Launch day

Så kom den store dag, hvor vi valgte at vores projekt skulle offentliggøres. Bloggen har nu været tilgængelig i et godt stykke tid, hvor vi har skrevet på den, men vi har ikke fortalt det til nogen. I går aftes oprettede vi facebooksiden “Ind i verden”, delte, postede og inviterede alle til at synes godt om.

Og hvilken opbakning, fra nær og fjern! Jeg tror virkelig vi har ramt en nerve hos mange, der går med samme tanker om at søge et mere simpelt bæredygtigt liv, med nærvær og frihed. Det er kommet helt bag på os hvor mange søde, dejlige, bekræftende, opmuntrende og motiverende ord vi har fået med på vejen. Både Siff og jeg har nærmest ligget vandret siden i går aftes, for at besvare alle de tilkendegivelser, opfordringer, links, roser og gode råd der er kommet. Vi er meget taknemmelige og lidt overvældede.

Mest af alt bekræfter det mig i, at det er det rigtige vi gør. Vi ikke er de eneste der går med længslen efter mindre og simplere, og hvem ved om dette kunne være den spæde start til et spirende fællesskab.

Sideløbende med alt det digitale, har vi i dag haft “byggemøde” med måske den dygtigste tømrer i byen (min bror Skipper). Vi vil gerne forsøge at benytte genbrugsmaterialer hvor det er muligt, både for at holde omkostningerne nede, og fordi vi kan lide tanken om at spare på ressourcerne miljømæssigt. Så der skal tænkes i kreative baner og det hjælper Skipper os med. Det er dejligt at vi nu har et mere nøjagtigt overblik over hvad der skal laves inden vi flytter ind, og at det ikke er så omfattende som vi frygtede. Der skal en ny hoveddør i, det er nok den største opgave. Måske vi kan nøjes med at skære en brugt dør til, alternativt skal vi have lavet en efter mål. Et par vindueslister skal skiftes, der skal fuges i alle samlingerne mellem gipspladerne, der skal laves en inddækning ved et vindue, en lem i gulvet skal laves om så den passer bedre, så skal der males, samt mindre kosmetiske ting.

Dages helt store overraskelse (for mig) var, da jeg løftede lemmen i gulvet… Jeg havde forstået det sådan at kælderen bare nærmest var et hul i gulvet, og da lemmen har været temmelig svær at åbne, har jeg bare afskrevet kælderen som ikke brugbar. Det viste sig at være et forholdsvis stort kælderrum (ca. 6-7 m2), tørt og med ståhøjde, som ikke har været brugt de sidste, i hvert fald 11 år.

Fantastisk opdagelse, som vi nu går og brygger på hvad skal bruges til. Mest af alt kommer vi formegentlig til at mangle noget opbevaringsplads, til værktøj, maling osv. Med lidt knofedt og kreativ tænkning, kan vi nu lægge 6-7 m2 opbevaringsplads til de 17m2. Jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang med opgaven foran os. Alt i alt, tegner det godt og vi er meget positive, glade og spændte.

.

Du kan følge os på facebook , Instagram og bloglovin

 

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *