Panik

I forgårs skrev jeg en tekst til bloggen, en sød lille tekst, om hvor godt det går og hvor glad jeg er. Der var endda fuglesang og solnedgang involveret.

Men inden jeg blev færdig med at rette den igennem og dele den, satte panikken ind.

Det startede i går aftes. Kl. 21 for at være helt nøjagtig.

Vi pakkede sammen i annekset, efter at have forsøgt at male paneler i halvmørke. (Vi mangler stadig ordentligt lys derude, men var stædige nok til at mene, at vi kunne male alligevel). Så opdagede vi at halvdelen af den maling der var tiltænkt panelerne, var sevet ind under afdækningen, og ud på gulvet. Vi kunne ikke tørre det af, uden delvist at tørre malingen af panelerne også.

Inden det noget miserable panel-maleri, havde vi sat lister op langs gulvet på hemsen. Det gulv som jeg har malet sart rosa og er svært glad for. Listerne var møjsommeligt hentet i byggemarked med trailer dagen før. Målt af, savet til, og skruet op. Men det blev skævt. Til dels fordi huset er skævt. Men også fordi vi virkelig bare ikke er særligt gode håndværkere. Mildt sagt. Jeg forstår ikke hvordan vi kan bruge så lang tid på at måle og strege op, for at kunne skære lister i den helt rigtige vinkel – for så alligevel at ende med noget der bare er… skævt. Udover lister der ikke helt slutter til i enderne, endte vi med et rosa gulv med sorte mærker efter skruemaskinen. Mange. Sorte. Mærker.

Vi har joket en del med grimme indretningsløsninger, og snakket om hvad vi i hvert fald ALDRIG skal bo med. F.eks. tovværk i loftet, som det Bjørn havde i sit barndomshjem i 80’erne. Jeg vil være ærlig og sige, at det der tovværk begynder at virke tiltalende på mig. Det gør det sgu. Tænk – bløde, formbare lister. Og måske bliver det på mode igen, hvis vi knalder det op langs gulvet på hemsen? Måske bliver tovværk i boligindretningen det hotteste hotte, hvis vi tør være first (second) movers?

Nå, men bortset fra lister savet i skæve vinkler og alt for meget maling på gulvet langs panelerne, har vi også præsteret at bygge skammens hylde.

Skammens hylde er en lille hems, placeret overfor den store sove-hems.

Bjørn startede med at ville save to lige store rektangulære plader. Vi snakker om at måle ud og save. Lige linjer. Og det gik godt nok. Indtil pladerne blev lagt på spærene, og vi fandt ud af, at de begge var for lange. Ok, det kunne løses. Måle, måle. Grundigt. Save. Forsigtigt. For så at finde ud af, at vi nu havde to plader der var for korte, og at den ene til og med var savet skråt af, så der nu var en kile af luft mellem spær og plade. Suk.

Med mit utålmodige sind nægter jeg, at vi skal lave noget som helst om, nogensinde, hvis det kan undgås.

Jeg begyndte at save små klodser og kiler ud, der skulle dække over vores fejltagelser. Det blev til en hel del. Puzzlespillet blev lagt, skammens hylde stod færdig. Ikke noget kønt syn. Men fra den rigtige vinkel ser man ikke alle vores lappeløsninger, og hvad man ikke kan reparere med fugemasse, er ikke værd at reparere. Og vigtigst af alt: Hylden er solid nok til at kunne bære alle mine indrammede billeder. Tror vi nok.

Vi har ikke haft de stolteste dage i annekset. Det har vi ikke. Til gengæld har vi virkelig knoklet. Mærkeligt nok at vi ikke er nået længere. Alt tager SÅ LANG TID. Det er jo ikke bare at klaske maling på. Der skal fuges (stort set over alt), der skal slibes, støvsuges, vaskes af.

Vi har dog også haft success’er. Jeg er nogenlunde tilfreds med resultatet af to dages arbejde med de gamle staldvinduer. Jeg har langsomt fjernet alt det gamle løse kit, slebet gammel maling og rust af. Længe. Inden jeg har kittet nye ruder i med linolie-kit. Hvilket var svært, da vinduerne jo stadig sidder på deres plads. Det ville have været noget lettere hvis vinduerne havde ligget på et bord. Kælderen har også fået ny rude. Jeg synes resultatet er ok. Nu er der i hvert fald ikke længere smadret glas i vinduerne.

Bjørn har luget hele den lille gård for ukrudt, og har skåret buske og træer til, så lyset atter kan slippe ind i vores lille hytte. Hvilket er blevet så fint. Og han har bygget én høj reol om til tre lave, hvilket også er blevet lige som vi ville have det. Så ting lykkes. Også.

Hvorfor så panik? Jeg tror det er en blanding af mange ting. Vi bliver hele tiden konfronteret med vores manglende evner og erfaring, vi har ømme kroppe, og vi har en tidsfrist lurende. Det er svært, som voksen, at knokle så hårdt med noget, som kun bliver godt halvdelen af tiden. Læringskurven er stejl. På den anden side er det sikkert sundt. At skulle noget man ikke kan finde ud af. Mærke ydmygheden. (Og ind i mellem også taknemmeligheden over at lære noget nyt).

Når tingene ikke rigtigt spiller, og vi synes det hele går for langsomt, bliver vi overvældede af den beslutning vi har taget. Tvivler på om vi kan føre den ud i livet. Få alle ender til at mødes. Vi har fundet en skurvogn, som vi nok gerne vil købe, og mens vi går rundt og overvejer, om det virkelig skal være dén, bliver vi helt rundtossede ved tanken om at få kørt 25m2 træhus ind i min mors have. Hvilket firma skal klare opgaven, hvordan og hvor dyrt bliver det? Hvordan forbereder vi et fundament der kan holde til skurvognen, når den ene af os har dårlig ryg og vi ikke engang kan save to lige store rektangler ud i krydsfinér? Kan vognen overhovedet stå der hvor vi gerne vil have at den skal stå, når jorden er fyldt af gamle trærødder? Og hvornår skal vi lige finde tid til at fjerne den skov af afsavet nøddehegn, der lige nu ligger der hvor skurvognen skal stå? Hvor meget skal vi mon sætte vognen i stand, kan vi selv bygge den skillevæg der skal bygges, og skal der sættes flere lister (tovværk) op? Hvad gør vi med drengenes ting indtil skurvognen er på plads?

Og flere spørgsmål… hvornår skal vi flytte, sådan rigtigt, og starte med at overnatte herude i Kirkeby? Jeg troede det skulle være i dag. Det skulle det så ikke. Hvad med transport af Jonatan til skole, når der ikke længere går bus? (Han kan blive hentet og bragt, men ikke uden længere dage til følge). Hvad med (ALLE) de ting vi har i vores gamle hus, som vi endnu ikke har taget stilling til? Skal de sælges, gives væk, smides ud – eller flytte med? Fik jeg nævnt, at vi også lige er kommet til at invitere til dobbet 40-års fødselsdag og housewarming i starten af juli?

Og så, under alle de praktiske bekymringer lurer de dybe: kan man flytte hjem til sin mor som næsten 40-årig, med sin familie og sin hund på slæb, placere et (kæmpe) træskur i hendes have, og forvente, at det bare kommer til at fungere?

Det er der ingen der kender svaret på.

Bjørn er taget på job igen i dag, mandag som det jo er, og jeg savner ham, efter 4 dage i vores egen lille arbejds-bobbel. Jeg er også begyndt at savne drengene. Vi vinkede dem og mormor afsted til London i torsdags, på en grå og blæsende Stenstrup station. De har det mega fedt i storbyen, (hvilket bla. et foto af mine drenge sammen med Orlando Bloom bevidner), og det har været virkelig godt for os voksne at kunne knokle løs, at spise når det passede os, og arbejde til ud på aftenen, uden at skulle tage hensyn til nogens sengetider, eller behov i øvrigt. Som en slags ferie i sommerhus, på en meget arbejdsom, kaotisk og beskidt måde. Men nu glæder jeg mig rigtig meget til at se drengene i morgen aften.

Jeg er på vej ud i annekset for at male vægge, og må hellere forlade computeren og min bløde stol, og komme i sving. Jeg har malet så ufatteligt meget i mit liv, både på billeder og huse, så det skulle gerne gå let og smertefrit i dag. (Når jeg lige har renset maling op fra gulvet efter aftenens misere).

Her kan du se nogle billeder af hvordan vores fremtidige hjem – og lige nu vores kilde til panik – ser ud i dag.

Hvis du gerne vil vide om panikken letter, og tingene rent fakstisk lykkes, så kan du følge os på  facebook , Instagram eller bloglovin

Et øjebliks aftensmads-idyl i den lille gård foran hytten

 

Det er åbenbart sjovt at male gulve, når bare man får lov at male dem lyserøde.
Der hvor ukrudtet står højest, skal vores skurvogn stå. Vi skal også have fældet resten af nøddehegnet i baggrunden, og kørt det væk der ligger her allerede.
Min mors hus – “Dukkehuset”.
Når man står med huset bag sig, der hvor skurvognen gerne skal stå, så ser udsigten sådan her ud. Bag æbletræet er der marker. Det gamle legehus skal trylles om til hønsehus. Eller væk.

 

Til venstre for huset finder man vej til gården og annekset.
Jah… ny hoveddør skal vi også “lige” have sat i…
Her skal vores sofa stå. Når vi har bygget den. Godt vi er så seje med en sav.
Det her er blevet som jeg håbede. Om et par uger kan jeg male sprosserne sorte.

 

Min mors hus – eller så meget af det som man kan se – fra vejen.
Byggerod.

 

Have i farver.
Hjem er hvor ens potteplanter bor. Det er så her, åbenbart.
Saga hjælper. Mest med at lave træflis.

 

Skammens hylde bliver til.

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *