Ambitioner del. 1

Jeg arbejder hjemme.

Det er her jeg maler mine billeder, det er her jeg sender mails, og laver regnskab, og alt hvad der ellers hører med til et liv som selvstændig.

Men det er også her jeg er mor. At være “mor” er da ikke et arbejde, tænker du måske? Men det afhænger jo helt af, hvordan vi definerer det at arbejde. Faktisk er ordet “arbejde” et ord jeg er kommet til at afsky en lille smule. Det har voldt mig så mange kvaler, at alt det jeg har brugt mest tid på i mit liv, det jeg synes er aller vigtigst, det jeg er dybt passioneret omkring, det er ikke “arbejde”.

Det er, mest af alt, at være mor. Det har, fra da min ældste søn kom til verden, været min vigtigste opgave. Da jeg afleverede ham i vuggestue 11 måneder gammel, kunne jeg godt mærke at det ikke var rigtigt. Det var ikke godt for ham. Men jeg var 24 år, og efter et første år som forælder, med fødselsdepression, med kolik og massiv søvnmangel for os alle 3, var jeg klar til at træde lidt ud af moderrollen og give mig i kast med religionshistorie på universitetet. At starte på uni føltes som ét langt frikvarter, sammenlignet med at være fuldtidsmor. Her var frokostpauser, tissepauser, tænkepauser og busture i absolut uforstyrret ro. Men min søns lille krop og psyke var ikke gearet til vuggestue-livet. Han havde 5 alvorlige lungebetændelser i løbet af de første 4 måneder. Han blev pumpet med pencilin og bricanyl. Han var SÅ dårlig, hele tiden. Også selvom min eksmand og jeg begge studerede, og Silas derfor kunne have forholdsvis korte dage, (han blev ofte afleveret kl. 9 og hentet kl. 14).

Jeg besluttede mig for at læse 2. semester derhjemme, mens jeg passede min søn. Vi meldte ham ud af vuggestuen, og i det halve år jeg gik hjemme med ham, havde han ikke én sygedag. Men gæt selv hvor meget jeg fik læst? Jeg prøvede virkelig, men fagene var svære, jeg kunne ikke hverken deltage i undervisning eller studiegruppe, og jeg ville være nærværende sammen med lille Silas.

Da vi sendte ham i vuggestue igen, startede jeg forfra på universitetet. Jeg havde besluttet at jeg ville læse psykologi istedet, hvilket foregik i Århus. Så afsted med mig, pendle pendle, Silas afsted i institution, NU skulle ambitionerne udleves. Men Silas kunne stadig ikke klare mosten, sygdommene væltede ham gang på gang. Jeg har ikke tal på hvor mange gange han var indlagt på hospitalet, og én gang var det på et hængende hår. Chok. Det blev sværere og sværere at få både studiet, familielivet og parforholdet til at hænge sammen. Vi var så unge. Der var så meget.

Jeg husker disse år som en følelse af at være spændt ud i mellem min dybe trang til at tage mig af mit barn, sådan som han havde brug for det. At have ham hjemme hos mig. Trang til ro, til at yde omsorg, til nærvær. Og så ambitionerne om at leve op til kriterierne for “det succesfulde menneske” som hersker i vores samfund. Jeg følte mig så forkert. Fordi jeg var stresset. Fordi jeg var deprimeret. Det at være mor, var ikke så idyllisk som jeg syntes, at det var blevet malet for mig. Kærligheden til mit lille barn? Jo, den var endnu stærkere og dybere end jeg havde kunne forestille mig. Men det var fysisk og psykisk hårdt, og jeg var ensom, fordi resten af vores netværk slet ikke var begyndt at få børn endnu. Den dybe forkerthedsfølelse meldte sig tidligt, for hvad var der galt med mig, siden jeg kunne finde det så krævende? Siden jeg ikke “bare” kunne være en god mor og samtidig lige klare en universitets-uddannelse? Hvorfor var mit barn syg hele tiden? Lægerne begyndte at tjekke ham for kræft, for cystisk fibrose og forskellige immunforsvarsdefekter. Jeg var rædselsslagen for at han var død-syg, men en lille bitte del af mig håbede, at han fejlede noget “rigtigt”, (som han så selvfølgelig ville komme sig over!),  for så ville jeg kunne få lov at tage orlov med ham. Så ville vi kunne få tid og ro til at hele. Begge to. Alle tre. Jeg gik rundt i en grå verden, hvor jeg ikke slog til, nogen steder. Jeg drømte om ro. Jeg drømte om, at have Silas hjemme, jeg drømte om at male billeder. Jeg drømte om, at det kunne have værdi, det jeg gjorde. Alle de vågne nætter, alle de nænsomt tilberedte nærende måltider, alle de knus og kram, og hænder på panden, alle de timer med tegnepapir og pegebøger og andefodrings-ture i klapvognen. Hvor var værdien af det? Jeg følte at det var det vigtigste i verden, men samtidig, at det ikke blev regnet for noget. Jeg gik jo bare der. Det var ikke konkrete mennesker i mine omgivelser, der ikke regnede forældreskabet for noget, det var mere en generel følelse af, at det ikke rigtigt blev anset som værdifuldt ude i “samfundet”. Når folk spurgte hvad jeg lavede, sagde jeg, at jeg læste psykologi. Sandheden var nærmere, at jeg var i gang med et intenst 24-timers hjemmestudie i sygepleje og pædagogik.

Og så var der pengene. De evige, evige pengeproblemer. Silas far var jo også studerende, orlov for mig var ikke en mulighed. Så vi kæmpede videre, prøvede at få alle ender til at mødes. Men med Silas mange sygedage og hospitalsindlæggelser blev også psykologistudiet hurtigt svært at følge med i. Jeg dumpede min første eksamen. Jeg var aldrig, aldrig dumpet til en eksamen før. Men når jeg læste, føltes ordene som sand der løb igennem en si. Jeg kunne intet fastholde, uanset hvor meget jeg prøvede. Min hukommelse var gennemhullet.

Da Silas fyldte 3 år, blev vi skilt, hans far og jeg. Ikke fordi vi var uvenner. Vi var bare trætte og slidte og det var vores forhold også. Jeg husker de næste par år, som klistret mørke. Min egen sorg, Silas’ sorg. Intet var som det skulle være. Jeg blev sygemeldt med stress-relateret depression. Og det har fulgt mig siden. “Neurasteni” sagde en psykiater, dengang jeg stadig så sådan én. Det er udbrændthed, en slags kronisk stress-tilstand.

Med et selvværd i bund, absolut ingen tro på egne evner, og en krop der opførte sig som om den konstant havde influenza, var det svært at rejse sig. Men langsomt skete det. Langsomt. Den menneskelige vilje er svær at knække.

En uddannelse som socialrådgiver blev en del af min heling, for her lærte jeg om de komplekse sammenhænge mellem krop, psyke og det samfund vi vokser op i. Her lærte jeg, at det ikke nødvendigvis var mig der var forkert, eller mit barn der var særlig sart, men at vi bare ikke passede ind i mange af de kasser, som vores samfund er bygget op af. Jeg lærte, at de kasser var samfundsskabte og ikke naturgivne, og at man derfor godt måtte stille spørgsmålstegn ved dem. Jeg begyndte at slippe noget vrede, for hvor har jeg været vred. På mig selv, på samfundet, på alle der pirkede til mit dårlige selvværd, hvilket kort fortalt var alle i min nærhed. Jeg begyndte at turde mærke, og ikke mindst, tro på hvad jeg mærkede.

Men hvad så? Det kan godt være, at jeg kunne mærke, at mit bidrag i denne verden, skulle være anderledes, end det de fleste yder. Det kan godt være, at jeg blev bevidst om, at jeg har brug for at være kreativ. At jeg kunne mærke, at for mig er det vigtigst, at have tid til de børn jeg har sat i verden. Passe dem når de er syge. Eller trætte. Tale med dem, til de selv bliver trætte af at tale, og ikke til de bliver skubbet til side, fordi mor har travlt. Hvad så? Der skal jo stadig brød på bordet.

Jeg tænkte, mens jeg læste til socialrådgiver, at jeg kunne lave et liv, hvor jeg arbejdede ude i verden på deltid. Jeg ville ikke have mange penge, men det har jeg aldrig haft. Så kunne jeg yde et bidrag “derude”, og samtidig være den mor for Silas som jeg synes han fortjener. Og være så meget sammen med ham, som jeg fortjener. For det går jo begge veje.

Så mødte jeg Bjørn. Vi fik Jonatan. Vi havde begge en stærk følelse af, at det med børn, det er ikke en sag vi lige klarer fra 16-20. Det er hovedsagen. Og det skulle vi finde en måde at indrette os efter. Mens Bjørn var selvstændig, og mens vi begge studerede, lykkedes det os at lave en hverdag med luft.

Da Bjørn blev færdig som pædagog og fik fast arbejde, tog vi beslutningen om, at mit arbejdsliv skal være her. Hjemme.

Det har det været nu, i 3 år. Og her starter en ny slags historie.

En historie om, hvordan man indretter sig, når den ene arbejder hjemmefra. Om fordelene for familielivet. Om det svære skel mellem “arbejde” og “fritid”. Om økonomi og om ambitioner, der ændrer sig, livet igennem.

Jeg startede med at skrive i dag, fordi jeg ville skrive om det sidste. Det med ambitionerne. Det med, at de smuldrer, i denne tid. Eller, de smuldrer ikke, de nærmest sprænges væk. Og erstattes af noget andet. Af passion. Af en søgen efter mening i det nære. Og af noget, jeg endnu ikke helt kan sætte ord på…

Men så endte jeg med at fortælle om historien, der går forud. Sådan går det nogengange, når jeg sætter mig ved tasterne. I morgen vil jeg skrive lidt mere om det nu, som denne historie har banet vejen for.

Og alt det jeg drømmer om, at vores nye liv vil føre med sig.

 

Du kan følge os på facebook , Instagram og bloglovin

 

5 Comments

  1. Pingback: Ambitioner del 2. – Ind i Verden

  2. Mette april 25, 2018 at 6:46 pm

    Hej Siff.

    Sikke en åben og ærlig kærlighedshistorie, kærligheden til dit barn, til dine studier og drømme/ambitioner – og den ulykkelige kærlighed som følger med som den lede følgesvend nogengange.

    Når man som du mærker livet hele vejen rundt, er man tvunget til at se indad og mærke efter. Denne rejse er da bare det helt rigtige for dig og din familie, det er jeg helt sikker på.

    Jeg sender et stort kram her gennem tasterne
    Mette

    Reply
    1. Siff Jensen april 26, 2018 at 7:30 pm

      Hej Mette.

      Hvor er det dejligt du beskriver det som en kærlighedshistorie. Du har jo ret 🙂 Det er, på en underlig bagvendt måde, de svære oplevelser der baner vejen for det gode NU. Når man mærker livet hele vejen rundt, som du så fint skriver, så får man også øvet sig på sin evne til at mærke, om man er på rette spor. Og det er jeg helt sikker på vi er. Tak for dine ord, og stort kram tilbage <3

      Kh. Siff

      Reply
  3. Trine Isholm april 25, 2018 at 7:13 pm

    Shiiiit hvor kan du skrive, jeg bliver tryllebundet af dine ord.
    DU skriver så ærligt og åbent om meget af det vi alle går og tumler med… At passe ind, finde den “rette hylde” og være “noget” …
    Hvor er det mega fedt at vi bliver klogere med alderen, og hvor er det mega fedt (og trygt) at vi bliver klogere med én vi elsker og har lyst til dele vores tanker og drømme med.
    Med årerne er jeg ikke så bange for ikke at “passe ind” mere.
    Ting tager tid, og jeg har måtte sande og erfarer at, tillid til at tingene ordner sig giver mig ro og håb.
    Glæder os til hygge med jer snart
    Knus T.

    Reply
    1. Siff Jensen april 26, 2018 at 7:38 pm

      Kære Trine.

      Tusind, tusind tak, dine rosende ord gør mig så glad. Især fordi jeg simpelthen er så grebet af at skrive 🙂
      Og jeg er lige præcis grebet af at skrive om mine egne erfaringer, der hvor de rammer noget almenmenneskeligt, noget genkendeligt. Så det – forhåbentligt – bliver relevant for andre at læse med. Åh ja… at finde sin plads i verden, sit ståsted, sin hylde. Det bliver ved med at være interessant at reflektere over, synes jeg. Og dejligt at visse ting bliver lettere med alderen, trods alt. At det bliver mindre vigtigt “at passe ind”, bare for at passe ind. Men alt det kan vi jo snakke om på Lørdag 😀

      Stort knus <3

      Reply

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *