Sammen

Sommeren er her, og vi labber den i os. Med røde skuldre og næser. Lidt mere ro på. Lidt flere kræfter. Lidt større armbevægelser. Solenergi. Lettelsens suk. Endelig.

Den skøreste april jeg kan huske. April var både vinter og sommer. Næsten på én gang.

“Det er den tidligste sommerdag i 54 år” siger Bjørn. Og jeg smiler og siger “virkelig?” og skubber tanken om den globale opvarmning om bagerst i min bevidsthed. Der kan den så sidde og råbe, som den slags tanker gør.

Vi går en tur, bare os to. På stranden med hunden.

Silas er til koncert.  Jonatan er træt efter en hel dag ude, så han får lov at blive hjemme. Han lover højt og helligt, at overholde aftalen om “ingen skærm”, og kun høre lydbog mens vi går. Vi har strammet op på skærm-reglerne. Det holder hårdt, og vi er pludseligt blevet “de skrappe forældre”. Jeg vil hellere være den søde mor, end den skrappe.  Men Jonatan er vild med skærm, vores playstation suger ham ind. Beholder ham i timevis, og spytter ham bleg, træt og vrissen ud igen. Så nu er der ingen spil i hverdagene. I weekenderne kan han give den gas. I weekenden leger han også tit med venner, vi besøger folk, laver ting sammen, der sker automatiske afbrud på spilleseancerne. Men der er også plads til de timelange sessions, hvor man kan fordybe og fortabe sig. Det fungerer fint, og med lydbog og en nyfunden glæde ved biblioteket, så tror vi nok, at vi har fundet en balance der passer godt til vores familie. (Om jeg tror han sneg sig til Netflix, mens vi gik? Ja. Det indrømmede han også så sødt, da vi var hjemme igen. “Ingen spil, bare lydbog. Og en lille bitte, bitte smule Netflix.”)

Trods det fantastiske vejr er der ikke mange på stranden. Et par lystfiskere i vaders her og der. Vi møder en snakkesagelig ung fyr, der gerne vil klappe Saga selvom hun er våd. Han har trænet politihunde hele dagen, ved vandet, så han mener ikke, at én våd hund fra eller til gør nogen forskel. Fedt. Vi har nemlig glemt både halsbånd og snor derhjemme, men det behøver vi ikke afsløre nu, hvor manden er hundeelsker, og vi lader hende løbe frit.

Vi går videre, og snakken kredser om meningen med det hele. Såmænd.

Det jeg elsker ved at være gift med Bjørn er, at han gider snakke. Om det hele og ingenting. Gerne om det under overfladen.

Så snakker vi selvfølgelig også om vores “nye liv”, om vores intentioner og om forbrug. For det er, i bund og grund, rigtig meget vores tanker om forbrug, der bliver pillet ved og ændret på, i denne tid. “Der er én ting du skal vide” siger han. “Jeg vil altid, altid ønske mig en Mercedes. Det kommer aldrig til at ændre sig.”

Jeg elsker ham for at være ærlig. Jeg hader ham en lille bitte smule for, at ønske sig en dyr bil, og ødelægge mit billede af den antimaterialistiske hippiefamilie, jeg troede vi var ved at transformere os til.

“Til gengæld er jeg blevet fuldstændig ligeglad med dyrt tøj, dyre møbler, den slags. Det siger mig ikke en skid mere.” siger han så. Og så elsker jeg ham lidt mere. Åh, den betingede kærlighed.

Der sker hele tiden noget med forbrugsbevidstheden, kan jeg mærke. Min egen. De andres. Vi snakker meget om det med ting. Om hvad der giver værdi. Og det begynder at lagre sig og manifestere sig i vores handlinger.

Jonatan tjente lidt over 500 kr. på loppemarkedet for et par uger siden, og i mandags brændte de så hård i lommen, at vi blev nødt til at snakke om hvad de skulle bruges til. Han ønsker sig et playstation-spil, men da han købte et nyt i påsken, synes vi det er i overkanten med endnu ét allerede nu. Det sagde jeg til ham. Jeg foreslog ham så at spare pengene op. Den idé synes han var jævnt dårlig. Så spurgte jeg om der ikke var en oplevelse han gerne ville bruge penge på, istedet for ting. “Jeg elsker når vi alle 4 er på restaurant sammen” sagde han. “Det gør jeg også” sagde jeg. “Jeg gir sgu sushi” sagde han, og ringede glad og ivrig til sin far og sin storebror, som heldigvis kvitterede med en passende mængde begejstring, offerets størrelse taget i betragtning.

Onsdag aften gik vi ud og spise, og Jonatan var meget stolt og glad over at kunne få lov at være giveren. (Vi voksne spædede en smule til, men det er en hemmelighed, som ikke kommer sagen ved). Mens vi sad der rundt om bordet, og mæskede os i ris og rå fisk, kom vi til at tale om, hvornår vi egentlig sidst havde været ude at spise, bare os 4. Vi kunne ikke huske det.

Bagefter gik vi tur på havnen, i solen. Og pludselig var det sådan en dag. Én af de dage, der lagrer sig, og gør, at man godt ved, hvad der er det vigtige. Og hvad der ikke er.

Sådan var det i onsdags, og sådan er det nu, denne aften, på stranden. Sammen.

 

Du kan følge os på facebook , Instagram og bloglovin

 

3 Comments

  1. Tina april 20, 2018 at 2:30 pm

    Du skriver så fint. Nyder virkelig at følge jeres rejse.

    Reply
    1. Siff Jensen april 20, 2018 at 8:11 pm

      Kære Tina.
      Tusind tak for de søde ord. Og fordi du følger med.
      Kh. Siff <3

      Reply
  2. Mette april 24, 2018 at 9:04 pm

    Hej Siff.

    Sikke et par vidunderlige dage☀️☀️☀️ Det er de dage der bare holder længst.
    Skønt!

    Kh Mette

    Reply

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *