Ambitioner del 2.

Regnen vælter ned udenfor. Det larmer, men på en rolig og stabil regnmåde. Regn er den slags larm, der ikke generer mit støjfølsomme øre. Så her, midt i regnen, og midt i den grå-hed som regnen trækker ned omkring huset, finder jeg ro. (Jeg havde ikke noget regnvejrsbillede, så derfor billedet af en meget ambitiøs bi i en pæn blomst).

Ryggen gør vældig ondt i dag, og det er ikke for godt at sidde ved computeren. Jeg burde ramme ind og pakke ned, i morgen går turen til Århus Amtssygehus, hvis kantine jeg skal udstille i. Men jeg vil gerne fortsætte gårdsdagens reflektioner om ambition. For jeg er ved at finde ind til noget vigtigt, kan jeg mærke.

Det er ikke længe siden, at jeg skrev om hvor forpustet  jeg hurtigt bliver. Hvor meget jeg gerne vil vride hver en dråbe ud af livet, og hvor bange jeg er for at gå glip af noget. Jeg er kort og godt bange for, ikke at komme “i mål”. Måske fordi jeg føler, at jeg har brugt så uendeligt mange år på at famle mig vej, finde hen til et liv, der begynder at føles rigtigt…

Jeg har de sidste 3 år knoklet for at finde ud af, hvordan jeg maler de billeder jeg ser i mit indre, og hvordan jeg kommer til at leve af at sælge dem. Jeg har åbnet galleri, og lukket det igen. Jeg har udvidet mit netværk, fået nogle (fantastiske) nye kreative kollegaer. Jeg har læst, og set og talt, og suget viden til mig. Hele tiden forpustet.

Jeg har deltaget på kunstmarkeder, udstillinger og kurser. Jeg har postet det ene billede efter det andet på de sociale medier, været igennem et par hjemmesider og landet med en webshop. Jeg har søgt ind på censurerede udstillinger, og har mest af alt prøvet at regne den ud. Jeg har lyttet til hvad andre kunstnere har gjort, og fundet frem til, at det der duer, er en blåstempling. Det får man, hvis man bliver optaget på de rigtige udstillinger og/eller samarbejder med de rigtige gallerier. Vejen er lang og stejl og sej for de fleste. Især hvis man ikke er akademi-uddannet. Midt i det hele har jeg kæmpet med at finde ud af hvilken slags billeder jeg egentlig ville male. Mit hjerte hev mig én vej, min fornuft nogen gange en anden. Resultatet? Blandet.

Nu sidder jeg så her.

Vi er ved at hive vores tilværelse op med rode, ryste jorden af rødderne, og plante os selv et nyt sted. Med meget mindre bagage på slæb. Det er den vildeste proces. Mentalt og materielt.

“Her ligner jo en flygtningelejr” sagde min mor i går, da hun trådte ind i vores stue. Jeg tror nu det vil være en ret luksuriøs flygtningelejr, trods alt, men jeg forstår hvad hun mener. På flugt fra et liv, vi følte os fanget i. Huller i væggene, der hvor vi har taget hems, hylder og lamper ned. En madras på gulvet midt i stuen, og tøj stablet op i reoler langs væggene, fordi vores gamle laminat-kommoder (endelig!) er røget ud. Plastikposer med ting der er sorteret, og ting der skal sorteres, strøet med løs hånd ud over det hele. Mine billeder står stablet op ad alle ledige vægge. Her er ikke særlig hyggeligt, egentlig. Det kræver en del, især af mig, at finde ro i kaos.

Midt i dette kaos, af ting og følelser, bliver der tænkt.

Hvad vil jeg egentlig? Og hvorfor? Jeg er klar til at give slip på en masse ting. Men jeg er også klar til at slippe noget andet.

Jeg har været drevet af en dyb, desperat, længsel efter anerkendelsen. Jeg har vitterligt følt, at jeg kunne lave det mest fantastiske maleri (i teorien), men at det ville være ligemeget, hvis ikke det blev blåstemplet af de “rigtige” mennesker. Det lyder småt og grimt. Og er måske også en smule unuanceret. Men i bund og grund er det sådan jeg har haft det. Mit selvværd har lidt skade af de lange perioder med sygemelding. Af ikke at have haft en karriere at identificere mig med. Jeg har følt, at jeg var mindre okay, fordi jeg ikke kunne klistre min identitet op på “en titel”. Men så, pludselig, havde jeg et lille galleri. Pludselig var jeg én, som hver dag malede billeder, og også solgte de billeder. Så kunne jeg kalde mig kunstner. Jeg var noget! Endelig!

Og dog. For så begyndte jeg at se kunstverdenen. SE den. Jeg så hvordan jeg var en lille bitte fisk, der skvattede rundt i et kæmpe grumset bassin, med alle de andre autodidakte. Alle os, der endnu ikke var “noget”. Mere eller mindre talentfulde og seriøse, men alle i samme båd: de usynlige. Jeg synes der er en vis rimelighed i hierarkier, for alle der sætter en klat maling på et lærred er ikke lige gode. Ikke lige relevante for andre. Man skal male så tosset man vil, hvis man elsker det. Men skal man ud og hænge i offenligheden synes jeg selvfølgelig, at man bør have arbejdet seriøst med sit materiale. Men man skal heller ikke glemme, og det ser jeg tydeligere nu, at kunstverdenen ikke er anderledes end resten af verden: den er fuld af mennesker der jagter anerkendelse, og den er styret af penge.

Nå. Her svømmede jeg rundt, i det grumsede amatør-bassin, men jeg havde et skarpt blik for vejen frem. Jeg var ligeglad med om det skulle tage mig 5,10,15 eller 20 år. Jeg ville videre, op ad rangstigen. Det var min ambition. Og den stress, som jeg skrev om i går, den har mæsket sig i min ambition. Den har mæsket sig i tanker som disse: “hvis jeg dør den dag i dag, har mit liv været spildt, for jeg har ikke opnået anerkendelse som kunstner.”

Jeg har godt kunne mærke, at det ikke var godt for mig, at have det på denne måde. Ambitioner kan være mange ting. Mine var ikke sunde, for mig. Men hvad skulle jeg gøre? Jeg kunne ikke slippe følelsen af at have spildt mit liv, hvis jeg ikke kunne krydse anerkendelse af på livets store to-do-liste. Jeg kunne krydse “to dejlige børn og en dejlig mand” af på listen. Gode relationer til venner og familie, en sød hund, samt et virkelig velkurateret indre, ordnet og plejet på bedste vis, i løbet af mange, mange års terapi. Alt dette: tjek!

Men der manglede liiiige noget…

Så begyndte vi at give slip.

Først på gamle slidte tanker og forestillinger. Så på ting. Og overbevisninger. De blev tydelige. Taget op til overvejelse.

Forleden smed jeg en stor bunke papirer ud. De papirer var journaludskrifter fra da jeg var sygemeldt med depression og lægeudtalelser fra dengang jeg fik et piskesmæld. Det var speciallæger der skrev om, hvor meget binyrebarkhormon der nu var pumpet ind i den ene skulder og hvad for noget medicin jeg kunne tage for nakkesmerterne. Det hele røg ud. Farvel. Jeg gider ikke være hende “den syge” mere. Nu har jeg bare ondt i ryggen og en særdeles lav stress-tærskel. Men det ændrer jo ikke ved hvem jeg er. Det gør det bord og de vaser vi kørte på genbrugspladsen i søndags, heller ikke. Intet af det er mig. Det er noget jeg har taget til mig. Og nu slipper jeg det igen.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg begynder at mærke ambitionerne sive ud af mig. Som anspændthed der forlader kroppen under et varmt karbad. Det er ikke dovenskab, eller ligegyldighed. Jeg vil gerne arbejde for det, der giver mening, det jeg er passioneret omkring, eller det der er nødvendigt. Og jeg vil gerne arbejde hårdt. På en udstilling. På at male vinduer eller lave et godt måltid mad. På at tørre bræk op, og trøste, kl. 2 om natten, når en søn har maveinfluenza. Fordi det er nødvendigt. Jeg er ikke bange for at tage fat. Det er ikke det, der er problemet.

Men jeg har ikke lyst til at gå i seng med hjertebanken, og vågne op med åndenød, fordi jeg ikke er i “mål”. Fordi jeg altid kunne gøre mere, hurtigere, bedre. Fordi jeg i bund og grund ikke har nok, og ikke er nok.  Jeg er ikke så bange længere. Bange for om jeg nogensinde kommer til at hænge på “det rigtige” galleri. Om jeg kommer til at tjene rigtig mange penge på mine malerier. Jeg tager i mod mulighederne hvis de opstår. Hvis ikke, så finder jeg nok nogle andre muligheder, nogle andre veje at gå. Der er ikke én rigtig måde. Der er ikke kun én type liv, og én type kreativitet, der gælder.

Identitet er kernen i hele miseren. At vi i vores samfund identificerer os så meget med vores arbejde. Med vores bidrag ude i verden. Jeg har været bange for at dø, uden at efterlade mig spor. Sporløst forsvundet. Et liv der ikke talte. Var ligegyldigt. Dette spor, har jeg fået fortalt, er en plads på en væg på museum. Eller noget der minder om. Det er spor, der får ukendte mennesker til at kende dit navn. Skulle jeg dø uden? Spild.

Men nu. Nu giver jeg slip på alle mine samlinger. Alle de spor jeg har omgivet mig med. Ord skrevet af andre. Dyre genstande købt som markører på en eller anden form for succes eller tryghed. Væk. Det er jo bare ting.

Nu går det op for mig, at jeg allerede har efterladt mig spor. Silas og Jonatan. Al den kærlighed jeg fylder dem med. De fejl jeg begår, som de lærer af, og retter op på. At jeg giver dem min tid, og fortæller dem hvad jeg synes er sandt og godt. Viser dem, at man godt kan finde sin egen vej. Så de tør finde deres.

Spor. Som kæreste. Som datter. Som søster, tante, svigerinde. Som niece eller kusine. Som ven.

Spor. Samtaler. Tårer. Knus.

Så er der spor jeg ikke vil efterlade. Ved at købe mindre. Bo mindre. Spise bedre.

De ting vi efterlader. De kan gå i opløsning. Selv det maleri jeg har brugt månedsvis på. Det kan brænde og blæse væk som aske på 5 minutter. Det er alle de usynlige spor, der er de virkeligt uforgængelige. Tænker jeg nu.

Hvad tænker du?

 

(Jonatan, Saga og jeg, sætter spor i anemone-havet)

 

Du kan følge os på facebook , Instagram og bloglovin

 

7 Comments

  1. Lotte, Langsom april 26, 2018 at 7:51 am

    Kære Siff, jeg vil bare lige sige STORT TAK for du deler dette, din historie.
    Jeg føler konstant et “nedbrud” fordi jeg ikke kan følge med “derude” hverken på den ene eller den anden måde. Jeg kan ingengang rigtig finde ud af at sætte ord på det …
    …(hvis jeres statistik er løbet løbsk, er det fordi jeg har været herinde mindst tusind gange i dag for at prøve at skrive en kommentar 😀 ) …
    Jeg ville ønske, vi ikke sådan skulle hænge os op i identiteter (jeg aner ikke selv hvad jeg skal svare, når nogen spørger mig!) men i stedet bare kunne være til og skabe og leve mere efter lyst, nydelse, frihed og sanselighed. Det føles helt forbudt at sige det.
    Jeg ved godt, vi skal have tag over hovedet og mad på bordet for at overleve, men kravene er bare vokset for langt ud og op og ind i os.
    Jeg ved ikke om det giver mening. 🙂 Men noget med, at vi har brug for et nyt og mere rummeligt “Normal”. 🙂

    Reply
    1. Siff Jensen april 26, 2018 at 8:02 pm

      Kære Lotte.

      Jeg synes du sætter så fint ord på noget meget genkendeligt. Det er lige præcis det, at du skriver sådan til mig, der giver mig lyst til at skrive og dele min historie. Jeg er ked af at høre at du kæmper så meget, du skal vide at jeg kan sætte mig fuldstændigt ind i din følelse af nedbrud, af ikke at kunne følge med, leve op.
      Det er enormt stressende. Og jeg er så enig i, at vi simpelthen har brug for at revidere normalen! For vi er jo ikke så få, der kæmper med de ydre krav. Vi er mange. Jeg tror i mit aller inderste, at vi har lavet en verden, som ikke er sund for mennesket, og ej heller for vores klode. Det går for stærkt, ressourceforbruget er for voldsomt, både de menneskelige og de naturlige. Jeg har ingen løsninger, men jeg tror, at jo mere åbne vi er, jo mere vi står ved, at vi er mange der ønsker noget andet, jo bedre kan vi finde svarene, i fællesskab. Tænk at det føles forbudt at sige, at man ønsker sig et liv med mere lyst, nydelse, frihed og sanselighed? For ja, det føles nærmest “syndigt”, måske takket være den overdrevne sammenkædning af individets arbejde og dets identitet. Men lad os øve os i at sige højt hvem vi er, hvad vi vil og ikke vil. Hvad vi ønsker og drømmer om. Uden skyld og skam. 🙂
      Tusind tak fordi du gav dig tid til at læse med og kommentere, og en masse gode tanker din vej.

      Kh. Siff <3

      Reply
      1. Lotte, Langsom april 30, 2018 at 1:21 pm

        Kære Siff,
        allerførst, tusind tak for du sådan giver dig tid til at svare. Jeg kan slet ikke sætte ord på, hvor meget det betyder. <3

        Jeg vil gerne lige fortælle om en bog, som du måske kender, men for en sikkerheds skyld vil jeg lige nævne den, for måske kan I have glæde af den i jeres tanker, drømme og indretning. Den kan lånes igennem bibliotek.dk.
        Det er Tiny Homes – Simple Shelter af Lloyd Kahn. Jeg lånte den og har den nu selv på hylden … eller dvs. jeg gav den til min mand, som et vink med en vognstang 😀
        (Han er vistnok med på den, men det er det evigt store "hvordan"…)
        Jeg nyder at kigge i den og drømme.

        Jeg har linket til et lidt ældre indlæg, hvor jeg skrev om den; linket ligger i oppe i "mit navn" her i kommentaren, så det er nemt lige at klikke dig ind og kigge, hvis du har lyst 🙂

        Med kærlig hilsen
        Lotte

        Reply
        1. Siff Jensen maj 2, 2018 at 1:11 pm

          Kære Lotte.
          Hvor dejligt med inspiration! Nu har jeg kigget, og jeg må helt bestemt have fingre i den bog 😀
          Det er godt at høre at I godt kan følges ad i drømmene om et mere simpelt liv, din mand og dig. Det evige “hvordan” har i mange år forhindret mig/os i at ændre noget ved vores liv. Vi kunne godt få idéer, men ikke gennemskue hvordan vi udlevede dem. Det førte til en følelse af at være låst fast i det liv vi levede. Nu har vi kastet os ud i noget, hvor vi delvist ved “hvordan” og hvilken vej vi skal, men der er enormt mange ubekendte, løse ender og spørgsmål vi endnu ikke har svar på. Sådan tror jeg ofte (hvis ikke altid) det vil være, når man vender sit liv på hovedet og tager nye skridt. Det er skræmmende, men mest dejligt. Jeg håber at I får muligheden for at udleve jeres drømme inden længe.
          Kh. Siff <3

          Reply
  2. Jørgen frederiksmose april 29, 2018 at 6:55 am

    Jeg får sommetider en ubærlig lyst til at sætte mig ned og tude…Bare tude som en pisket. Det kommer især i perioder, hvor jeg ikke føler at jeg har magt over mit liv mere. Det er de perioder hvor jeg halser efter livet, hvor TO-DO lister, mails, opfølgning og lange møder langsomt og sikkert dræner mig for energi. I de perioder er jeg oprigtigt i tvivl om jeg har valgt den rigtige vej i mit liv.

    Når jeg kommer ud af de perioder, hanker jeg op. Forsøger at genvinde kontrollen, og være tilstede i min familie. Det er også dér at vi sammen snakker meget om hvorfor vi har startet på den proces det er, at fjerne materielle ting fra vores tilværelse, hvorfor vi drives imod et mere simpelt liv, og hvorfor vi ville elske at bo en i bjælkehytte et stykke udenfor byen.

    Tak fordi I deler jeres oplevelser og tanker. Tak fordi vi må læse med.

    Mvh
    Jørgen

    Reply
    1. Siff Jensen maj 2, 2018 at 2:14 pm

      Kære Jørgen.
      Tak til dig, fordi du deler så ærligt hvordan det også er, at være et moderne menneske, godt og grundigt fastlåst i alle de krav og forpligtelser der følger med et moderne liv.
      Følelsen af afmagt, overvældelse, træthed og håbløshed er os velkendte, som du jo ved, fordi du læser med her på bloggen. Lige så velkendte er længslen, og de tanker og spørgsmål den fører med sig. Tanker som “er det liv jeg fører, egentlig det der giver mest mening for mig selv og min familie?” Og “findes der andre måder, med mere frihed, mere plads til at være ?” På den måde er afmagten og tristheden ikke kun af det dårlige. Den kan nemlig være lige præcis dét, det sætter en forandring i gang. Hvis man ellers lytter. Det gjorde vi, efter lang tid, og vi spørger nogen gange os selv, hvorfor vi ikke lyttede lidt før? Men der var nok nogle erfaringer vi skulle have med os, inden vi helt kunne springe ud i det liv vi er begyndt på nu. Det lyder på mig som om I allerede er rigtig langt i tankerne og overvejelserne, og det er så dejligt hvis I kan finde inspiration i de oplevelser vi deler her på bloggen 🙂
      Kærlig hilsen
      Siff <3

      Reply
  3. Soldis maj 16, 2018 at 3:30 pm

    Jeg er så rørt at jeg kunne græde! Tak for dine ufattelig smukke tanker omkring dine erkendelser <3

    Reply

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *