, siden jeg var 7-8 år. Og det jeg ikke selv har gemt, det har min mor.

I dag skinner solen, og man kan mærke at foråret er nær. Jeg sidder med en kop te foran mig og skriver.  Træt, men også fyldt op af tilfredshed og lettelse.

Nu er alt sorteret og reduceret til en tredjedel af den oprindelige mængde, (og en kubikmeter var en underdrivelse, der var mere end det).  To mellemstore plastikkasser – én med breve og dagbøger og én med fotos – står nu langs den ene væg i stuen. Det ser ganske tilforladeligt ud, og vidner på ingen måde om den kraftanstrengelse der er gået forud.

Opgaven har været stor, fordi lige præcis breve og fotografier er noget af det mest personlige man kan gemme. Det er koncentrerede minder, og derfor er der også bundet enormt mange følelser op i disse bunker af, hvad der jo i bund og grund bare er papir.

Men hvorfor så ikke bare gemme det hele? Udover den indlysende grund, at vi ikke kommer til at have plads til at gemme særlig meget, og at en grundig oprydning derfor er nødvendig, så er der også en dybereliggende årsag bag  trangen til at få styr på bunkerne. Lige nu læser jeg bogen “Ryd op” af Dawna Walter og Mark Franks. Det er en halvgammel sag fra 2002, men de grundlæggende tanker i bogen er universelle og tidløse.

Bogen bygger på det japanske healing-system Reiki, og hovebudskabet er, at vores følelsesmæssige og mentale tilstand påvirkes af, hvordan vi har indrettet os fysisk. Også vores fysiske helbred påvirkes af hvad vi omgiver os med og måden vi bor på. Rod kan være et symptom på underliggende følelsesmæssige problemer, mener forfatterne. Og jeg synes det giver rigtig god mening, hvis man dog tager højde for, at det der er rod for den ene, ikke nødvendigvis er det for den anden. Og at vi mennesker ikke har brug for at bo og leve ens for at trives.

En bolig er først et hjem når der findes personlige genstande i det, som fortæller din historie og viser noget om hvem du er. Men hvis vi ukritisk fylder vores hjem med minder fra fortiden, bliver det sværere at have  opmærksomhed mod at eksistere i nu’et. Hvis vi klamrer os til gamle dage, giver vi ikke os selv lov til at tage nuet til os, fuldt og helt, som de mennekser vi er – nu.

Med disse tanker i baghovedet, gik jeg i gang med at rydde op i alt det skrevne. Og hvilken tur ned ad Memory Lane! Mine første skriblerier fra da jeg gik i 2 klasse og mest skrev om hvor jeg boede, hvad jeg havde fået til aftensmad og hvad mine dyr hed, blev læst højt af Silas til stor morskab for resten af familien. Bunker af breve fra gamle pennevenner, folkeskoleveninder, folk jeg har mødt på rejser og gamle venner fra højskoletiden, er blevet læst, og erindringer der var gemt langt væk er skyllet ind over mig. Jeg har valgt breve ud der repræsenterer vores sam-skriverier og relation, resten er der sagt farvel til. Det har været intenst. Jeg har smidt breve fra gamle veninder og ungdomskærester ud, hvis relationen endte dårligt – tak for det der var, men nu farvel. 20 års fødselsdagshilsner er også blevet grovsorteret. Jeg har siddet og snøftet over breve fra mine nu afdøde bedsteforældre, og glædet mig helt ind i hjertet over at de var, og at jeg kendte dem. Og sørget over at Jonatan ikke nåede at kende sine oldeforældre. Alt hvad de har skrevet til mig er gemt. De mennesker der stod og står mig nærmest, og har haft den mest afgørende betydning for mit liv, fylder mest i kassen med breve. Men jeg er taknemmelig over alt hvad der var. Alle de skrevne ord symboliserer tanker der er sendt i min retning, og minder mig om relationer som har været – og er – i mit liv. Undervejs i oprydningen fik jeg en stærk følelse af hvem jeg er, fordi jeg kunne se klarere hvem jeg var. Og jeg fik en stærk følelse af samhørighed med en masse mennesker, følelsen af at være en del af noget. En del af livet. En del af en familie. Mange relationer er gledet ud eller har ændret sig. Det er okay. Det er en del af livets cyklus. Det gør ikke det der var mindre betydningsfuldt. Oprydningen har også mindet mig om hvilke relationer jeg gerne vil blive bedre til at pleje. Ud med støvede minder, ind med samvær.

Jeg fandt det første brev fra min storebror, det er fra 2006. Året hvor jeg mødte ham for første gang, og hvor jeg gik fra at være enebarn til at være lillesøster.

Ét særligt brev gav mig kuldegysninger. Det var et brev fra min far: en A4 tegning, (min far er en dygtig tegner), med hans skrift bag på. Der stod at det var på tide, for min far og hans kone, at bryde op og gøre noget andet med livet. Ellers kunne de sidde og gå i frø, mens alle deres penge gik til husleje. Et andet slags liv kaldte på dem. Et enklere liv, med plads til det der egentlig betyder noget, uden alt det overflødige. De ord skrev han, og han fortalte at de havde sagt deres lejlighed op og købt en kolonihave, som de skulle bo i. Og alle deres tanker og overvejelser lød så meget som de tanker og overvejelser som Bjørn og jeg har, nu. Og mens vi står midt i at lave vores liv om, så springer dette kort frem som en trold af en æske. Jeg har brugt det meste af mit voksne liv på at bevise overfor mig selv, at jeg ikke er som min far. Man kan sige mange pæne ting om ham: han var dybt intelligent, en fantastisk guitarist, en dygtig tegner og en god håndværker, men det var mildest talt meget svært for ham at være far. Jeg har ikke set ham, og hans kone, i snart 20 år. Og jeg har været SÅ bange for at mine børn skulle føle sig svigtet på samme måde, som jeg har følt mig svigtet og valgt fra af ham. På den måde har vores komplicerede relation defineret mit forældreskab og i det hele taget mine relationer til andre, især i mine unge år.

Og så finder jeg et brev, der ved første øjekast er et håndgribeligt bevis på, at jeg ikke kan løbe fra hvem jeg er: jeg ER min far! Mine tanker og meninger er slet ikke mine egne, de er hans! Tænkte jeg. I 2 minutter. Indtil jeg fik trukket vejret og talt med Bjørn om, at tiden er nu. Tiden, hvor jeg skal omfavne det gode jeg har fået af ham, for alvor. Hans kreativitet og følsomhed, og mod til at tænke anderledes. Det har jeg arvet, og det er jeg glad for, (selvom følsomheden også er en svær følgesvend). Og så skal jeg omfavne alt det jeg er, som IKKE er ham. Det som jeg har fået fra min mor. Og det som bare er mig. Medfødte egenskaber eller egenskaber jeg har måtte kæmpe hårdt for at tilegne mig.

Jeg overvejede om jeg var klar til at sige farvel til brevene fra min far. Om det var en nødvendig del af processen med at slutte helt fred.  Men jeg har to sønner, som er nysgerrige på deres egen historie, og på hvorfor de ikke ser deres morfar. Og Silas bad mig udtrykkeligt om ikke at smide dem ud. Måske kan de gamle kort og breve være med til at nuancere de fortællinger jeg har videregivet fra min barndom. Og for mig var det egentlig også fint at genlæse breve og kort, trække vejret dybt og sige til mig selv, at ja – sådan var det. Der var gode ting, der var dårlige ting, og det er en del af min historie. Men det er netop det – historie. Og ordene ligger nu i en kasse, og der kan de ligge uden at skulle definere hvem jeg er i dag.

De fleste af os har oplevet noget i vores liv der var svært og tungt. At begynde at rydde op i de mørkeste afkroge og gemmer, kan bringe smertefulde erindringer op til overfladen. Selv de gode minder kan fylde for meget, hvis man klynger sig så meget til dem, at der slet ikke er plads til det nye, der venter om hjørnet. Men ved at få ryddet ud i gamle ting frigiver man energi, plads og tid til andre og vigtigere områder i ens liv. Det betyder ikke at man skal slette alle minder fra sin hukommelse, eller fornægte sin fortid. Tværtimod oplever jeg netop, at jeg forstår og accepterer min fortid bedre og bedre undervejs i denne proces. Jeg havde sværget overfor mig selv, at jeg ikke ville bruge ordet “terapeutisk”. Men helt ærligt, det føles altså næsten sådan…

Ved at give slip på fysiske genstande, oplever jeg også, at jeg værdsætter de ting jeg vælger at beholde, så meget mere. Hver genstand er der nu taget stilling til, og jeg har prioriteret at den skal blive i mit liv. For nu.

Hvad med dig, er du samler eller oprydningsglad? Hvis du har prøvet at skille dig af med en masse ting, vil du så fortælle om hvordan du oplevede det?

.

Du kan følge os på facebook , Instagram og bloglovin

 

 

 

4 Comments

  1. Lene februar 19, 2018 at 7:50 pm

    Så fint og klart skrevet, med respekt og humor, megen visdom og ægte følelser. Bravo.

    Reply
    1. Siff Jensen februar 19, 2018 at 8:23 pm

      Tusind tak! Det er jeg så glad for du synes <3

      Reply
  2. Tanja februar 19, 2018 at 9:35 pm

    Tak, Siff. For at du deler dine tanker og din personlige proces. Det er meget inspirerende og tankevækkende og det får mig i høj grad til at reflektere over betydningen af de ting jeg omgiver mig med, og det hjem jeg færdes i, roder i og rydder op i….det evige flow af hverdag. Jeg har flyttet meget og i den proces bliver ting taget op til vurdering, ryddet ud eller taget med, og jeg har også et par lignende kasser af minder i kælderen. En dag skal de ses igennem. Ikke nu. På en måde længes jeg også efter færre ting. Med fire mennesker i et hus, så er der mange ting – mange projekter – igang overalt hele tiden. På den ene side føler jeg mig tynget, af rod og uoverskueligheden. På den anden side, så er det også en øvelse i at slippe kontrollen. At kunne give slip på andres ting/projekter og hvile i mig selv midt i kaos. Jeg er i pendulfart og lader jeg mig svinge vægelsindet frem og tilbage, mellem alle tings potentiale til leg og behovet for kontrolleret orden. Og derimellem ligger livet lige nu. Igen, tak for inspirationen. Jeg beundrer jeres mod til at rydde ud, bryde op og skabe nogle rammer, der giver jer mere frihed.

    Reply
    1. Siff Jensen februar 20, 2018 at 9:35 am

      Kære Tanja.
      “Jeg er i pendulfart og lader mig svinge vægelsindet frem og tilbage…”
      Det er meget velkendt, det du beskriver. Sådan tror jeg i virkeligheden de fleste af os har det. Også jeg.
      Når jeg læser din kommentar, så tænker jeg, at selve livet ER en svingen frem og tilbage. Hver ting til sin tid, nogle perioder er ét i fokus, nogle gange noget andet. Specielt i tiden med små børn synes jeg det er smukt og vigtigt at kunne rumme kaos, for kaos er også liv. I denne periode af livet er der fokus på at bygge op. I andre perioder af livet kan det føles rigtigt at rydde ud og give slip.

      Men i virkeligheden er det vel mest det hele på én gang.

      Den proces vi har sat i gang, er en proces hvor vi skal give slip på en masse jordisk gods, men det er også en proces, hvor vi giver slip, for at noget nyt kan bygges op.
      (Og jeg kan godt love dig for, at det roder undervejs 😉
      Når vi er flyttet, så vil vi have færre ting. Vi stræber efter at slippe det vi IKKE har brug for, (både ting og overbevisninger), så der bliver plads til mere af det vi HAR brug for. Men det bliver ikke et perfekt liv i evig velordnethed.
      For vi skal bo rigtig småt, med børn og dyr, og vi skal sætte i stand og ordne have, og der bliver rod, liv og kaos. Lige akkurat som der er nu og altid har været.
      Jeg synes dog der er forskel på rod: der er gamle ting og sager som fylder og samler støv i hjemmets mørke kroge. Ting man klynger sig til, men som aldrig er i brug. Måske endda ting der giver dårlige minder. Dét rod oplever jeg er skønt at slippe. (Når der er tid og overskud).
      Og så er der igangværende projekter, rod som viser at livet ikke er et showroom, men at det leves.
      ( Jeg har forøvrigt skrevet et indlæg om at slippe drømmen om det perfekte liv, og erstatte den med drømmen om det meningsfulde liv. Det findes her )

      Tusind tak for dine ord og fordi du læser med.
      Kh. Siff <3

      Reply

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *