Hvorfor

Det er to uger siden, at én af os sidst skrev her på bloggen.

Og sikke to uger.

Nu sidder jeg her, en stjålen tid, et sjældent øjeblik, helt alene. Jeg er lige kommet hjem fra København hvor jeg skulle tage én udstilling ned, og sætte en anden udstilling op.

Hjemme igen er huset tomt, udover den altid nærværende og altid glade retriever, og denne sene eftermiddag indbyder til lidt skriveri.

“Hvor kommer alle de ord fra?” spurgte én af vores fælles venner, da snakken faldt på bloggen her. Jeg kan ikke helt huske hvad jeg svarede, men jeg var meget skråsikker omkring ordene. “De er der bare”, sagde jeg vist.

Og det er de også, men på en anden måde end de plejer. De er en svag murren, en baggrundsstøj, en hvisken. De ligger hulter til bulter i mit indre, og når jeg prøvende kalder dem frem, er de så ivrige efter at blive hørt, at de vælter rundt og snubler og falder over deres egne og hinandens ben. Det er noget rod.

Når jeg hører ord jeg gerne vil huske, vigtige ord, labber jeg dem sultent i mig. Jeg falder over mange smukke, vigtige, sjove og sande ord for tiden. Podcast-verdenen har åbnet sig for mig. Samtidig holder jeg fast i at læse hver aften, indtil bogen falder ned i hovedet på mig, når jeg igen er faldet i søvn uden at opdage det. Men når alle disse ord skal ud, i en sammenhæng der handler om at formidle noget om det vi har gang i, noget som er af relevans for andre end mig, så er jeg enten så fysisk udmattet at det ikke er muligt for mig at løfte mine arme, eller ordene bliver til en rodet masse, uden begyndelse og slutning. Ordgrød.

“Hvad vil jeg gerne fortælle?” spørger jeg mig selv, for at få taget hul på bylden. Jeg har så meget på hjerte. Noget har noget på hjerte, og det føles som om det vil fortælles gennem mig. Men jeg er så træt. For træt til at udrede massen af ord, som man reder en filtret lok hår. Få den filtrede klump skilt ad, til enkelte ord, og få dem sat sammen til sætninger. For træt.

Bag ved trætheden lurer ønsket om, at kunne fortælle vores historie. Og det der rumsterer mest lige nu, er “Hvorfor”.

Hvorfor gør I hvad I gør? Spørger folk. Og jeg ved aldrig helt, hvilket ét af svarene jeg skal vælge. For der er mange.

“Hvordan” er ikke så interessant. Jeg har skrevet om det.  Alle kan rydde op, rydde ud, bo mindre, med færre ting. Hvis de vil. Ja, det kan være svært at rydde op og give slip. Det kan være svært at lade være med at købe nyt, endda ting man egentlig ikke har brug for. Men det spændende er ikke hvordan man rydder op i sit klædeskab, eller skiller sig af med sine bøger og CD’er. Det tekniske i selve oprydningen er ikke så interessant, i virkeligheden, det er bare at flytte ting fra ét sted til et andet. Vi har skrevet om det før, og vi vil sikkert skrive lidt om det igen, men det er jo bare rammen. Ikke selve historien.

Det virkeligt spændende er “Hvorfor”. Vores “hvorfor”. Dit “hvorfor”.

Jeg begynder at forstå nogle ting om mig selv i denne proces, så småt. Begynder at se konturerne af et svar. Svaret på mit “Hvorfor”. Begynder at mærke, hvordan det langsomt forandrer mig at give slip.

Når jeg praktiserer “at give slip”, øver jeg mig på meget mere, end at give slip på ting. Jeg øver mig i at give slip på illusioner.

Jeg giver slip på forestillingen om, at noget som helst i livet er permanent. Jeg giver slip på illusionen om tryghed. Jeg giver slip på identitetsmarkører. Jeg åbner mig for visheden om, at intet er evigt, alt er foranderligt. Vi kan bygge bjerge af ting, men vi lader dem bag os når vi dør. Sådan er det bare. Jeg slipper og slipper. Jeg føler stadig frygten for at falde, og vågne med et brag. Vågne, og finde ud af, at vi har gjort det forkerte. Jeg føler frygten, og jeg slipper den. Frygt. Slip. Frygt. Slip. Måske vil det blive ved sådan. Måske ikke.

Imens jeg filosoferer videre over mit “hvorfor” knokler vores kroppe videre med at skabe os et hjem.

 

Langsomt tager vores lille hjem form. Her sidder jeg og skriver. Det er også her vi spiser, når vi ikke lige spiser udenfor, i det skønne vejr.

 

Alt vores jordiske gods befinder sig lige nu i et anneks på 17m2, i den lille kælder under annekset, samt i min mors kælder og garage. Vi klarede at rydde lige præcis så meget ud og op, at vi nu har alle vores ting her, uden at noget behøver at stå under en pressening eller ude under åben himmel. De sidste uger har jeg tvivlet på om vi ville klare dén udfordring. Men det gjorde vi. Det lykkedes!

Silas er stadig mest hos sin far, indtil hans eksamener er overstået (han kommer heldigvis og er hos os i weekenden). Jonatan overnatter hos mormor, indtil vi får beboelsesvognen hjem. Men vi kan faktisk være alle 4 i annekset, hvis vi vil. Her er reoler med ting på, her er et spisebord og et skab og en sofa. Det er rodet og ufærdigt, men det begynder at tage form, ligne skyggen af et hjem. Et meget lille hjem, med potentiale til at blive helt enormt fint og hyggeligt. Her er rart at være. Et lille tilflugtssted, omkranset af grønt. Køligt i varmen. Man sover godt på hemsen.

Der er stadig mange løse ender, som der jo er når man flytter. Elektrikeren kommer i morgen, hoveddøren er bestilt og bliver skiftet om en måned, den ene vindues-inddækning glimrer stadig ved sit fravær. Noget uforudset istandsættelse af vores gamle hus, som vi desværre kommer til at bruge en weekend på, er kommet på to-do-listen. Det slog os ud, da det gik op for os, at vi skulle skifte en dør og en bordplade i det hus, som vi er mere end klar til at sige farvel til. Men sådan ligger landet, og vi må bare klø på.

Trætte.

Det forsinker forberedelserne til beboelsesvognen nogle dage. Vi gør vores bedste for hverken at græde over spildt mælk, uforudsete udgifter eller opgaver.

Nu er det blevet aften, og jeg sidder igen og skriver, mens jeg klager mig lidt til Bjørn. Der er nemlig Heartland festival på Egeskov Slot lige nu. Det er ikke langt fra hvor vi bor. Jeg længes efter at kunne smide alle praktiske opgaver fra mig, hengive mig på hedonistisk vis til gourmetmad, artist talks, musik under blå himmel, øl i solskin. Dén slags. Hvem der kunne, bare en dag eller to.

Men der er hverken tid eller råd. Og det gør ikke noget. Vi har det jo godt, vi har gang i så meget andet, tænker jeg, idet telefonen ringer. Nogle af vores gode venner inviterer os med i Lalandia fra søndag og et par dage frem. Vi kigger på hinanden. Det er lige hvad vi trænger til. Familietid. Vennetid. Selvom det er lidt uoverskueligt, og sikkert også lidt ufornuftigt, så beslutter Bjørn sig for at tage et par fridage, og jeg gør det samme. Min chef, som er mig selv, er heldigvis i sit nogenlunde medgørlige hjørne i dag.

Ikke én eneste malerpensel skal der svinges, ikke én eneste skrue skal der skrues i, fra søndag eftermiddag til onsdag aften. Vi skal bare være sammen.

Indtil da skal vi drøne rundt og være sindssygt praktiske. Det kan vi så gøre, med fornyede kræfter, velvidende at et par dage med ubrudt samvær, og kroppe i blød i klorvand, venter forude.

Hvad er dit “hvorfor” ?

Du kan følge os på  facebook , Instagram eller bloglovin

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *