Fundament

For en uge siden pakkede Bjørn, Jonatan og jeg bilen og stak af til Jylland. Silas måtte desværre blive hjemme da både arbejde og eksamen skulle passes. Han blev i vores nye hjem, fik forkælelse og eksamens-hjælp af mormor, og gik og vænnede sig til, at her bor vi nu. Han sov alene på sofaen i annekset, og hyggede sig med det, men måtte lige have hunden med derud om natten. Her er stille, mere stille end vi er vant til, og selv den næsten-voksne er kun næsten voksen når mørket falder på.

Vi andre tre brugte nogle dejlige dage i sommerhus og badeland. Nød at lade flytteri og istandsættelse bag os for en stund. Nød at være sammen (selvom vi manglede storebror) og nød god tid med gode venner.

Da vi kom hjem igen onsdag aften, gik Bjørn i baglås. Han trådte ind i det 17 kvadratmeter store rum, der nu er vores hjem. Vores eneste værelse. Der var rodet og små-beskidt. Sådan som det er når man akkurat er rykket ind et sted, og vader ind og ud med ting og sager, som endnu ikke har en fast plads og derfor bare er stablet her og der.

Han blev frustreret over at Silas havde savet i den plade der er vores kommende vinduesinddækning, fordi han lige skulle bygge et eller andet. (Silas var heldigvis ikke hjemme, så det ved han ikke noget om). Han blev frustreret over at han ikke følte sig hjemme. Han begyndte at snakke om det køkken vi skal have bygget, og helst i går. Han brummede og skumlede.

Så fór han rundt og ryddede op og støvsugede, og dét brokkede jeg mig ikke over. Men jeg blev bekymret da Bjørn pludseligt opgivende sagde: “For første gang tvivler jeg på, om jeg kan det her”.

Mit hjerte sank i livet på mig, og jeg mærkede angsten varme min hud indefra. Shit mand. Ikke dét. Ikke de ord.

Jeg begyndte at glatte ud og komme med trøst og opmuntring. Sådan noget som “lige nu føler jeg mig jo heller ikke hjemme, det er helt normalt. Vi har jo bare stillet vores ting her, intet er på plads. Vi har ikke engang hængt lamper op. Det kommer. Det blir bedre. Når vi får det køkken. Når ungerne får den vogn. I morgen.”

Glatte, glatte.

Vi fik pakket ud, puttet Jonatan, og så kørte vi en tur sammen, med hunden. Afsted, ud til vandet. (Sådan noget kan man, bare køre ture om aftenen, sammen, og lade den 8-årige blive tilbage, når man har en bedstemor som nabo/bofælle).

Vi gik og jeg fik sagt hvad det gør ved mig, når han lufter sin tvivl så voldsomt. Jeg ser hele vores liv, alle vores planer, hele projektet og den fremtid som vi er ved at træde ind i, smuldre. Jeg ser os give op. Ser os i en kedelig lejlighed. Jeg ser tomhed. Forudsigelighed. Meningsløshed. Fiasko.

Bjørn blev noget overrasket over, at jeg tog hans frustration så bogstaveligt. Nu var det hans tur til at glatte ud. Forklare sig. Det var bare træthed. Overvældelse. Længslen efter at føle sig hjemme, og ikke stå midt i en proces, hvor intet endnu er dér hvor vi gerne vil have det skal være. Han sagde, at han godt vidste, at alt vil blive anderledes når ungerne får deres sted. Han sagde, at han ganske enkelt bare var træt, sådan fysisk godt og grundigt udmattet. Han sagde, at for ham er der kun én vej og det er frem. Ikke tilbage til det vi kom fra. Det er ikke en mulighed. Nu har vi sat det her i gang, og nu fortsætter vi. Han sagde dét, og en masse andre ting. For eksempel at han jo bare ER sådan: sort og hvid. Når han er frustreret er ALT noget møg. Når han er glad er alt godt.

Jeg trak vejret lidt lettere igen. Jeg kender ham jo. Jeg ved godt, at det er sådan. Men selvom jeg har været sammen med Bjørn i snart 11 år, har jeg ikke helt vænnet mig til den side af ham. Til enten-eller. Sort-hvid.

Da vi senere kravlede op på hemsen med hver vores bog, og lå der på vores lille hyggelige loft, var vi hjemme. Jeg havde nået at støvsuge og putte rent sengetøj på inden vi smuttede til Jylland, og nu lå vi her i knitrende hvidt, i aften-ro, i tryghed. Lige her er rart, sagde Bjørn. Lige her. Og han sagde: Alt er godt, jeg er glad igen.

Men det var jeg ikke, ikke helt. Jeg kunne mærke, at hans ord have plantet en tristhed. En hudløshed, som jeg ikke kunne få til at gå væk. Heller ikke dagen efter. Det førte til skæv kommunikation, til små-skænderier, til gnidninger hvor der ikke har været gnidninger længe. Når jeg bliver ked af det, bliver jeg som regel først vred. I et helt døgn misforstod vi hinanden konstant.

Indtil vi endelig fik løst op for det torsdag eftermiddag, under endnu en omgang fylden træ i trailer. (Det synes efterhånden som om det er det eneste vores tid går med). Jeg fortalte om hudløsheden, og da Bjørn var færdig med at ærge sig over min følsomhed, (som – indrømmet – gør livet en smule mere besværligt, men også mere nuanceret), kunne vi mødes igen. Jeg fortalte hvor bange jeg var for, at Bjørn ikke kan blive glad i det vi har kastet os ud i. Hvis hans eneste motivation er økonomien, så tror jeg simpelthen det bliver for surt. Der bliver nødt til at være andre gevinster. En følelse af, at der er andre belønninger undervejs, end blot udsigten til en bedre økonomi.

Endnu engang fik vi ridset op for hinanden hvorfor vi hver især vil leve på den her måde. Jeg vil ikke kede dig med alle detaljerne, men jeg vil fortælle, at vi har mange grunde, hver især. Både bedre økonomi, længslen efter mere materiel enkelhed, mere frihed på så mange måder. Men der er også ændringer og afsavn. Der skal være plads til jævnlige nedsmeltninger over netop dem. Endnu engang fik vi bekræftet, at det er så vigtigt at tune sig ind på hinanden, når man laver livet så drastisk om som vi har gjort, og fortsat er ved at gøre.

Ikke mindst fordi man møder skepsis udefra. Faktisk var den også en del af hudløsheden, den der skepsis man uundgåeligt støder ind i, her og der. Jeg tænker ikke så meget over det når det sker, men jeg samler alligevel sammen på de skeptiske blikke og spørgsmål vi ikke kender svarene på. De “sjove” kommentarer, som ikke er slemme hver for sig, men som tilsammen fodrer min egen lille usikkerhed. Det er ikke noget problem, så længe Bjørn og jeg er på samme side. Så længe vi er fokuserede og klare og afklarede omkring vores valg. Så længe vi rider på opturs-bølgerne. Så er usikkerheden så lille, efterhånden, at jeg knap lægger mærke til den. Men når han vakler, så vakler jeg også.

Heldigvis fik vi taget snakken, så vi kunne være på samme side atter engang, for i dag har krævet kræfter.

Forleden kom jeg til at bestille en vognmand. Han skal transportere beboelsesvognen hjem til os på mandag. Åbenbart. Det kom så meget bag på mig at han havde tid så hurtigt, at jeg bare kom til at sige “fint”.

Så ringede jeg til Bjørn på jobbet og sagde hvordan landet lå. “Kan vi nå at få fat i stabilgrus, fliser og blokke OG grave ud til dem, inden på mandag?” spurgte jeg? Der blev stille. Men efter at have sundet sig mente Bjørn, at det kunne vi nok godt.

Jeg fik bestilt grus og fliser. I dag var vi ude at måle vognen op så vi kunne placere fundamentet rigtigt, og så hentede vi 250 kg betonklodser i vores lille hårdt prøvede – og højt elskede – Fiesta.

Så gik vi ellers i gang med at måle, grave og klippe grene ned fra havens træer – i håb om at vognen kan blive svunget problemfrit over hækken mandag eftermiddag. Vi måtte lige give mormor  – som er i sommerhus – et opkald, for at spørge hvor meget hun kunne leve med, at vi skar af æbletræet. Humøret har været højt, på trods af, at ingen af os egentlig ved hvad vi laver. Jonatan har hjulpet, så nu ved han hvad stabilgrus er, og hvor meget en fortovsflise vejer. Da klokken blev 17 var vi så svedige og trætte, (og svært tilfredse med os selv, fordi vi tilsyneladende KAN), at det eneste rigtige var at kaste håndklæder, badetøj, vand og melon i en taske, og drøne ud til stranden. Aften-svømmetur. Jonatan var næsten ikke til at hive i land igen, vandelsker som han er. Derefter sen aftensmad med varmrøget laks, fiskedeller, salat proppet med friske krydderurter fra haven og hjemmerørt Aioli. (Indrømmet, vi lavede tre portioner Aioli fordi de første to mislykkedes. Vi måtte endda ringe til en ven undervejs. Men den tredje smagte så godt, at det var det hele værd).

Hvidløgs-aftenkys. 3 mennesker på badeværelset, der danser til høj musik mens de børster tænder, fordi det mindste menneske mente, at det var tid til tandbørste-fest.

Livet kan være så besværligt. Men det kan også være så smukt og ubærligt lækkert, at det næsten er svært at tro.

 

Du kan følge os på  facebook , Instagram eller bloglovin

 

Kom indenfor i vores lille hus…

 

Her nyder vi solen

 

Vores hyggelige gård, som vi glæder os til at fylde med blomster

 

Årsagen til jævnlige nedsmeltninger…

 

Men bag det ufærdige aner vi noget, der helt sikkert bliver et hyggeligt mini-hjem.

 

Her er plads til mere end man tror, på 17 kvadratmeter

 

Spise/arbejds-hjørne

 

Her sover vi godt, og forbløffende køligt

 

Nogen glæder sig helt vildt til at få eget værelse igen, og hjælper gerne med arbejdet

 

“Hvornår skal vi ud og bade?”..

 

… Nu!

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *