Forpustet

“Husk nu at nyde processen” skrev en veninde til mig på sms forleden. Efter at jeg forpustet havde gjort rede for hvor travlt vi har lige nu, hvor overvældende det kan føles, og hvor hurtigt det hele går.

Og hun har jo ret. Processen er fed. Processen er bevægelse, muligheder, ubesvarede spørgsmål. Alt ligger åbent.

Processen stopper ikke, når vi er flyttet. Den er selve livet, og ender først når livet ender.

Hvorfor har jeg så svært ved at være i den?

Jeg har altid levet i den overbevisning, at når dén og den opgave er løst, hvis bare jeg når dér hen, eller dét sker, SÅ starter livet. SÅ kan jeg slappe af. SÅ bliver alt godt. SÅ får jeg mere tid. Ro. Tilfredshedsfølelse.

Den måde at være til på, er stress i sin essens. For vi når jo aldrig frem. Ikke på dén måde, som jeg har en illusion om, i hvert fald. På den ene side, er det en del af at være kreativ tror jeg, det evige drive. De uudtømmelige ideer, rastløsheden. På den anden side er det en dårlig vane. (Endnu én, jeg har fået øje på, her på det seneste).

Jeg elsker at være i proces. Trives godt i forandring. Men jeg har også svært ved det. Fordi jeg bliver så utålmodig. Jeg vil hen i fremtiden, hurtigere end jeg kan komme, så jeg glemmer at mærke de skridt jeg tager i dag. Nu og her. Nyde dem. Lige nu er alt godt. Spændende. Nervepirrende. Hvem ved hvordan det ser ud i morgen?

Jeg har tænkt lidt over, hvordan min utålmodighed hænger sammen med en angst for at dø.

Kort og godt er jeg bange for at stille træskoene, før jeg har fået det ud af livet, som jeg drømmer om. Før jeg har vredet hver en dråbe saft og kraft ud af tilværelsen.

Jeg tror min dødsangst skyldes, at jeg har brugt så mange år på at finde min vej. På at acceptere, at jeg er et kreativt menneske, der godt aktivt må gå efter, at leve et liv med kreativitet som sit arbejde. Det har været skamfuldt for mig, altid. For hvem tror jeg lige, at jeg er? Jeg begynder så småt at acceptere, at den jeg er, er mig. Og at også jeg har noget at byde på. Ja, der findes millioner af dygtigere malere og bedre skribenter end jeg. Men derfor må jeg godt male. Og skrive.

Hver gang jeg oplever, at noget jeg har lavet når ud til et andet menneske. At nogen kan bruge det jeg skriver til noget. At nogen gerne vil have ét af mine billeder hængende på væggen. Så falder noget på plads i mig. Ikke fordi det er en bekræftelse på at jeg er “god nok” eller sådan noget. Men fordi det bekræfter, at jeg er på vej hjem. Og at det hjem rent faktisk findes.

At jeg først sidst i 30’erne begyndte at gå vejen hjem, kan godt føles enormt stressende. For hvad nu, hvis jeg ikke når det? Hvis det er for sent? Hvis jeg nu havde satset skarpt på en kreativ karriere fra jeg var ganske ung, så ville alt sikkert være bedre. Nemmere. Rigtigere. Mindre skamfuldt – for så ville jeg jo være rigtig kunstner. Ikke bare én der lader som om.

Så kommer panikken krybende, og jeg løber hurtigere. Så meget tid er spildt. Jeg har så meget jeg skal nå. Så meget jeg skal indhente. Travl.

Men er tiden virkelig spildt? Jeg ved det ikke. Nogengange føles det sådan, retrospektivt. Alle de svinkeærinder. Al den frustration. Men på den anden side, har jeg jo lært en masse, af det også. Jeg ved, at jeg ikke vil være min uddannelse som socialrådgiver foruden, for her lærte jeg simpelthen så meget om det at være menneske. Jeg ved, at jeg ikke spilder tiden på at være mor. Det er den mest meningsfulde tid jeg har brugt – og bruger – på noget som helst.

Forleden sagde min mor til mig, at den dag jeg oplever, at jeg kan leve af min kreativitet, ikke bare overleve, men leve ordentligt af den, så vil jeg finde den ro jeg søger. Jeg tror hun har ret. Der ligger meget energi bundet op i dén proces. Processen med at strikke et liv sammen som selvstændig og kreativ.

Men her, midt i vores livsomvæltende projekt, får jeg øvet mig i at slippe det uvæsentlige. Jeg tror nemlig godt jeg kan lære, at  blive bedre til at være i livet, med alt hvad det er. Som det er. Nu og her.

Kan du?

 

Du kan følge os på facebook , Instagram og bloglovin

5 Comments

  1. Rebecca april 11, 2018 at 6:14 am

    Hej.

    Det her er det første af dine indlæg jeg har læst – men hold da op hvor jeg kender følelsen. At roen, tilfredsheden ligger lige rundt om hjørnet. Hvis du har mod på det, vil jeg anbefale dig at læse Eckhart Tolles bog, den gør nemlig op med det der “lige rundt om hjørnet” og har gjort en kæmpe forskel for mig i at kunne være ok i øjeblikket. Den er nogle steder lidt lang-håret til min smag, men der er altså virkelig meget godt i den – og jeg kender mange andre der har haft glæde af den. Hvem ved, måske du kender den allerede? Jeg vender hvert fald tilbage til den med jævne mellemrum, når mine idéer om hvad jeg synes der skal ske fylder lidt for meget for mit eget bedste 🙂

    Rebecca

    Reply
    1. Siff Jensen april 11, 2018 at 6:46 am

      Hej Rebecca.
      Tak fordi du læser med.
      Jo, jeg kender godt Eckhart Tolle, har “Nuets Kraft” stående på bogreolen, som én af de få bøger vi efterhånden har tilbage Jeg har lyttet til de fleste af hans efterfølgende bøger på lydbog. Bjørn har også været rigtig glad for at læse hans bøger. Jeg oplever helt bestemt, at der er nogle vigtige budskaber at hente, og prøver at huske på dem i det daglige. Også bare ved at huske at trække vejret og komme ned kroppen. I tider med ekstra travlhed skal jeg anstrenge mig mere for, at være lige nu og her. Men bare det at skrive om hvor svært det er, hjælper sjovt nok. For så bliver jeg opmærksom på hvordan jeg agerer. Vaner er svære at bryde. Også vanen med at leve i fortid og fremtid. Sådan er det åbenbart for mange af os. Så er det godt at vi kan hjælpe hinanden med at huske på, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er. Og måske er det faktisk ved at være på tide at finde Eckhart frem igen….
      Tak fordi du gav dig tid til at skrive her
      Kh. Siff

      Reply
  2. Heidi Marie Hansen april 21, 2018 at 8:32 am

    Åh ja, FOMO….! (Fear Of Missing Out) kender så godt følelsen og frygten for ikke at nå det hele og gå glip, inden det er for sent. Og tankerne om spildte år er opnåede erfaringer til senere brug i forklædning. Fedt indlæg Siff, og lidt for genkendeligt, i alle mulige aspekter. Når jeg får trænet op og tabt 5 kg, når ungen bliver større, når jeg finder et job, en bolig en bestemmelse, en fast hylde… Så bliver det godt. Imens jeg kan mærke skammen over ikke altid at kunne mærke, hvor godt alting er lige nu og her, i dynerne, i forårsbrisen fra det åbne vindue, med den lille fede, der ligger og snorker og ugler i min armhule, mens jeg når lige præcis intet nyttigere end det nyttigste… At give min nærhed og kropsvarme. Og ønske jeg fandt det nok, også over vasketøj, nullermænd og indkøb. Tak!

    Reply
    1. Siff Jensen april 23, 2018 at 7:55 pm

      Kære Heidi.
      Tak for dine fine ord 🙂 Hvis første skridt er, at ønske at man kan finde det helt nære som værende nok, så tror jeg også at man kan lære at synes det. Føle det.
      Suk… vejen er så fuld af travlhed og svinkeærinder og dyrt købte erfaringer. Jeg synes det lyder som en fantastisk ide at bruge mere tid på at snuse til din baby. Jeg øver mig i det samme; mærke, være, se. Ungerne især. For intet er, i min verden, vigtigere. Jeg skal bare give mig selv lov til at synes det, for det er i virkeligheden sådan jeg har det. Alt andet, “ambitionerne”, er noget tillært, tror jeg. Og det skal et af mine næste indlæg handle om, når jeg får hoved og hale på ordene 😉 Håber I har det godt alle tre. Kh. Siff <3

      Reply
  3. Pingback: Ambitioner del 2. – Ind i Verden

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *