At åbne sig op

Nu har vi endelig fået købt en beboelsesvogn til drengene. Vi glæder os helt vildt til den bliver flyttet, så vi kan komme i gang med at male og ordne den. Inden den kan komme på plads, skal der dog lige graves ud til punktfundament, da vi gerne vil have, at den kommer til at stå godt. Det kræver pælebor, stolper, tørbeton, afsætning af mål og højder, godt vejr og gode venner der (forhåbentlig) gerne vil hjælpe. Igen, inden da, skal der fjernes en kæmpe bunke grene, som vi for et par uger siden (selvfølgelig) lagde der hvor vi er kommet frem til at beboelsesvognen skal stå. Jeg skal have ringet til en vognmand eller to, der skal give en pris på hvad det kommer til at koste at flytte vognen. Alt dette skal sættes i værk sideløbende med alle de andre ting der skal gøres, tænkes over og tages stilling til, og som Siff og jeg skriver om her på bloggen.

I forbindelse med købet af beboelsesvognen blev vi inviteret til fællesspisning i den selvforsynende landsby i Hundstrup på Fyn. Vores første reaktion på invitationen var, at vi ikke havde tid, med alt det vi skal nå. Men en tanke sneg sig ind på mig; hvorfor ikke åbne sig op for det som kommer, flyde med strømmen, opleve nyt, møde nye mennesker og lade sig inspirere. Jeg fik Siff overtalt til at sige ja, og vi har ikke et sekund fortrudt det.

Vi fik en rundvisning i flere af husene. Det var som at træde ind i et eventyrbyggeri. Der er lagt liv og sjæl i hver en sten og bjælke. Vi blev fortalt om hvordan hele projektet er bygget op og hvodan de får hverdagen, beslutningerne og samlivet til at hænge sammen. Alle beboere var smilende, imødekommende og gæstfrie. Jeg har enormt stor respekt for stedet, menneskerne, de ekstremt flotte huse, den alternative byggestil og ikke mindst livsstilen.

Vi forlod begge stedet fyldt op til randen af indtryk, inspirerede og med en følelse af, at det vi gør nu, slet ikke er så farligt (og anderledes) som vi troede.

Jeg har i mange år lænet mig op ad kloge ord, (talemåder, eller floskler om du vil), bl.a sætningen: “Vi er født med evnen til at sige ja, og skal bruge et helt liv på at lære at sige nej.”

Det går begge veje, tænker jeg nu – for jeg har lært at sige nej. Fordi jeg på nogle områder er et hæmmet menneske, delvist formet af fejltrin og skuffelser. Den resignation der opstår i livet pga. svære oplevelser, skal aflæres ved at sig “ja” og ved at mærke alle de gode, sunde, dejlige og inspirerende oplevelser og relationer der kan opstå af det. 

Jeg er glad for følelsen af at åbne mig op mod verden, møde nye mennsker og være nysgerrig på hvordan livet kan leves. Jeg har genfundet en snert af mig selv, som jeg var, dengang jeg var ung. Sorgløs, med alle valg i livet for mine fødder, og med modet i behold til at træde ind i verden.

Husk – du kan følge os på  facebook , Instagram eller bloglovin

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *