Tanker om Ting

Den dag vi besluttede at sige vores lejede hus op, og flytte ud på landet i en 17m2 lille hytte, trådte vi ind i en verden af minimalisme, downsizing og tiny living. Af simple-living, selvforsyning og nøjsomhed.

Begreberne kendte vi, og vi var tiltrukket af de store linjer. Bjørn især af minimalismen som en visuel enkelhed og en vej til økonomisk balance. Jeg som altid af det hele på én gang.

Med min sædvanlige sult er jeg begyndt at sluge alt hvad jeg kommer i nærheden af om disse emner, hvad end det er bøger, film eller podcast. For hver bog jeg læser, åbenbarer der sig 3 nye, jeg også bare MÅ have fingre i.

Jeg undersøger begrebet minimalisme, læser om nøjsomhed og selvforsyning, bladrer i opslagsværker med de fineste små mini-huse og filosoferer over meningen med det hele. Hvad er det jeg søger? Hvad er det vi søger?

I torsdags kørte Bjørn og jeg til Århus med et læs af mine billeder. Vi var alene i bilen, hvilket resulterede i 4 timers uforstyrret samtale. Lyder det anstrengende? For os er det luksus. Efter 10 år har vi stadig masser at tale om, og i denne tid mere end nogensinde.

Vi havde hørt et afsnit af “The minimalists” podcast tidligere på morgenen, og vi brugte således 4 timer på at diskutere, hvad minimalisme betyder for os. Jeg har skrevet om det tidligere, og jeg beklager hvis jeg gentager mig selv.  Men det optager mig rigtig meget, og vi kommer hele tiden nærmere hvordan vi hver især kan bruge minimalisme som værktøj i vores eget liv.

Mens vi kørte afsted på motorvejen sagde Bjørn, at han nogengange føler, at minimalisme er for egoister. At den ultimative minimalist er munken der sidder i sin celle, uden nogen materielle ejendele, fordybet i meditation, helt afskåret fra omverdenen. Og at den tanke får ham til at tage afstand fra minimalismen som idé. Vi talte videre, om hvordan det er det modsatte vi vil. Vi vil længere ind. Måske nok ind i os selv, ja. Men også ind i livet, ind i verden. Leve, interagere, bidrage. På vores egen måde, på vores egne præmisser. Vi har ikke gang i et projekt der skal udmønte sig i, at vi vil afskære os fra omverdenen. Tværtimod. Hvis noget forkert fylder for meget i ens liv, bliver der ikke plads til det vigtige. Vi vil minimere ét, så noget andet kan maksimeres. Balancen skal genoprettes.

I ovennævnte podcast henviser minimalisterne til en undersøgelse, der virkelig har sat tanker i gang hos mig, hvad angår TING. Undersøgelsen viser, at 99% af alle ting vi køber ikke er i brug 6 måneder efter købet. Hvis det er sandt, så er det kun 1% af vores ting vi aktivt bruger, år efter år. Selvom undersøgelsen er amerikansk, så tænker jeg godt at den kan overføres til danske forhold. Måske med visse modifikationer, men mon ikke tendensen er den samme? Vi køber ting, bruger dem én gang, to, måske tre. Og så ender de i en skuffe, et skab, en kasse eller på reolen.

Mens jeg sidder her og skriver, har jeg udsyn til et skab i gangen. Det er et af dén slags skabe, du ved. Der hvor alt det “uden for nummer” bor. Her ligger den gode gamle CD-samling, side om side med cykellygter, (hvoraf ca. 1 ud af 10 rent faktisk virker), gamle nøgler som ingen kan huske hvor hører til, krukken med mønter, (også de underlige udenlandske, som man konsekvent glemmer at tage med, hvis man endelig rejser til et land hvor de rent faktisk kan bruges), nye og brugte batterier, nye og brugte el-pærer og kasser med postkort. Enkelte stykker julepynt, tavlekridt, og gamle kvitteringer har også fundet hjem her. Blandt meget andet. Og vi har jo ikke bare sådan et skab. Vi har også sådan nogle skuffer. Og kasser i værkstedet, i samme kategori: “Blandet”. Enhver ved hvor uoverskueligt det føles, at skulle tage stilling til alle disse løsrevne elementer. Derfor har vi udskudt det til sidst. Problemet er bare, at nu er vi ved “sidst” – vi flytter om 14 dage…

Udover angsten for, om vi rent faktisk kan finde plads til alt det vi fortsat har brug for, (vi stopper jo ikke med at bruge batterier og el-pærer), så er jeg også bange for, om jeg kan finde ud af at give slip på det vi ikke får brug for.

Men hvorfor er det så svært? Fordi ting symboliserer status, de forbindes med tryghed og vi kan heller ikke glemme al den tid og alle de penge vi har brugt på at anskaffe os dem.

Mens jeg rydder op i ting og tænker på ting, slår det mig, at minimalisme i virkeligheden ikke handler særligt meget om tingene i sig selv. Det handler om alt det livet kan være, når man eliminerer tingenes betydning og den energi de stjæler.

Det betyder ikke, at man ikke kan værdsætte ting, hvis man kalder sig minimalist. Det betyder bare, at man netop kun vil omgive sig med ting man rent faktisk værdsætter. Det som man virkelig holder af, og som giver én glæde. Det kan medføre, at man tillægger ting mere værdi. Forstået på den måde at man lægger mærke til hvad man har, værdsætter det mere, og afstår fra at deltage hovedløst i brug-og-smid-væk kulturen. En kultur, som repræsenterer den ultimative måde ikke at værdsætte ting på. Noget af det jeg drømmer om, er et liv hvor jeg ikke skal tage stilling til så mange ting på daglig basis. Hvor jeg ikke har skabe, skuffer og kasser fyldt med uoverskuelige mængder af “blandet”. Hvor jeg ikke skal bruge så meget tid på at rydde op, gøre rent, eller lede efter ting der er blevet væk. Det kræver så, at jeg på vejen derhen tager stilling til AL ting. Men det er jo en uundgåelig del af processen. Hvis ikke vi skulle bo så småt lige om lidt, ville jeg ikke have kunne skille mig af med så mange ting. Jeg har ønsket det i mange år, men simpelthen ikke kunne. Jeg kan kun nu, fordi jeg skal.

For mig betyder minimalisme også, at jeg frigør mig selv fra at bruge penge, tid og mental energi på at ønske mig, eller anskaffe mig, en hulens masse ting. Hvad hvis jeg kan nøjes med, ja, lad os sige… 1% af det jeg går og tror jeg mangler? 😉

Forleden mødtes jeg med et par veninder, hvoraf den ene havde den fineste nye kjole på. Den anden veninde spurgte ind til hvor kjolen var købt og hvad den kostede. Den var ikke så dyr. De havde den også i andre farver. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og jeg sad der og lod mig varme igennem, mens jeg med ét så for mig, hvor dejligt det ville være at gå rundt i sådan en kjole. Jeg mærkede hvor meget jeg gerne ville have den. Men så sagde jeg højt, at jeg ikke manglede tøj. Og jeg sagde det til mig selv på cykelturen hjem, da jeg i et svagt øjeblik overvejede, at køre forbi butikken og prøve kjolen. Betyder det så, at jeg afstår fra noget der giver mit liv kvalitet? Betyder det, at jeg nøjes? Er det i virkeligheden lidt synd for mig? Eller dumt, ikke at unde sig selv det bedste?

Tidligere ville jeg have købt kjolen som selvforkælelse. Synes jeg ikke længere, at jeg fortjener det gode? Jo, selvfølgelig. Men for at have det godt, skal jeg først og fremmest ind i et liv, hvor jeg ikke skal bekymre mig så meget om økonomi. Jeg vil gerne være helt og aldeles gældfri. Jeg vil også gerne have mulighed for, at blive ved med at arbejde som kreativ selvstændig. Det er vigtigere for mig, end et bugnende tøjskab. Så ved at afstå i det små, kommer jeg tættere på at opnå noget i det store.

Der er også andre overvejelser. For det første har vi kun en begrænset mængde mental energi. Mere tøj betyder mere at tage stilling til. Flere valg. Mindre energi at bruge på andre ting. For det andet giver det mening for mig personligt, at vente med at købe, til jeg rent faktisk mangler. Jeg ved godt at alle ikke har det sådan, men mit indre belønningssystem bliver simpelthen aktiveret, ved tanken om hvad jeg ikke belaster miljø og mennesker med. Det er meget bevidst at jeg bader mig i disse positive tanker, når jeg afstår fra at købe noget. Og det virker.

Jeg træner mig selv i at skelne mellem “rart at have” og “at mangle”. I bogen “Goodbye, things” af Fumio Sasaki, redegør forfatteren for de psykologiske mekanismer der er på færde, når vi bliver blinde for det vi allerede har. Hvordan en frakke man virkelig har ønsker sig, og er helt vildt glad for de første 3 gange man har den på, bliver til en genstand man knap nok lægger mærke til. Måske endda noget man er decideret træt af. Sådan er det for os alle, og vi kan løbe hurtigere og hurtigere i forsøget på at opnå shoppers high. Men vi ved jo godt, at nyhedens interesse forsvinder. Hvad enten der er tale om et par nye sko eller en bil. Sådan er vi indrettet. Det er et løb vi aldrig kan vinde. Så snart vi har anskaffet os ét, har vores hjerner vænnet sig til det, og begynder at stræbe efter det næste. Vi kan godt vælge at indgå i livet på disse præmisser. Men jeg har fundet ud af, at det ikke gør mig glad i det lange løb.

Måske kan mit “nye” syn på ting, sammenlignes med forelskelsens vilde og turbulente fryd, holdt op i mod den rolige, varme følelse, som opstår i en dyb og nær relation. Forelskelse er skøn! Men giver det mening at stræbe efter at være evigt forelsket? Hvad er omkostningerne ved at hoppe fra forelskelse til forelskelse, uden at indgå i den dybe og meningsfulde relation, som også koster udholdenhed, ofre og afsavn?

Der går længere og længere tid imellem, at jeg køber mig til tilfredsstillelse, men det vil stadig ske, i ny og næ. Min plan er, at jeg med tiden kun vil købe ting, som giver virkelig mening for mig, og derfor længerevarende glæde og tilfredshed.

Et udpluk af mine yndlings køkkenting: Et par af de bedste Marimekko vinglas, og blandede skåle og fade – alt sammen gaver eller arvestykker

For at det hele ikke skal handle om, hvad vi ikke længere ejer, eller ikke længere vil have i vores liv, er her nogle billeder af ting, som Bjørn og jeg er virkelig glade for, og som helt sikkert skal med når vi flytter. Jeg er vild med mit arvede porcelæn og mine Marimekko vinglas, som jeg nyder at drikke af, holde og kigge på. Bjørn værdsætter de to små borde, både materialerne, designet og funktionaliteten. Ved at sortere ud i vores ting, er vi blevet endnu mere opmærksomme på hvad vi er aller gladest for.

Hvad er dine tanker om TING?

Et par af Bjørns favoritter: et Fritz Hansen bord og et Minnotti bord. Begge dele skal med i vores nye hjem.

 

Du kan følge os på facebook , Instagram og bloglovin

2 Comments

  1. Trine maj 3, 2018 at 3:05 pm

    Åh, jeg kan virkelig genkende dine tanker om “blandet”. Vi har også de skuffer og skabe, og jeg synes, det er så svært st få hul på. En blokade jeg har er også, at jeg gerne vil (affalds)sortere tingene rigtigt, og hvis jeg ikke kan regne ud, hvordan jeg går det, så sker det tit, at tingene bare bliver liggende, fordi jeg ikke kan overskue det. Jeg har noget meget tiltrængt tid alene i weekenden, og jeg glæder mig sådan til at få hul på nogle af tingene, som jeg kan mærke ligger og stjæler energi. Få lavet nogle flere systemet, så tingene får deres egen plads.

    Jeg tror ikke, jeg slipper for en rodeskuffe, men hver gang der bliver ryddet lidt ud og op, bliver jeg lettere pg gladere 🙂

    Reply
    1. Siff Jensen maj 3, 2018 at 3:40 pm

      Hej Trine.
      Åh ja, de velkendte rodeskuffer/skabe/kasser 😉 Jeg har i mange år undret mig over, hvorfor det egentlig dræner mig for energi, at der er rod inden i et skab. Hvorfor kan jeg ikke bare være ligeglad? Det kan jeg også til en vis grænse, men så alligevel slet ikke. For jeg tror det er rigtigt, at vi binder energi op i vores ting. Vi bruger kræfter på at forholde os til dem, flytte rundt på dem, reparere dem, gøre dem rene og holde orden på dem – og ikke mindst lede efter dem. Mere end vi aner. Nogen af os er nok også lidt mere “fintfølende” i den retning, og bliver mere forstyrrede af rod og ting, end andre gør. Og dermed også desto mere glade og lettede, hver gang vi får ryddet lidt ud i det overflødige. Mon det har noget med sensitivitet at gøre?
      Lige nu gruer jeg for rodeskabs-opgaven (og nej, jeg er ikke gået i gang endnu), for jeg har det nøjagtigt som dig; hvis jeg ikke umiddelbart kan overskue hvor en bestemt ting hører til, så flytter jeg bare rundt på den. Længe!
      Jeg ønsker dig en rigtig god weekend, med en masse dejlig oprydning 😉
      Tak fordi du læser med.
      Kh. Siff <3

      Reply

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *